Protestantismens vigtighed for Danmark

Af Theis Schønning Johansen

I 2017 er det 500 år siden, Dr. Martin Luther sømmede sine 95 afladsteser op på døren til slotskirken i Wittenberg. Disse teser var et blandt mange resultater af flere års intense studier af Den Hellige Skrift i håbet om at finde ind til kernen af den guddommelige frelse, som romerkirken undertiden havde monopoliseret. Fundet, Luther i denne forbindelse gjorde, skulle ikke blot blive en personlig “jordrystelse”, men kom til at ryste hele kristenheden i sin grundvold.

Denne rystelse medførte i første omgang et opgør med romerkirken, idet Luther fastholdt Pauli ord til galaterne om, at ”den retfærdige skal leve af tro” (Gal 3,11) – i modsætning til romerkirkens krav om gode gerninger i et “do-ut-des”-lignende forhold. Herunder kan nævnes afladshandlen, der – som symbol på den katolske kirkes forfald – på Luthers tid blev vulgariseret under den drevne forretningsmand, Johann Tetzel.

Protestantismen – den sekulære stats fundament

Martin Luther flyttede således fokus fra den udvortes gerningsretfærdighed til den indvortes tro på Gud, idet han nu erklærede enhver gerning god, såfremt altså denne gerning udgik for næstens skyld i fast tro på og tillid til Gud. Som en naturlig forlængelse heraf formulerede Luther sine reformatoriske tanker om det almindelige præstedømme og de to regimenter, der begge gjorde op med kirkens verdslige magt, som igennem store dele af middelalderen havde korrumperet romerkirken – og derfor også forkyndelsen af Guds evangelium. Dermed blev fundamentet lagt for den sekulære statsindretning, der i dag er en så indgroet del af den religiøse praksis i Danmark, at vi blot tager det for givet og selvfølgeligt, at religion er en privatsag mellem Gud og hin enkelte.

Luthers aktualitet

Afvisningen af religiøsitet i det verdslige rige, som Luther med sin to-regimente-lære plæderede for, og som yderligere udvikledes i kølvandet på den protestantiske reformation, er en kulturarv, vi bør værne om, beskytte og huske – særligt i en tid som denne, hvor det at definere sig selv positivt i forholdet til andre kulturer, der ikke nødvendigvis vil os det godt, er af afgørende betydning. Danskhed og protestantisme hænger uvægerligt sammen på den måde, at det må være det verdslige riges opgave at sikre og opretholde stabilitet og fred for alle dets borgere uanset religiøs overbevisning, således at evangeliet kan forkyndes rent og purt i det åndelige rige. Af samme årsag vil det at frigøre Danmark fra den luthersk-evangeliske kirke medføre den totale løsrivelse fra vort kulturelle ophav, hvor netop friheden for hin enkelte og tilliden til hinanden prises højere end samtlige religiøse dogmer. Det vil samtidigt betyde en anerkendelse af alle religioners ligeværdighed, hvor eksempelvis Islams lovreligion og politiske ideologi vil ligestilles med Kristi krav om næstekærlighed. Det er dog ikke danskhed at anerkende totalitære ideologier. Tværtimod.

En ateistisk statsdannelse vil legitimere væsentlige indgreb i den højt priste frihed ved at påberåbe sig tolerance over for totalitarisme forklædt som religiøsitet.

Danmark bør, hvad end ateistisk (missions-)selskab måtte mene, holde fast i, at den protestantiske kristendom er kendetegnende for, hvordan vi opfatter os selv som folk. Dermed ikke sagt, at kirken på ny skal udgøre en verdslig magt som i fordums tider. Kirken skal blot – såfremt den påtager sig ansvaret – have plads til at forkynde evangeliet i fred og fordragelighed fra morderiske og frihedsberøvende ideologier og systemer i overensstemmelse med den af Luther fastsatte skillelinje mellem det åndelige og det verdslige rige. Det gives den ikke ved en ateistisk statsdannelse, thi en sådan vil legitimere væsentlige indgreb i den højt priste frihed ved at påberåbe sig tolerance over for totalitarisme forklædt som religiøsitet. Protestantismen har således en afgørende rolle at spille for den danske selvforståelse, som den udvikler sig i disse år.


 

Theis Schønning Johansen er stud.theol. ved Københavns Universitet. Han mener, at kristendommen er en grundpille i det samfund, vi har bygget op – og som vi med stadigt hensyn til vor kulturelle arv bygger videre på. Konservatisme og kristendom går i så henseende hånd i hånd og vil dermed også agere hovedfokus på hans blog.