Hvordan ville de gode borgere i 1980ernes Warszawa reagere, hvis to sexhungrende kannibalhavfruer pludselig gik i land og tog arbejde som voksenunderholdning på en kulørt natklub? I den polske film Córki dancingu, der herhjemme vises under den engelske titel The Lure er svaret, at folk faktisk ikke synes synderligt påvirkede af det. Dog undrer de sig lidt over, hvordan de to piger har lært at tale polsk. Da pigerne lader forstå, at det har de lært på stranden i Bulgarien, er der ikke rigtigt flere spørgsmål at stille. Naturligvis volder det lidt besvær på natklubben, hvor man er nødt til at stille et stort akvarium op på hovedscenen for at kunne imødekomme de særlige behov hos den nye hovedattraktion. Men ellers er der ikke rigtigt noget særligt.
Agnieszka Smoczynskas film, der vises som del af Cinematekets East by Southeast-filmfestival, der har fokus på nye film fra Central- og Østeuropa, er nogenlunde lige så syret og mærkelig, som den lyder. Men så er det heller ikke værre, for i bund og grund har historien meget tilfældes med H. C. Andersens kendte eventyr. Det betyder imidlertid ikke, at det er en film for børn:
For de to havfruer Srebrna og Zwota, hvis navne med afset i de engelske undertekster vistnok kan oversættes til henholdsvis Sølv og Guld vælger først og fremmest at gå i land, fordi de er ved at nå den alder, hvor de begynder at opdage, at kødet har andre behov end dem, der kan stilles ved at spise, og at disse behov lettere kan tilfredsstilles hos menneskene på land. Da de to havfruer er velskabte fra naturens side, volder det dem ikke de store problemer at vække mændenes interesse. Men det sidste spring for at kølne de hidsige lyster volder dem dog noget besvær. For den moderne mand er præget af en konservativ seksualmoral og er lidt af et skvat, der føler det grænseoverskridende at skulle pleje intim omgang med noget, der er halvt fisk. Flere gange lykkedes det næsten fordi to piger, men hver gang går det bogstavelig talt ”i fisk”.
Uforløste drifter fører til frustration, og det får de to piger til at stilne deres dyriske lyster ved at sætte tænderne i menneskekød. Filmens dilemma opstår, da den ene af vores to havfruesøstre opdager, at hun er blevet forelsket, altså sådan for alvor. Ikke helt overraskende er problemet så dernæst, at hvis hendes følelser ikke bliver gengældt, skal hun spise sin udkårne, hvis ikke hun vil se sig selv forvandlet til havskum.
The Lure er tilpas mærkelig og forskruet til faktisk at kunne have fungeret ganske godt som ”coming of age”-horror-eventyr-filmfabel om to pigers vej mod voksenlivet og den dertil uundgåelige konfrontation med kønslivets bitre og søde sider. Dette kommer den aldrig helt til, fordi Smoczynska har valgt det kunstgreb, at filmen i meget store træk er lavet som en regulær musical. Men som substantiel, kunstnerisk udtryksform må musicalen afvises. Og resultatet bliver da også derefter: Nemlig at karaktertegninger, handling og stemninger forsvinder et i et stort miskmask af sang, dans og diskomusik fra 1980erne. Det samme gælder også den kærlighed og erotik, som filmen brænder efter at ville fortælle os så meget om. Jeg mærker nemlig desværre aldrig helt, at de to piger faktisk har menneskelige lidenskaber, når musicalgrebet effektivt reducerer dem til nogle ret endimensionelle glædespiger. Den megen nøgenhed i filmen skaber selvsagt ikke i sig selv den hverken erotik, lidenskab eller kærlighed. Men mere bliver tabt på gulvet: Selvom de to havfruer er forsøgt tegnet som forskellige karakterer, der henholdsvis skal vise den lyse og mørke side af driftslivet, så er det aldrig noget, der bliver særlig udtalt, når de konstant skal bryde ud i storstilede dansenumre. Det samme gælder de mange bipersoner, der faktisk er ret så morsomme, men hvor ethvert forsøg på at give dem form og karakter forsvinder i musicalfældens sorte hul.
Filmen fungerer godt, når der den ikke er musical, hvilket desværre ikke er særlig meget af tiden. Det er vidunderligt morsomt at se, hvordan to havfruer pludselig dukker op og folk bare reagerer, som om det var det mest naturlige verden. Humoren er vidunderligt underspillet. Og jeg fornemmer, at der gemmer sig en hel del flere finurligheder i filmens sprog og karakterer end de engelske undertekster lod afsløre.
Kameraføringen er gennemgående ret stilsikker. Vi placeres gentagne gange midt i et lokale, hvorefter kameraet bevæger sig rundt, så vi opdager, at vi er omgivet af mennesker til alle sider. Det fungere ret godt. Navnlig åbningsscenen på natklubben fungerer er effektiv. Man har en følelse af at være midt i det hele. Filmen bærer i det hele taget præg af at være professionelt produceret og med sans for detaljer.
Hvis man kan lide elektroniske musik fra 1970erne og 1980erne i stil med Michael Zager, Giorgio Moroder, Digital Emotion og lignende, er der en hel del at hente her. Filmen er med vilje lavet superkitschet med grotesk store nærbilleder, massere af farver og flittig brug af laserlys og lignende, og som hyldest til datidens kulørte diskotekskultur, fungerer det faktisk fint. Det skaber også en ret sjov dynamik, når Smoczynska på den ene side underspiller en ret vanvittig eventyrfortælling, som noget der kunne være dagligdag, og på den anden side går ”over the top” og giver den gas med alle de virkemidler fra 1980erne, som man overhovedet kan grave frem. 7/10.
