Opløftende nedslag

Sognepræst og litteraturanmelder Kristian Østergaard er aktuel med bogen Mirakler og milepæle. Heri præsenterer han 50 af historiens vigtigste forfattere og tænkere, og selvom bogen til tider kan mangle en smule kampgejst, indeholder den ifølge Mikael Brorson rammende, konservative stikpiller til samtiden og gode introduktioner til vigtige forfatterskaber.

af Mikael Brorson

Sognepræst ved Sorø Klosterkirke, Kristian Østergaard, er både vidende og velskrivende. Derom kan der næppe herske tvivl, hvis man læser hans seneste udgivelse. Bogen hedder Mirakler og milepæle, og består af forskellige artikler omhandlende 50 forskellige tænkere og forfattere, som Østergaard har skrevet om i løbet af sin tid som litteraturanmelder. Han kalder det åndshistoriske nedslag, og at der netop foretages 50 af disse, skyldes nok, at Østergaard i 2016 selv fylder 50 år.

Imponerende bredde

Bogen er opbygget kronologisk, og således starter den med Platon i år 427 f.Kr., og slutter med Klaus Rifbjerg som døde sidste år, i 2015 e.Kr. Imellem disse finder man et væld af teologer og kristne tænkere som Paulus, Augustin, Kierkegaard og Bonhoeffer – der naturligt nok har forfatterens interesse, qua dennes teologiske baggrund og beskæftigelse – dramatikere som Ibsen og Strindberg, filosoffer som stoikerne, Locke og Rousseau, og et væld af andre forfattere, digtere, satirikere mv.

Det er en mildest talt imponerende spændvidde, som også – på godt og ondt – præger bogen.

På den ene side forlener den de 314 sider med stor variation, og i det hele taget er bogen let at gå til. Man ledes kyndigt igennem de forskellige forfatterskaber af Østergaards sikre pen, og siderne nærmest flyver afsted. Bevares, det skyldes ikke mindst, at der for hver af de 50 forfattere bruges en side på et billede af denne, men også de mange humoristiske anekdoter gør bogen værd at læse. Som eksempel skal i forbifarten nævnes det herligt illusionsløse forslag, som Storm P eftersigende skulle have givet til en mand, der fortalte ham, at han så gerne ville udrette noget stort og rent i tilværelsen, hvortil Storm P spurgte, om han så ikke kunne vaske elefanten i Zoologisk Have.

At kradse i overfladen

Man kommer imidlertid ikke udenom, at det til tider er svært at undslå sig følelsen af en vis overfladiskhed, når man læser bogen. Nok må behandlingen af den enkelte tænker være af begrænset omfang, når man ønsker at behandle 50 forskellige af slagsen og samtidig skal holde sig på et nogenlunde rimeligt sidetal. Men til tider sidder man ikke desto mindre med indtrykket af, at de åndshistoriske nedslag er af en så begrænset karakter, at de ikke svarer til meget andet end en kradsen i overfladen. Det gælder eksempelvis, når Østergaard på små tre sider gør sig færdig med Paulus, imens gennemsnitslængden heller ikke løfter sig nævneværdigt derover. Heldigvis er der også undtagelser, og således er der hele fire artikler om Søren Kierkegaard, ligesom Jakob Knudsen får en grundig behandling. Det er jo også kun rimeligt.

Hvor er kampgejsten?

Samtidig bærer bogen i høj grad præg af, at den udgøres af artikler skrevet i og til vidt forskellige tider. Det kan ofte være meget svært at finde et ærinde med anmeldelserne, og det hænder, at man læser en anmeldelse og efterfølgende ikke reagerer med meget mere end et skuldertræk. Det er næsten lidt for behageligt og letlæseligt det hele. Hvad er det, Østergaard vil fortælle sine læsere, udover selvfølgelig at berette om bøgernes og forfatterskabernes litterære kvalitet, som enhver litteraturanmelder med respekt for sig selv naturligvis også gør. Artiklerne savner stundom kampgejst og polemik.

Det er en bundforløjet virkelighedsopfattelse, hvis man glemmer, at mennesket er en ond og syndig skabning. Dermed har man åbnet døren på vid gab for idealismen, og alle dens gerninger, og alt dens væsen, og dette minder Østergaard os gerne om.

Det er svært ikke at bemærke denne mangel, for Østergaard er allerbedst når han lader læseren mærke, at der står et menneske med et ærinde bag anmeldelserne. Hvor det sker, finder man bogens absolutte højdepunkter, som eksempelvis i stykket om stoikerne, der egentlig er en kritisk anmeldelse af Svend Brinkmanns Stå fast:

For hvad sker der, hvis alle følger psykologiprofessoren, når han bedyrer, at det klogeste ofte er, at ”stræbe efter at leve med den værdighed, der er forbundet med at se det negative i øjnene og acceptere det som sådant”? Ja, så bliver resignation og afmagt facit (s. 23)

Ifølge Østergaard er stoicismens problem nemlig, at den rummer et sindelag der ikke kræver noget af den enkelte, når denne mødes af verdens ondskab og skyggesider. Dermed bliver verden til et sted, hvor et menneske ikke skal noget; og derfor kan Østergaard nok se med sympati på Brinkmanns kritik af tidens udviklingstrang, men han peger i stedet på kristendommen som det nødvendige korrektiv til denne udviklingstrang. Kritikken af stoicismen med dens fatalistiske implikationer er yderst interessant.

Idealismens afveje

Endnu bedre – ja, nok bogens bedste – er Østergaards artikel om Jean-Jacques Rousseau, om hvem det allerede i manchetten bemærkes, at han har påvirket os meget ”på godt og især på ondt”. Østergaard bemærker videre om Rousseau:

[H]an lod sig aldrig distrahere af besværlige kendsgerninger. Ikke tilfældigt indleder han et af sine skrifter således: ”Lad os da begynde med at lægge alle kendsgerningerne til side”. Og det var i grunden, hvad Rousseau gjorde livet igennem: Han lagde kendsgerningerne til side og dyrkede de utopiske forestillinger i stedet. (s. 57)

Det er denne kritik af idealismen i dens mange forskellige afskygninger, som om noget er en rød tråd, når Østergaard befinder sig i sit polemiske hjørne, og det er sandelig god læsning. Særligt kritiserer Østergaard Samfundspagten, hvori Rousseau introducerer begrebet ”almenviljen”. Dette begreb bliver, hævder Østergaard, ideologisk grundlag for alskens idealistiske eksperimenter, først og fremmest for den franske revolution, men også for det 20. århundredes totalitære rædsler, både i form af nazismen og kommunismen.

Her peger Østergaard på den ganske værdifulde indsigt, at konsekvensen har det med at blive enorm – og antallet af tabte menneskeliv ligeså – når virkeligheden tilsidesættes, til fordel for idealer og skrivebordsidéer om hvordan det ideale samfund kan indrettes. Den idealisme, som fulgte i kølvandet på både oplysningstiden og Rousseau, har bragt os guillotinen, gaskamrene og Gulag. Død og ødelæggelse er og bliver idealismens tro følgesvend.

Et budskab til tiden

Dét er et afgørende budskab, ikke mindst fordi det i vores egen tid heller ikke skorter på idealistiske udskejelser. Man kan blot tænke på EU og det had til alt nationalt, der gemmer sig bag projektet, eller det multikulturelle eksperiment hvis fatale konsekvenser for den vestlige verden bliver tydeligere dag for dag. Det er vores ansvar at pege på og bekæmpe idealismen, hvor end den viser sit grimme ansigt, netop fordi historien – som Østergaard med denne artikel peger på – har lært os konsekvensen, hvis vi ikke gør det.

Men – og det er måske endnu vigtigere – Østergaard får i samme ombæring peget på den ene kendsgerning, som idealismen altid ser bort fra, når han skriver: ”Rousseaus eget intellekt svigtede ham, da han bagatelliserede arvesyndens realitet og hengav sig til en bundforløjet virkelighedsopfattelse.” Ja, det er i sandhed en bundforløjet virkelighedsopfattelse, hvis man glemmer, at mennesket er en ond og syndig skabning. Dermed har man åbnet døren på vid gab for idealismen, og alle dens gerninger, og alt dens væsen, og dette minder Østergaard os gerne om.

Antropologiens konsekvenser

Således har antropologi konsekvenser, og det samme peger Østergaard på i en anden fremragende anmeldelse. Her er der tale om den britiske historiker Paul Johnsons Darwin – A portrait of a genius, der omhandler følgerne af Darwins syn på mennesket som intet andet end et dyr.

Såfremt mennesket ikke er andet end det dyr, er det jo ganske uden ånd; så er det ren materie, et naturfænomen, og som sådan fuldstændig styret af sine drifter. Deraf følger, at mennesket ikke kan forventes at tage ansvar for sine handlinger, og endvidere følger det, at forskellige grupper af mennesker kan anskues som racer; og racer, dem kan man forædle. Endestationen er ifølge Paul Johnson nazismen, og Østergaards skal have tak for at minde os om farerne ved at reducere mennesket til et dyr; en ofte glemt slagside ved darwinismen.

Opløftende nedslag

Mange andre gode anmeldelser kunne nævnes. Blandt andet indeholder bogen en fortrinlig anmeldelse af Jakob Knudsens Den gamle præst, hvori Knudsen både angriber datidens sværmeriske vækkelsesbevægelse og blødsødne humanisme.  Ligeledes er artiklerne om Dietrich Bonhoeffer yderst læsværdige, og det samme gælder Østergaards artikler om Albert Camus og Solsjenitsyn, hvor Østergaards skepsis over for idealismen, her i form af kommunismen, er ganske tydelig.

Med sin voldsomme spændvidde bliver bogen en påmindelse om alle de forfattere, som man ikke selv har fået læst, som man burde læse mere af eller som man bare bør genlæse. Kniber det med tiden, kan man jo så glæde sig over, at Østergaard har læst dem for en og gerne giver en hurtig introduktion. Kristian Østergaard har, alt i alt, begået en række opløftende nedslag i åndshistorien.

Kristian Østergaard: Mirakler og milepæle (2016), Forlaget Hovedland.

Mikael Brorson er stud.theol. ved Aarhus Universitet og redaktør ved nærværende tidsskrift.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!