Fem grundpiller i en konservativ skole

23. september 2016
4 minutters læsetid

Bloggens natur vil ofte være kritisk eller polemisk. Det er også således jeg vil udnytte bloggen her hos Årsskriftet Critique, og der er sandt for dyden nok at kritisere i den danske uddannelsesdebat. Inden jeg tager hul på kritik og diskussion synes jeg dog det er vigtigt at formulere en positiv grund at stå på. Nogle konservative ideer om skolen, som fortløbende kan uddybes og danne modvægt.

En skole er en skole

Bag dette umiddelbart banale udsagn gemmer der sig den ide at skolen som institution har sin egen kultur og historie som enhver debat om skolens indhold og fremtidige virke må tage hensyn til. Det betyder at skolen ikke er eller bør være et spejl af det eksisterende samfund, og udviklinger i samfundet skal kun finde vej ind i skolens virke i den udstrækning det passer til skolens kultur og kan forbedre skolens virke.

Et oplagt eksempel på denne problematik er diskussionen om konkurrencestaten, og hvordan velfærdsstatens styringsmekanik og robotsprog har fundet vej ind til pædagogikkens maskinrum. Til åbenlys skade for både skolens indhold, ansatte og elever. Et andet eksempel er ideen om at innovation, et af tidens modeord, pludselig i den nye gymnasiereform skal indskrives i samtlige fags læreplaner.

Begge er de eksempler på at centrale aktører i dansk uddannelsespolitik er alt for optagne af hvordan man kan få skoler, gymnasier og for den sags skyld også universiteter til i højere grad enten at ligne de øvrige velfærdsinstitutioner eller virksomheder, og dermed fuldstændig glemmer at skolen er sin egen særegne institution.

Kernen i skolen er et trekantsdrama

Hvis man som politiker eller embedsmand ønsker at have en hånd med i spillet med at styre og organisere skoler, så er det nødvendigt at man forstår hvad kernen i skolens arbejde er. Ellers risikerer man at den politiske styring ender med at blive en forhindring for kernearbejdet frem for at hjælpe det. Skolens kerne udgøres af tre simple kærlighedsrelationer: For det første forholdet mellem læreren og eleverne. For det andet relationen mellem læreren og stoffet. For det tredje – og det er klart det mest problemfyldte – forholdet mellem eleverne og stoffet. Ønsker man en velfungerende skole, så skal disse tre relationer have lov til at udspille sig frit i overensstemmelse med den pædagogiske faglighed og tradition.

Det efterlader plads til politik i forhold til ydre rammer og indhold. Uddannelsessystemets ydre rammer er selvfølgelig en del af den fordelingspolitiske diskussion i Danmark, mens skolens indhold også løbende er en del af den værdipolitiske debat. Begge dele er fint, så længe lærerfagligheden og de deraf afledte tre relationer får lov til at bestå inde i kernen af skolens liv.

Skolens mål er at give eleverne kundskaber

Skolens primære mål er at bibringe eleverne nyttige kundskaber. Skolens arbejde organiseres derfor først og fremmest efter det simple mål at eleverne skal lære noget om den verden de lever i. Dermed ikke sagt at opgaven er simpel selv om målet er simpelt.

Der hersker desværre mange misforståelser om skolens mål. En udbredt misforståelse findes i de pædagogiske kredse omkring DPU og ministeriet, hvor man taler om at skolens mål skulle være at lære eleverne at lære, hvilket benævnes ’læring’. Hermed bliver relationen mellem eleverne og stoffet ødelagt, og kundskaberne byttes ud med en mærkelig abstrakt ide om at børn og unge mennesker kan forholde sig selvrefleksivt til deres egen læringsproces.

En anden udbredt misforståelse som man ofte finder på venstrefløjen er, at man tager fejl af skolens mål, og så de effekter skolens arbejde ikke-intenderet fører med sig. Når uddannelse i sig selv medfører

en social udligning eller bedre muligheder for integration, så foretager man en målforskydning sådan at social lighed og integration nu skal være skolens mål. Problemet med dette er selvfølgeligt at kundskaberne hurtigt tabes på gulvet, og dermed endda også de afledte effekter.

Skolen har ansvar for både individer og samfundet

Et fortærsket billede fra alle dele af uddannelsessystemet er eleven der (måske vrængende) spørger: ”Hvorfor skal jeg lære dette?”. De fleste steder underforstås der med dette billede at lærerens arbejde i stor grad handler om at meningsudfylde elevens skolearbejde, og dermed at den enkelte elevs motivation og trivsel er afgørende for om uddannelsessystemet lykkedes.

Som konservativ må man dog have for øje at både spørgsmålet og svaret på den ovenstående problematik er grundlæggende individualistisk. Det kollektivt orienterede svar til eleven ovenfor er helt modsat den motiverende tilgang: ”Det er ikke sikkert du skal lære det, men nogen skal!”.

Dermed flyttes fokus fra eleven og over til kundskaberne, der jo er afgørende at videregive til kommende generationer. I dette kollektive skolesyn er skolen først og fremmest til for at bevare den viden, den kultur og de værdier, der udgør det samfund og den civilisation vi er en del af. I dette skolesyn er eleverne blot potentielle viderebringere af den vestlige arv, og er der blot nogle enkelte der virkelig forelsker sig i og forstår f.eks. fysikkens verden, så er det o.k. at mange ikke gør.

Personligt er jeg af den holdning at alle lærere burde være i stand til at gøre faget meningsfyldt for langt de fleste elever. Når det alligevel er værd at have det andet, kollektive svar i baghovedet, så er det fordi den indsigt det giver, er et sikkert værn mod at sænke det faglige niveau for nemmere at opnå motivation og trivsel. Ja, der er stof det er hårdt at slæbe eleverne igennem, men det må jo gøres; for Nationen!

Skolen er forankret

Skolen er ikke et middel til frigørelse. Skolen er et middel til forankring: I lokalsamfundet, i det nationale fællesskab, i kulturarven, i den danske historie, i Europa. Kun således forankret og i besiddelse af nyttige kundskaber, er danske unge der forlader ungdomsuddannelserne i stand til at navigere i en verden, hvor man både kan vælge det nære og det fjerne, næsten med samme lethed.

Stefan Agger

Stefan Agger er lektor på Lemvig Gymnasium, samt tidligere kommunalpolitiker og folketingskandidat. Han skriver på Aarsskriftet-Critique.dk om uddannelse, dannelse og beslægtede emner.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside