Fjernsyn: Den klassiske musikquiz

Mere eller mindre ubemærket har DR K for et par uger siden lanceret en klassisk musikquiz, der sendes søndag aften kl. 21. Det tiltag kan kun hilses velkomment, når det kommer fra en institution, hvor det længe er gået lidt trægt med at tage den klassiske musik seriøst. Lukningen af DR Underholdningsorkestret (Radiounderholdningsorkestret) var en kulturpolitisk skandale, når man tager i betragtning, at DR insisterer på at have hele seks tv-kanaler og otte radiokanaler. Helt unødvendigt i en tid, hvor adgangen til tv- og radiounderholdning aldrig har været større for almindelige mennesker, der for nærmest symbolske beløb kan købe sig til mere underholdning, end de overhovedet kan nå at fortære. Skulle det alligevel være muligt, så må man jo overveje at slukke for fjernsynet og læse en bog. Det sagt, så er orkesterdelen af DR faktisk nogenlunde velfungerende, for DR Symfoniorkestret (Radiosymfoniorkestret) er velspillende med gode navne på plakaten og et solidt repertoire, omend vægten er lagt noget ensidigt på det høj- og senromantiske.

Straks værre står det til med den klassiske musik på tv-fronten, hvor DR hovedsageligt har begrænset sig til at transmittere optagelser fra torsdagskoncerterne. Det er selvfølgelig fint nok, men et sagligt klassisk musikprogram har manglet. Et meget halvhjertet forsøg var programmet Maestro for et par år siden, hvor kendte mennesker skulle trænes op til at dirigere nogle uddrag fra nogle kendte værter i et X-faktor-lignende show, som Weekendavisens Peter Johannes Erichsen meget rammende kaldte for ”fagternes fest”: For Maestro handlede jo ikke om klassisk musik. Det var et underholdningsprogram af allertarveligste slags, der handlede om, at vi skulle se nogle kendte mennesker te sig tossede imellem andre kendte mennesker.

Seriøse programmer om klassisk musik skal man desværre efterhånden også lytte længe efter i radioen. For her er der samme grundlæggende problem: Der mangler programmer, der tager musikken seriøst på dens egne præmisser. De fleste P2-programmer handler efterhånden om alt mulig andet end klassisk musik. Alt for ofte er konceptet, at nogle kendte mennesker skal fortælle om den klassiske musik, som de hører. Både Lotte Heise og Morten Messerschmidt har haft sine egne programmer. Førstnævnte blev siden et mere eller mindre fast indslag. Nuvel, det kan da være meget sjovt en gang imellem at høre, hvad kendte mennesker går og lytter til. Men det berettiger ikke til den plads på sendefladen, som dette ”reality-koncept” har fået. Reality-konceptet har gennemgående bredt sig til nu at være nærmest en ufravigelig præmis for meget af DR’s produktion: Man kan ikke kultur seriøst på dens egne præmisser. Det skal helst handle om at kendte, semi-kendte eller ukendte mennesker, der så har et eller andet forhold til musikken.

I foråret sendte P2 programserien ”Klassisk top 50 opera”, hvor man i en serie programmer skulle finde de største operahits. Naturligvis i samarbejde med lytterne, der kunne skrive ind og give deres personlige historie om et eller andet kendt operastykke. Der kunne været kommet meget godt ud af at diskutere opera og vælge en eller anden kanon, hvor lytterne samtidig blev oplyst. Men nej, den chance blev forspildt til fordel for endnu et reality show, hvor det var den almindelige danskers oplevelse af og følelser for et bestemt nummer, der kom i centrum. Der kom ikke meget ud af listen, som man ikke kunne have fået ud af at købe et par cd’er med berømte operaarier.

Bunden er dog foreløbigt nået med programmet Jersild og Jukeboksen. Konceptet ikke er spor andet end at Jens Olaf Jersild invitere folk i studiet taler, med dem og hører klassisk musik. Selvom programbeskrivelsen betoner klassisk musik, så er det en temmelig ligegyldig baggrundsstøj i et program, der handler om alt mulig andet end musik. Sådan var det i hvert fald søndag den 25. september 2016, hvor temaet for programmet var ”præstationssamfundet”, og hovedgæsten var en person, der var kendt for at kalde sig ”Den Lyserøde Elefant” på et eller andet socialt medie.

DR’s formidling af klassisk musik i radio og tv synes at være præget af berøringsangst. Hvis man overhovedet vil beskæftige sig med den, er man så forhippet på at komme folk i øjenhøjde, at man ender med at lave programmer, der reelt taler ned til folk, fordi de hverken har nogen nævneværdig underholdningsværdi eller seriøst forsøger et oplyse folk.

Vil man have seriøs klassisk musikformidling med det danske musikliv som omdrejningspunkt i fred for lyserøde elefanter og lignende narrestreger, må man som musikinteresseret ty til de trykte medier, som for eksempel Weekendavisen eller magasinet Klassisk. Hertil findes der forskellige steder på internettet, eksempelvis tidligere musikanmelder på Jyllands-Posten Jon Christiansens hjemmeside (www.jcklassisk.dk). Disse har dog alle den svaghed, at de netop ikke som radio og fjernsyn kan formidle lyd og billede, hvilket jo ikke er helt  uvæsentligt.

Nu gøres der så et forsøg med en klassisk musikquiz på DR K, som p.t. har været sendt to gange. Quizzen består af to faste hold sammensat af folk fra musiklivet, der beskæftiger sig professionelt med musik. Udover værten Philip Faber er der tale om satiriker og klarinettist Frederik Cilius, sopran Maria Hanke, tidligere musikchef i Tivoli m.v. Henrik Engelbrecht (det ene hold), P2-radiovært Mathias Hammer, dirigent Maria Badstue samt klarinettist i Radiosymfoniorkestret Klaus Tönshoff. Musikken i programmet leveres live fra studiet af DR Symfoniorkestret under ledelse af Thomas Søndergård.

Dette er en god begyndelse, når man netop er vand til, at folk er i studiet på grund af alt mulig andet end deres viden om musik. Quizzen er inddelt i fem runder:

Forlæns og baglæns: Her spilles et stykke musik baglæns. Deltagerne skal så gætte, hvilket et, det er.

Hvem, hvad, hvornår: Her spilles et stykke musik forlæns; og deltagernes skal gætte, hvem der har skrevet det, hvad det hedder, og hvornår det er skrevet. Ved tidsangivelsen tillades afgivelser på plus eller minus fem år.

Operaens verden: Hvert hold præsenteres for fire rekvisitter fra en opera. En af rekvisitterne er falsk og hører ikke hjemme i operaen. Eksempelvis en d-mol-akkord, en mandolin, en stegt kylling og en svane. Svaret var her Don Giovanni.

Slagtøjsinstrumenternes kirkegård: De to hold får udleveret en kasse med udtjente slagtøjsinstrumenter af den type, som man kender fra folkeskolens musikundervisning, eksempelvis triangel, claves, tamburin og ”franskbrød”. En af deltagerne skal herefter spille et nærmere angivet stykke klassisk musik på et eller flere af instrumenterne i kassen efter eget valg, som resten af holdet så skal gætte.

Finalen: Orkestret spiller et stykke musik og her gælder det om at svare først, når et hold ved, hvad det er for et stykke. Svarer holdet forkert, får det andet hold point.

Herudover er der i hver runde indlagt forskellige ekstraspørgsmål, eksempelvis hvilken form et bestemt stykke musik er skrevet i, eksempelvis om det er en rondo, en passacaglia, en sonate eller noget helt fjerde.

Finalen er den eneste runde, hvor det gælder om at være hurtigst. Ellers er en af programmets styrker nemlig, at holdene udspørges efter tur, sådan at de kan få tid til at diskutere svaret indbyrdes.

Musikstykkerne er gennemgående standardrepertoiret, men spørgsmålene kræver en solid viden om klassisk musik. Der bruges ingen tid på udenomssnak med de enkelte deltager om deres liv og levnede. Fokus er gennemgående på musikken, hvilket er befriende. Dog grines der indbyrdes lidt for dumt lidt for ofte, og der fjolles lidt for fjollet lidt for utidigt, så stemningen bliver af og til lidt for indspist. Man føler derfor lidt for ofte, at man er med til en lukket fest, hvor quizzen mest er noget, som deltagerne har med hinanden for deres egen skyld og ikke for seernes. Lidt mere fokus ville være fint.

Det sidste er dog småting, for det er egentlig et fint underholdningsprogram, som DR K har fået sat sammen. Tilmed er man typisk blevet lidt klogere, når man slukker for fjernsynet igen. Så der er tale om et skridt i den rigtige retning. Egentlig klassisk musikjournalistik skal man dog stadig kigge langt efter på tv.