Kontanthjælpsloft på tværs af tid og rum

Af Anders Orris

En fagfælle har i en analyseartikel på Danmarks Radios hjemmeside hævdet, at K.K. Steincke ville være i dårligt humør, hvis han hørte om det såkaldte kontanthjælpsloft.

Der er to ting at sige hertil. For det første har Steincke ligget i sin grav i mere end et halvt århundrede og kommer derfor ikke til at høre om kontanthjælpsloftet. For det andet er det dog rigtigt, at Steincke i al almindelighed formentlig ville være i dårligt humør. Han var – siges der – et gnistrende, opfarende gemyt, der sled hårdt på sine medmennesker.

En af Steinckes yndlingsforeteelser gennem mange år var derfor at anlægge injuriesager ved domstolene. Alle mulige folk blev slæbt hertil af ham for at have sagt dette eller hint om ham. Hvis nu det utrolige skulle ske – at Steincke rent faktisk skulle stå op af graven – kunne fagfællen derfor formentlig imødese en injuriesag. Det er i overvejende grad rimeligt, mest fordi fagfællen så kunne bortslæbes fra sin tjans med at skrive artikler af tvivlsom kvalitet på Danmarks Radios hjemmeside en stund. En grundlæggende metodisk belæring synes på sin plads:

Ingen kan sige noget om, hvad en person ville sige om noget, der er adskilt i tid ved netop døden. Hvad ville H.C. Hansen sige om iPad’en? Hvad ville Bertel Dahlgaard sige om Zenia Stampe? Hvad ville Olfert Ricard sige om hævnporno? Hvad ville Emil Holm sige om nutidens Danmarks Radio? Find selv på flere sjove eksempler. De døde er tavse og hinsides. I denne sammenhæng misbruger fagfællen et retorisk greb, hjemmehørende i den tunge ende af banal polemik og i øvrigt vanligvis et tidsfordriv for platugler, og svigter sin stands anseelse i et ellers slagkraftigt medium.

Noget man kan, ikke mindst i historikerstanden, er at sætte personer ind i en historisk sammenhæng og vurdere denne sammenhæng over tid, dvs. også udenfor den ”levede” tid, hvis denne sammenhæng vel at mærke er tilpas veldefineret. Mennesker behersker ikke tiden; tiden behersker ikke mennesker. Kun i skæringspunktet og vekselvirkningen mellem menneske og tid opstår det i og for historien væsentlige og manifesterer sig i en sammenhæng, vi kan have nytte af at prøve at forstå. Ingen betvivler, at K.K. Steincke efterlod sig en værdifuld arv fra et levet, offentligt liv; ord og gerninger som i historikerens prisme bliver, som dr.phil. Bo Lidegaard engang har påpeget, subjektive i dobbelt potens. Fagfællens fremdragelse af ord fra K.K. Steinckes liv siger (så sandelig) også noget om hende selv.

Fagfællen beflitter sig nemlig med nogle linjer fra en pamflet, Steincke udgav samme år som RMS Titanic forliste og i en periode, hvor han havde for vane at udgive ting, der gav både ham selv og Socialdemokratiet problemer på halsen. Pamfletten har i øvrigt undertitlen en populær kritik af vort forsørgelsesvæsen og hjælpekassesystem, og det er næppe utænkeligt, at der kan findes mere substantielle referencepunkter i den meget skrivende mands bagkatalog. Disse har dog nok ikke altid den fordel, at en eller anden har sakset brugsklare citater fra dem og lagt disse frit til skue på internettet. Man kunne måske endog have fundet noget, der var mere synkront med Steinckes vægtige, indflydelsesrige indsats som social reformator en tyve års tid senere, hvor han – og man – i øvrigt betonede, at folk måtte forsikre sig – bidrage – for at få hjælp. Den ranke ryg kom af, at man efter at have gjort sin pligt krævede sin ret. Det hele her interesserer dog næppe fagfællen. Så kunne historien jo ikke bruges som noget, man rusker op i samtiden med.


Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab fra Syddansk Universitet i Odense og har forskningsmæssigt beskæftiget sig med danske, svenske og tyske forhold efter 1945, herunder omfattende historievidenskabelige undersøgelser af en række mordsager, væsentligst mordet på Olof Palme. Dertil forfatter af kortere og længere kommentarer og kronikker i dagspressen. Til daglig er han arkivar ved et større dansk kommunearkiv. Anders Orris er redaktør ved tidsskriftet Replique.