Betty Nansen Teatret har sat instruktøren og scenografen Jakob F. Schokking i spidsen for at sætte Krystof Kieślowski og Krzysztof Piesiewicz’ tv-serie ”Dekalog” (1989) op som et teaterstykke. Når man tager i betragtning, at det drejer sig om ca. ti timers tv-filmmateriale, indgyder projektet en vis respekt. Skepsissen indfandt sig dog ret hurtigt, da jeg opdagede, at stykket kun skal vare ca. 2½ time. Inklusiv pause. Der er da unægteligt også hugget en hæl og klippet en tå for at få stykket til at passe med, at det storkøbenhavnske teaterpublikum kan nå at spise middag først og drikke kaffe bagefter uden at komme for sent i seng. Det gode først:
Schokking har først og fremmest disponeret klogt i kun at bruge seks af de ti episoder, 1, 2, 3, 5, 6 og 9. Episoderne vises ind imellem hinanden, sådan at en ny episode godt kan starte, før man har set slutningen af den foregående. Scenografien er i store træk den samme og skuespillerne går igen, og der forsøges at skabe en sammenhæng mellem de forskellige episoder, sådan at tilskueren skal have det indtryk, at der er tale om én historie. Enkelte gange opleves en art decideret polyfoni, hvor scener og personer smelter helt sammen og transcendere de respektive episoder, som de ellers er tildelt. Bedst er dog, at det faktisk lykkedes Schokking at skabe en forestilling, der på mange punkter er mere dramatisk og effektivt fortalt end den oprindelige tv-serie. Dette er godt, for tv-serien er sine steder så tung, at den minder om forsøget på at filmatisere adagioen fra en sen Bruckner-symfoni: Smukt, men man ikke helt kan fri sig for den tanke, at Kieślowski og Piesiewicz har valgt det forkerte medium og måske havde været bedre tjent med at udgive deres tanker i bogform. Dette skete da vist i øvrigt også. Schokkings opsætning er anderledes effektfuldt fortalt og tillige veldisponeret. Jeg er godt ”underholdt” hele vejen igennem.
De negative sider af denne effektfulde og ”underholdende” disponering af stoffet viser sig da også hurtigt: De forskellige episoder er alt for ofte blot de dramatiske højdepunkter fra tv-seriens ditto, og den alvor, som tv-serien opnåede ved at tage sig tid til at arbejde sig ind i emnerne, er lidt for ofte alt for fraværende. Eksempelvis synes valget af dekalog 5 (”Du må ikke slå ihjel”) mest af alt valgt på grund af den dramatiske effekt, der kan opnås ved at skildre et mord på de skrå brædder, end fordi der er noget nævneværdig nyt og relevant at sige om dødsstraf eller nogen nævneværdig ny og relevant måde at sige det på.
Værst er, at den meget korte tid, der er til rådighed til hver episode, gør det vanskeligt for skuespillerne at vise os de forskellige karakterer i en form, der giver dem den substans, der var en af tv-seriens styrker. I stedet fortæller de (eller en sufflør) os konstant hvad de tænker og gør. Eksempelvis ”Han rørte ved hendes kind”, ”Tårne trillede ned af mine kinder”, ”Jeg mærker, hvordan ophidselsen griber mig” osv. Der opnås ikke meget ved dette valg, udover at scener, der egentlige ville have fungeret fint i sig selv, kommer til at fremstå frapperende animeret. Herudover kunne jeg godt have ønsket mig, at man havde gjort mere ud af at integrere de forskellige episoder med hinanden, nu Schokking har lanceret ideen om deklamatorisk teater-kontrapunktik. Det lykkedes dog godt med episode 3 og 6, så gerne mere af den slags. Så havde Schokking måske skulle ændre lidt i episoderne. Men den barriere er jo for længst overskredet, så det er ikke berøringsangst, der mangler. Jeg er tilfreds, men ikke helt.
