I 1939 sendte den legendariske western-instruktør John Ford en diligence med et broget persongalleri igennem Monument Valley. Det var i filmen Stagecoach; og med den grundlagde Ford den moderne amerikanske western. Filmen er formentlig den mest arketypiske western, man kan tænke sig; og den er blandt andet berømt for John Wayne-citatet ”A man’s gotta do what a man’s gotta do”. I virkeligheden siger han faktisk, ”Well, there are some things a man just can’t run away from.” I diligencen er samlet folk fra hele det amerikanske samfund. Fra den fine bankdirektør og officersfruen til forbryderen Ringo Kid (John Wayne) og den knap så fine (= moralsk anløbne) kvinde. Filmens ide er, at personerne og vores syn på dem ændre sig efterhånden som vi kører igennem det vilde vesten. De gode og moralske egenskaber viser sig i det vilde vesten i mindre grad at befinde sig hos dem, der i samfundet ellers tilskrives høj status. Ikke ulig Hitchcock tager John Ford ofte den lille mands parti.
Det er samme grundlæggende ide, som Tarantino bruger i sin seneste film, The Hateful Eight, der havde dansk præmierer i starten af året. Her samles der også en række forskellige personage fra det amerikanske samfund. Først i en diligence og siden i en hytte (Minnie’s Haberdashery), hvor de søger ly for stormen. Allerede fra starten slås det dog meget klart an, at der er tale om noget helt andet, for vi befinder os ikke på en tør højslette i Arizona, men i et koldt, sneklædt Wyoming. Karaktergalleriet er følgende:
Den tidligere nordstatsveteran, major Marquis Warren.
Dusørjægeren John ”The Hangman” Ruth
Forbryderkvinden Daisy Dommergue
Sheriffen Chris Mannix
Mexicaneren Bob
Bødlen Oswaldo Mobray “English Pete”
Revolvermanden Joe Gage
Sydstatsgeneralen Sandy Smithers
Alle har de en eller anden grund til at skulle til byen Red Rock. Ingen af dem virker dog til at være helt oprigtige i deres forklaringer; og stemningen er i det hele taget anspændt allerede fra starten. Det gør det ikke bedre, at vi tidsmæssigt befinder os umiddelbart efter den amerikanske borgerkrig, hvor Amerika stadig er i gang med at slikke sine sår. Mange af vores karakterer har været personligt involveret i krigen og kommer konstant op at skændes på den baggrund. Alle har de mere eller mindre skjulte dagsordner og personlige motiver, der vikler sig ind og ud af hinanden. Snart efter ankomsten til Minnie’s Haberdashery står det dog også klart, at noget ikke er helt som det skal være. Mistankerne begynder herefter at nage, som stormen tager til, og mørket sænker sig.
I modsætning til Fords forbillede er der ikke tale om, at personerne udvikler sig, eller at vi for alvor skal ændre vores syn på dem. Dette ville også være en nyskabelse hos Tarantino, der siden starten af sin karriere mere end nogen anden har gjort det til en dyd at lave flade personer, som vi ikke ved meget om, og som ikke skal have nogen egentlig dybde. Der tænkes ikke i personer og deres udvikling, der er ingen egentlig morale, og selv handlingen er reelt underordnet. Hans film er ofte bygget op omkring enkelte scener og situationer, hvor forskellige karakterer mødes og interagerer med hinanden. Mest ekstremt ses dette udtryk i hans to første (og bedste) film Reservoir Dogs (1992) og Pulp Fiction (1994), hvor handlingen var klippet i stykker, sådan at filmene egentlig kun bestod af enkeltscener og enkeltsituationer sat mere eller mindre tilfældigt sammen. Navnlig i sidstnævnte skal man holde tungen lige i munden for at finde ud af, hvor det hele starter og slutter. Men det er lige meget for udbyttet af filmen. Denne ide stammer ret beset helt tilbage fra Stanley Kubricks The Killing fra 1956. Dengang faldt det dog ikke i folkets smag at starte i midten og slutte med begyndelsen. Kubrick var 40 år forud for sin tid, men gjorde vist i øvrigt ikke meget for at lefle for den almindelige biografgængers smag.
Tarantino er postmoderne med stort P. Ikke blot ses der stort på handling og karakteropbygning. Der hugges også med arme og ben fra andre film og genrer. Dette er faktisk i sig selv en ide, der er lånt fra Sergio Leone, der gjorde meget af det samme ved at bygge en ny, italiensk western-sub-genre op med de kendte byggesten fra den amerikanske western. For at være mere præcis så gælder det i virkeligheden både for Leone og Tarantino, at de citerer. For der er ikke tale om plagiat, men om respektfuld genbrug på en måde, som der kommer noget helt nyt ud af.
Med The Hateful EIght har Tarantinos film fået mere handling og lidt mere budskab. The Hateful Eight fortæller stille og roligt sin historie over næsten 3 timer. Tempoet er meget langsomt i starten, men tager til, da vores karakterer efterhånden er blevet samlet i Minnie’s Haberdashery. Filmen foregår stort set kun i det samme rum på denne lokalitet; og der er således en slags kammerspil over filmen ligesom den stribe af film, som Hitchcock lavede, hvor vi også kun befandt os blandt de samme karakterer i det samme rum hele filmen igennem, navnlig Rope (1948), Rear Window (1954) og Dial M for Murder (1954) bør nævnes og anbefales i den sammenhæng. Spændingskurven er også stødt stigende hele filmen igennem, og Tarantino viser i det hele taget, at han fint kan håndtere ”suspense”, uden at filmene absolut skal kamme over i voldsorgier og andre mere eller mindre umodne påfund hele tiden, hvilket der har været lidt en tendens til i hans sidste par film. Som spændingsfilm fungerer The Hateful Eight fremragende. Den formår at kombinere noget så forskelligt som Sergio Leones langsomme dvælen med Hitchcocks fornemmelse for suspense. Spændingen og stemningen bliver ikke mindre af, at det er legenden Ennio Morricone, der har lavet filmens lydspor.
Med The Hateful Eight synes Tarantino at være ved at blive voksen. Og det var, for at sige det lige ud, på tide. De sidste godt 15 år har været præget af lidt for meget ”sjov og ballade”, hvor jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt Tarantino faktisk var i stand til at tage sine historier seriøst som andet og mere end kulisser for stilistiske udskejelser i hans egne versioner af andres film. Det tyder meget på, at han faktisk er. Og det klæder faktisk hans film. De, der ikke hidtil har brudt sig om Tarantinos stil, kan med fordel stige på her. 9/10
