Schiff, Beethoven & Haydn

“Des Menschen Seele
Gleicht dem Wasser:
Vom Himmel kommt es,
Zum Himmel steigt es,
Und wieder nieder
Zur Erde muß es,
Ewig wechselnd.

Strömt von der hohen,
Steilen Felswand
Der reine Strahl,
Dann stäubt er lieblich
In Wolkenwellen
Zum glatten Fels,
Und leicht empfangen
Wallt er verschleiernd,
Leisrauschend
Zur Tiefe nieder.

Ragen Klippen
Dem Sturz entgegen,
Schäumt er unmutig
Stufenweise
Zum Abgrund.

Im flachen Bette
Schleicht er das Wiesental hin,
Und in dem glatten See
Weiden ihr Antlitz
Alle Gestirne.

Wind ist der Welle
Lieblicher Buhler;
Wind mischt vom Grund aus
Schäumende Wogen.

Seele des Menschen,
Wie gleichst du dem Wasser!
Schicksal des Menschen,
Wie gleichst du dem Wind!“

 

Goethes Gesang der Geister über den Wassern fra 1779 var i Schuberts musikalske gewandter fra 1821 indgangen til sidste uges koncert med DR Symfoniorkestret og DR Koncertkoret, hvor den ungarske mesterpianist András Schiff både stod for at dirigere og spille klaver. Værkeret markerer med de to årstal den tidsmæssige ramme for koncerten, nemlig wienerklassicismen og den tidligere romantik. Men mere end det: Skrevet udelukkende for mandskor og uden violinstemme sættes også den stemningsmæssige ramme for en koncert, der er præget af en vis alvor og seriøsitet i valget af værker, der mildest talt ikke høres særlig ofte. Det er ikke en hvilken som helst kunstner forundt at kunne turnere rundt med den nævnte Schubert-kantate, Beethovens klaverkoncert nr. 1 og Haydns Missa in Angustiis og stadig fylde en koncertsal.

I det indledende værk skildres selveste menneskets sjæl og dets liv på jorden trods sin guddommelige herkomst. Schuberts værk fanger den alvorlige stemning i Goethes tekst, men Schubert er heldigvis nok romantiker til ikke at pakke det hele ind i alt for velkendte former. Dette havde også været synd, for menneskets sjæl er netop så urolig, som det strømmende og skummende vandfald Goethe beskriver.

Næste værk på programmet var Beethovens klaverkoncert nr. 1, skrevet i 1795 hvor komponisten blot var en ung lømmel på omkring de 24. På trods af navnet var det dog den anden klaverkoncert, Beethoven skrev. Den første han skrev blev sidenhen offentliggjort som nr. 2. Schiff havde her fået placeret sit klaver godt inde midt i orkestret, sådan at han både kunne spille og dirigere. Snart siddende ved klaveret, snart stående for at dirigere. Hele tiden ubesværet og i fuld kontrol med musikken og orkestret. Beethovens klaverkoncert indledes som noget, der minder om en Mozartkoncert. Men det går hurtigt over, for Beethoven er en urolig sjæl; og han har så meget musik inden i sig, at det næsten ikke kan rummes inden for den wienerklassiske strenghed. Jeg skal ærligt indrømme, at min kærlighed til Beethovens klaverkoncerter så afgjort starter med nummer 3, og at der er relativt langt imellem, at jeg får taget mig sammen til at høre de to første. Det får Schiff heldigvis rådet bod på, for han får så afgjort det bedste frem i Beethovens koncert, der spilles med et vid og et overskud, som jeg sjældent har oplevet. Men også en vis portion humor. For Beethovens koncert er jo ikke skæbnetung som den 9. symfoni eller Missa solemnis, men derimod let og livlig. Den afsluttende rondo spilles nærmest lidt jazzet. I den langsomme og mere intime andensats blev der tilsvarende lagt tilstrækkelig meget følelse i udtrykket. I det hele taget vat Schiff god til at fange de forskellige stemninger i Beethovens musik og give dem et præcist og skarpslebent udtryk, der aldrig forekom mig kedeligt eller rutineret.

Schiff skal have stor ros for at have valgt et ambitiøst program fra periferien af standardrepertoiret. Der var ingen bravurnumre eller ørehængere, som det nydelsessyge københavnske koncertpublikum kunne tage med sig derfra. Det skal også herfra lyde ros for at Schiff undervejs i koncerten irettesatte publikummet. Dette skete eksempelvis efter andensatsen i Beethovens koncert, hvor dele af publikum gav tegn til at ville klappe. Dette blev besvaret med et skulende blik og en langsom hovedrysten, hvorefter Schiff demonstrativt startede på koncertens sidste sats inden det forkølede københavnske publikum kunne nå at hoste færdig.

Heller ikke i koncertens anden del blev der forsøgt at lefle for publikum. Her havde Schiff valgt en messe af Haydn, hvor de fleste andre ville have valgt en Tjajkovskij-symfoni eller lignende som modvægt til den første del. Men ikke her. Haydns messer er heller ikke noget, der høres tit, men Schiff gør en stor dyd ud af at præsentere dem. Det var ikke længere tid siden end i sommers, hvor jeg hørte ham spille og dirigere til en koncert i England. Også der var det en Haydn-messe, der var på programmet efter pausen. Det er fuldt forståeligt. For tager man Haydns store produktion i betragtning, har han stået næsten urimelig meget i skyggen af den samtidige Mozart. Haydns messer var noget af det sidste han skrev; og de er noget af det bedste fra hans enorme produktion. Det gælder også Missa in Angustiis, kaldet ”Nelson-messen”, fordi den var skrevet for at markere den engelske sejr over Napoleon i 1798. Her kommer hele DR Koncertkoret til sin ret, og ringen sluttes fint tilbage til Goethe, men hvor vi nu er endt i den himmel, som sjælen kom fra og længtes efter. Ganske fint at afslutte en koncert med plads til eftertanke og åndelig afklaring.

DR Symfoniorkestret optrådte i en noget reduceret størrelse, og det samme gjaldt DR Koncertkoret. Begge dele er et fornuftigt valg. En slank orkesterbesætning klæder de wienerklassiske og tidlige romantiske værker væsentligt bedre end den tunge højromantiske orkesterbesætning, som man senere brugte til stort set alle former for musik. Det var vist von Karajan, der i sine velmagtsdage sagde, at Berlinerfilharmonikerne havde to slags lyd: En til Mozart og en til Brahms. Mange påpegede sidenhen, at det var svært at høre andet end den sidstnævnte. Lidt det samme kan man måske sige om DR Symfoniorkestret, hvis repertoire begrænser sig strengt til det høj- og senromantiske. Dette var der ikke så meget at sige til, da DR Underholdningsorkestret tog sig fornemt af den tidligere musik. Det efterlod noget af et tomrum, da sidstnævnte orkester blev lukket for at man kunne sende endnu et par episoder X-faktor. DR Symfoniorkestret spillede dog stadig fremragende, men helt så gode som Adam Fischers orkester er de ikke, når det kommer til at få liv og sjæl frem i det mere slanke udtryk, der var centralt for aftenens værker. Det kunne være fantastisk at høre, hvad Schiff kunne udrette sammen med dem. Jeg er tilfreds.