Skal kunst provokere?

Af Rasmus Pedersen

At kunst skal provokere (eller eksperimentere, eller afprøve grænser) er den kulturpolitiske kliché over dem alle. Selvom den i sin essens er et progressivt og kulturradikalt mantra, er den så bredt accepteret, at mainstream-politikere gerne erklærer sig enige. Carina Christensen (idet jeg her tillader mig at plukke lavthængende frugter) gjorde det fx som kulturminister i 2009, og det blev betragtet som en særskilt provokation da Per Stig Møller udtrykte det synspunkt at kunst godt provokere, men ikke skal. En kulturminister, der sætter spørgsmålstegn ved provokation som kunstens vigtigste formål svarer i den offentlige debat omtrent til en kirkeminister, der er i tvivl om sin kristendom.

Problemet er bare, at udsagnet om at kunst skal provokere er både forkert og vildledende. Værst er det, at det bidrager til en forsimplet debat om kunst, der altid fjerner sig fra det enkelte værk, snarere end det bidrager til forståelsen. Søren Ulrik Thomsen siger det præcist:

”Men er Sommerfugledalen provokerende – og hvis ikke, er Inger Christensen så ikke en rigtig kunstner? Kan Per Kirkebys udsmykning af Det Kongelige Bibliotek siger at være en bakterie i samfundet, og i hvilken forstand er Arvo Pärts Symfoni no. 3 brud på en norm? Disse sloganagtige statements [at kunst skal være ”en bakterie i samfundet” eller et ”brud på en norm”] skyldes et kunstsyn, der har mistet enhver nysgerrighed over for det faktiske værk, og de udtrykker ingen indsigt i, hvad kunst er, men […] udelukkende en negativ opbyggeligheds rene moralisme.” (fra Kritik af den negative opbyggelighed).

Næsten lige så slemt er det, at udsagnet bidrager til en historisering af kunsten, der gør at vi er tilbøjelig til at opfatte kunst som noget lineært fremadskridende, hvor værker gradvist sprænger de eksisterende rammer for formen, og derved er provokerende; kunstens indhold består dermed ikke i dens egentlige udtryk som værk, men udelukkende i dens brud på form. Beethovens 9. symfoni var et stort kunstværk fordi den så grænseoverskridende brød med symfoniens hidtidige form, men skrev man et tilsvarende værk i dag, ville det være kedeligt, konventionelt, kakkelbord, lyder synspunktet. Man hører indimellem dette synspunkt udtrykt i retning af, at hvis Beethoven levede i dag, ville han sikkert være rapper (gys) – eller, som jeg også har hørt, at nutidens populærmusik om 100 år vil blive opført i koncertsale rundtomkring. Den underliggende tanke er så at sige at kunst er ren kultur; koncertsalen er en slags museum hvor man kan høre hvad folk lyttede til i gamle dage, og sådan vil den også fungere i fremtiden. Er man interesseret i kunst eller musik fra 1800-tallet er man interesseret i gamle ting – ikke æstetisk værdi. Sådan et syn bygger netop på ideen om, at det tilfører Beethovens værk særlig værdi, at hans 9. symfoni kom på det tidspunkt den gjorde; havde den været skrevet 100 år senere havde den mistet sit provokerende element.

Det er igen et synspunkt, der umuligt kan finde nogen opbakning i en forståelse af de enkelte værker. Hvem kan mene at Mozart er mere provokerende eller normbrydende end de kromatiske Bach-fugaer? Og Beethovens sene kvartetter har et mere moderne tonesprog end det meste musik, der er skrevet ind til omtrent 100 år efter hans død. Vigtigere end forståelsen af det enkelte kunstværk bliver her den fremskridtsideologi, som alle kunstnere indskrives i – kunstnere er normbrydere, og deres værks kvalitet består udelukkende i at bryde med de formelle rammer, der eksisterede i tidligere kunst. Fordi man abstraherer fra den egentlige værkmæssige kvalitet i en Beethoven-symfoni, og udelukkende vurderer den ud fra sit progressive, revolutionære potentiale (formbruddet) vurderes en nutidig provokunstner at have samme værdi; hans værk er også normbrud, og at der så er nogle æstetiske forskelle i udtrykket mellem Beethoven og installationskunst betragtes kun som en slags historisk tilfælde, udgjort af at Beethoven blev født i 1770 og ikke 1970.

Det betyder ikke, at et værk er fuldstændigt løsrevet fra sin historiske kontekst. Der er selvfølgelig gode grunde til, at Beethoven ikke kunne have skrevet den 9. symfoni 100 år senere. En kunstner har altid et udgangspunkt og en form, som er defineret nogenlunde af samtiden. Æstetisk udtryk opstår i spænding med den form. Men at reducere æstetisk udtryk til overskridelse af form er en fremskridtsfantasi og en kliché.

Man skal derfor være på vagt når nogen siger ”kunst skal provokere”. Her må den konservative sige fra. Men lige så meget må han sige fra over for det kunstsyn, der lyder at ”kunst skal være pæn/ligne noget”. Det er forkert – og igen en måde at fjerne sig fra det enkelte værk. Her er blot en omvendt fremskridtsfortælling; et syndefald, hvor der engang var den kønne kunst lavet af store håndværkere, der dedikerede deres liv til at skabe de mest naturtro efterligninger af store fortællinger. Men man behøver ikke tænke længe over de konkrete eksempler før kriterierne om at ligne noget og være skønt begynder at bryde sammen:

For det første er de to kriterier (’pænt’ og ’ligne noget’) mere inkompatible end man lige skulle tro. Rembrandts malerier ligner noget, men er vel ikke særligt pæne (med mindre man med pænhed simpelthen bare forstår det at være en naturtro efterligning). Mange af Van Goghs malerier er pæne, men ligner ikke så meget. I hvert fald ’ligner’ de på en helt anderledes måde; en måde, der snarere peger hen mod den mere psykologiske lighed, der dominerer kunsten i det 20. århundrede. Man kan spørge, om Munchs Skriget ligner noget? En del af udfordringen er altså, at forståelsen af hvad det vil sige at et værk ligner virkeligheden, er under pres i starten af det 20. århundrede. Og den er ikke mindst under pres fra konservativ side. Det er jo netop Dostojevskij, der med sin i en forstand progressive psykologiske realisme vil videre fra naturalismens for ham overfladiske kriterie for lighed. En mere virkelighedstro litteratur skulle for Dostojevskij afspejle menneskets sind, ikke den naturalistiske virkelighed. Og dette er sådan set baggrunden for ekspressionismen, der altså har en grundlæggende konservativ (omend ikke borgerlig) æstetisk motivation om at udfordre gold positivisme. Som konservativ bør man derfor være varsom med at hævde, at kunsten skal ligne noget.

Mest sikker tror jeg, man er med et kriterium i retning af, at kunsten skal udtrykke de centrale rørelser i menneskelivet. Det risikerer til gengæld at blive et banalt kriterium. Uden om at tage stilling til det enkelte værk kommer man nok næppe, og der kan en konservativ kunstkritik begynde.