Alt-Right: USA’s nye radikale højre

Selvom Donald Trump måske taber præsidentvalget, har han forandret amerikansk politik. En af de største forandringer er fremvæksten af et nyt radikalt højre i opposition til konservatismen. Alt-Right har længe levet en hengemt tilværelse på obskure debatfora, men med valget i år er de trådt ud af skyggen.  Simon Hesselager Johansen giver den første indføring på dansk til Alt-Right.

Af Simon Hesselager Johansen

Det mest bemærkelsesværdige ved dette års amerikanske præsidentvalg er en ny højrefløjs opkomst, der har sat det Republikanske Partis etablissement i skak på en måde, som ikke er set siden hardlineren Barry Goldwater vippede den moderate Nelson Rockefeller af pinden i 1964s Republikanske primærvalg. Goldwater fik en stor del af sin støtte fra ikke kun en ny konservativ subkultur ledt af William Buckleys tidsskrift National Review, som var trætte af Eisenhower-regeringens kompromispolitik, men også det radikale John Birch Society, selv NR tog afstand fra.

Ligeledes er der et nyt græsrods-undergrunds-bagland bag den usandsynlige præsidentkandidat Donald Trump. Denne bevægelse kalder sig passende nok for The Alternative Right, ofte forkortet til det mere mundrette “alt-right”.

 

Faktisk udgør Trumps kandidatur endnu et generationsopgør på USAs højre, da det samme Goldwater-støttende National Review til gengæld erklærede “Never Trump” med et populært Twitter-hashtag og lavede et helt anti-Trump-specialnummer. Med deres irreligiøsitet, manglende entusiasme for den fri markedsøkonomi og ideologiske basis i hårdkogt nationalisme ligger alt-right også tættere på de asiatiske og europæiske højrefløje end amerikansk konservatisme. Derfor er det til stor forbavselse for mange Republikanske politikere, at den har erobret deres traditionelle vælgerbase… indtil for nylig, hvor flere anklager om sexchikane mod Trump fra flere forskellige kvinder har fået mange hans støtter indenfor partiet til at få nok.

Buchanan og palæokonservatismen

Få mennesker udenfor obskure weblogs og magazine har hørt om alt-right-miljøet før i år, men nærmere undersøgelser viser at det ikke er uden foregangseksempler i amerikansk politisk historie.

Det første er den såkaldte palæokonservatisme, der nedstammer fra det Republikanske Partis konsensus før Anden Verdenskrig. Partiets program var karakteriseret af support for traditionelle moralske værdier og modstand mod Franklin Roosevelts “New Deal”-velfærdsstat kombineret med økonomisk protektionisme, skarpe begrænsninger på indvandring og en isolationistisk linje på udenrigspolitik[1]. Denne “Old Right”-platform blev senest repræsenteret i magtens korridorer af Ohio-senatoren Robert Taft, der blev besejret af midtersøgende Dwight Eisenhower i 1952-primærvalget og for alvor skubbet under jorden, da neokonservatismen satte sig på toppositioner gennem 1980erne[2].

Med deres irreligiøsitet, manglende entusiasme for den fri markedsøkonomi og ideologiske basis i hårdkogt nationalisme ligger alt-right også tættere på de asiatiske og europæiske højrefløje end amerikansk konservatisme

Vendingen var komplet, da William Buckley i 1990 fyrede Nixon og Reagans tidligere rådgiver Pat Buchanan fra National Review fordi Buchanans anti-israelske retorik for mange læsere kammede over i slet skjult anti-semitisme[3].

På trods af dette har der været gentagne forsøg på at rehabilitere palæokonservatismen og generobre magten, herunder Pat Buchanans i 1992 og 1996s primærvalg før han forsøgte sig som tredjeparti-kandidat i 2000. Scenen for palæokonservatismens genkomst blev for alvor sat i 2001 da Buchanan sammen med Scott McConnell og Panagiotis “Taki”  Theodoracopoulos grundlagde det bimånedlige tidsskrift The American Conservative, der hurtigt markerede sig som en hård insider-kritiker af USAs højrefløj[4].

Buchanan har ganske rigtigt på det seneste lagt mærke til, hvor mange af Trumps konkrete politiske forslag er hentet fra sine egne valgprogrammer, som han afslørede i et interview med The Daily Beasts Eleanor Clift.

“I was relatively astonished when he came out against trade and immigration—and to Make America First—that’s on my (campaign) hats!”

[…]

“If you think America was a good country you grew up in and you prefer it to now, a lot of people think you’re racist, homophobic, and bigoted. By now we’ve been called lots of names. These are the cuss words of a dying establishment.”

[…]

“The people who like the Donald remember America as it was and don’t really like what it’s become,” he says. 

(Clift: Buchanan: Trump Stole My Playbook, 06/01/2016[5])

Den største forskel mellem palæokonservatismen og alt-right må dog være, at den første er religiøs og den sidste sekulær. Det var Pat Buchanan, som i 1990erne genoplivede Otto von Bismarcks begreb “kulturkamp” (på engelsk “culture war”) for at beskrive konflikten mellem de sekulariserenede progressive og religiøst konservative kræfter i det amerikanske samfund.

Alt-right, derimod, er slående ikke-religiøse og appellerer til en konsistent etnisk nationalisme. Deres værdigrundlag kan karakteriseres som vestligt og moderne snarere end kristent og konservativt. Og hvor Goldwater og co. anklagede den etablerede højrefløj for at være for blødsøden overfor fagforeninger, FN og USSR så er det Islam, masseindvandring og økonomisk globalisering som alt-right-miljøet kritiserer republikanere for at gå på kompromis med demokraterne om – nøjagtigt som de palæokonservative gjorde gennem halvfemserne.

NRx

En mere obskur og radikal foregænger til alt-right-miljøet er den såkaldte Neo-Reaktionære Bevægelse ofte forkortet “NRx”. Neo-reaktionens rødder kan findes i kommentarfeltet på den libertarianske økonom Robin Hansons blog Overcoming Bias tilbage i 2007, anført af den pseudonymøse “Mencius Moldbug” som i 2010 åbent debatterede Hanson om deres idelle samfund[6]. Moldbug, hvis virkelige identitet er computerprogrammøren Curtis Yarvin, dannede senere bloggen Unqualified Reservations som sin ideologiske platform.

NRxs anden ophavsmand er Nick Land, en britisk filosof i øjeblikket bosat i Kina, hvis specialiseringsområde er den teknologiske udviklings effekt på samfundet. Fællesnævneren i de to tænkeres idéer er, at informationsteknologiens udvikling vil føre til en koncentration af økonomisk og politisk magt på færre og færre hænder, med det parlamentariske demokratis endeligt som uundgåelig konsekvens.

Ifølge Yarvin/Moldbug er det allerede sket, så alle de vigtige beslutninger bliver truffet i det uformelle netværk af ekspertkommitéer og massemedier udenfor den parlamentariske proces, han kalder for “The Cathedral” – en slags højreorienteret pendant til det kulturelle hegemoni beskrevet af marxistiske filosoffer som Theodor Adorno og Antonio Gramsci.

Forskellen er så, at hvor Gramsci og Adorno ønskede at gøre op med et sådant oligarki, opfatter Yarvin det som uundgåeligt i et civiliseret samfund – og foretrækker derfor, at oligarkiet giver sig til kende som sådan. Land, derimod, identificerer demokratiets endeligt som noget der vil komme fra singulariteten – dvs. udviklingen af kunstige intelligenser, der overgår det menneskelige intellekt i kapacitet og ifølge Land vil overtage samfundets styring[7].

Den omvendte libertarianisme

Hvad Land og Yarvin har gjort er at re-lancere den klassisk anti-demokratisk kontra-revolutionære tradition, der går tilbage fra Thomas Carlyle og Friedrich Nietzsche til Platons idealstat, i en form som appellerer til Silicon Valleys libertarianske transhumanist-kultur. Yarvin beskriver sin ideologiske dannelsesrejse fom “fra Ludwig von Mises til Thomas Carlyle”:

“The problem with Mises as guru is that Misesian classical liberalism (or Rothbardian libertarianism) is like Newtonian physics. It is basically correct within its operating envelope. Under unusual conditions it breaks down, and a more general model is needed. The equation has another term, the ordinary value of which is zero. Without this term, the equation is wrong. Normally this is no problem; but if the term is not zero, the error becomes visible.

Just as Newtonian rules only make sense at low speeds, Misesian rules only make sense in a secure order. Mises himself once wished for a praxeology of war, which is fairly good evidence that he didn’t have one. Carlyle was not a place he would have looked.”

(Yarvin: From Mises to Carlyle, 04/02/2010)

Den neoreaktionære bevægelse har fundet en allieret i PayPals grundlægger Peter Thiel, som har udtalt at “frihed og demokrati ikke længere er kompatible” i sit essay The Education of a Libertarian fra 2009[8]. I dag er netop Thiel blandt Trumps største berømtheds-støtter i forretningsverdenen[9].

“In our time, the great task for libertarians is to find an escape from politics in all its forms — from the totalitarian and fundamentalist catastrophes to the unthinking demos that guides so-called “social democracy”.”

(Thiel, 2009)

Så bizart som det lyder, at tidligere libertarianere skulle bevæge sig til et så diametralt modsatrettet politisk program der går ind for åbenlys nationalisme og økonomisk protektionisme, er der en klar overlap mellem subkulturerne: Deres geografiske base ligger i storbyerne på USAs kyster, med en baggrund i  den højtuddannede web-bekendte folk fra den øvre middelklasse, der er ikke er synderligt religiøse; i skarp kontrast til det provinsielle og religiøse bagland.

informationsteknologiens udvikling vil føre til en koncentration af økonomisk og politisk magt på færre og færre hænder, med det parlamentariske demokratis endeligt som uundgåelig konsekvens.

Dette segment udgør spidsen af den alternative højrefløj og står i skarp kontrast til den konservative hvide arbejderklasse Trump har overtaget som bagland fra Buchanans primærvalg-kampagner i 1992 og 1996s. Peter Thiel er tilmed åbent homoseksuel, og udviklede sine anti-demokratiske idéer et år efter at Proposition 8, der forbød homoseksuelle ægteskaber, blev vedtaget i Californien.

Mod “Conservatism, Inc.”

Selve navnet “alternative right” blev først opfundet af Paul Gottfried, en erklæret palæokonservativ professor i politisk filosofi på Elizabethtown College i Pennsylvania. I november 2008 efterspurgte Gottfried et alternativ til det eksklusive netværk af neo-konservative tænketanke, han selv med glimt i øjet kaldte “Conservatism, Inc.”[10].

Dette gav Richard Spencer, leder af den højreradikale tænketank National Policy Institute, navnet til sit nye webmagasin i 2010[11]. Spencers Alternative Right er hoved-ansvarlig for det mest chokerende element i bevægelsen: Webmagasinet promoverer nemlig race-ideologi funderet i evolutionær biologi som basis for sin nationalistiske kritik af multikulturalisme, noget som i vestlige lande har været bandlyst fra offentlig diskurs siden Aksemagternes nederlag.

Det er dette, som har fået erklærede neo-fascister til at identificere med “alt-right”, og resulterer i et ikke ubetydeligt overlap mellem de to subkulturer set i webmagasiner som The Right Stuff og The Daily Stormer. Den bredere alt-right-bevægelse tager heller ikke nogen større afstand fra de ekstreme elementer, under det rationale at distancering til yderfløjene netop har været årsagen til Republikanernes sidste mange nederlag og kompromiser.

Gottfried har dog udtalt i et interview med Frontpage Magazine, at han ikke føler sig hjemme i den nuværende alt-right-subkultur netop på grund af dens afhængighed af chokerende retorik og vulgær humor på trods af at han ellers føler sig taknemmelig for at palæokonservativ ideologi er vendt tilbage til den politiske mainstream.

Internettets rolle i populariseringen

Det er internettets potentiale til at give radikale politiske bevægelser et publikum uden om de etablerede medier, der er en afgørende forskel mellem alt-right og tidligere generationer på den amerikanske højrefløj.

Tag 4chan, et totalt anonymt internetforum der siden sin oprettelse i 2003 er blevet en hjørnesten af onlinekultur fordi det er et af de få områder for onlinediskussion med næsten total ytringsfrihed. Sidens politiske forum /pol/ var springbræt for aktivist-hacker-kollektivet Anonymous i 2006 og Ron Pauls præsidentkampagne i 2008/2012, og er i sidste 2 år blevet det ydre højres online-mødested nr. 1.

Spencers Alternative Right er hoved-ansvarlig for det mest chokerende element i bevægelsen: Webmagasinet promoverer nemlig race-ideologi funderet i evolutionær biologi som basis for sin nationalistiske kritik af multikulturalisme, noget som i vestlige lande har været bandlyst fra offentlig diskurs siden Aksemagternes nederlag.

I 2015 fik selv 4chan’s ejer Christopher Poole nok af de mest ekstreme stemmer – som så dannede deres eget forum 8chan[12]Taki’s Magazine, et webmagasin grundlagt i 2007 af den græsk-britiske journalist Panagiotis “Taki” Theodoracopoulos bedst kendt for sin klumme i The Spectator, bringer også artikler af alt-right-forfattere (e. g. Richard Spencer) side om side med palæokonservative (e. g. Pat Buchanan) og libertarianere[13] (e. g. Justin Raimondo).

Breitbart News Network, den selv-erklærede “Højrefløjens Huffington Post“, har givet alt-right-bevægelsen deres største mainstream-gennembrud især da Donald Trump udnævnte BNNs chef Steve Bannon som sin kampagnechef[14][15][16]. Den populære konservative nyhedsside The Daily Caller har også givet spalteplads til alt-right-kommentatorer som Henry Dampier, Wesley Morganston og Nick B. Steves[17][18][19].

Hvad kan være de centrale faktorer bag generationsopgøret på USAs højre? En kunne være, hvor dårligt John McCain og Mitt Romneys præsidentkampagner i henholdsvis 2008 og 2012 klarede sig. Dette kan have diskreditere mainstream-højrefløjen for mange amerikanere og banet vej for den ideologiske ommøblering, de palæokonservative i lang tid håbede på.

En anden er, hvordan “religiøs” og “konservativ” blev synonyme i Reagan-æraen. Derfor har det især ramt højrefløjen, at New Atheism-bevægelsen i det 21. århundrede diskrediterede religiøsitet blandt yngre generationer. Endelig flyttede Occupy Wall Street i 2011 kulturkampen væk fra verdslig/religiøs til overordnet venstre/højre-fløjskonflikt, hvilket åbnede nyt rum for ateistiske højreorienterede amerikanere udenfor libertarianismen – og skabte grobund for en verdslig nationalisme.

Coda: Hvad nu?

Det bliver mindre og mindre sandsynligt, at Donald Trump vinder præsidentposten, men selvom Goldwater tabte mindst lige så stort i 1964 overfor Lyndon B. Johnson som Trump sikkert vil overfor Hillary efterlod han en enorm påvirkning: Meget af Ronald Reagans program, som han sejrede på i 1980, havde mere tilfælles med den nye hårde linje som Goldwater lagde end den moderate republikanisme hvis sidste stand var Gerald Fords administration med Nelson Rockefeller som vicepræsident.

Selve begrebet “alt-right” vil sandsynligvis forblive radioaktivt for meget af offentligheden pga. forbindelsen til anti-demokratisk tankegang, socialdarwinistisk racelære og internet-trolderi. Flere af idéerne, begrebet dækker, har der dog vist sig at være et publikum for i USA: En højrefløj, som konsistent sætter nationalisme højere end klassisk liberalisme og komplet bryder med den aktive udenrigspolitik som USA har ført siden 2. verdenskrig.

Det kan sagtens tænkes, at en republikansk præsidentkandidat vinder med på det ideologiske arvegods fra Trump og den alternative højrefløj som Reagan gjorde i 80’erne på Goldwaters konservatisme. En hjemlig parallel ville være, hvordan Mogens Glistrups bemærkninger om muslimer gjorde en ende på Fremskridspartiet chancer. Men i dag er samme Dansk Folkeparti som splittede fra Fremskridspartiet – og netop i sit bagland har lignende miljøer som Pat Buchanans og Donald Trumps – blevet til et af landets største partier som resten af højrefløjen har svært at ignorere i beslutningsprocessen.

Trump vil nok tabe præsidentvalget stort, og det er tvivlsomt om alt-right bevægelsen i sin nuværende form vil forblive en magtfaktor i Amerikansk politik. Men de nationalistiske og palæokonservative idealer, de har bragt tilbage til den politiske debat efter årtier ude i kulden, er en anden historie.

Simon Hesselager Johansen er cand.mag. i filosofi og kunsthistorie og fast skriben ved aarsskriftet-critique.dk

Noter

[1]    Matthews, Dylan: The Alt-Right Explained, Vox Media 08/25/2016 http://www.vox.com/2016/4/18/11434098/alt-right-explained

[2]    Gottfried, Paul: What Is Paleoconservatism?, First Principles Magazine 05/18/2012 http://www.firstprinciplesjournal.com/articles.aspx?article=318

[3]    Glazer, Nathan: The Enmity Within, New York Times 07/09/1992 https://www.nytimes.com/books/00/07/16/specials/buckley-anti.html

[4]    About Us @ The American Conservative http://www.theamericanconservative.com/about-us/

[5]    http://www.thedailybeast.com/articles/2016/06/01/pat-buchanan-donald-trump-is-running-as-me.html

[6]    Hanson, Robin: My Moldbug Debate, Overcoming Bias, 20/01/2010  http://www.overcomingbias.com/2010/01/my-moldbug-debate.html

[7]    Land, Nick: The Dark Enlightenment. http://www.thedarkenlightenment.com/the-dark-enlightenment-by-nick-land/

[8]    Thiel, Peter: The Education of a Libertarian, Cato Unbound, 13/04/2009 https://www.cato-unbound.org/2009/04/13/peter-thiel/education-libertarian

[9]    Gobry, Pascal-Emmanuel: Why Does Peter Thiel Support Donald Trump?, The Week, 22/07/2016 http://theweek.com/articles/638051/why-does-peter-thiel-support-donald-trump

[10]  Gottfried, Paul: Some Observations from the Man Who Created Alt-Right, Frontpage Magazine, 30/08/2016  http://www.frontpagemag.com/fpm/263988/some-observations-man-who-created-alt-right-paul-gottfried

[11]  Reinhard, Beth: Alt-Right Enters the Political Limelight, Wall Street Journal, 24/08/2016 http://www.wsj.com/articles/alt-right-enters-the-political-limelight-1472081850

[12]  Chiel, Ethan: Meet the man keeping 8chan, the world’s most vile website, alive, Fusion.Net, 19/04/2016 http://fusion.net/story/286750/jim-watkins-8chan-4chan-2channel/

[13]  http://takimag.com/contributors

[14] Rainey, James: Breitbart.com sets sights on ruling the conservative conversation, Los Angeles Times, 01/08/2012 http://articles.latimes.com/2012/aug/01/entertainment/la-et-breitbart-20120801

[15]  Bokhari, Allum & Yiannopoulos, Milo: An Establishment Conservative’s Guide to the Alt-Right, Breitbart News Network,  29/03/2016 http://www.breitbart.com/tech/2016/03/29/an-establishment-conservatives-guide-to-the-alt-right/

[16]  Haberman, Maggie; Martin, Jonathan; Rutenberg, Jim: Donald Trump Appoints Media Firebrand to Run Campaign, New York Times, 18/08/2016 http://www.nytimes.com/2016/08/18/us/politics/donald-trump-stephen-bannon-paul-manafort.html?_r=0

[17]  http://dailycaller.com/author/hdampier/

[18]  http://dailycaller.com/author/wmorganston/

[19]  Steves, Nick B. : It’s not racist to seek an “exit”, The Daily Caller, 11/08/2013  http://dailycaller.com/2013/11/08/its-not-racist-to-seek-an-exit/

 

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!