Putin – en moderne fascist?

30. november 2016
8 minutters læsetid
Der er overordentlig god grund til en ooritisk indstilling over for Putin, som er en fjende af kristendommen og tilmed en despot. Kuzma Pavlov tager til genmæle, efter at Monica Papazu i årets udgave af Årsskriftet Critique skrev en artikel, hvor hun kritiserede Vestens russofobi.

I 2010 – nærmere bestemt d. 29. maj – sidder nogle af Ruslands fremmeste kulturpersonligheder til bords med Vladimir Putin. De skal diskutere Ruslands situation og fremtid, og mødet sendes på direkte tv.  Ingen seere forventer dog nogen form for reel debat. At Putin skulle blive stillet et kritisk spørgsmål i et sådant forum virker utænkeligt. Ved bordets ene hjørne sidder en bebrillet, akademikerlignende person. Han rækker hånden op og indleder med, at han to dage forinden var blevet ringet op af en person, der havde understreget, at kritiske spørgsmål ikke var tilladte.

 

“Undskyld, men hvad hedder De egentlig?” spørger Putin den bebrillede mand. Det bliver et spørgsmål, der sender vrede og chok gennem store dele af de russiske befolkning. Manden er ingen ringere end rockstjernen Jurij Shevchuk, guitarist og forsanger i bandet DDT, som under sovjettiden blev forbudt på grund af deres samfundskritik. På trods af, at det næppe er et navn, der imponerer danskerne, ville det svare til, at Lars Løkke Rasmussen spurgte Kim Larsen, hvem han egentlig var.

Det uforståelige land mod Øst

Ovenstående mundede ud i en ganske spids diskussion for åbent tv, som har markeret begyndelsen på en bredere og mere selvsikker opposition i Rusland. Folk så pludselig, at selv Putin kan rystes for åbne kameraer. Jeg vil i det følgende forsøge at svare på, hvad det er for en kritik, som Shevchuk og hans ligesindede, rejser mod de russiske magthavere. Dette betyder, at jeg vil spare Dem, kære læser, for lange historiske og akademiske udredninger for i stedet at fokusere på den nuværende situation. Ligeledes vil jeg spare Dem for debatten om udenrigs- og forsvarspolitikken, da denne kræver en selvstændig gennemgang. Med disse ord vender vi blikket mod det for mange uforståelige land mod Øst.

Et af Shevchuks fremmeste kritikpunkter af Putinregeringen var, at ytringsfriheden er ikke-eksisterende. Dette kan ses på mange forskellige niveauer. Rusland har vedtaget en del love, som ganske åbenlyst begrænser ytringsfriheden. Den mest omtalte er formentlig loven, som forbyder åbenlys “propaganda” for alternative seksuelle orienteringer. En del andre love har dog helt forbigået den danske debat. Ruslands tiltagende indsnævring af ytrings- og forsamlingsfriheden har nemlig ligeledes ramt samtlige trossamfund – inklusiv de kristne lige fra det ortodokse til meget små protestantiske minoriteter. I Rusland er det tidligere i år blevet forbudt at prædike eller missionere uden for religiøse bygninger. Forbuddet omfatter alt fra folks private hjem til internettet. I praksis kan det betyde, at missionerende trosretninger ikke må besøge folk i deres hjem, at du selv inden for dit eget hjems vægge ikke må opfordre folk til at tage med i kirke, og at trossamfund, der er for små til at have anerkendte lokaler, ikke længere vil kunne mødes.

Arbitrær straf af systemkritikere

Et langt større problem er dog den arbitrære behandling og dertil hørende straf, som mange systemkritikere underkastes. Det mest kendte eksempel er formentlig fængslingen af Ruslands på daværende tidspunkt rigeste mand – Mikhail Khodorkovskij. Sidenhen er grebet dog blevet strammet yderligere. Dels er langt flere personer blevet fængslet, da man er gået fra at fængsle systemkritiske forretningsmænd til at lukke hele selskaber ned og fængsle alle fra den øverste chef til de menige ansatte, hvoraf de fleste ikke har bedrevet nogen systemkritik overhovedet. Dels har domstolene anlagt meget udvidende fortolkninger af, hvad der kan karakteriseres som voldelige massedemonstrationer (straffelovens art. 212.1) eller opfordringer til at krænke Ruslands territoriale suverænitet. Mens førstnævnte bestemmelse er blevet flittigt brugt til at fængsle en bred skare af systemkritikere, er sidstnævnte bestemmelse især anvendt til at ramme modstandere af annekteringen af Krim.

Den russiske regering har i praktisk talt hele Putins og Medvedevs periode ført en politik, der har haft til formål at begrænse systemkritikere og disses demonstrationer. Det har nået sit foreløbige højdepunkt under demonstrationerne mod den omfattende valgsvindel ved parlamentsvalget i 2011. Det kan kort nævnes, at folk blev fragtet i busser fra valgsted til valgsted for at afgive flere stemmer, at et betydeligt antal statsansatte blev tvunget til at stemme på Forenede Rusland (Putins parti), at stemmetællerne overlagt havde talt forkert i Forenede Ruslands favør og at talrige exit polls gav Forenede Rusland to til tre gange færre stemmer, end de endte med at få. Meget af dette er videodokumenteret og ligger stadig tilgængeligt på internettet.

Begrænsning af forsamlingsfriheden

På internettet spredtes nyheden om valgsvindel med lynets hast, og det medførte, at folk gik på gaden i hidtil uset grad for at demonstrere. I demonstrationerne deltog alle fra kendte tv-personligheder til jævne borgere. Demonstrationerne var de største i Rusland siden 90’erne og varede ved helt ind i 2013. Alene i løbet af de to første demonstrationer blev over 500 mennesker enten tilbageholdt eller anholdt – iblandt disse var bl.a. oppositionslederen Boris Nemtsov og den kendte blogger Aleksej Navalnij. Kort inden tredje demonstration meddelte Putin, at der var bevilliget ekstra mandskab til at håndtere ulovlige demonstrationer, sundhedsmyndighederne meddelte, at der var forhøjet risiko for at få influenza eller endda SARS, politiet meddelte, at de ville tilbageholde mistænkte militærnægtere til demonstrationen, og uddannelsesinstitutionerne skemalagde ekstraordinære undervisningstimer og eksaminer den pågældende lørdag. På denne måde fortsatte demonstrationerne og den dertilhørende chikane indtil juli 2013, hvor det så småt døde ud. I den periode, demonstrationerne varede ved, blev talrige demonstranter idømt fængselsstraffe – heriblandt føromtalte Navalnij.

At skyde gråspurve med kanoner

På trods af vold mod demonstranter, chikane af små menigheder og fængsling af systemkritikere, er det alligevel bemærkelsesværdigt, at symbolet på den russiske undertrykkelse af ytringsfriheden endte med at blive tre piger, der spillede dårlig punk i Kristi Frelser Katedralen i Moskva. Pussy Riot havde tidligere foruden systemkritik beskæftiget sig med spændende ting som gruppesex på offentlige steder. Alligevel blev de – noget ufortjent – symbolet på undertrykkelsen af ytringsfriheden i Rusland.

I Rusland var der delte meninger om sagen. Hovedparten af befolkningen mente, de havde begået en ulovlighed, mens et mindretal i befolkningen ikke mente, at de ikke burde dømmes, da de ikke havde chikaneret nogen borgere eller ødelagt noget inventar. Under alle omstændigheder mente et bredt flertal, at en straf på to år i en straffekoloni var at skyde gråspurve med kanoner snarere end et udtryk for beskyttelse af kristendommen.

Den her beskrevne undertrykkelse af politiske meningsmodstandere modsiges aldrig af danske Putintilhængere. I stedet forsøger man at ignorere ovenstående og i stedet dreje samtalen over på anderledes uhåndgribelige emner som kristendom og kulturel vækkelse.

Omfanget af russernes kristentro

Hele tanken om Putin som kristendommens beskytter hviler dog på et meget ulogisk grundlag. ”Kristendommen er utrolig indgroet i den russiske befolkning.” Mange benytter den vending i den danske debat, men meget få forstår omfanget af den russiske tro. I Sovjetunionen blev kristendommen systematisk undertrykt. Hvis kirkerne ikke blev jævnet med jorden, blev de lavet om til biografer eller lignende. I årene 1927-1940 faldt antallet af kirker i Rusland fra 29.581 til under 500. Kirkegang var ulovligt, gudstjenester måtte holdes i dybeste hemmelighed, og antireligiøs propaganda var en fast bestanddel af ethvert skoleskema. Staten indledte en meget voldsom offensiv mod kirken, der kulminerede med Stalins masseudrensninger i 1937-1938, hvor 168.000 gejstlige blev anholdt – af disse blev omtrent 100.000 henrettet. Alligevel lykkedes det ikke at knække befolkningens kristne tro. Officielle sovjetiske kilder indikerer, at en tredjedel af bybefolkningen og to tredjedele landbefolkningen var religiøs i 1937.

Efter Sovjetunionens sammenbrud begyndte der med det samme at opstå meget omfattende kirkebyggerier over alt i landet. Den kirke, hvori jeg er døbt, er en af de mange kirker, som blev genopbygget ud af ingenting i forbindelse med Sovjets fald. En dag kom en alkoholiker forbi kirken, mens den var i gang med at blive bygget. Han ville gerne have kost og logi, men ville ikke lave fysisk arbejde, for han var kunstner, sagde han. Præsten fortalte, at der jo var masser af ikoner, der skulle males. Træ var der ikke råd til, så manden måtte nøjes med en masse stykker pap. Og ud af disse stykker pap skabte han langt hovedparten af de ikoner, der nu har prydet kirkens vægge i over to årtier.

Det er præcis den folkeånd, der gør Rusland til det kristne land, det er i dag. Alt det ovenstående har Putin ikke spillet nogen som helst rolle i. Hvis den russiske befolkning havde bukket under for det sovjetiske tyranni, opgivet deres kristne tro og ikke orket at genopbygge de mange ødelagte kirker, ville Putin ikke kunne have gjort fra eller til.

En moderne kvasi-fascist

Men hvad er han så, denne russiske præsident, såfremt han ikke er nogen kristen verdensleder? Her må De, kære læser, tilgive mig, da jeg stik imod løftet i min indledning ikke kan dy mig for at forsøge mig med en mindre historisk analyse.

Skulle man sætte en ideologisk betegnelse på Ruslands præsident, ville det være nærliggende at betegne ham som en moderne, kvasi-fascistisk leder. Begrebet fascist er gennem årene blevet udvisket af politisk korrekte typer og venstrefløjsekstremister, og det er parallelt med begreber som “racist”, “nazist” m.fl. brugt til at udskamme indvandringskritiske borgere. Hvis vi et øjeblik glemmer denne pervertering af begreberne og i stedet forholder os til den oprindelige fascisme – en stærk, kollektiviseret og ensrettet stat med et formål om at genoprette nationens stolthed og storhed – er lighederne slående.

Lighedstræk med fascismen

Blandt de mange ligheder kan det nævnes, at Ruslands indenrigspolitik bedst kan betegnes som autoritær nationalisme, at politiske meningsmodstandere – som nævnt ovenfor – chikaneres, at Rusland de facto er blevet en etpartistat, at personkulten omkring Putin som den stærke leder er fremherskende og at politikken ofte finder sin legitimation i løftet om, at staten skal være garant for nationens stolthed.

En af genstandene for ivrig debat er, som ovenfor antydet, Putins forhold til den russisk-ortodokse kirke. Også her er der klare paralleller til 30’ernes fascisme.

Kynisk politisering af kristendommen

I den første periode af Mussolinis styre havde han ingen kontakt med Paven, men efterhånden gik det op for Il Duce, at kirken kunne bruges politisk. Der blev indgået en fredsaftale mellem Vatikanet og Italien, Mussolinis familie blev døbt, store summer blev givet til kirkernes vedligeholdelse, og krucifikser var atter at finde i alle offentlige bygninger. Til gengæld blev kirken flittigt benyttet til at føre propaganda for Mussolinis politik. Blot til eksempel deltog 2000 præster – heriblandt 60 biskopper – i 1938 i en hyldest af Mussolinis landbrugspolitik.

Men tilbage til Putin. Når man fra tidligere tiders historie kender til sådanne eksempler, er det mig en gåde, hvordan man kan anse Putins forhold til kirken for at være andet end blot et kynisk forsøg på at konstituere sin egen magt. Når Patriarken deltager aktivt i at føre valgkamp for Putin og kalder ham et Guds mirakel, er det svært at betragte det som andet end en kynisk politisering af religionen.

Rusland og 30’ernes Italien kan naturligvis ikke sammenlignes én til én. Eksempelvis er Rusland ikke en kooperativ planøkonomi, men regeringens kontrol med økonomien skal på den anden side slet ikke undervurderes, hvis man betænker sig Putins tætte forhold til oligarkerne og disses vished om, at et opgør med Putin kan koste dem alt, hvad de ejer. Visse analytikere – eksempelvis Andrej Zubov – går endda så langt som at hævde, at Putin er ved at opbygge en form for korporativ stat.

Vestlige Putinstøtters blindhed

Alt det ovenstående er de vestlige Putinstøtter blinde for. De glædes og fascineres, når de ser den religiøse vækkelse og overser fuldkommen, at Putin dels ikke spiller nogen rolle i denne, og dels at landets befolkning undertrykkes.

På tilsvarende vis endte mange gode folk med at støtte fascistiske regimer i mellemkrigstiden, og mange opdagede først for sent, hvad de egentlig havde støttet. Konservatismen blomstrer atter i Danmark, og mange yngre mennesker føler for alvor trang til at formulere nogle rammer og genskabe nogle konstanter, som mange års kulturradikal politik har nedbrudt. Med dette beskedne skrift er det mit håb at have medvirket til, at knapt så mange mennesker begår fordums intellektuelle fejl og søger disse konstanter i en fascistisk kultur, mens de lukker øjnene for det tydelige barbari, som samtidig foregår.

Kuzma Pavlov

Kuzma Pavlov er født i Rusland og følger med stor interesse med i, hvad der sker i det store land mod Øst. Han betegner sig som nationalkonservativ, er formand for KU i København og har ligeledes siddet i bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet. Hans fokus spænder derfor bredt fra udenrigspolitik over ytringsfrihed til moderne kulturkamp.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside