Digitale drømme

Af Stefan Agger

Hos KL, i Undervisningsministeriet, og mange andre steder i det politiske system, findes en drøm om en fremtid, hvor IT fylder langt mere i danske institutioner og skoler. Desværre for det danske skolevæsen og de danske daginstitutioner er det dog meget uklart med hvilket formål dette scenarie skal udspille sig, og hvilke argumenter der egentlig fremføres til støtte for drømmen. Til gengæld er der ganske megen forskning der peger på det problematiske i en sådan udvikling.

Policy frem for pædagogik

I KL, Regeringen og Danske Regioners fælles strategi for Digital Velfærd fra 2013 hedder det i overskriften at ”digitalisering (er et) redskab til bedre og mere effektiv læring og undervisning”, men søger man efter underbygninger eller henvisninger til forskning i teksten finder man intet. Til gengæld kan man finde argumenter der lyder, at læreren kan arbejde mere ”målrettet”, ”fleksibelt” og ”effektivt”. Det er helt givet rigtigt, og det svarer ganske til hvad min egen oplevelse som praktiker er. Til gengæld er det jo et argument for at læreren skal bruge mere IT. Det siger intet om hvorvidt det også er godt for eleverne at henlægge mere og mere af deres skoletid ved en skærm, frem for med papir, blyanter og bøger.

Det bringer os til det næste problem, for hvad er egentlig formålet med den øgede digitalisering? Er det at danske skoleelever skal være dygtigere til fagene, og IT er et middel til det mål. Eller er det nu IT-kundskaber der er formålet i sig selv, og som skal indgå i en prioritering med de øvrige formål institutionerne skal arbejde med.

Mit klare indtryk er at selvom den ovenstående distinktion meget sjældent skarpt fremgår, så er det meget mere det sidste end det første. Det er ideer om konkurrencestaten, nødvendighedens politik og fremtidens arbejdsmarked og den slags begreber hentet fra det politiske system, der på dette område driver praksisudviklingen i danske skoler og institutioner. Det er policy frem for pædagogik.

Bekymringer

Når jeg er bekymret for de digitale drømme så er der flere grunde til det. For det første er det meget svært at finde egentlige studier der giver en solid grund under den begejstring der synes at herske over for digitaliseringen af skolen. Jeg har haft svært ved at finde ret mange studier, og selv i det ovennævnte skrift Digital Velfærd finder man følgende erklæring: ”Der er i dag ikke tilstrækkelig viden om anvendelsen og resultaterne af it og digitale læremidler i undervisningen, hverken de faglige, pædagogiske eller ressourcemæssige effekter.”

For det andet er det min klare overbevisning at mange af Folkeskolens øvrige formål langt overskygger IT-kundskaber både i vigtighed og i kompleksitet. At lære børn i Folkeskolens yngste klasser at skrive et ordentligt dansk er både en langt vigtigere opgave og en langt sværere opgave, end at gøre dem dygtige til at arbejde med IT.

Dermed er vi fremme ved det tredje og afgørende argument: Ikke blot er det svært at påvise at IT skulle hjælpe os med at få eleverne til at tilegne sig de grundlæggende kundskaber nemmere, hurtigere eller bedre. Der er endda megen forskning der tyder på, at det kan trække i den helt modsatte retning, og ruste børnene dårligere til at lære at regne, læse og skrive.

Endelig er der det fysiske argument. Danske unge har allerede i deres fritid Europarekord i skærmtid, og samtidig er det en tilbagevendende diskussion at danske unges fysiske tilstand drastisk er forringet gennem de senere år. Den udvikling skal skolerne ikke accelerere, og da slet ikke daginstitutionerne. I skolens mindste klasser og i daginstitutionerne burde man langt hellere opruste på motorik, leg, sport og musiske og åndelige aktiviteter.

Radikale forandringer

Jeg er ikke nogen maskinstormer. Jeg er selv både teknologibegejstret og en digital praktiker, der gerne vil anvende IT når det tilføjer undervisningen kvalitet. Det der er problemet, er den ureflekterede begejstring og den politiske systemtænkning der ligger bag, når digitaliseringen rulles ud til landets 98 kommuner; når radikale forandringer af de fælles institutioner iværksættes uden hensyn til eller forankring i disse institutioners kultur og identitet, men udelukkende baseres på en hensyntagen til tidsånden og konkurrencestatslogikken.

Dybest set handler det om hvorvidt vi skal møde et omskifteligt samfund med en omskiftelig skole, eller om skolen måske mere skal koncentrere sig om at levere nogle kundskaber der har stået tidens tand, og som altid har været fremmende for menneskets evne til at være i sin egen tilværelse: Mestring af sproget, af matematikken. Kendskab til egen historie og litteraturens store fortællinger. Kendskab til samfundet og vore nabolandes sprog. Bemægtigelse af egen krop gennem gymnastik, leg, sang og sport.

Lidt videre læsning om IT og indlæring og pædagogik fra danske dagblade:
http://politiken.dk/…/computeren-goer-dig-daarligere…/

http://videnskab.dk/…/du-husker-mindre-og-laeser…

http://www.b.dk/kroni…/udsigt-til-en-matematisk-katastrofe

https://www.information.dk/…/boern-kan-spille-ipad-goer…

http://www.kristeligt-dagblad.dk/…/de-yngstes-evner-til…

http://politiken.dk/…/danske-skoleboern-er-mindst…/

http://www.computerworld.dk/…/multitasking-kan-skade…


Stefan Agger er cand. scient. pol. og lektor i Samfundsfag og erhvervsøkonomi ved Lemvig Gymnasium samt konservativt kommunalbestyrlsesmedlem og folketingskandidat. Han er desuden formand for Det Konservative Folkepartis uddannelsespolitiske netværk. Han skriver her om  dannelse, kundskaber og det principielle spørgsmål, hvad en skole egentlig er for en størrelse.