Analyse: 2025-planens mangler

13. september 2016
3 minutters læsetid

Af Morten Jarlbæk Pedersen

Det er vel næppe gået ret mange folk forbi, at ministeriet Lars Løkke Rasmussen har planer. Store planer. Ja, faktisk helhedsplaner for Danmark. Og disse planer ser ved første øjekast ganske fornuftige ud. Omlægning af uddannelsesstøtten, reduktion af skattebyrden for både borgere og virksomheder, øget tilskyndelse til pensionsopsparing og andre gode sager.

Men – og det er sådan set et stort men – så er planen jo næppe overraskende. Ja, man kan vel egentlig næsten tillade sig at gå så vidt som at påstå, at den blot følger det spor af reformer, som regeringer af skiftende farve har etableret gennem de seneste 20 år eller sådan.

Og hvad er det så for et reformspor? Jo, det er ét, hvori der alene tilføjes og fjernes enkelte lapper på det enorme kludetæppe, som den danske socialstat og dens økonomiske maskineri udgør. Nogen reel reform i ordets egentlige forstand, er der sjældent tale om.

Salamipølsens rationalitet

Den ovenfor beskrevne tilgang er sådan set ikke problematisk. Snarere kan den være udtryk for, at man gradvist og med rettidig omhu søger at korrigere de fejl, som senere hen kan vise sig meget dyre at rette. Ja, der er vel nærmest en konservativ erkendelse på tværs af de i reformerne deltagende partier, at reformerne aldrig må blive for voldsomme.

Denne salamipølsens rationalitet kan med andre ord der være megen fornuftig i. ”Mesotes”, som Aristoles skrev – ikke for meget og ikke for lidt.

Problemet er bare, at denne logik kan tage overhånd. Blive systemopretholdende, selvom systemet i sig selv er dysfunktionelt. Og intet sted er det mere klart end i skattesystemet.

Keep it simple, stupid!

Når borgerlige debatterer skat, så handler det som oftest om, at den skal reduceres. Vi skal betale mindre. Få interesserer sig vedholdende for skattesystemet. Visse partier har visioner om forenklet boligbeskatning, andre vil have en flad skattesats. Fine idéer, der peger i retning af et skattesystem, der forstås af menigmand. Men det er bare ikke det, der bliver vedtaget i Folketinget. Når musikken spiller, og der skal trykkes på den grønne knap i folketingssalen, er resultatet meget ofte endnu en lap på kludetæppet – ikke et nyt og pænere tæppe.

Problemet er bare, at denne logik kan tage overhånd. Blive systemopretholdende, selvom systemet i sig selv er dysfunktionelt. Og intet sted er det mere klart end i skattesystemet.

Og her kommer den nylige ”Helhedsplan for Danmark” ind i billedet. For selvom planen har en velment ambition om at sænke skatten, så sker det ikke rigtig ved faktisk at sænke skatten på særlig mange områder. Næ, det sker ved et ekstra beskæftigelsesfradrag, en jobpræmie til ledige, et ekstra fradrag til pensionsopsparere, gradueret loft over børnepengene (som administreres af Skat), et slags skattefrikort til hjemløse, afskaffelse af den grønne check, skattefordele til iværksættere, et investorfradrag, et ekstra fradrag til virksomheder, der investerer i forskning og en ny selskabsskattemodel, for nu at nævne et par stykker. Gynger og karusseller. Resultatet er sandsynligvis en skattereduktion for de fleste – men resultatet er samtidig et endnu mere rodet og uigennemsigtigt skattesystem og endnu flere og endnu sværere regler at administrere og efterleve.

Og dette er i sig selv et anseligt problem på mindst to måder. For det første fordi et alt for kompliceret skattesystem i sig selv besværliggør sænkning af skattetrykket, da der eksisterer alt for mange særordninger. Og særordninger er notorisk svære at slippe af med, da modtagerne som oftest har temmelig meget imod det. Dette er dog måske det mindste af de to problemer. Det andet problem er, at et alt for kompliceret skattesystem virker umyndiggørende. Hvor mange danskere har reelt og faktisk et fuldt overblik over deres skattebetaling, fradrag m.m.? Selve skattereglernes omsiggribende kompleksitet gør med andre ord skattesystemet til et politisk potent instrument på en måde og et niveau, som man knapt nok opfatter. Skattebetalere – hvad end de er borgere eller virksomheder – stilles i et voldsomt uligevægtigt forhold over for den myndighed, der jo reelt administrerer en ikke ubetydelig del af deres indkomst.

Når musikken spiller, og der skal trykkes på den grønne knap i folketingssalen, er resultatet meget ofte endnu en lap på kludetæppet – ikke et nyt og pænere tæppe.

Helhedsplanen blev sådan i grove træk vel modtaget blandt de fleste traditionelt borgerlige støtter – både partier, debattører, erhvervsorganisationer m.fl. Dette skyldes uvægerligt planens forslag om at reducere skattebyrden, men (eller måske netop derfor) har foruroligende få påpeget det både praktisk og principielt stærkt uhensigtsmæssige i at komplicere et i forvejen fuldkommen uigennemskueligt system endnu mere.

Hvis ikke den største reformpakke i nyere tid – en plan, der endda kalder sig en ”helhedsplan” – kan adressere denne grundlæggende problemstilling, og hvis ingen påpeger denne åbenlyse mangel, så er tiden ikke nødvendigvis til optimisme. På trods af en lavere skat.


 

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, hvor han arbejder med erhvervsorganisationers indflydelse på lovgivningsarbejdet. Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

 

 

Morten Jarlbæk Pedersen

Morten Jarlbæk Pedersen er cand.scient.pol., ph.d. og far til tre. Til dagligt arbejder han med politisk-strategisk rådgivning af virksomheder.
Til aarsskriftet-critique.dk skriver han om rammerne for politisk handling i form af institutioner, økonomi og jura.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside