Maskinens evige brummen

by Dora Carrington, oil on canvas, 1920

Science fiction vil næppe være det første, man tænker på, når talen falder på E. M. Forsters (1879-1970) forfatterskab. Kendte værker som Howards End og Where Angels Fear to Tread er humanistiske og fintfølende samtidsskildringer fra den edwardianske over- og middelklasse, hvor individuelle længsler ofte støder sammen med tidens sociale konventioner.

Men den litterære produktion rummer også en lille perle af en apokalypse: The Machine Stops fra 1909 publiceredes første gang i The Oxford and Cambridge Review, men i dag er den nemmest tilgængelig i Forsters novellesamling The Eternal Moment fra 1928.

The Machine Stops skildrer en fremtid, hvor maskiner – eller rettere Maskinen, i bestemt ental – dækker alle menneskelige behov og udfører alt arbejde. Det af samlebånd – og robotter muliggjorte fritidssamfund, nogle mente at ane i horisonten i det 20. århundrede, dét blev der som bekendt ikke meget af. Men i Forsters novelle er det en påtrængende og meget fysisk virkelighed.

Maskinen omslutter alt og er i stand til at gribe ind i alt. Selve jordkloden er blevet umulig at adskille fra det omnipræsente apparat, der som en svulst har overtaget det oprindelige legeme. Det meste af jordoverfladen ligger godt nok øde hen, men lige under den er Maskinen. Og i Maskinen bor menneskene, der lever som taknemmelige parasitter i et næsten symbiotisk forhold til deres gavmilde vært.

Den midaldrende Vashti fordrer på denne måde en særdeles bekvem tilværelse. Hendes bolig er et enkelt rum under jorden, en celle. Men deri tilvejebringer Maskinen til gengæld også alt fra seng og lænestol til badeværelse, ventilation, belysning og liflig musik.

Menneskene kan rejse og besøge venner og familie – luftskibe og sågar endnu hurtigere transportmidler er til rådighed – men stort set ingen gør det. Det regnes for at være en smule suspekt. For Maskinen har muliggjort hurtig global kommunikation med rørpost (pneumatic post på engelsk, med en herlig dobbelttydighed) og apparater, hvorigennem man både kan tale til – og se og høre hinanden.

Vashti kender således flere tusinde personer, og gennem sin skærm udveksler hun såkaldte ”ideas” med dem, og overværer ”lectures”. Selv bidrager hun med sin fascination af musik fra ”the Autralian Period”. Men indholdet i de mange ideer er tvivlsomt, og en forelæsning varer sjældent mere end ti minutter.

“She made the room dark and slept; she awoke and made the room light; she ate and exchanged ideas with her friends, and listened to music and attended lectures; she made the room dark and slept. Above her, beneath her, and around her, the machine hummed eternally; she did not notice the noise, for she had been born with it in her ears. The earth, carrying her, hummed as it sped through silence, turning her now to the invisible sun, now to the invisible stars. She awoke and made the room light.”

Vashtis rutiner og adspredelser afbrydes, idet hun bliver ringet op af sin voksne søn Kuno, der bor på den anden side af Jorden. Han har opdaget en sprække i maskinen og forsøgt at våge sig udenfor. Og nu vil han meget gerne have, at hun kommer og besøger ham. Men hun irriteres over hans påtrængende tilstedeværelse.

Kuno er med sin vitalitet og nysgerrighed lidt af et særtilfælde. Robuste og aktive børn bliver nemlig gerne sorteret fra kort efter fødslen, idet det skønnes, at de vil få svært ved at tilpasse sig de livsbetingelser, Maskinen byder. Eutanasi er i det hele taget meget populært, også mod livets slutning.

Da hun er hjemme igen efter sit modvillige besøg hos Kuno, begynder det utænkelige at ske. Svigt i Maskinen og tiltagende driftsstop forstyrrer menneskenes betryggede tilværelse. Og så står både moderen, sønnen, maskinen og menneskeheden overfor en uvis skæbne.

The Machine Stops blev i 1973 optaget i antologien The Science Fiction Hall of Fame, som blev udgivet af en række amerikanske forfattere, der stod genren nær. E. M. Forster skrev selv, at den lange novelle var tænkt som et korrektiv til H. G. Wells’ mere politisk anlagte The Time Machine fra 1895, hvor teknologiens rolle består i at muliggøre en udbyttende og nedslidende samfundsstruktur.

J.AA.