Hvornår er man dansk og kan danskheden bevares?

Af Thomas Gress

“Hvornår er man dansk?” spurgte Jyllands-Posten Jens Phillip Yazdani.

“Når man føler sig dansk” svarede Jens.

Svaret kom som en respons på Martin Henriksen fra DF’s anfægtelse af, hvorvidt Jens overhovedet var dansk, hvortil Jens senere uddybede, at det var han i det øjeblik, han selv mente han var det. Det rejser spørgsmålet: er danskheden en relativ størrelse, som Jens vil gøre den til – noget, han selv bestemmer? Eller er den objektiv, som Grundtvig skrev:

Til et Folk de alle hører, Som sig regne selv dertil, Har for Modersmaalet Øre, Har for Fædrelandet Ild?

 Kan man med passende præcision afgøre, hvornår man har øre for modersmålet og ild for fædrelandet?

Danskheden er, som mange iagttagere påpeger, en objektiv størrelse, for den kan observeres, såvel i som uden for mennesket. Det er vist uden for diskussion. Men det er også en banalitet. Det afgørende er ikke, om danskheden er objektiv, men om den praktiseres, eller rettere, af hvor mange den praktiseres.

For den enkelte er det at være dansk ikke nødvendigvis enten eller. Det hedder ikke enten nul eller 100 pct. dansk. I takt med, at vi stifter familier på tværs af landegrænser, er stedse færre 100 pct. danske. Den udvikling behøver man ikke frygte. Det kræver blot, at disse personer også er stærkt nok forankret i dansk kultur. En opgave kun forældre og uddannelsessystem kan løse.

Kultur og integration

Hvad er kultur? Kultur er regler for sociale normer og adfærd, der overleveres relativt uændret fra generation til generation. Skikke, om man vil. Danskheden kan således forstås som et univers af regler, normer, skikke og traditioner, der er relativt faste over tid. Uskrevne love, der, for det meste, adlydes og håndhæves.

Kulturen tilegnes allerede på børneværelset, når moderen opdrager på barnet for at fremme visse typer adfærd og for at få bugt med andre. Derfor er emnet også så følsomt. Det angår netop vores identitet og selvopfattelse. Et angreb på en persons kultur er nærmest uadskilleligt fra et angreb på mennesket selv. Derfor følger den os også hele livet.

Men foruden i børneværelset kan kultur – med besvær – også tilegnes senere i livet. Som kosmopolitterne ved, er den hurtigste måde at lære et nyt sprog og kultur at omgive sig med det sprog og den kultur, man ønsker at tilegne sig. Jo mindre den sproglige og kulturelle afstand, des hurtigere integreres man. Tysk er nemmere at lære end russisk, der er nemmere at lære end kinesisk, osv.

Det er altså ens alder, tiden man opholder sig i Danmark, andelen af danskere i den sociale omgangskreds, samt den sproglige og kulturelle afstand danskheden og indvandrerens kultur imellem, der afgør, hvor hurtigt og i hvilket omfang, at man går fra nul til 100 pct. dansk. Derfor er Jens Philip også i høj grad, men ikke 100 pct., dansk. Det er en kendsgerning, som talte vi om hans vægt. Ligeledes er de utilpassede efterkommere, der står for en uforholdsmæssig andel af kriminaliteten i Danmark i en vis omfang også danske, om det meget vel er noget mindre end Jens Philip.

Netop fordi kulturen knytter sig til identiteten, er det afgørende for samfundsudviklingen, hvor stor en andel af den næste generation, der er født ind i en kultur, der ligner den, man ønsker at bevare. I 2016 ventes knap 15 pct. af nyfødte i Danmark at være udlændinge, hvoraf trefjerdedele er fra ikke-vestlige lande. I Tyskland er det 40 pct. af unge under fem, der har udenlandsk baggrund. I takt med, at antallet af unge europæere falder, vil andelen af hver generation med en europæisk kulturidentitet, alt andet lige, også falde. Konsekvensen bliver, at den nye kulturidentitet vil bonne ud i den førte politik, med konsekvenser i alle tænkelige dimensioner.

Et simpelt tørklædeforbud ikke stå alene, hvis ønsket er at langtidssikre en udgave af dansk kultur, som Martin Henriksen og mange andre danskere holder af. Tørklædet er kun en manifestation af den børneopdragelse, som stadig flere danske statsborgere modtager, og som klasselæreren næppe kan ændre på uden forældrenes opbakning – hvilket hun næppe får.

Ej heller statslig overvågning af børneopdragelsen er ønskeligt, for det ville være et uacceptabelt totalitært skridt, om end incitamentet til at anbringe udlændinges børn i danske daginstitutioner kunne styrkes. Politikerne kunne i princippet begrænse indvandringen til småbørn, men at adskille børn fra deres forældre er det sidste, en konservativ ville ønske at gøre.

Tilbage står kun muligheden for at påvirke de sociale omgangskredse, som udlændinge bevæger sig i. Hvordan ser udsigterne ud her?

Integration som osmose

Med en lind strøm af nye tilvandrere og en høj fertilitet, hos dem, der allerede er her, vil mange indvandreres sociale omgangskredse også i fremtiden ligne dem, som man finder i ophavslandene. Tiltagende ghettodannelse, hvor udlændinge koncentreres i områder med færre og færre etniske danskere, vil også betyde større social og kulturel isolation. Udebliver indvandrernes befolkningsvækst, vil deres sociale isolation i stedet langsomt opløse sig over generationer – som ved osmose. Det vil ske i takt med, at der for hver generation er en andel, hvor lille den end måtte være, af efterkommerne, der vælger at træde ud af gamle og ind i nye omgangskredse.

De store kulturforskelle Islam og danskheden imellem vil imidlertid betyde, at der meget vel kan gå 100 til 200 år, før alle herboende muslimer er fuldt integreret, forudsat ingen merindvandring. Uden indvandringsstop fra de muslimske lande sker det formentlig aldrig. Man behøver blot skelne til USA, hvor sporene fra sicilianernes og irernes tilgang til lokalpolitikken stadig mærkes den dag i dag i byer som Boston eller Chicago, eller delstater som New Jersey.

En stor andel af danskerne ønsker, at danskheden skal fremelskes og bevares. Dansk kultur er mere end blot en forudsætning for det liberale demokrati, den frie debat, velstanden og intellektuel berigelse, hvilket mange andre vestlige kulturer i øvrigt også er. Den er også lige præcis vores og vore forfædres. I en verden med tiltagende ind- og udvandring afhænger dens overlevelse imidlertid af danskernes evne til at reproducere sig kulturelt, ikke af et tørklædeforbud. Kulturel reproduktion foregår gennem den opdragelse, som danske forældre og lokalsamfund giver deres børn, den foregår gennem uddannelse og gennem den implicitte (for den findes ikke eksplicit endnu) befolkningspolitik.

Ja, danskheden er en objektiv størrelse, men det kan være ligegyldigt, når en demografisk udvikling kombineret med en åndsløs uddannelsespolitik gør, at den forsømmes. I tomrummet opstår alternativkulturen, den naturlige og utilsigtet konsekvens af en fertil muslimsk befolkning og en unik synergi af dansk og islamisk kultur. Med tiden vil denne alternativkultur naturligvis påvirke samfundet i flere og atter flere dimensioner. Det handler ikke om onde motiver fra nogens side, men skyldes alene den befolkningsudvikling og uddannelsespolitik, som magthaverne har stået i spidsen for. Dansk Folkepartis politik synes at være altid at være reaktiv, og aldrig forebyggende, hvilket tyder på manglende visioner. Har de selv en langsigtede vision for Danmark? I så fald, hvorfor deler den ikke?

Vi er moralsk forpligtet af vores forfædre til at videreføre den arv, vi selv har fået ansvaret for, og som vi nu kollektivt forsømmer. Og det bliver den befolknings- og uddannelsespolitik, som de folkevalgte tilrettelægger fremover, frem for et tørklædeforbud, der vil afgøre, om arven styrkes eller forsømmes.

En styrkelse kræver først og fremmest, at uddannelsesinstitutionerne generobres fra de kræfter, der forsømmer at lære danske børn at sætte pris på den rige kulturarv, de var tiltænkt af deres forfædre, men i stedet lærer dem, at den arv er værdi- og meningsløst. Dernæst kræver det en helt anden økonomisk- og velfærdspolitik, der styrker kernefamilien gevaldigt set ift. alternativ familieformer, da det netop er kernefamilien, der er det mest effektive redskab til at styrke kulturarvens værdi og betydning.

Hvis Dansk Folkeparti fik større fokus på diagnosen frem for evigt at fokusere på symptomerne, ville de måske få agt, som de har magt.


Thomas Gress cand.polit fra Københavns Universitet, dansk-amerikaner, og er vokset såvel ”over-there” som herhjemme. Han har en brændende interesse for samfundsvidenskaben, amerikansk og europæisk historie, og bidrager med sit brede kendskab og interesse for amerikanske samfundsforhold og USA’s internationale rolle.