Film: Star Wars – The Force Awakens

Omkring juletid sidste år blev det tid til endnu en Star Wars-film. Den syvende episode i rækken. Udemærket. Jeg kan godt lide Star Wars: Et gennemført univers med gode karakter og en god, effektiv historie, hvor der er eventyr for alle pengene.

I forhold til lignende filmserier som Alien og Star Trek har Star Wars formået at have lidt strammere styring med sit univers, sin historie og hele sit franchise, sådan at kvaliteten er jævnt god. I de førstnævnte serier er kvaliteten noget mere svingende og underlagt lidt for mange utidige luner fra tilfældige instruktører og producenter.

Den seneste Star Wars-film, The Force Awakens passer fint ind i det velkendte univers: Filmen foregår, så vidt jeg kan bedømme, ca. 20-30 år efter episode VI, hvor de gode oprører fik besejret den personificerede ondskab i skikkelse af kejser Darth Sidious og hans lærling Darth Wader og med dem det galaktiske imperium, der tilbage i episode I-III blev grundlagt på ruinerne er den ellers så fredelige republik. Nu er republikken blevet genetableret, og der hersker en form for fred i den hårdt prøvede galakse.

Freden er dog noget ustabil. Resten af det slagne imperium har samlet sig under navnet The First Order (”Ordenen”) og truer atter freden i galaksen. Og også denne gang er de kommet under indflydelse af “den mørke side” i skikkelse af den mystiske Lord Snoke ”The Supreme Leader”, der har taget sig den unge Kylo Ren som lærling. En mere håndgribelig trussel er dog, at Ordenen har genoptaget imperiets gamle strategi med udvikling af uhyrlige supervåben, der kan virkeliggøre den doktrin, der i episode IV blev formuleret af Grand Moff Willhuff Tarkin: “Fear will keep the local systems in line (…).” Hvor imperiets dødstjerner imidlertid kun kunne udslette hele planeter, kan Ordenens ”Starkiller Base” (eller blot ”the weapon”) ødelægge hele stjernesystemer. Sådanne våben er ikke ukendte i universet, der – godt nok uden for filmene – har budt på våben som ”the Sun Crusher”. Ligeledes hos rivalerne i Star Trek opfandt den gale videnskabsmand Dr. Tolian Soran noget tilsvarende i form af en ”trilithium solar probe”. Dette er dog stadig småting ved siden af den “Solarnite Bomb”, som bringes i spil i Edward D. Woods Plan 9 from Outer Space (1959).

Det hele tegner altså lovende. Men filmens store problem er, at den gør så utrolig meget for ikke at skuffe, at den de facto er en 1:1-geninspiling af episode IV. Og der er ikke bare tale om, at man låner lidt hist og pist. Eller citerer. Eller at kendte karakterer fra de gamle film har ”cameo”-optrædener. Filmen svarer stort set scene for scene til episode IV. Man satser for meget på det sikre, at det nærmest bliver ufrivilligt. Hvor det i episode IV var den unge Luke Skywalker, der uforvarende kom i besiddelse af en robot med nogle hemmelige planer på vej til oprørerne, er det nu den unge kvinde Rey, der har mistet sine forældre, og i sin søgen efter at finde ud af, hvem hun er, falder over robotten BB-8 indeholdende kortmateriale som Snoke og Kylo Ren vil gøre en hel del for at få fat i. Kortet viser nemlig vej til netop den forsvundne legende Luke Skywalker, der har trukket sig tilbage fra verden et sted imellem episode VI sluttede og episode VII begyndte. Som den sidste tilbageværende Jedi-ridder er han den eneste, der udgør en seriøs trussel mod Ordenen. Derfor går der nu et kapløb i gang for at nå til Luke først. Undervejs kastes Rey og hendes venner ud i en række prøvelser, der har så meget tilfældes med dem, som Luke Skywalker gik igennem i Episode IV, at man kommer i tvivl om, hvorvidt man ser en fortsættelse eller en genindspilning.

Jeg må blankt erkende, at jeg simpelthen ikke fatter logikken bag dette valg. Graden af fantasiløshed er så meget mere åbenbar og udtalt, når tilgængeligt materiale findes til en sådan overflod, at man dårligt behøver lede efter det: Star Wars universet er så rigt på karakterer og begivenheder, der aldrig har fundet vej til filmlærredet, at det burde være muligt at finde stof til en ny historie, som man kan præsentere for filmpublikummet. Det var personligt det, som jeg havde glædet mig mest til.

Straks værre er dog filmens behandling af persongalleriet. Der har fra forskellige side været en del snak om, at man har introduceret henholdsvis en kvindelig og en sort skuespiller til to af hovedrollerne.  Denne – i denne sammenhæng – ret uinteressante diskussion synes desværre at have skygget noget for det forhold, at holdet bag filmen for centrale karakterer har ladet hånt om enhver form for karakteropbygning:

Værst ser karakterniveauet ud for den centrale skurk, Kylo Ren, der på stort set alle områder fejler som overbevisende antagonist. Instruktøren J. J. Abrams har formentlig troet, at de har skabt en dyb karakter ved at skabe Ren med et mindreværdskompleks i forhold til Darth Vader, som han ser op til, og som han forsøger at efterligne ved også at gå med en maske, der forvrænger hans stemme. Men hvor masken for Vader var den mest synbare konsekvens af, at han i episode III mistede det meste af sin menneskelighed, er den for Ren blot en gimmick, noget han tager på for at skjule hvem han egentlig er. Mest af alt er, og opfører han sig som, en forvokset teenager, der bliver sur og ødelægger ting omkring sig, når begivenhederne ikke flasker sig, som han håber. Hvor det formentlig har været hensigten at skabe en tragisk karakter, der som en anden Pagliacci må forsøge at agerer ét udad til, mens han i virkeligheden græder bag masken på grund af personlige problemer, er Kylo Ren imidlertid konstant ufrivilligt morsom, grænsende til det pinagtige. Eksempelvis når han skal ”spille hård” og sætte sine egne folk på plads. Det gør ham da heller ikke mere overbevisende, at han under masken ligner noget fra et boyband fra halvfemserne eller noget fra Twilight-sagaen (J. Aa.s ord). Han virker ikke for alvor ond og udstråler desværre end ikke en brøkdel af den substans, som manuskriptet forsøger at puste ham op til at have. Og det bliver bestemt ikke bedre af, at han er forsøgt modelleret efter en så markant karakter som Darth Vader. Han kan nærmest kun skuffe. Og det gør han også: Kylo Ren er en af de mest impotente filmskurke, jeg kan huske, at jeg har set i nogen film. Selv de to klodsede tyve, Harry og Marv, i de to første Home Alone-film (1990 og 1992) virker mere farlige.

Billedet er lidt bedre på heltesiden, hvor Rey fungerer nogenlunde som heltinde. Derimod fungerer det ikke, at man har givet hende en afhoppet stormtrooper fra Ordenens hær som medhjælp og spiser seeren af med, at han blot føler, at det er ”the right thing to do” pludselig, ud af det blå – må man forstå – vælger at støtte oprørerne. Det kan være, at der kommer en mere substantiel forklaring i en af de senere film. Og den har bare at være god, for Finns – det navn han vælger efter at være hoppet over på den anden side – karakter knager desværre gevaldigt og er flere gange ved at falde fra hinanden.  Eksempelvis da han skal kæmpe med lyssværd. Ikke overraskende viser de mest substantielle karakterer på heltesiden sig i form af en genintroduktion af Harrison Ford som Han Solo, der naturligvis er ledsaget af den trofaste Chewbacca. Men dette understreger jo blot filmens udtalte uformåen: At dens “substans” består i halvsløjt plagiat af allerede eksisterende Star Wars-filmelementer genlanceret til Twilight-ungdommen. 4/10