Den nationale skole er udgangspunktet for læring

Af Mikkel Bjørn Sørensen

Det er desværre ikke usædvanligt, at man i dag møder mennesker i både den offentlige debat og i uddannelsessystemet, der med indlysende selvfølgelighed bebuder, at den nationale skole er en bedaget konstruktion. I stedet skal skolen være global i sit udsyn og fokusere på internationale aspekter i undervisningen.

Det må i denne henseende anholdes, at det naturligvis er vigtigt, at elever får en forståelse for kulturelle forskelligheder, kommunikation på fremmedsprog og bliver i stand til at navigere på tværs. Det er dog imidlertid en vildfarelse, hvis man formulerer dette fokus som en erstatning af det bestående og altså ikke vedkender sig den nationale skoles raison d’être.

Udgangspunkt for læring

Den nationale skole er nemlig udgangspunktet for læring. Hvis vi ikke først og fremmest er bevidste om vores eget udgangspunkt og den historiske proces, der ligger til grund herfor, har vi givet os selv meget slette vilkår for tilegnelse af viden om det, der måtte transcendere vores egen horisont.

Skolemanden Chresten Kold ønskede en skole, der ved brug af levende mundtlig undervisning skulle oplive og oplyse mennesker til gavn for både eleven og resten af samfundet. ”Først oplive, så oplyse”, sagde Kold – og dette er en sætning, der bygger på den tese, at ægte videnstilegnelse først og fremmest lader sig gøre, når modtageren kan se en værdi i læringen.

Kold gjorde i denne henseende fælles front med Grundtvig, eftersom de begge – på trods af kontroverser – var enige om, at forudsætningen for menneskets vækkelse var talen til det inderste i mennesket. For at gøre dette, er du nødt til at tage afsæt i det, der er udgangspunktet for deres forståelse af verden.

Det nationale fællesskab

For Grundtvig og Kold var dette det fælles menneskeliv i Danmark. Besindelsen på, at vi er indfældet i et kulturelt, nationalt fællesskab med et fælles sprog, fælles værdier og en fælles historie. Uden dette udgangspunkt som trædesten og pejlemærke for tilegnelsen af viden, bliver vi rodløse og flakkende mennesker, der ikke kan finde vej i tilværelsen. I stedet skal vi udnytte det potentiale, der ligger i muligheden for at spejle sig i det konkrete.

Det er i fællesskabet med andre, at vi danner og udvikler os som mennesker. Skolen er et sådant fællesskab, og derfor er der nødt til at være noget, der konstituerer samhørigheden. Det er nemlig nødvendigt, at vi ikke blot har mulighed for at udvikle os selv i mødet med andre, men at vi også er forpligtede på at stå til rådighed for, at andre kan lære i mødet med os. Et sådant forpligtende fællesskab er for Grundtvig forudsætningen for ægte læring.

Derfor er det afgørende, at elever bliver fortrolige med fædrelandets litteratur, sprog, historie, tradition og kultur. Det er vigtigt med en forståelse for, hvad det er vi spejler os i, når vi lærer i fællesskabet. Hvis ikke vi forstår os selv, hinanden og hvad vi kommer af, er det næsten umuligt at udvikle en ordentlig forståelse for, hvordan både vi og samfundet bør udvikles fremadrettet. Sådan siger Grundtvig: “[E]n Oplysning, der strækker sig til hele Menneske-Livet og opviser den dybe Sammenhæng mellem Enkeltmandens, Folkets og hele Slægtens Liv”.

Grundtvig udtrykte det således, “at Forstand kommer kun efterhånden af Erfaring, og derfor er det kun ved Betragtning af Menneskeslægtens og sit eget Levnetsløb, man kan vinde Forstand på Menneskelivet“.

Folkelivets sjæl

Fædrelandskærligheden er sjælen i folkelivet og for Grundtvig og Kold en forudsætning for livslysten og dermed lysten til læring. Den fædrelandskærlighed, der gødes af viden om historiens fællesskab og de erfaringer, der er knyttet hertil: ”Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.” (Grundtvig)

En grundfæstet kærlighed til det konkrete er altså den største garant for læring. Ikke alene, fordi det vil gøre elever mere modtagelige for viden, men fordi det vil tænde en ild i dem, der vil få dem til selv at afsøge denne. Dette er for især Kold målet med skolen. At pirre nysgerrigheden hos eleverne i en sådan grad, at eleven bliver sin egen underviser: ”Børn er ikke flasker, der skal fyldes, men bål der skal tændes”, sagde Kold.

Den globale skoles utilstrækkelighed

Netop derfor er den globale skole ikke tilstrækkelig. En skole, hvor vi viderekolporterer tidens dogme om, at nationalitet og kultur ikke er identitetsskabende faktorer, der bidrager til en bedre forståelse af verden omkring os. Her undervises eleverne ikke med udgangspunkt i det konkrete, men i stedet tilstræbt utopiske idealer om multikulturalisme – og luftige glorificerede floskler om humanisme og verdensborgerskab.

Vi har opgivet forankringen og som konsekvens heraf devalueret de traditioner, der var udgangspunkt for det fælles. Kærligheden til livet, som burde have været skabt gennem sang og fortælling. Både salmesangen og kristendomsundervisningen er under pres. Nogle steder synger man slet ikke morgensang mere, og andre steder er kristendomsundervisningen reduceret til en skygge af sig selv – i form af religionsundervisning, der ikke indtænker det forhold, at vi først og fremmest betragter og lærer om andre religioner med afsæt i vores eget evangelisk-lutherske udgangspunkt. Vi må være opmærksomme på kristendommens betydning som konstituerende element i vores egen vestlige civilisation og kulturkreds, frem for at udvande det, der er udgangspunktet for vores forståelse af verden.

Skolen er som kulturel institution en vigtig platform for samfundsoverdragelsen. Derfor må denne være et altafgørende bolværk mod en tid, hvor værdierne er blevet individualiseret og forestillingerne om det fælles er under pres. Vi må genopvække den folkeånd, der på trods af det, der adskiller os, binder folket sammen i en enhed.

Rive løs sig Rigets Stænder
Fra den fælles Folkeaand,
Da gaaer Hoved, Fødder, Hænder
Latterlig paa egen Haand,
Da er Riget sønderrevet,
Fortidsalderen udlevet,
Folket mødig sover hen,
Vaagner vanskelig igien!
Svar ei fattes Skoven! (Grundtvig)


Mikkel Bjørn Sørensen er lærerstuderende i historie, dansk og kristendom på Jelling Seminarium. Han er formand for Nye Borgerliges Ungdom samt forhenværende formand for Vejle Konservativ Ungdom, og skriver med udgangspunkt i et kulturkonservativt værdigrundlag om blandt andet dannelse, forfaldskultur og forholdet mellem indvandring og nation.