Teater: Ødipus og Antigone

Det Kongelige Teater har på det seneste forsøgt sig med Sofokles’ tragedier Kong Ødipus og Antigone. I spidsen for det hele står instruktøren Elisa Kragerup, hvis navn teatret synes at markedsføre næsten mere end Sofokles’. Kragerup har nemlig noget nær stjernestatus i det danske teatermiljø, senest efter en opsætning af Romeo og Julie på netop Det Kongelige Teater – en opsætning, der synes at have begejstret alle andre end netop undertegnede, der fandt den lettere overfladisk af mere eller mindre de samme grunde, som jeg finder hendes opsætning af Ødipus og Antigone for en halvsløj affære.

Indledningsvist skal der dog herfra udtrykkes ros til Det Kongelige Teater for overhovedet at ville sætte de græske tragedier på plakaten, og at man denne gang for én billets pris kan få hele to tragedier. Det er forholdsvist tungt stof for nutidens mennesker, men absolut ikke irrelevant. Nu mangler vi så bare, at de begynder at beskæftige sig med teater fra den danske guldalder, der stort set synes glemt. Det er vist længe siden, at skuespil af eksempelvis Heiberg eller Oehlenschläger er blevet sat op på teatret.

De græske tragediers styrke ligger i, at de beskæftiger sig med almene emner, der er relevante såvel nu som dengang. Dette gælder også for de velkendte tematikker i Ødipus og Antigone. Der burde derfor ikke gøres særlig meget ud af at sætte dem op. Omvendt kan de uden problem sættes ind i en moderne sammenhæng, hvis man da absolut vil gå den vej.

Kragerup gør desværre ikke rigtigt nogen af delene. Opsætningen foregår i et slags udslidt auditorium eller klasseværelse, der er fyldt med stole, der vist ikke har andet formål, end at deltagerne kan kaste med eller sparke til dem, når de bliver sure. Det er ikke rigtig klart, hvad meningen er, udover at skabe nogle effekter. Ekstra støj tilføjes der også i form af forskellige ”musikalske” indslag leveret af en DJ live fra scenens ene hjørne. Undertiden synger de forskellige karakterer også deres replikker til tonerne af ”musikken”. Ekstra støj er imidlertid ikke sådan for alvor nødvendigt, når man har at gøre med værker af en sådan kaliber, som dem, vi har at gøre med her. Der er rigeligt med stof og dramatik i selve teksten, så hvis Kragerup ville fokusere lidt mere på den, så ville forestillingen have været blevet en anelse mere substantiel. Tværtimod kommer støjen unægteligt til at overdøve noget af den substans, der er i Sofokles’ tekster, men som Kragerup aldrig for alvor tør tage fat på:

For hver gang det for alvor bliver alvorligt, hver gang konflikten for alvor spidser til, hver gang der for alvor kaldes på skuespil af format, og hvor både instruktør og deltagere for alvor kan vise, hvad de duer til, kryber man i defensiven og sætter ind med effekter. I den henseende er skuespillet så afgjort værre end Kragerups stoleleg. De scener, der kaldes på allermest dybfølt alvor, ender alt for ofte i at skuespillerne ofte blot står og fjoller og griner dumt til hinanden. Typisk bruges den effekt, at karaktererne afbryder hinanden ved, at den ene forsøger at gætte, hvad den anden vil sige, og så sige det først. Lidt på samme måde, som når småbørn driller hinanden. Eksempelvis da de to Ødipus-sønner Eteokles og Polyneiks kommer op at skændes om retten til tronen i Theben (en scene der i øvrigt ikke er med i Sofokles’ oprindelige tragedie, hvor de to kun omtales efter deres død). En anden effekt er, at skuespillerne bevist overspiller, sådan at scenerne kommer til at fremstå karikerede. En anden træls effekt er, at man ofte lader karaktererne recitere eller forklare, hvad de gør. Hermed distancerer man sig igen fra stoffet. I stedet for at spille en rolle og vise publikum handlinger eller følelser, får vi nu direkte at vide, hvad en person gør eller føler. Denne effekt kan have sin berettigelse nogle gange, og Sofokles lægger et par steder selv op til den. Men ikke i det omfang, som den bruges her, og når den bruges mere til at skabe distance de steder, hvor nærhed er mest påkrævet.

Det var ikke fra min stol muligt at se, om man ikke tør tage stoffet alvorligt, eller om man simpelthen ikke evner? Jeg tror desværre, at det er begge dele, der er er tilfældet: Man er bange for at komme til at virke banal ved at tage dramatikken på ordet, og derfor sættes der ind med lettere komik og ironi for at holde en distance til det, der for alvor gør ondt. Derfor ender man også med en opsætning, der er lidt en overfladisk affære. Man satser mere på at få publikum til at fnise dumt frem for for alvor at bevæge dem. En mere seriøs behandling, der tog såvel stoffet som publikum alvorligt, fik Euripides’ Medea, da Schauspiel Frankfurt gæstede Det Kongelige Teater med en opsætning i 2015.

Hertil kommer, at man ikke i alle tilfælde forsøger at give karaktererne de nuancer, der lægges op til. Dette skinner især igennem i forestillingens sidste del, hvor der meget udtalt tages parti for Antigone og hendes insisteren på at personlige følelser må stå over loven, mens Kreon vist mest bare er ond, fordi han insisterer på at loven skal holdes. Et meget belejligt standpunkt, der nærmest skriger på mere refleksion end hvad Kragerup tilbyder. Dermed ikke sagt at dilemmaet er let, men derimod at det netop ikke er let. Hverken Kragerup eller Antigone taler dog næppe for døve øren i en nutid af sociale medier, hvor der alt for ofte tages uforpligtende stilling til komplekse spørgsmål ved at føle snart det ene og snart det andet. Sofokles gør nu heller ikke meget for at gøre Kreon let at forsvare, og stykkets pointe er blandt andet, at man ikke skal misbruge sin magt. Dette betyder dog ikke, at Kreon ikke har argumenter med en vis substans:

”Ja intet ondt der er saa stort, som lovløs Færd:
Den ødelægger Byer, styrter Huse brat
Omkuld; den jager under Spydkamp Flugt og Død
Midt ind i Rækkerne. Men hersker Orden der,
Vil Lydigheden frelse mangen Kæmpers Liv.”

(fra Sofokles, Tragedier, oversatte fra græsk af professor N. V. Dorph (1878), s. 192)

Hvis det første bud ikke var, at man ikke måtte have andre guder, så var de øvrige jo ligegyldige. Så kunne man jo blot vælge en gud med nogle spilleregler, der var mere belejlige at overholde. Og tilsvarende i den verdslige orden: Hvis ikke der findes en eller anden form for autoritet, og alle bare kunne sætte personlig moral over loven, så ville et samfund i sidste ende ophører med at eksisterer som noget, hvor man har fundet sammen, og vi ville havne i en form for naturtilstand, hvor alle kæmpede mod alle.

Som en sidste nuance skal endelig fremhæves, at hvor Kragerups Antigone mest handler ud fra sin personlige samvittighed, så hævder Sofokles’ Antigone, at Kreon krænker ”Gudernes uskrevne sikre Lov”. Dette gør unægteligt sagen lidt mere speget. At dette synspunkt dog heller ikke er uproblematisk påpegede allerede Platon i dialogen Euthyphron. Hvilken af guderne er der eksempelvis tale om? De var ofte uenige og bekrigede sågar hinanden i en uendelighed. Er der i virkeligheden ikke blot tale om personlig samvittighed iklædt religiøse gevandter?

Til slut skal der lyde en lidt forbeholden ros for programmet, der indeholder fine indlæg om både antik opførelsespraksis og om krisetider og undtagelsestilstand af henholdsvis litteraturhistorikeren Christian Dahl og ph.d.-studerende Søren Mau. Det sidste kunne måske godt have sparret inddragelsen af Carl Schmitt for at sige noget, som Thomas Hobbes vel ret beset sagde 400 år tidligere. Hobbes nævnes da også senere. Inddragelsen af Carl Schmitt her og der og alle vegne er disproportional med, hvor meget nyt manden egentlig havde at sige. Men her er der vist mest tale om en personlig aversion, for irrelevant er Schmitt selvsagt ikke. Desværre må man lede forgæves i programmet efter vejledning med hensyn til Kragerups opsætning og dramaturgiske valg. Det havde ellers været mere på sin plads en den alt for lange og meget lidt brugbare gengivelse af en samtale om ensembleteater og fordelene og ulemperne ved at spille i ensemble, der fylder godt i programmet. Man må da håbe, at skuespillerne i ensemblet kan bruge den til noget uden for de private rammer, hvor den måske have været bedst tjent med at blive. Jeg er ikke tilfreds.