Best som man efterhånden skulle tro, at der ikke var flere Marvel-superhelte tilbage, der ikke havde fundet vej til det hvide lærred i mindst to film, kommer nu filmen om den for mig ukendte Doctor Strange. Filmen handler om den arrogante, men dygtige, kirurg Stephen Strange, der lever et liv i overhalingsbanen med sportsvogn, penthouselejlighed og frihed til at kasserer de patienter, hvis sygdomme han ikke finder interessante nok til, at han gider spilde sit succesliv med at rede andres. Han anser gennemgående de fleste mennesker i sin omgangskreds for at være en flok undermålere og tabere, som mest af alt blot er i vejen for hans succes.
Skæbnen vil, at han en dag kommer ud for en ganske alvorlig trafikulykke, hvor han mister en stor del af førligheden i sine hænder og dermed evnen til at arbejde. Efter uden held at have brugt hele sin opsparing på forskellige eksperimentelle behandlingsformer, hører han om det mystiske Kamar-Taj i Nepal, der angiveligt kan helbrede selv de værste sygdomme. Efter først at være blevet afvist på grund af sin arrogance og fuldtonede afvisning af magi og tilstedeværelsen af andre dimensioner og verdener uden for det, som han kan erkende via sin forstand, bliver han alligevel optaget, da der er brug for hans hjælp: Kamar-Taj er nemlig i krise. Godt nok får organisationen sin styrke ved at udnytte de energier, der kommer fra andre dimensioner, til en form for magi, som kan bruges til at forme specialvåben og til at åbne porte til andre dimensioner. Men medaljen har som bekendt en bagside. For der findes også mørke dimensioner, der gemmer på tilsvarende mørke kræfter. En tidligere Kamar-Taj-elev, Kaecilius, har i forfængelig jagt på udødelighed nemlig sammen med en hær af zeloter allieret sig med den værste mørke kraft af dem alle, Verdensødelæggeren Dormammu, der holder til i Mørkedimensionen. Det er vel næsten overflødigt at sige, at de mørke kræfter står på spring for at indtage vores verden… hvis ikke det var for Doctor Strange.
Undervejs lærer Doctor Strange, at der er ting, der er over ham selv, og at det hele ikke handler om ham. Dette gør ham i sidste ende i stand til at tage kampen op mod de mørke kræfter. Men kan han nå det i tide?
Der er ikke særlig meget at komme efter i Doctor Strange, som ikke allerede er vist i de utallige Marvel-film, som jeg efterhånden har set. Men Doctor Strange er nok den svageste til dato. I de andre film var der ofte et eller andet at komme efter, der gjorde, at man ikke følte, at det var helt spild af tid, at bruge to timer på oplevelsen. Jeg har svært ved at komme i tanke om noget, der gør Doctor Strange interessant. Spædende bliver den aldrig på noget plan, hverken på det personlige plan eller i historien. De komiske indslag er… ja, helt til grin:
Filmen er forudsigelig, og ingen af karaktererne har nogle udtalte personlighedstræk, der for alvor kalder interessen frem hos publikum. Det gælder også hovedpersonen, hvis usympatiske egenskaber i filmens start er lige så utroværdige og overdrevne, som hans opofrelse og uselviskhed er det i filmens slutning. Hans omvending sker for hurtigt og for pludseligt til, at den for alvor er troværdigt. Der er ikke rigtigt andre interessante karakterer. Skurken Kaecilius ser man ikke nok til, at han for alvor når at blive en karakter, man har et forhold til. Herudover er der kun et par af heltens medhjælpere, hvoraf den ene er sammenbidt og alvorlig, mens den anden er ufrivilligt morsom. Læg hertil en ekskæreste, der naturligvis helt fra start siger alt det rigtige, uden at hovedpersonen lytter. Det er herefter meget lidt overraskende, at et af filmens højdepunkter er, at hovedpersonen skal indrømme, at han har taget fejl. Lidt mere kant har Doctor Stranges læremester i Kamar-Taj, Den Ældste, men uden at det for alvor rykker noget.
Hvad filmen ikke har i karakterer eller interessant historie, har den til gengæld til overmål i action og slagsmål. Men på den front er der vist ikke sket særlig meget siden the Matrix i slutningen af halvfemserne. Der hoppes og springes rundt i computerskabte landskaber på kryds og tværs af dimensioner, tid og rum. Bygninger væltes omkuld, og der løbes på væggen og på loftet, mens der kastes rundt med alskens genstande, uden at det for alvor bliver farligt for nogle af deltagerne. Det hele virker mest af alt som et computerspil.
Doctor Strange indeholder en masse elementer, der potentielt kunne fungerer godt. Og der er også en ganske fin superheltemytologi. Dette kunne der egentlig godt være kommet en udmærket film ud af, hvis man havde gjort sig lidt umage. Produktet her er for tandløst. 4/10
