Du skal!: Søren Krarups “Loven”

Søren Krarups forfatterskab er omfattende, værdifuldt og varieret. Hvor skal man begynde eller slå ned? Cand.mag. Jacob Aarslev har tidligere anmeldt det væsentlige værk Dansen om menneskerettighederne i Replique og ser nu på et andet af hovedværkerne, Loven fra 1980.

Af Jacob Aarslev

I anmeldelsesgenren er det populært at bemærke det, hvis en bog egner sig godt som en indgang til det øvrige forfatterskab; hvis den kan bibringe læseren uden forhåndskendskab noget særligt. Det skal også gøres her og måske med større patos end ellers. Loven var nemlig den første bog af Søren Krarup, som denne anmelder fik i hænderne. Det er knap ti år siden nu. Men genlæsning har kun bekræftet opfattelsen. Det er der forskellige grunde til. Væsentligst er selvfølgelig emnet. Hvad er denne Loven, i bestemt ental? Og hvorfor er den så vigtig for en mand, der, siden bogen blev til, netop er blevet kendt for at advare mod den lovreligiøsitet, som muslimsk indvandring konfronterer danskerne med? Med svar på spørgsmål som disse ruster Loven den nysgerrige læser til at prøve kræfter med både det tidligere og senere forfatterskab.

 

En anden grund skal imidlertid også nævnes, nemlig formen. Mange af Søren Krarups bøger består af – eller indeholder i mindre omfang – tidligere tekster, der er bragt sammen til lejligheden. Prædikener og debatindlæg typisk. Og det gælder også her. Men det ændrer ikke på, at forfatteren er en erfaren prosaist med god pædagogisk sans for værkets helhedsvirkning. I Loven føres læseren nemlig fra det personlig og genkendelige til det teologisk afgørende på meget effektiv vis. Og tilbage igen naturligvis. Ikke altid elegant, men effektivt.

En skideballe

Prologen åbner med en, også i 1980, tidstypisk beretning fra ”en yngre præst”: Et ægtepar betror ham deres kærlighedskvaler. En skilsmisse synes uundgåelig. Manden har talt varmt om det åbne og eksperimenterende parforhold. Konen følte det som en trussel mod kærligheden og ægteskabet, men gjorde alligevel selv alvor af løjerne. Det var egentlig mere end manden havde regnet med. Og så er krisen jo klar. Men skyldtes det, at de ikke talte nok sammen, eller at de ikke gav hinanden nok plads? Nej! For historien slutter med, at præsten gav dem begge en skideballe. Og det gjorde han ret i, for kærlighed forpligter, fortsætter Krarup. Kærlighed ér faktisk lige så meget pligt, som det er noget andet. Den tidstypiske ulyst til at se sig bundet og forpligtet af ansvar og af andre mennesker er anstødsstenen og afsættet i Loven.

Et andet eksempel er Johannes Møllehave, der både i forhold til samliv og fædrelandskærlighed har gjort mottoet Stå sammen – men ikke for tæt til sit eget. Johannes Møllehave, der i øvrigt er født samme år som Søren Krarup, fremhæves i bogen som en aktuel eksponent for et særligt træk ved efterkrigstidens kristendom: Nemlig tendensen til at se bort fra kravet og pligten, der lyder i kristendommens tale til mennesket. Pædagogisk udtrykt: En nedvurdering af SKAL’et i ”Du skal elske”. Man kunne have ønsket sig flere eksempler fra folkekirken anno 1980, for Møllehave var bestemt ikke alene med sine synspunkter. Til gengæld er den uudtalte modstilling af den mere kendte Møllehave og Krarup selv et effektivt polemisk virkemiddel. Og har formentlig været det i endnu højere grad i 1980.

Fjern ansvaret, og du har fjernet mennesket

Anstødet, ja, indignationen er på plads. Men i stedet for at fortsætte hvor prologen slipper, tager de næste kapitler form af en række prædikener. Først tre små skrevne udlægninger af skabelsesberetningen. Derpå typiske prædikener, som har været holdt i sognet. Når der siges skabelsesberetning er det menneskets skabelse, der tænkes på. Det, der kaldes antropogenesen med et fint ord. Det helt særlige ved mennesket er, at det fået en opgave betroet af Gud. Det er blevet ansvarliggjort, til forskel fra resten af skaberværket. Det er det, der hæver os over dyrene. Fjern ansvaret, og du har fjernet mennesket. Men mennesket spiste som bekendt af den forbudne frugt – og endte i den besværlige timelighed, hvor intet gives, og hvor døden nærmer sig hver dag. Og Krarup understreger karakteristisk: Denne det syndige menneskes skabelsesberetning viser netop menneskets trang til at flygte fra skyld og ansvar. Det er slangens skyld, sagde Eva. Det er samfundets skyld, siger vi i dag.

Prædikenen fra 17. søndag efter trinitatis står imidlertid helt centralt: Den handler om Lukasevangeliet 14, 1-11, hvor Jesus skal svare på, om man må helbrede på sabbatten. Krarup stiller her antinomismen op overfor dens modsætning, lovreligiøsiteten. Antinomismen betegner en tankeretning, som nedvurderer eller fjerner lov-elementet i sin forståelse af Det Nye Testamente. En antinomist kunne for eksempel mene – simpelt sagt – at eftersom troen er vejen til frelse, og at Gud ér kærlighed, er der slet ingen grund til at tale om lov i kristendommen. Men, siger Krarup, Evangeliet, det lykkelige budskab, eksisterer i tveklang med Loven. Også, eller netop, i Det Nye Testamente. Forholdet er bare et ganske bestemt et. Og dét er ikke det forhold, som kaldes lovreligiøsitet. Lovreligiøsitet er – i Krarups kortfattede men prægnante formulering – det, man har, når loven har taget Guds plads.

Jesus er hverken kommet for at ophæve loven eller for at guddommeliggøre den: Jo, man må helbrede på sabbatten, for loven er til for menneskets skyld og ikke omvendt.  Men samtidig ér loven der. Og Gud vil, at den skal være der. For Gud har givet den, for at den skal være til gavn for det syndige menneske på jorden. (Tænk her på det verdslige regimente, ordensmagten symboliseret i sværdet.) Og derfor, netop når den ses som givet af Gud, kan den aldrig selv blive gud. I denne Lutherske forstand har loven ydermere den betydning, at den kan vække syndserkendelse og pege hen på den nødvendige frelse, der til gengæld vitterligt ér i troen. (Tænk her på de ti bud og på buddet om at elske Gud og næsten, de vigtigste af alle.) Loven er den alen, som mennesket måles med uden for Eden, og det findes for kort. Dette kaldes typisk lovens anden brug, for at skelne fra den verdslige brug. Når Krarup taler om loven, og har givet bogen den titel, sigter han altså til to ting: For det første, at menneskets forhold til Gud består i et ansvar, et ansvar, der er givet sammen med menneskelivet selv. For det andet, at mennesket også er underlagt lov i såkaldt verdslig forstand. Og at den kristne forkyndelse skal sige dette til den enkelte og til det verdslige regimente selv, hvem der så end bestrider den opgave.

Skellet sættes af kristendommen selv

Bogens følgende syv kapitler er i virkeligheden nedslag i det, Krarup ser som antinomismens historie i det 19.- og 20. århundrede. Det forløber og slutter bedre end det begynder, for det tredje kapitel er desværre bogens svageste. Her tolker han på den tidlige grundtvigianismes historie, hvor den yngre Grundtvigs sans for både ansvaret og menneskets skrøbelige syndernatur og det virkelighedsnære menneskeliv kommer til at vige til fordel for den optimistiske fejring af ”ånd” og ”livskraft, varme og fylde”. Allerede hos Grundtvig selv, siger Krarup, men i særdeleshed hos hans efterfølgere. Men forfaldshistorien skrider for hurtigt og usammenhængende frem i Krarups hånd. Det vagt definerede åndsbegreb gav Grundtvig og hans støtter vind i sejlene i større skarrer, lyder det. Og symbolet på overgivelsen til det politisk opportune er for Krarup valget af den proto-radikale Edvard Brandes til Rigsdagen ved højskolefolk og præsters hjælp.

Problemet er ikke, at der forudsættes et vist kendskab til Grundtvig, for et sådant kan man jo tilegne sig. Men den usammenhængende og polemiske fremstilling er beklagelig, for der er gode ting at hente. Bedre går det fra kapitel fire og frem. En læsning af Møllehaves prædikensamling ”Til glædens Gud” er glimrende i sin enkelhed: Satan betyder splittelse på hebræisk, siger Møllehave, og det hæfter Krarup sig ved. For betyder det ikke, at frelsen kommer til at blive det hele og harmoniske menneske selv iboende. Man kan ikke elske på kommando, siger Møllehave. Nej, siger Krarup, men befalingen, som er kærlighedsbuddet, som mennesket ikke kan opfylde, er der alligevel. Og derfor må mennesket leve af sine synders tilgivelse.

Fra Møllehave til manden, han selv nævnte som sin inspiration, P. G. Lindhardt. Dennes indflydelse på efterkrigstidens kristendom er beklagelig. Dens manglende sans for lov og radikalitet har efterladt folkekirken til fals for den politiserende socialdemokratiske magt, siger Krarup. Skellet mellem magt og tro skal sættes af kristendommen selv, og ikke af menneskets trang til at skabe sig et jordisk helle fri for Guds tiltale og ansvaret deri.

Søren Krarups læsning af K. E. Løgstrups berømte etiske fordring er også skarp og godt formuleret. Løgstrups etiske fordring er ontologisk og ikke åbenbaret. Det vil sige, at den peger tilbage på mennesket selv og ikke en højere instans. Derfor, siger Krarup, er det slet ingen fordring. Løgstrup ville gøre de etiske krav til mennesket forståelige på rent menneskelige præmisser. Fordringen var tavs og uudtalt, sagde han – paradoksalt, siger Krarup, eftersom Løgstrups erklærede anliggende var netop forståeligheden. For hvis den kan begrundes således, at den kan forstås rent humant, kan den vel også gøres forståelig og udtales? Kristne skal tale med ikke-kristne på jævn human grund. Etikken er ikke et kristent prærogativ. Men hvad er det humane? Der er arvesynden til forskel på, hvad det humane er for den kristne og den ikke-kristne. Men netop det overser Løgstrup, mener Krarup.

Kapitel syv udmærker sig med en god blanding af anekdotiske beretninger og små stykker teologihistorie. Det drejer sig om en generationstvist i 1960’ernes Tidehverv. Søren Krarup var faktisk dengang som en af de unge skeptisk overfor lovens første brug. Men han blev sat på plads, fortæller han, af den ældre tidehvervsmand N. Otto Jensen, der insisterede på den såkaldte gudsrelation. Bag det udtryk ligger, at det verdslige kun er verdsligt netop på forkyndelsens baggrund. Ellers er det bare verdsligheden, der har sat sig på Guds plads. Udtrykket at lov og evangelium hverken må adskilles eller sammenblandes er taget fra dette afsnit. Men i virkeligheden stammer det fra spørgsmålet om Jesus’ natur. Var han sandt gud eller sandt menneske? Svaret blev den såkaldte to-natur-lære; han er sandt og fuldt begge dele. Men netop på den tilsyneladende paradoksale måde, at de to naturer hverken sammenblandes eller adskilles. Det samme, siger Krarup, bør gælde mellem lov og evangelium.

Afsværgelsen af antinomismen fortsætter i det følgende ottende kapitel, hvor denne glimrende opsummering er fra:

Men at der ikke findes en specifik kristelig moral betyder jo ikke, at amoraliteten er retfærdiggjort. Det er en meningsløs og utilstedelig konklusion. At kristendommen ikke er moral er ikke ensbetydende med, at man kan sjofle både sandheden og næsten, for kristendom betyder jo modsat, at enhver handling i den forstand er stillet for den moralske domstol, at det handlende menneske er gjort ansvarlig for alle sine handlinger.

Forkyndelse af lovens sammenhæng med evangeliet ér forkyndelse af evangeliet i det hele taget, siger Krarup videre, når det er antinomismen, der bremser for den rette forståelse af evangeliet.

Forskellen på ansvar og ansvarsfølelse

Bevægelsen tilbage mod den mere nære og personlige sfære begynder så småt i kapitel ni, hvor temaet er sandhed og løgn. Luther, Jakob Knudsen og Solsjenitsyn er her de store eksempler. Sidstnævnte kalder Krarup endog for en moderne Luther. Det er en vidtløftig sammenligning af Krarup. Men pointen ligger i Solsjenitsyns insisteren på sandheden som værende hævet over kommunistpartiets magt. Altså, at fordi mennesket først og fremmest står under Guds befaling, kan det ikke løbe fra sin sandhedsforpligtelse.

Cirklen sluttes med kapitel 11, som er en sammenligning af Herdis Møllehaves roman Le, der udkom første gang i 1977, med Sigrid Undsets anderledes modne kvindeskæbne i Fru Hjelde. Der er tale om en gennemført og alvorlig nedsabling af Le, hvis kvindelige hovedperson er decideret moralsk underfrankeret ifølge Krarup. Le føler sig ilde til mode i ægteskabet med knudemanden Jacob, som hun i virkeligheden mener, står i vejen for hendes muligheder for at ”finde sig selv” i sin kvinderolle. I fortvivlelsen ender hun med at begå selvmord. Men hendes tale om ansvarsfølelsen for ægteskabet, barnet og kærligheden dækker i virkeligheden over en tidstypisk virkelighedsflugt i tråd med det, der er skildret i epilogen.

Kontrasten er Sigrid Undsets Fru Hjelde, hvor heltinden ellers også oplever stor uro i samlivet med sin mand. Hun er mor til fire, og fra hverdagens trængsler længes hun tilbage til ungdommens friere liv i teaterverdenen. Men i konfrontationen med sin mand erfarer hun, at han også mærker pligtens åg på sin egen måde. I erkendelse af deres fælles livsopgave finder parret på ny sammen i en mere moden kærlighed. Man skal ikke snyde sig selv for dette sidste kapitel, som faktisk viser noget af bredden i Søren Krarups kunnen som prosaist og polemiker. Trods den hårde nedsabling, som heller ikke undgår at sigte ret personligt til Herdis Møllehave selv, er den faktisk ganske fintfølende og empatisk i sin opsang til det menneske, der har svært ved at finde sig selv. Navlebeskuelse og spekuleren over mande- eller kvinderoller er ikke livsopgaven!

Således afrundet skal bogen som helhed være anbefalet varmt. I egen ret og som velegnet indgang til Søren Krarups forfatterskab i øvrigt.

Søren Krarup Loven, 1980. 196 sider.

Jacob Aarslev er cand.mag. i historie og religionsvidenskab

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!