Fra filmarkivet: Dr. Zhivago

On 15/11/2016 at 11:53 PM, P.N. wrote:

Hej A.O.

Jeg har omsider fået taget mig tid til at få set David Leans Doctor Zhivago. En rigtig fin film, men jeg er enig med den af jer, der mente, at den ikke var bedre end Lawrence of Arabia. Dertil mangler den enten en mere klar historie og ”retning”, nogle lidt mere udbyggede karakterer eller nogle mere overbevisende tidsskildringer. Alle af delene er der, men ikke så meget, som jeg havde håbet, og som man ellers burde kunne forvente hos Lean. Vi er dog stadig på 8/10. En storfilm jeg omvendt vil anbefale er Kleopatrafilmen fra 1963 med Richard Burton og Elizabeth Taylor.

Næste storfilm tager jeg på søndag, hvor jeg har købt billet til en 7½ times visning af den sovjetiske Krig og fred-film fra 1967 i Cinemateket. Det inkludere pauser, aftensmad, kaffe og kage samt foredrag om filmen. Senere inden jul er der filmtemaer om Eisenstein og Kirk Douglas, hvor der vises udvalgte film.

Med venlig hilsen

P.N.

Fra: A.O.
Sendt: 16. november 2016 17:30
Til: P.N.
Emne: Re: SV: SV: Dr. Zhivago

Hej igen P.N.

Zhivago kan jo så fortsat være basis for en god filmdrøftelse. Dine anerkendende ord er modtaget, om man så må sige, men jeg synes stadig du er en hård bedømmer. To ting som minimum.

Jeg vil påstå, at hvis der er noget, filmen har, så er det retning. Dels konkret, dels i overført betydning. Hvad det overførte angår, så bliver det tidligt i filmen – da Pasha uddeler løbesedler, og kosakkerne slår hårdt ned på demonstrationen – klart, at filmens hele retning er den russiske revolution og hvad den gjorde ved forskellige mennesker. Helt konkret er der også ret store mængder retning/bevægelse i selve filmen. Den er meget lidt stationær – folk bevæger sig eller bliver bevæget hele tiden: dunkende damplokomotiver, hestevogne, endeløse vandringer i skove eller i sne og is. Hvis ikke udtrykket var så fortærsket, så kan man sige at flygtningemotivet, mennesket som flygtning, er helt essentiel for forståelsen af filmen. Selv den barske ideolog – Strelnikov – flygter jo helt konkret fra noget, tilmed sin hele identitet.

Karaktertegningen ser jeg også som udbygget: den viser – som nævnt – hvad den russiske revolution gjorde ved mennesker af forskellig støbning. Hvis vi holder os til personen Zhivago, så er det min tolkning, at filmen nådesløst skildrer drømmerens magtesløshed overfor de store ideologiers fremkomst; et gammelt samfunds død. Zhivago er i den henseende på alle måder en tragisk figur. Det 20. århundredes mest skyldige menneske er det upolitiske og i bedste-værste fald naivt-humanistiske menneske, der – for nu at citere Zhivago – “bare vil leve”. Mangt et politisk parnas kan ikke tilgive filmen denne pointe, og derfor den udbredte kritik, der dog er på retur og synes at blive visket bort af de friske øjne, 50-årsjubilæet og den restaurerede version fremkaldte.

Et helt andet aspekt ved filmen er den exceptionelle rollebesætning. Sharif gør det fortrinligt, store dele af anklagen om elementer af for megen højstemthed skyldes dog hans præstation, til dels også schlagerradiostationer, der tog Jarres musik til sig, men de virkelig trumfer findes i de store biroller: Guinness er uforglemmelig som Yevgraf, Steiger yder en af filmhistoriens allerbedste præstationer (det mener jeg!) som Komarovski og Tom Courtenay er også fremragende som Strelnikov.

Det er en “ærlig sag”, om man så må sige, at man sætter pris på forskellige typer af film og forskellige styrker og svagheder ved film. Cleopatra er et udstyrsstykke af en film på en hel anden måde end Zhivago, og jeg synes ikke det – uden værdidom tilknyttet – er underligt, at du er mere begejstret for den. Det er vældig “konsistent” med dine øvrige synspunkter. Den videre drøftelse kan vi altid have til gode.

Meget spændende med det sovjetiske kæmpeværk. Jeg ser frem til at få et referat.

Bedste hilsner

A.O.

 

On 20/11/2016 at 1:05 AM, P.N. wrote:

Hej igen A.O.

Med ”retning” mener jeg mere, at filmen bliver et lidt for tilfældigt nedslag i forskellige personers liv i forhold til nogle historiske begivenheder. Hertil kommer den noget påklistrede rammehistorie, som jeg ikke helt kan se ideen med, udover at skabe en platform for en alvidende fortæller. Det havde været mere interessant med Zhivago selv som fortæller, for ham kommer man aldrig rigtigt ind under huden på, synes jeg. Men her sætter det litterære forlæg nok nogle grænser for, hvor langt man kan gå.

”Værst” er dog så afgjort filmens skildring af Rusland/Sovjetunionen. Det hele virker nærmest hyggeligt og skildres næsten altid i et lettere romantisk skær. Groft sagt mangler der kun, at karaktererne finder balalajkaen og harmonikaen frem og begynder at synge og danse. Omvendt må jeg indrømme, at jeg godt kan lide en film, der tør skildre den russiske revolution og dens mennesker uden at svælge i død, elendighed og despoti.

Jeg er ikke enig i, at filmen viser, hvad den russiske revolution gjorde ved menneske i Rusland. Zhivago og Lara er tværtimod påfaldende meget ens hele vejen igennem. Det bekræftes vistnok øvrigt af dit glimrende – og i øvrigt altid skarpe – bud på filmens pointe. Eneste undtagelse er vist Pasha – en bifigur, som vi heller aldrig rigtig lærer at kende, før han forsvinder ud af historien.

En films budskab er i øvrigt ikke i min bog i sig selv et kvalitetstegn. Film kan have nok så mange ”gode” budskaber og stadig være dårlige film. Film med ”dårlige” budskaber kan være fremragende. Mange kunstværker har lettere politiske budskaber, som jeg ikke deler. Det siger intet om et værks kvalitet, at den har de rigtige budskaber. Hvis det var rigtigt ville Churchill, Thatcher, Reagan, Stauning, Nyrup eller Ritt Bjerregaard vel være de bedste kunstnere afhængig af politisk ståsted? Selvfølgelig ikke. Og så har vi slet ikke taget hul på diskussionen om, hvad det rigtige budskab så i øvrigt er.

Jeg må på det strengeste fastholde, at godt skuespil ikke er en kvalitet i sig selv på film. Det er en ren teknikalitet, der bare skal bare være i orden. Det adskiller sig ikke fra, at lyset skal virke og ikke gå ud midt under scenerne. Dårligt skuespil kan derimod ødelægge en film. Eksempelvis hvis skuespillerne glemmer deres replikker eller siger dem forkert. Det kan have samme virkning, som hvis lyset går ud på sættet under den store kærlighedsscene. Dårligt skuespil oplever man stort set aldrig på film. På teatret er der noget bedre muligheder for at bedømme godt skuespil.

DET SAGT, så har jeg jo ikke sagt, at der er tale om en dårlig film. Absolut ikke! Faktisk har jeg sagt, at det er en glimrende film! Men der er altså et par indvendinger. Det har jeg med stort set alle film på nær nogle ganske få.

Jeg kan oplyse, at jeg også har givet Kleopatra 8/10. Og det samme med Lawrence of Arabia. Det ændrer dog ikke ved, at der kan være gradsforskelle af kvalitet inden for dén karakter. Begge de to film er dog taknemmeligt hjulpet på vej af, at det historiske materiale er så meget sammenflettet med karaktererne, at historien næsten skriver sig selv.

Med venlig hilsen

P.N.

 

Fra: A.O.
Sendt: 21. november 2016 17:54
Til: P.N.
Emne: Re: SV: SV: SV: Dr. Zhivago

Hej igen P.N.

For nu at begynde med afslutningen: jeg kvitterede – og kvitterer – også for dine positive ord om filmen. Det er, som altid, en særdeles kvalificeret drøftelse af en film.

Det er en grundpræmis for filmen – qua det litterære forlæg – at mennesker mødes i tilfældige nedslag. Jeg er ikke så velbevandret i klassisk russisk litteratur, men det skulle være et hævdvundet virkemiddel: folk møder – oftest på paradoksal vis – hinanden i det kæmpestore Rusland, oftest i tilspidsede begivenheder. Jeg kan bedre abstrahere fra det i filmsammenhæng, end hvad litteratur angår; bogforlægget til Zhivago virker rodet, det bedste er de indskudte digte til sidst, der skulle forestille at være fra Zhivagos hånd.

Jeg er nu ikke heller ikke helt enig i, at filmen skulle vise et nærmest hyggeligt land – hverken før eller efter revolutionen. Et finurligt eksempel, udover det åbenlyse med kosakkernes hårdhændede fremfærd: på et tidspunkt har Komarovski brug for en læge (professor Kurt). Han styrter ud på gaden, hvor der holder en droskekusk, en meget gammel mand, i sneen og slumrer hen. Komarovski vækker ham og bjæffer, at han skal opsøge den læge han nu lige har brug for, fordi den kvinde, han dyrker – samtidig med han dyrker hans datter – har forsøgt at begå selvmord. Uden tak, uden betaling, uden noget som helst – bare brutal kommanderen. Jeg er naturligvis ikke sentimental i den forbindelse, “sådan var det dengang”, men hele selve situationen er da hverken hyggelig eller romantisk.

På den anden side er det vel en ikke helt ueffen pointe, at folk udenfor begivenhedernes og elendighedens centrum oftest finder de lyse stunder i selv de tungeste omstændigheder. Det er barskt i togvognen østpå – det ser vi også – men man (mennesket) forsøger også at have det rart; udstå det, der ikke kan undgås. Scenen hvor Zhivago forlader toget er dog meget “Zhivago’sk” – han går derud for at se “naturen” og ender med at blive taget af Strelnikovs folk. Han kan ikke bare udstå det, der skal udstås – komme så helskindet som muligt videre og væk. Han fortaber sig altid.

Jeg er heller ikke synderligt begejstret for hverken Zhivago eller Laras karaktertegning, men det er nu også min påstand, at det “overfladiske” i deres karaktertegning skal understrege den grundlæggende pointe (tak for rosen): det er tragisk, at Zhivago ikke vil lade sig vise hen til sin søde, smukke og uendeligt velmenende hustru, der kun vil ham alt det bedste, uagtet at de må flygte fra hus, hjem og social position. Selv ikke i Varykino kan han blive hos sin familie.

Jeg deler dine analyser vedr. budskab / udsigelse. Det var ment i mere almene termer – det kan bestemt forstærke en films kvalitet, at den rummer en tankevækkende pointe; noget at blive klogere af. Det er ganske trist, når en ellers veludført film munder ud i ingenting; når en film, i en genre hvor man ellers forventer den slags, er udsigelsesløs. Det behøver i øvrigt ikke at have noget med “højre/venstre” at gøre – en film som Cykeltyven har (vel) en hældning, der politisk peger mod venstre, men det gør den bestemt ikke ringere, endsige dens meget fint udførte og udtrykte udsigelse ringere. Det er en meget nærliggende diskussion, fordi det er blandt andet her, hvor jeg ser en skillelinje mellem Lawrence of Arabia og Doktor Zhivago. Her står sidstnævnte betydeligt stærkere i mine øjne, men jeg skal gerne vedgå, at jeg skal have set Lawrence igen inden så længe.

Det med skuespillet tror jeg er godt at gemme til en anden god gang, for det er en ret fundamental forskel i perception (tror jeg). Det er nemmere at få teknik til at fungere; det kan man købe eller indstille sig fra, men det kræver nogle andre kompetencer fra en instruktør, dels at få rollebesætningen udformet, dels at få det bedste ud af den. Er det f.eks. ikke effektivt (jeg advarer mod en kliché), at det er Henry Fonda, der spiller modstanderen i Once Upon a Time in the West? Tænk over noget andet: Rod Steiger var tredjevalg til rollen som Komarovski. Førstevalg var Marlon Brando. Han blev fravalgt, da man frygtede at hans ungdommelige profil ville skygge for Sharif/Zhivagos. Andetvalg var James Mason. Vi ved ikke rigtig hvad der gjorde, at han ikke fik rollen. Han var meget generøs og sagde ja til stort set ethvert manuskript, han blev tilbudt. Vi ved dog, at han var lidt nervøs ved storfilm a la Zhivago. Steiger havde principielt alle odds imod sig. De øvrige hovedrolleindehavere var, lige som instruktøren, britiske eller britisk uddannede (Sharif). Steiger skal have sagt, at han var temmelig angst for at skulle færdes mellem alle de “højbritiske” folk, men alligevel stolt over at være eneste amerikaner. Alligevel – eller måske på grund af dette – yder han en sublim præstation. Tænk over kompleksiteten i dette forhold – og naturligvis, vil jeg påstå, har det betydning. Zhivago var blevet en anden film, hvis det var Brando, der havde rollen som Komarovski. Også selv om han ville have sagt nøjagtigt de samme replikker som Steiger. Tænk også på Peter Lorres gestalt, mimik, stemme i M. Det er en væsentlig komponent i en film, at rollerne er besat på effektiv vis; lige som man effektivt kan udnytte teknikken (eks. Kubrick i Barry Lyndon).

Bedste hilsner

A.O.