Film: Interstellar

2014 bød på et af de mest ambitiøse science fiction-film, der er set i de sidste par år, i skikkelse af Christpopher Nolans Interstellar. På trods af at den imponerer på mange fronter, er filmen dog til syvende og sidst for banal til at kunne blive den tidløse klassiker, som den gerne vil være.

Filmen foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor jorden efterhånden er så udpint, at det kun er muligt at dyrke nogle få afgrøder, især majs. De dystre fremtidsperspektiver for livet på jorden har imidlertid ikke fået jordens regeringer til at kigge mod andre verdener. Tværtimod er menneskene indskrænkede og navlebeskuende, mens de klamrer sig mere og mere til den gamle, fortabte klode. Alle ressourcer sættes ind på at pine de sidste ressourcer ud af jorden, forskning og uddannelse er kun for de få, mens resten skal være bønder, der kan presse de sidste fødevarer ud af de landbrugsjorder, der minder stadigt mere om ørkenlandskaber. Kostbare rumprojekter som fortidens Apollo-ekspeditioner er bandlyst, og i skolerne lærer børnene, at de blot var svindel og et udtryk for indbildskhed. Lærde og begavede mennesker ses der generelt ned på, fordi de betragtes som uproduktive snyltere, som samfundet ikke har gavn af.

Filmens hovedperson, Cooper, er tidligere astronaut i det hedengangne NASA, men har efter en flyulykke trukket sig tilbage til familiens gård, hvor han plages af mareridt med ulykken som omdrejningspunkt. Inderst inde længes han dog stadig efter stjernerne. Nogle mystiske hændelser i datteren Murphs (slet skjult reference til Murphys Lov) bogreol, der synes at ville kommunikere med hende, får ham dog til at tage sig sammen. Hun tror selv, at det er spøgelser, men Cooper fortæller hende, at der ikke findes spøgelser, kun ting som mennesket ikke forstår endnu.

Bogreolen bliver første skridt mod stjernerne; og hurtigt viser det sig, at en lille gruppe udvalgte mennesker i al hemmelighed arbejder på at finde et nyt hjem til menneskeheden uden for jorden. Vejen går gennem et ormehul ved Saturn, hvor der på den anden side muligvis findes nogle fremtidige hjem for menneskeheden. Der har tidligere været sendt ekspeditioner ud, men de er ikke vendt tilbage. Cooper og få andre udvalgte er sidste chance. Plan A er, at en brugbar verden skal koloniseres. Men hvis det skulle vise sig umuligt at flytte jordens befolkning derop, er ekspeditionens plan B at smide en ”bombe” med menneskelig arvemasse, sådan at livet med lidt held kan spire og opstå på ny.

Filmen tager sig god tid til at fortælle sin historie; og de næsten 3 timeres spilletid er godt udnyttet. I det hele taget er filmens store styrke fornemmelsen for og evnen til at formidle tid; og tiden og dens sammenhæng med rummet er det store omdrejningspunkt i filmen. Rejsen mod den nye verden kan let vise sig at tage adskillige år, så den tiårige Murph kan meget vel vise sig at være en moden kvinde, når – og hvis – Cooper vender sikkert hjem igen. Begivenheder, der tager et øjeblik i rummet, kan vise sig at svare til adskillige år på jorden. Det er tiden og de enorme afstande i rummet, der skaber den overordnede spænding og dynamik i filmen.

Som science fiction bekender Interstellar til den lyse skole, hvis mest markante repræsentanter inden for filmmediet er Gene Roddenberrys Star Trek-serie samt Stanley Kubricks Rumrejsen 2001. I modsætning til den mørke skole, der i filmmediet mest markant repræsenteres af Alien (1979) og Blade Runner (1982) – begge instrueret af Ridley Scott –  er den lyse skole grundlæggende optimistiske med hensyn til fremtiden og troen på mennesket. Fremskridtsoptimismen er udtalt i Interstellar; og der er ikke meget som mennesket ikke formår at forstå, fatte og udrette set over det rette tidsperspektiv. Det uforklarlige og overnaturlige er blot ting, som vi ikke forstår endnu. Det samme med religion og ideen om en gud. Vi er meget langt fra de forskræmte lam, som Ridley Scott og Dan O’Bannon sendte til slagtning helt derude, hvor ingen kunne høre dem skrige.

Kærligheden er sammen med tiden filmens centrale element; og jeg røber ikke meget ved at sige, at filmens overordnede budskab er, at kærligheden er nøglelen til universets gåde: En naturkraft, der eksisterer på tværs af tid og rum og bliver bindeleddet mellem de to.

DESVÆRRE leveres dette budskab noget klodset og ikke engang halvvejs inde i filmen. Derfor er det heller ikke for den lidt opmærksomme tilskuer særlig svært at regne ud, hvad det helt præcist er, der er på færde i datterens bogreol; og filmens centrale plottvist i slutningen bliver derfor aldrig den åbenbaring, som der lægges op til.

Nolan har generelt en lidt irriterende tendens til ikke at vise alt for stor tillid til sit publikums fatteevne – det samme var problemet i hans Batman-trilogi, især nr. 2, The Dark Night (2008) – og det er synd, for han får dermed talt sine film ned på et niveau, hvor de ret beset ikke behøver høre hjemme. Hvor den Batman-trilogi, der ellers startede så lovende med Batman Begins (2005), endte med at blive en lidt middelmådig affære, er Interstellar dog noget mere helstøbt, men har samme grundlæggende problem: Den taler ned til sit publikum.

Filmens budskab om kærligheden som universel urkraft, der går på tværs af tid og rum, er ingenlunde nyt. Senest blev det vistnok lanceret i Luc Bessons fremragende The 5th Element (1997), hvor det dog blev leveret med væsentlig mere elegance end hos Nolan. Faktisk kan det (i hvert fald) findes helt tilbage i Holger-Madsens Himmelskibet fra 1918, der har manuskript af Sophus Michaëlis og Ole Olsen. Førstnævnte udgav i 1921 i øvrigt en roman baseret på filmen (genudgivet af Science Fiction Cirklen i 2008). Her rejser en gruppe astronauter til Mars i et himmelskib, hvor de møder de venlige marsboer, der mest af alt ligner nogle mennesker fra antikken. Marsboerne fortæller astronauterne, at menneskeheden skal stoppe al strid og forene sig i kærlighed. Filmens credo lyder således:

”Kærlighedens høje Almagtsbud
er den Straalekraft I kalder Gud.”

Ret beset er det samme, som Nolan siger små 100 år senere. Og på den baggrund tager Nolan sig selv lidt for seriøst. Jeg forlanger ikke at nye film kommer med nye budskaber, det er helt fint at gentage de gamle. Men Nolan anstrenger sig for meget for at stoppe det ned i halsen på folk. Resultatet havde været bedre, hvis han havde gjort mindre. Dårligt fungere også de pseydo-videnskabelige fraser, der skal forsøge at gøre kærligheden til en form for naturlov. Værst er dog, at filmen kommer med dens pointe om tid-rum-kærlighedssammenhæng for hurtigt, og at cirklen i filmen derfor sluttes 2 timer før den stort anlagte afslutning.

Filmens afslutning skylder Kubricks 2001 en hel del, fordi den bruger samme gennemgående ide om at have et ”rum” eller ”dimension”, hvor alle tider kan ses på et og samme tidspunkt. Hvor Kubrick imidlertid bruger dette rum til at hæve sin film op over det konkrete, op på et alment niveau og gør det til et abstrakt billede på hele filmen samt en universalkongenial til menneskelivets facer, ja så bruger Nolan ideen til endnu engang at gentage sin pointe. Her bliver det for alvor klart, at Nolan desværre mangler det visionære blik, der skal til, for at Interstellar bliver den tidløse klassiker, som han prøver så hårdt på at skabe.

Bedre fungerer den del af filmens budskab, der handler om, at man både som person, samfund, civilisation og menneskehed skal turde tage springet, hvis man vil udrette noget for alvor. Man skal gøre plads for store ideer, visioner og idealer, selvom de ikke synes brugbare på den korte baner. På den korte bane havde det sikkert også været en smule mere produktivt, hvis Isaac Newton ikke var taget til Trinity College i Cambridge for at studere, men blevet på sin fars herregård i Lincolnshire. Så havde man sikkert kunne producere et par sække kartofler mere om året. Den pointe er sådan set noget mere aktuel end den om kærligheden i en tid, hvor den almene dannelse synes at være på tilbagetog.

En krads satirisk kritik af virkelighedsfjern videnskab uden formål eller retning kan man omvendt finde i Jonathan Swifts Gulliver’s Travels (1726), hvor Lemuel Gulliver på sin tredje rejse kommer til landet Laputa, hvor folk er besatte af videnskab og underlige eksperimenter, som eksempelvis forsøg på at kunne ekstrahere solstråler fra agurker. Ingen af yderpunkterne er vist at foretrække, og filmen siger da også kun, at et vist minimum af idealer og ambitioner er nødvendige.

Filmen er utrolig smuk, og heldigvis er Nolan ikke hoppet med på den trælsomme 3d-bølge, men vælger i stedet at prioritere det analoge filmformat. Filmen findes sågar ikke bare i det traditionelle 35 mm-format, men også i højkvalitets 70 mm IMAX-format. Sidstnævnte kunne dog ved præmieren i 2014 kun opleves fire steder i Europa, men heldigvis var det ene i Danmark (Imperial).

Den samme ros kan jeg i store træk gentage om Hans Zimmers fremragende lydspor, der understøtter stemningen perfekt, og som ret sublimt netop giver en enhedsoplevelse af tid, rum og kærlighed. Helt i filmens ånd.

Interstellar imponerer, men ret beset er der kun tale om gammel vin på nye flasker. Filmen bliver for konkret og forklarende og hæver sig derfor aldrig rigtig op på det abstrakte og almene niveau, hvor den kunne blive bedre end virkelig god. Det ændre dog ikke ved, at det er den bedste science fiction film, der er set i biograferne de sidste par år. 8/10