Amatørantropologer på ekspedition

23. september 2016
2 minutters læsetid

Af Anders Orris

Der findes en kendt skabelon: journalist undrer sig over noget og tager ud og opsøger det. Nu er det i sagens natur forskelligt, hvad journalister sådan undrer sig over og dermed opsøger. Der findes forskellige præferencer.

En særdeles kendt skabelon er journalistisk forundring over såkaldte højrefløjspartier, politikere og vælgere fra samme, det være sig Dansk Folkeparti, UK Indenpedence Party, Front National og deslige. Dertil aktuelt og i særdeleshed fænomenet Donald Trump.

Sligt må undersøges, belyses kritisk, afdækkes. En sag for Danmarks Radios P1, navnlig programmet (Venstre-)Orientering. Gerne med en amatørantropologisk vinkel: vi tager derud hvor de bor, det er nemlig sjældent sammesteds som de oftest liljehvidt beliggende redaktionskontorer, og ser nærmere på sagen.

Mildt undrende møder journalisten disse mennesker. De er ellers som mennesker er flest: de bor i bestemte typer af huse, omgiver sig med bestemte ting, bruger forskellige genstande til at markere et ståsted med og nærer ofte et sæt relativt sammenhængende synspunkter; et bestemt syn på rigtigt og forkert. Således konstitueres menneskelige identiteter og fællesskaber.

Journalisterne kan undres over et anbragt nationalflag, en bestemt plakat, en speciel form for indretning eller bestemte genstande, der tilmåles særlig vægt. Dertil over de formulerede holdninger – til fremmede, til ellers velmenende myndigheder, til globalisering, afindustrialisering, teknokratisering og ikke mindst til journalister som legitime verdensfortolkere og -udlæggere.

Man kan have forskellige holdninger til denne form for verdensfortolkning og -udlægning. I saglig form kan den være alment orienterende, i værste fald kan den være dæmoniserende og udgrænsende. Sidstnævnte er oftest tilfældet indenfor den indtil videre skitserede forståelsesramme. Der findes dog én, væsentlig reservation og den har med fairness og alsidighed at gøre.

Der er nemlig visse, der aldrig får besøg. Der er nogle, der ikke er afvigere, studieobjekter, i den journalistiske optik. Det er sådan nogen som politikere og vælgere fra – og her følger en lang opremsning – Enhedslisten, Alternativet, Socialistisk Folkeparti, Miljöpartiet, Vänsterpartiet, Die Linke, Bündnis 90/Die Grünen, Bernie Sanders-strømningen i det demokratiske parti m.fl.

Får disse besøg af mildt undrende journalister i bedste fald; i værste fald de dæmoniserende og udgrænsende? Besøger en eller anden en Alternativet-vælger og føler trang til at fremhæve Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes-plakaten som en besynderlig holdningsmarkør og den megen nonfigurative kunst på væggene som et udslag af et gennemgående nonfigurativt syn på virkelighedens verden? Fører et besøg hos et Enhedslisten-folketingsmedlem til at en eller anden hæfter sig ved de to biler i garagen, den store mængde Apple-udstyr og det store fladskærms-tv og sammenholder dette med den formulerede holdning til forbrugsmuligheder og nulvækst? Sammenholdes den sprogbrug, Inger Støjberg og Mogens Camre mødes med, med de formulerede, fremherskende holdninger til tolerance og tone hos Socialistisk Folkeparti-vælgere?

Kontrasteres holdningerne med de faktiske forhold; kan det tænkes, at Uffe Elbæks, Zenia Stampes, Özlem Cekic’, Rossana Dinamarcas og Bernie Sanders holdninger er automatreaktioner, der bygger på fordomme, uvidenhed og misforstået populisme? Er de pågældende radikaliserede, marginaliserede, hægtede af udviklingen? Set fra undertegnedes stol var det velkomment, hvis man fik puttet nogle andre ind i det bur i mediernes zoologiske have, hvori vi udstiller mærkelige skabninger. Man kan frit benytte sig af de foreslåede. De er jo tolerante, så de kan ikke have noget imod det.

Anders Orris

Anders Orris er cand.mag. i historie og litteraturvidenskab og medudgiver af nærværende tidsskrift.

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside