Hvem er dansk? – eller “Folkets vandring i historien”

Af Christian Egander Skov

Hvem er dansk? Og hvornår er man dansk? Sådan lyder tidens store spørgsmål. Og de fleste svar, der er givet, vidner om den samme forvirring, der overhovedet har rejst spørgsmålet. For er danskhed nogle særlige værdier, man må tilslutte sig? Er Danmark et værdifællesskab, hvor vi bindes sammen af et fælles tilværelsessyn, som vi nøje kan identificere og hvis enkeltpunkter vi kan liste op?

Måske, det er jo i hvert fald ikke ualmindeligt, at vi netop sætter værdier som kriteriet, tærsklen mellem dem og os. At være dansk er at være for demokrati, ligestilling og – ifølge Bertel Haarder – cykling. Ja, det er sikkert og vist, men er alle demokrater, feminister og cyklister så derfor danskere? Nej, der kniber den måske mere. Og hvad så med dem, der ikke bryder sig om folkestyret eller kvinder, eller dem af os, der ikke har en cykel?

Nej, enhver tale om, at danskhed er værdier er tågetale. Der er folk, f.eks. i Nederlandene, der cykler uden at være danske. Og der er folk i Danmark, der kører i bil, tæver deres koner og stemmer ja til EU uden at det gør dem et gram mindre danske – hvis den slags da opgøres i vægt.

Hvad er danskhed så og hvem er dansk? Ligger det i blodet? Ikke just. Der er ingen blodprøve, der kan afgøre om du er dansk, og der er ingen gen- eller blyantstest, der kan stænge så meget som en eneste hottentotfødt mand ude af folkefællesskabet.

Det er ikke blodet, der virker sin magt men derimod slægtskabet. Danskhed er identitet, et før-politisk grundlag, ja et før-ideologisk grundlag. Vi bygger ikke danskhed af vores forestillinger om, hvordan verden skal være, men bygger vores forestillinger om verden på det udgangspunkt, vi har, fordi vi er mennesker, der er født ind i en tid og på et sted, og derfor i dåbsgave har fået en sammenhæng, vi end ikke kunne afvise, hvis vi ville.

Men danskhed er heller ikke et konkret eller oplevet slægtskab med alle danske. Nationen er ikke en klan eller en fætter-kusinefest. Men slægtskabet, det vil sige dette, at vi er født ind i en slægt, der selv står i en dansk sammenhæng og virkelighed, betyder, at også vi fødes ind i en dansk sammenhæng og virkelighed. Det er ikke en tilværelse, vi skaber, det er en, der foreligger. Derfor er den rettelig forstået slet ikke til debat.

Danskhed er denne sammenhæng eller med et andet ord dette fællesskab. Og inden for den kan vi strides til døden, om det skulle være, over det ene eller det andet værdispørgsmål. Danskhed er den sammenhæng, der holder os sammen, selvom vi i alt driver fra hinanden og deler os efter anskuelser.

Denne sammenhæng er her og nu, men den er også en sammenhæng med det forgangne og svundne. Danskheden er ikke betinget af historisk viden eller historisk sans, men kan næppe bestå foruden. Dog så længe det varer, kan vi være fælles om at miste os selv og gå i graven. Selvom vi går mod ruin, går vi i samlet flok.

Og det er dette vi mener med danskheden. Det er et fællesskab af mennesker, et folk, der vandrer gennem historien. Ikke ad stier, der på forhånd er udstukket, ikke i en retning, der er givet, hverken mod frelse eller undergang, men på må og få ad den vej, vi kan blive enige om.

Men vi vandrer, gør vi; og alle vi, der fødes ind i sammenhængen, slutter op i kolonnen, der strækker sig tilbage til de første tider, da folket trådte frem af historiens tågebanker.

Og medens vi vandrer, har vi ændret karakter, sådan at den første ikke ville kende den sidste. Og medens vi vandrer, er folk faldet fra, skiftet kolonne og draget bort, trådt ud af sammenhængen. Og medens vi vandrer, er folk trådt ind, først som fremmede med sære skikke, men siden i tidens fylde danske som vi andre. De blev os, fordi de ophørte med at være sig selv.

Ja, kolonnen er åben og vi er et venligt og imødekommende folk. Her stilles ingen krav til værdier eller blod, men vil du vandre med os, må du ville det og ville os. Du må træde ind i sammenhængen.

Og sådan gik det gang på gang. De fremmede blev danske, da de ophørte med at være fremmede.

Men de stillede sig ikke op, bad kolonnen gøre holdt og krævede retten til at være os uden at være os. De krævede ikke retten til at være med uden at stå i vores sammenhæng. De hævdede ikke, at vores sammenhæng var brudt, fordi de selv indvarslede en ny. Nej, de trådte ind i en ny identitet, da de trådte ud af deres egen. Sådan blev de danske.