Kunst og politik

Af Jon Eirik Lundberg

Rune Selsing skriver i Jyllands-Posten at moderne kunst ”i sin essens er venstreorienteret.” (http://jyllands-posten.dk/debat/blogs/runeselsing/ECE9110284/hvorfor-moderne-kunst-er-venstreorienteret/). Med ’venstreorienteret’ mener han ’progressiv’. I Selsings læsning af kunst efter naturalismen bruges kunsten som et redskab til at påvirke opinionen i progressiv retning. Denne form for kunst er subversiv, set fra et borgerligt-konservativt synspunkt; den vender værdierne på hovedet, udskifter skønhed med hæslighed, mening med meningsløshed, og så videre.

Opfatter man kunst som et udtryk for politik er dette sikkert en legitim udlægning. Men hvor effektivt er det at bruge kunst til at fremføre politiske budskaber? Hvordan spiller de to ting sammen?

Kunst og politik har det til fælles, at de optræder i offentlige rum. Som udsagn retter de sig mod offentligheden. Men der hører så også lighederne op.

Det politiske udsagn er en appel til en handling mennesker skal begå i fællesskab. Politik er ”man’s ability to act in concert”, som Arendt siger det. Politik er handling.

Kunst, derimod, er ikke opfordringer til handlinger. Værkerne er ”symbolske udtryk for følelsesmæssige erfaringer”, som Collingwood udlægger det. Kunstværket siger ikke ”stem ja” eller ”stem nej”.

Holder man fast i denne væsentlige forskel vil man se, at ikke alene er kunsten ikke ”venstreorienteret”, den er faktisk ikke ”orienteret” overhovedet. Kunst har ingen politisk retning. Den optræder i et rum, som forbliver upolitisk, eller ”før-politisk”.

Det hænger sammen med, at kunstneren ikke forlanger ejerskab over værkets modtagelse. Kunstneren kan jo ikke diktere publikums følelsesmæssige erfaringer. Intet vil ligge en kunstner mere fjernt, end at skulle styre publikums læsninger. Omvendt vil næsten intet være mere magtpåliggende for en politisk afsender, end at sørge for, at et bestemt budskab når frem til modtagerne. Fordi det politiske udsagn er underlagt hensynet til den handling, der ønskes udført ”in concert”.

Kunstværket er ikke forpligtet på andet end sig selv, dvs. at symbolsk artikulere en følelsesmæssig erfaring.

Kunstneren har sin interesse knyttet til selve værket; politikeren til den effekt, udsagnet opnår hos modtagerne.

Selsing fremfører en kunsthistorisk forfaldshistorie. Men han beskriver samtidig en politisk variant af samme. Kunsten er blevet annihileret af dens tætte forbindelse til ’venstresiden’. ’Venstresiden’ fungerer lidt som en død stjerne, et såkaldt ”sort hul”, hvis (destruktive) gravitation bøjer lyset i sin retning.

Men er dette sortsyn i sig selv tænkt som et kunstværk (litteratur), eller et politisk budskab? Hvis det sidste er hensigten, spænder synspunktet ben på sig selv.

 



Jon Eirik Lundberg, (f. 1974) Cand. Mag. i filosofi fra Københavns Universitet, skribent og kunstformidler. Mit filosofiske omdrejningspunkt er den politiske frihed. Hvad er det der skaber den, hvad er der gået galt de gange den er gået tabt, hvordan kan man forstærke den og bringe den andre steder hen, hvor den er efterlyst.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!