Frigørelsens fallit

Af Theis Schønning Johansen

Tanken om menneskets frigørelse har siden denne doktrins opblomstring, som den oplevedes mest markant under den franske revolution og i efterdønningerne heraf, hvor man opførte templer til dyrkelsen af den anti-religiøse, udogmatiske, menneskelige fornuft, medført en til stadighed stigende løsrivelse fra den fælles virkelighed. Denne løsrivelse kommer dagligt til udtryk i adskillige debatter omhandlende vidt forskellige tematikker, herunder aktiv dødshjælp, danskhed, narkotikalovgivning, folkekirke mm.

Intet over og intet ved siden af individet

Fælles for disse debatter er netop hævdelsen af individet som fænomen med en henvisning til den åbenbart magiske talsammensætning 2016, der synes at kunne udgøre et solidt argument herfor. Hvad der imidlertid forstås ved ’individ’ kan være svært at få hold på. En umiddelbar definition lyder som følger: ”et enkelt menneske, ofte i modsætning til en gruppe, en klasse eller en familie” (Ordnet.dk). Man kunne i forlængelse heraf hævde, at individet altså skal ses som en modsætning til nationale sammenslutninger, religiøse tilhørsforhold og menneskelige relationer; kort sagt alt, der har haft og stadig har betydning for mennesket.

Mennesket er aldrig atomistisk eller rodløst; vi står altid i et forhold til de nære fællesskaber på godt og ondt, hvorfor den historiske bevidsthed er af afgørende karakter for Danmarks fortsatte beståen.

Naturligvis har denne moderne individualitet medført en øget menneskelig indadvendthed, der dog som grundvilkår beskrives gribende i tragedien om Narcissus, hvor denne netop går til grunde i sig selv. Årsagen til Narcissus’ fald er denne, at han glemte at være en del i den samlede helhed; han anså sig selv som værende en isoleret helhed. Og som enkelte, isolerede helheder opdrages vi i dag til historieløshed og kulturuafhængighed, hvor enhver lulles ind i fantasien om den ’posthistoriske’ fortælling, hvor det liberale demokrati har sejret og dermed efterladt det enkelte, liberale ’individ’ til kulturrelativisme og værdinihilisme i en sådan grad, at nationer, religioner etc. er blevet overflødige pejlemærker for hin enkelte i søgen efter en egen identitet. Et klart eksempel på dette ses, når forældre ikke døber deres børn med den begrundelse, at valget må overlades til det enkelte ’individ’, når vedkommende er gammel nok til at træffe beslutningen – hvis ellers ’individet’ i sin opdragede frigørelsestrang og overdrevne selvskuen nogensinde kommer til at træffe en beslutning, der kan være med til at definere vedkommende positivt i en modsætning til frigørelsens lænker.

Individfikseringens tomrum

Individfikseringen med dennes abstrakte, præ-totalitære menneskerettigheder har medført et tomrum, ud fra hvilket det er svært at navigere; thi hvordan er det muligt at udstikke en retning, såfremt man ikke ved hvilken vej, båden vender? Dette at definere sig selv kræver en klar bevidsthed om, hvorfra man er kommet. Af samme årsag er individet som fænomen en kunstig konstruktion, der fratager den enkelte person sit livs mening ved at prædike narcissistisk individualitet på bekostning af alle fællesskaber – det være sig historiske, nationale såvel som religiøse. Men mennesket er aldrig atomistisk eller rodløst; vi står altid i et forhold til de nære fællesskaber på godt og ondt, hvorfor den historiske bevidsthed er af afgørende karakter for den Danmarks – og den samlede vestlige civilisations – fortsatte beståen, der ikke blot hviler på egne følelser og fornemmelser om ædel humanisme, som Georg Brandes ville have udtrykt sig, men på protestantiske værdier og danske traditioner. Derfor kan man med rimelighed også hævde, at nogle fænomener er særegent danske, hvorimod andre bestemt ikke er det – og således må det forblive, såfremt vi er interesseret i lade det fælles, hvorfra vor verden går, bestå.


Theis Schønning Johansen er stud.theol. ved Københavns Universitet. Han mener, at kristendommen er en grundpille i det samfund, vi har bygget op – og som vi med stadigt hensyn til vor kulturelle arv bygger videre på. Konservatisme og kristendom går i så henseende hånd i hånd og vil dermed også agere hovedfokus på hans blog.