Falsk varebetegnelse

Af Anders Orris

Uffe Elbæk havde – delvist  – ret i én ting han sagde, da han var Ugens Gæst på P1 i dag (5/11). Vi nærmer os nemlig kun 40 års-jubilæet for rockgruppen The Band’s afskedskoncert, der med Martin Scorseses fremragende film om samme fik navnet The Last Waltz. Jubilæet er nemlig først den 25. november. Det er en temmelig heftig ironi at netop Elbæk skulle dvæle ved denne koncert.

The Band var blandt de mytiske i tressernes musikalske revolution. Medlemmerne var uomtvisteligt musikalske renæssancemennesker, der blev rekrutteret af blandt andre Bob Dylan til at danne kreativt bagtæppe og inspirationskilde. I løbet af halvfjerdserne brændte flammen dog stille ud. Medlemmerne kunne ikke finde fælles fodslag, de var trætte af turnélivet og det hele var blevet svært, nu hvor tresseroptimismen var blevet til halvfjerdserpessimisme og orienteringsløshed. Man begyndte endog at beskylde hinanden for selvpromovering.  No Elvis, Beatles, or The Rolling Stones // In 1977 deklamerede den britiske punkrockgruppe The Clash delvist profetisk dette år, medens The Last Waltz var ved at blive til en film et sted i Scorseses narkotikarus, og The Band udsendte deres allersidste plade (i denne omgang). Festen var forbi, koryfæerne blev båret ud, og de mere forbitrede tog over.

The Last Waltz er altså konciperet som en sidste krampetrækning; tresserrevolutionens sidste energiudladning, før der for alvor gik oliekrise, læderjakker, nitter og isvinter i den. Her står optimismens førstemand i Danmark, Uffe Elbæk, altså og mindes hans selvudråbte åndelige forgængeres sidste vals. Måske er det hele dog ikke så underligt, for Uffe Elbæk kan nærmest slippe af sted med hvad som helst.

Der er for meget galt med Uffe Elbæk til at dette kan udredes på den til plads, der her er stillet til rådighed. I hovedtræk er det værste dog den falske varebetegnelse. Elbæks parti – hele hans platform – kalder sig for et alternativ. Alternativet. Det er ikke tilfældet. Alternativet er ikke et alternativ, men derimod konsensus i store dele af den definerende klasse. Det handler ikke blot om de mange fejlanbragte ”omkringer’er” og ”på’er” i Elbæks (og P1-værtens) sprog, men om noget mere omsiggribende og vidtrækkende, man skal sanse for at kunne forstå. Uffe Elbæk taler selv, i et af sine mest velformulerede øjeblikke, om et ”mentalt efterslæb”, dvs. en masse folk, der endnu ikke har fattet hvilken vej vinden blæser. Har man fattet det, er der god grund til at være bekymret. Tag selv ind en tilfældig dag i DGI Byen, stik hovedet ind i de forskellige konferencelokaler og spørg dig for. Hvis du spiser frokost derinde, får du blot en supplerende bekræftelse. Den menuansvarlige må være Alternativets fødevarepolitiske ordfører. Nærværende skribent taler af praktisk erfaring – tingene går Uffe Elbæks vej. Med kælne, fnisende DR-værter og overbærende-imødekommende politiske modstanderes mere eller mindre udtalte hjælp.

Man bibringes dog det indtryk, at Uffe Elbæk aldrig har besøgt det Danmark, man gudhjælpemig skal have folkekommissæren Benny Engelbrecht til at repræsentere i radioen. Det Danmark, der skal have økonomien til at hænge sammen, betale brændstof- og elregninger og som tænker på den slags, før de tænker på den store verden og det store, grønne, kreative, feministiske og legende perspektiv. Sigende nok bedyrer Uffe Elbæk dog, at Alternativets nyeste femårsplan er kørt igennem en maskine, holdt op mod nogle modelfamilier (!) og det hele giver såmænd bonus for de fleste. Bortset fra de rige svin. Dermed bekræfter Elbæk blot igen, at han ikke er noget alternativ i den politiske verden, i og med hans hovedgerning primært består i at narre folk ved hjælp af servile embedsmænd og deres regnemaskiner.

Nærværende skribent holder af at citere den mangeårige svenske statsminister Tage Erlander, en ydmyg, tvivlende og skeptisk mand, hvis langstrakte karriere blev båret frem af et sæt fasttømrede begreber om ret og vrang, der var blevet anbragt i ham tidligt og derfor forankrede ham i sit folk. Det må læserne bære over med. Erlander skal have sagt om den velmenende og hæderlige, men afmægtige leder af Centerpartiet, Thorbjörn Fälldin, at denne var så uvidende og kluntet at vælgerne genkendte sig selv og derfor stemte på ham. Erlanders ord må siges også at gælde for Uffe Elbæk – og de mennesker, der stemmer på ham.