Sveriges fremtid på museum

Af Jesper Lundsby Skov

Sverige har i størstedelen af det 20. århundrede tilhørt fremtiden. I hvert fald set fra Danmark, hvor Sverige længe var et foregangsland. Danske politikere, kunstnere, forskere og erhvervsledere kiggede ofte mod Sverige for at orientere sig om i hvilken retning, verden var på vej.

Men i dag stiller sagen sig anderledes. I dag fremstår Sverige i det store og hele som en fremtid, de fleste danskere helst vil undgå. Til ingens overraskelse er dette særligt sandt, når det kommer til Danmarks og Sveriges forskellige tilgange til indvandring og flygtningemodtagelse. Sverige har imidlertid, siden sidste efterårs ekstraordinære store flygtningemodtagelse, skiftet markant kurs, og landet har nu nødtvunget og modvilligt nærmet sig danske tilstande.

Ideologien lever fortsat

Det er dog vigtigt at notere sig, at politikerne primært har forsvaret kursskiftet med pragmatiske argumenter: det koster for mange penge, der er for få bosteder, og der er ikke personale nok. Ideologien bag de åbne armes politik er stadig stærk, og den er i fuld gang med at blive institutionaliseret i de svenske museer i disse år.

Det skyldes især Sveriges kultur- og demokratiminister Alice Bah Kuhnke, der er medlem af Miljöpartiet. Partiet ser først og fremmest kultur som et magtredskab, og derfor er kulturpolitik, som det fremgår af partipjecen Kulturen – det fjärde välfärdsområdet, et spørgsmål om ”maktdelning”. Som de skriver under afsnittet om kulturarven: ”Makten över historien är makten över framtiden”. Miljöpartiet mener, at museerne i Sverige i for høj grad reproducerer nationalistiske normer og værdier, der overser, at den svenske kulturarv i virkeligheden er multikulturel. Det vil Miljöpariet rette op på ved at omdanne de statslige museer, så samlingerne og udstillingerne afspejler samfundets mangfoldighed af etniske og seksuelle minoriteter.

Fra samtidsrelevans til fremtidsrelevans

Intet sted er dette mere tydeligt end i den igangværende sammenlægning og omdannelse af Världskulturmuseerna, der består af fire museer med fokus på omverdenens historie. Det er Värdskulturmuseet i Göteborg samt Etnografiska-, Östasiatiska- og Medelhavsmuseet i Stockholm. Museerne er pressede på økonomien, og derfor er planen, at der skal ske sammenlægning af de stockholmske museer. I den forbindelse har museumsdirektøren for Världskulturmuseerna Ann Follin, ansat som chef af Alice Bah Kuhnke i maj 2015, lanceret en ny museumsstrategi, der afspejler de nye kulturpolitiske vinde. Planen er, at der skal ske et skifte ”från samtidsrelevans till framtidsrelevans”, ”från om omvärlden till med omvärlden”. Världskulturmuseerna skal fungere som en slags globale fremtidscentre, der inden for rammerne af Miljöpartiets mangfoldighedsideologi skal sætte globale fremtidsspørgsmål på spil. Dette skifte i fokus betyder også, at museumsgæsterne fremover får mere indflydelse over indholdet i ”museerne”, da det jo ikke længere handler så meget om oplysning som om debat. Dette stemmer helt overens med Miljöpartiets museumspolitik, som siger, at ”de statligt finansierade kulturarvsinstitutionerna” også skal fungere som ”forum för att utveckla människors samhällsengagemang”.

Alice Bah Kuhnkes museumspolitik har vakt megen modstand. Især journalist Ola Wong ved Svenska Dagbladet har angrebet den svenske regering for at lave museerne om til propagandacentraler. Wong pointerer helt rigtigt, at der bag omdannelsen af Världskulturmuseerna ligger en postkolonial tænkemåde, som handler om at fortælle en historie, der skaber tolerance og mangfoldighed. Det handler nemlig om at gøre op med ikke bare århundreders, men årtusinders opfattede uretfærdigheder. Det er derfor heller ingen overraskelse, at mange af de tunge vidensmedarbejdere er flygtet fra museerne. I det seneste år har over ti medarbejdere således forladt Världskulturmuseerna. Medelhavsmuseet er f.eks. uden eksperter i græsk, romersk eller islamisk kultur. Til gengæld har man en globaliseringsinspektør, og museumsdirektør Ann Follin ønsker sig også brændende en genusinspektør i stedet for egentlige områdeeksperter.

Wong har også snakket med nogle af de ansatte ved Vårldskulturmuseerna, som under anonymitet beretter om et arbejdsklima, hvor der ikke er plads til dissens over for den nye miljöpartiske linje. En af kilderne forklarer:

Fokus på våra möten är hela tiden att locka minoriteter och hbtq-personer till museerna, retoriken är hela tiden att vi är alldeles för vita, alldeles för heterosexuella. Självklart är det viktigt med människors lika värde. Men vi som kulturinstitutioner måste bottna i vår verksamhet och inte låta oss lånas till att vara megafoner som vinklar historien efter det för tillfället politiskt gångbara budskapet. Det har ju sällan slutat bra.

Politiseringen af museerne er også et led i regeringens forsøg på at bekæmpe Sverigedemokraterna, men prisen bliver, at museerne forvandles fra statslige oplysningsinstitutioner til Miljöpartiets forlængede arme ud i kulturlivet. Denne strategi er særdeles kortsigtet, da Miljöpartiet dermed åbner op for, at den næste regering også kan udnytte museerne til egne partiinteresser. Der er altså en stor risiko for, at Miljöpartiet er i gang med at gøre de svenske museer til kamparenaer for mulige fremtider og dermed reducere historien til blot at være et fortællingsinstrument i en større politisk kamp.


Jesper Lundsby Skov er cand.mag. og ph.d.-stipendiat ved Institut for historie ved Syddansk Universitet, hvor han beskæftiger sig med de konstitutionelle begrænsninger for statsmagten i årene 1848-1953. Han skriver til aarsskriftet-critique.dk om spændingerne mellem nationalstaten og globaliseringen ud fra en international vinkel.