Zombie-angreb, samfundssind og væbnede venner

I tv-serien The Walking Dead møder vi en insisterende fiktionsvirkelighed, hvor den kendte verden er gået af led, og forrådnede kroppe vandrer hvileløst rundt for at slubre alt det levende i sig. Det lyder som tredjerangs-tidsfordriv, men er så meget mere, for serien er et gennemført popmytologisk propagandakunstværk – og den er alt andet end tandløs.

af Johan Christian Nord

Forestil dig, kære vidtskuende og fantasifuldt velvillige læser, at du en skønne dag vågner op fra en komatilstand af uklar længde og befinder dig i et eneværelse på et storbyhospital. Du er desorienteret, men forstår alligevel hurtigt, at du nu er vågen, og at noget er fuldstændig galt. For hospitalet er ikke blot mennesketomt, men også temmelig ilde tilredt; stuer er forladte, hospitalsudstyr og personejendele ligger skødesløst efterladt og tilfældigt henkastet på måder, som med al tydelighed peger på kaotiske tilstande. Og mere til: Både vægge og gulve er plettede af rødbrune væskeaflejringer, som umiskendeligt ligner menneskeblod og da netop også er det.

En nyt tid

For alt er blevet anderledes. Din by er inficeret. Et virusfænomen af hidtil uset art og omfang er brudt ud – og det er dit held, at du blev glemt på koma-afdelingen og ikke forsøgt evakueret med de mere mobile patienter, som man mente at kunne redde, men hvis indvolde nu er blevet ædt af levende døde, og hvis kroppe nu selv vandrer sultne rundt i det, der før var deres verden.

 

Netop dette skræk-scenarie vågner vores hovedperson – og stilsikkert klichéprægede – western-helt, Rick Grimes, op til i første sæsonafsnit af den amerikanske zombie-tv-serie The Walking Dead. Serien er ét af de mere hårdkogte udslag af den bølge af amerikanske kvalitets-tv-serier, som for tiden toner frem på vesterlandets skærmflader og med rette har vundet fodfæste.

Mytens genkomst

Mens nogle begræder, at den fine litteratur er trængt, jubler vi andre og glæder os over, at langstrakte episke fortællinger nu bruser frem fra de maskiner, som ofte nok har vist sig at være kilder til fordummelse og forfladigelse, men som rummer så meget andet og mere end dét, som frygtsomme sjæle finder frem til, når de nøjes med at forbande tidens skæve gang på sikker afstand. Javist, er det skønt at læse litteratur, og javist findes der både snot og skæg blandt de nye tv-serier, men i alt væsentligt er nybruddet en lykkelig kulturbegivenhed, som lover godt for genkomsten af den mytiske billedsans, der altid har hørt til et vågent menneskeliv – og aldrig har været tandløst tidsfordriv.

For sagen er netop den, at mange af de nye tv-serier er alt andet end tandløse, og deres appel ligger netop i at forene underholdning og alvor i en stærkt afhængighedsskabende cocktail, hvor det ene fix tager det andet, og fortællingerne melder sig som insisterende fiktionsvirkeligheder, der gør krav på andet og mere end beskuerens tid – og derved røber noget om alt det, der rører sig under de pæne overflader, som så meget andet i vores liv udspiller sig på.

Dette andet og mere er netop, hvad det hér skal dreje sig om – nemlig om det grundsyn, der bryder så billedrigt frem i den særligt insisterede skærmvirkelighed, som udfoldes i The Walking Deads fortælling om væbnede hænder og behjertede sjæles kamp for at leve et menneskeværdigt liv i en zombie-befængt verden.

Når murværket krakelerer

Så lad os gå tilbage til begyndelsen – tilbage til den optakt, der slår klangen an for hele seriens videre forløb. Som nævnt befinder vores heroiske cowboy-type sig i et hospitalsværelse. Snart forstår han, at det ikke bare er hans lille liv, men også hele den store verden, der er gået af led, og at hans elskede familie nu befinder sig et sted derude – uden ham. Rick Grimes træffer hurtigt sin beslutning, for han er politimand, ja, han er en udpræget sherif-type, så han bliver snart klar over, hvad der kræves af ham – nemlig alt. Så vores helt sætter alt ind på at redde sig ud af den angrebne by og genfinde sin familie. Efter en tiltagende kriseerkendelse og tilvænning til kampvilkåret lykkes det ham – ved lige dele uforklarligt held og våbendygtig beslutsomhed – at genfinde hustru og barn, og her begynder den episke langstrækning for alvor at folde sig ud.

The Walking Dead udmales menneskelivet som en kamptilstand, hvor samfundssind og voldsberedthed er den toklang, der som det eneste kan sikre livet og freden – og hvor humanismens hævdelse af den våbenløse menneskegodhed er selve det modbillede, som er under konstant angreb og anklage.

Undervejs i de foreløbigt seks sæsoner føres vores helte-familie og de mennesker, de kommer til at stå i et valgslægtskab og skæbnefælleskab med, ganske gradvist og med stilfærdigt eskalerende intensitet gennem en lang række af trusler, konfliktniveauer, moralske dilemmaer og overlevelseskampe, der ikke kun handler om den overhængende livsfare, som de omvandrende døde udgør. For det er selve seriens smagfuldt urovækkende intensitetsgreb, at det, som tiden går sin uhyggelige gang, viser sig slet ikke at være zombierne, der er det farligste anslag mod familiens liv og menneskeværd, men derimod den gradvise forråelse, der bryder frem i takt med, at murværket krakelerer i det, der før var en civilisation. Heri ligger seriens storhed: Den er en blanding mellem en action-glad westernfilm og et skæbnetungt folkesagn af den gamle skole; et udsyret og skamløst skarpskårent billede på, hvad der sker med (nogle) mennesker, når bæsterne er løs, tøjlerne slækkes, og den enes død – i ganske konkret forstand – bliver den andens brød. For livet skal jo opretholdes, og under et zombie-angreb, arbejder forråelsen altid. Hos nogle hurtigt, og hos andre ganske langsomt.

I kampen for overlevelsen og bevarelsen af et samfundssind præget af en grundlæggende åbenhed over for andre nødlidende, der kan indoptages som medarbejdere for det fælles gode, møder vore hovedfigurer to grunddrifter, som strider imod og undergraver håbet om opretholdelsen af et menneskeværdigt liv i den zombie-hærgede verden. Den ene af disse grunddrifter viser sig i sammenstødene med en række forbryderiske bander af fjendtligt sindede mennesker, som efter den kendte verdens sammenbrud har givet sig hen til et dyrisk liv, hvor volden råder, og hvor dem, der ikke er en del af voldsgruppen behandles som modstandere – og endda byttedyr. Vore helte udsættes således gang på gang for anslag fra disse fjender, som ikke har den mindste agtelse for andres liv og ejendom, og vore venner må føre en hårdnakket – og ofte også hårdhændet – kamp for at fortsætte vejen frem mod det håb om varig sikkerhed, der igen og igen forskyder sig i horisonten.

Fjenden udefra

Et af de stærkeste udtryk for fornedrelsen af det menneskelige til (rov)dyrisk længsel efter blod viser sig, da vores udvalgte flok støder på opsatte skilte og lytter til knitrende radiotransmissioner, som drager dem i retningen af et sted, der siges at være netop dét, de leder efter. Påskriften på skiltene og stemmerne i radiosenderen lover dem ”safety for all” – sikkerhed for alle dem, som følger skiltenes pile og stemmernes kalden. Vore venner lider stadig af den gamle verdens godtroenhed, så de følger pilene langs et jernbanespor, som leder dem frem til et befæstet bosted, der med udtalt symboltyngde kaldes ’Terminus’. For det er netop, hvad stedet er: En afslutning for alle dem, der er godtroende nok til tro på luftige løfter om livskampens ophør.

For da vore venner følger jernbanesporet, når de ikke frem til et fredfyldt sted, men til en listigt udtænkt slagtehal, hvor mennesker først lokkes til fadet, for siden selv at ende som foder for de altædende udyr, som har opsat skiltene og udsendt sirenesangen og med kølig håndtering af kølle og kniv forestår omdannelsen af menneskeliv til kødmad. For beboerne i Terminus er kannibaler, og vore venner er udsete som den næste proteintilførsel til det altædende stammeliv, som bødlerne har udskiftet deres menneskelighed med.

Men – som læseren nok har gættet – undslipper sheriffen og hans folk også denne fare, og det sker endnu en gang i kraft af lige dele lykkelige omstændigheder og hårdkogt kampvilje. Her skal det ikke røbes, hvordan redningen indfinder sig, for jeg har allerede antydet rigeligt, og her vi må videre og længere ind i de mytiske lag.

Fjenden indefra

For den voldsberedte og udfarende umenneskelighed er netop kun den ene af de to grunddrifter, der truer gruppens overlevelse. Den anden er mindre håndfast, men på ingen måde mindre truende – ja, ofte viser den sig faktisk at være langt farligere end fjendernes udfald. Undervejs i hele fortællingen møder vi således en fremhævning af et personlighedstræk eller, rettere sagt, en personlighedsbrist, der ikke blot skildres som ufordelagtig, men decideret farlig og afskyvækkende, i en zombie-hærget verden, nemlig det venligsindede menneske modvilje mod at bære våben og anvende vold. Denne brist i viljen og væsenet fremstilles som et levn fra den gamle verden, et kulturprodukt, der er groet frem i fredens jord, men som nu er direkte livsfarlig, når man står ansigt til ansigt med den rovdyradfærd, som er selve grundriften i zombiernes væsen og også har bemægtiget sig de moralsk afstumpede mennesker. To nedkogte eksempler er tilstrækkelige til at indramme seriens grundudsigelse om den frygtsomme pacifisme – og al dens uvæsen.

Den, der har alvor i sit liv og kærlighed til sine medmennesker, må være villig til at værne fællesskabet med våben. For det er dét, hele fortællingen handler om: Viljen til at fastholde samfundssindet, væbne sig for sine venner og gøre det, der både er nødvendigt og rigtigt i en verden, som ikke længere er sig selv.

På en række kernesteder i fortællingens lange løb møder vore helte grupper eller enkeltmennesker, som ganske enkelt ikke har forstået alvoren. Her skildres der blandt andet en fromladen bondefamilie, som lever i en drømmeverden, hvor håbet om, at alt igen skulle kunne vende tilbage til normaltilstanden før zombie-epidemiens udbrud har gjort dem ude af stand til at forstå, hvad det indebærer, at deres afdøde familiemedlemmer og venner nu er frådende monstre, som vil slubre de endnu levendes indvolde i sig, lige så snart de får mulighed for det. Disse hjertensgode bondegårds-pacifister nægter at aflive zombier, og de opbevarer sågar familiens afsjælede moder og andre af gårdens kødædende kadavere i en lade, hvor de dagligt fodrer dem med friske kyllinger. Men sagen er jo den, at zombier ikke er så lette at holde styr på. De er altid på vej mod den næste omgang indmad, og når de forrådnede kroppe har klasket længe nok imod det mørnede træværk, vil den fromme erindring om højhellige moralske pligter og et liv, der engang var, ikke kunne gøre det mindste for at afvende umætteligheden. Det véd vore helte, og derfor handler de resolut. De udrydder truslen og rækker en både fast og venlig hånd frem til de troskyldige bønder, som nu må lære at forstå, hvordan man lever og kæmper i den nye virkelighed.

Opsminket ansvarsløshed

Ved anden lejlighed træffer vore venner – nu i følgeskab med resterne af bondefamilien – en højst modbydelig skalkeskjuls-pacifist; nemlig et kønsløst præstevæsen, i hvem fredsommelighed og fejhed er endt som to sider af samme sag. De finder ham i den kirke, han har været sognepræst i, indtil alt blev anderledes, og hvor han fortsat mener at have noget at gøre. Tidligere havde han en lille menighed, som han længe formanede og belærte om at vente, håbe og bede, men nu sidder han alene tilbage, for da alt for alvor spidsede til, viste hans våbenløse fromhed sig at være noget så ordinært som en belejlig opsminkning af ansvarsløshed og ligegyldighed over for både virkelighedens krav og andre menneskers liv. For da de omvandrende døde nærmede sig den lille kirkeby, og den slatne præst var alene hjemme i Herrens hus, smækkede den troløse hyrde porten i, håbede på bedre tider, og sad helt stille, mens hans sognebørn døde ved kirkens dør.

Selv under et zombie-angreb er den slags ikke i orden – i hvert fald ikke ifølge vore venner. For man svigter ikke sit ansvar, og i zombie-land er en våbenløs mand altid en ansvarsløs mand. Men den skyldige angrer, og ved sheriffens mellemkomst ender selv et mildt præstegemyt med at forstå, at den, der har alvor i sit liv og kærlighed til sine medmennesker, må være villig til at værne fællesskabet med våben. For det er dét, hele fortællingen handler om: Viljen til at fastholde samfundssindet, væbne sig for sine venner og gøre det, der både er nødvendigt og rigtigt i en verden, som ikke længere er sig selv.

Konservativ propaganda

Og her nærmer vi os så en afslutning – og dermed også et forsøg på besvarelse af det spørgsmål, som hele tiden har ligget og luret under tekstfladen, nemlig: Hvorfor sidder vi og ser på den slags? Hvorfor kaster vi os i armene på skrækvisioner af forrådnet kød og våbenføre vennelag?

Som altid skal man passe på med at svare på andres vegne, men et lille gæt på den store sammenhæng er på sin plads – og meget er allerede antydet. Så, altså, for nu at sige det ligeud: I sin grundvold er The Walking Dead et gennemført popmytologisk propagandakunstværk; et æstetisk medieret, men alligevel driftsikkert politiserende, fremstød for en selvbevidst og uforfærdet konservatisme. For i The Walking Dead udmales menneskelivet som en kamptilstand, hvor samfundssind og voldsberedthed er den toklang, der som det eneste kan sikre livet og freden – og hvor humanismens hævdelse af den våbenløse menneskegodhed er selve det modbillede, som er under konstant angreb og anklage.

Kampen som grundvilkår

At mennesker, som iført deres dagsbevidsthed og almindelige ideologiske panser aldrig ville røre ved radikalkonservativ kulturkritik, alligevel sidder junkie-glade foran skærmene og inddrikker zombie-billedstrømmen, siger noget væsentligt om dybderne i det menneskelige. For det røber en grunddrift, som længe har været fortrængt, men som alligevel rører sig i os; en længsel efter glemte krigerdyder, billedmættede syner og et viljestærkt greb om den uhygge, som ikke kun kommer fra skrækfantasiernes kringelkroge, men i trængselstider altid har vist sig også at være en uomgængelighed i den virkelige virkelighed.

Nogle vil opfatte disse længsler som både usmagelige og i sig selv uhyggelige. Selv opfatter jeg dem som sunde, naturlige og løfterige. For også vores liv hviler på både milde håb og hårde granitlag, som, uanset hvad vi synes og mener, igen vil bryde frem, når fundamentet synker sammen, og alt en skønne dag bliver anderledes.

Billedsynerne er en alvorlig sag, og deres virkning er velgørende. For de forbereder det åbne sind på alt det, der kan komme, og man skal – som spejderne så rigtigt siger – altid være beredt.

Syv sæsoners væbnet livskamp

Syvende sæson gik i luften på amerikansk tv den 23. oktober 2016, og de første afsnit er allerede nu tilgængelige ude på (både de betalingsdrevne og de mindre lovlydige dele af) det oceaniske internet. Så de af os, der allerede er zombie-junkier har nu et nyt fix at lægge krop og sind til, og de, der har lyst til at blive det, har hele syv sæsoners råddent kød og væbnet livskamp at gå i gang med.

Vi véd endnu ikke, hvordan fortællingen ender, men det kan godt røbes, at sheriffen efterhånden er presset til det yderste. For i takt med tidens onde gang har forråelsen efterhånden nået et mål, hvor det ikke længere bare er afstumpede mennesker, men rendyrkede uhyrer i menneskeham, der har fået fingrene i vores venner. Så vi véd ikke, om den sidste tone bliver tragedieklangens eller mytesangens. For vi véd ikke, om der stiger en ny verden frem af den gamles ruiner. Men Åndens håb er altid lyst, og den fælles vilje har alle dage gjort kampdagen skøn.

Så god fornøjelse med zombie-angrebet, og husk at få dig et jagttegn og indkøbe konserves – masser af konserves!

Johan Christian Nord er cand.mag., Ph.d.-studerende og grundtvigsk valgmenighedspræst.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!