Partikonservatismens reformation

Det Konservative Folkeparti er ved at finde tilbage til sine rødder. Det mener i hvert fald formand for Randers KU, Jesper Holm Frederiksen, der på baggrund af dette års udgave af konferencen Konservativ Konsensus påpeger, at partiet er ved at genfinde sit kulturelle og nationale udgangspunkt.

af Jesper Holm Frederiksen

For nylig blev det årlige arrangement Konservativ Konsensus afholdt. Det foregik sædvanen tro på Hindsgavl herregård. Det er et arrangement, der afholdes af en konservativ fond med det formål at bidrage til idédebatten i den konservative bevægelse (Konservativ Ungdom, Konservative Studenter og Det Konservative Folkeparti). Det er også et arrangement der afholdes under aldeles nydelige og behagelige forhold, og i de forgangne år kan man næsten have fået det indtryk, at de æstetiske indtryk var selve formålet med konferencen. Men ikke i år, og derfor dette indlæg. I år var anderledes. Debatten var anderledes. Konklusionerne var anderledes. Indholdet var anderledes.

Liberale strømninger

Som De, kære læser, måske har bemærket, har der i de forgangne årtier været en tilbøjelighed til latente liberale strømninger i visse dele af debatten i den konservative bevægelse. Det har resulteret i et altoverskyggende fokus på økonomisk politik og knap så meget (til tider slet ikke noget) fokus på kultur, kirke, dannelse, udlændingepolitik m.v. Man har til tider givet indtrykket af at være en liberal bevægelse, men hvor man blot med en kende højere frekvens opremser begreber som “familie”, “grundlov” og “kongehus” i den forventning, at indtrykket udadtil nok skal være tilstrækkeligt filtgrønt til at tiltrække og fastholde ideologisk konservative vælgere.

Fornyet fokus på kristendommen

Den slags tilbøjeligheder lader til at have ændret sig til det bedre, og udviklingen fortsætter. Det kommer til udtryk på flere måder, ligesom der også er adskillige årsager til denne udvikling.

Vi tror på at bekæmpe individets frigørelse fra hinanden, samfundets normer og samfundets institutioner. Det moderne frigørelsesprojekt kaster os ud i eksistentiel tomhed og meningsløshed.

For offentligheden kommer det først og fremmest til udtryk, når man betragter folketingsgruppens udmeldinger, lovforslag og afstemninger i Folketinget.

I tiden umiddelbart efter at have overtaget formandsposten deltog Søren Pape i en håndfuld portrætinterviews, der blandt andet omhandlede dennes trosliv og hvilken betydning kirken har for samfundet. Dette gjorde han ikke for at udstille sin egen fromhed, men fordi han er bekendt med, hvor vigtigt det er at gøre op med den tendens, at man i offentligheden ikke vil, kan eller tør bekende sin tro af frygt for udskamning og latterliggørelse.

Sidste år så vi, hvordan Mai Mercado blev udsat for en såkaldt shitstorm, da hun i en kronik med overskriften Kristendommen er bedre end islam erklærede, at Danmark er et kristent land. Man kan naturligvis have enkelte indvendinger på det teologiske niveau, men faktum er, at Mai Mercado aldrig (eller i hvert fald sjældent) har gjort sig som nogen form for værdikriger, og at dette tilfælde sammen med eksempelvis Brian Mikkelsens kronik i Berlingske den 27. februar 2016, hvor han på aldeles smuk og velfunderet vis artikulerede behovet for en kulturel oprustning her til lands for at kunne imødegå islamismens trussel, vidner om en tendens til omprioritering for at sætte mere fokus på det nationale og det kulturelle. Hvorfor skriver to folketingsmedlemmer, som almindeligvis aldrig eller sjældent blander sig i kulturpolitiske emner, på denne måde og om disse centrale emner? Fordi der gives plads til det i ledelsen, og fordi der er sket en holdningsændring i baglandet og ikke mindst i befolkningen.

Klassisk dannelse

I forbindelse med forhandlingerne om gymnasiereformen førte partiet en af dets største kampagner i år, hvor man ualmindeligt kraftigt forlangte fokus på klassisk dannelse, og ikke nok med det: Man betonede, at klassisk dannelse bærer en værdi i sig selv, og at vi skal undlade at forsøge at markedsrette studier og institutioner, der er kulturbærende. Det er et direkte opgør med den linje, man førte for et årti siden, hvor man som den lille part i VK-regeringen velvilligt gik med på de liberale paroler om “fra forskning til faktura” og ødelagde det ene klassiske studie efter det andet, man bidrog til yderligere nedbrydelse af det almene gymnasiums tradition og formål, og man gjorde med universitetsreformen af 2003 op med tusind års tradition for selvbestemmelse på universiteterne. Det var indbegrebet af kulturel og åndelig fattigdom, men det er formentlig et overstået kapitel.

Kritik af masseindvandringen

Man har i flygtninge- og integrationsdebatten lagt en linje, som klart og tydeligt udviser forståelse for og vilje til at standse masseindvandringen til Danmark, og hvor særligt Naser Khader og Rasmus Jarlov har markeret sig som nogle af Folketingets allerdygtigste politikere på området, og de to evner som nogle af de få i Folketinget at erkende, at der i langt mindre grad skal tales om integration, men i stedet om indvandringens konsekvenser. Jarlov og Khader supplerer hinanden formidabelt og har i øjeblikket stor succes med at udstille, hvordan det skiftevis er Venstre og Liberal Alliance, der agerer hæmsko for yderligere tiltag, der kan standse masseindvandringen. Hvor man for år tilbage så et konservativt folkeparti, der modvilligt skulle tvinges til at lægge stemmer til stramninger i indvandringspolitikken er man nu ofte initiativtager, men vigtigere endnu: Man markerer sig på bevidstheden om, at masseindvandringen kan forandre og ødelægge Danmark for altid, og at den derfor skal standses.

Gang på gang blev der i debatten fremhævet, hvordan et konservativt parti skal værne om nationens bærende institutioner, dvs. folkekirken, monarkiet og kernefamilien, der blev fremhævet som fundamentale institutioner.

Det faktum at folketingsgruppen har lagt denne linje, har i sig selv påvirket debatten i resten af bevægelsen. Det er tydeligt. Særligt på flygtninge- og integrationsområdet har Jarlovs og Khaders bramfri tale gjort meget. Hvor der tidligere var et relativt betændt emne at tage op, diskuteres det nu flittigt. Papes forsvar for kirken og dannelse har ligeledes fået betydning for, hvordan man nu diskuterer kristendom og kultur.

Fortsatte mangler

Er alt perfekt, og rammer partiet hovedet på sømmet hver gang, de udtaler sig? Nej da, slet ikke. Det vil jeg ikke påstå. Man kan eksempelvis beklage sig over det overvældende, nærmest ensidige, fokus på boligbeskatning, som – omend det er et vigtigt område, som har stor betydning for de danske familier – næppe kan hævdes at være en større og mere presserende udfordring end kulturkampen på de indre såvel som de ydre linjer. Partiet skal revses, når de fortjener det, men de skal sandelig også roses, når der er anledning til dét. Og det er der i øjeblikket.

Det var mange af disse nationale og kulturelle strømninger, man særligt i år på Konservativ Konsensus kunne se komme til udtryk. Vi lever i en brydningstid, og i sådanne tider har folk en tendens til at søge mod det velkendte og det fælles. Blandt andet derfor var selve debatten og argumentationen så præget af forkærlighed for traditionelle synspunkter på de kulturelle områder. Gang på gang blev der i debatten fremhævet, hvordan et konservativt parti skal værne om nationens bærende institutioner, dvs. folkekirken, monarkiet og kernefamilien, der blev fremhævet som fundamentale institutioner.

Den socialkonservative arv

Om lørdagen var deltagerne så heldige at kunne lytte til tre dygtige oplægsholdere i form af Christian Egander Skov, Lars Christensen og David Munk Bogballe. Det er tre herrer, der alle er aldeles velbevandret indenfor kategorien politisk ideologi og i særdeleshed indenfor konservatisme. Særligt Christian Skovs oplæg om konservatisme i mellemkrigstiden medførte megen benovelse blandt publikum. Ikke alene fordi, det var et levende og spændende foredrag, men fordi han formåede at forklare på ganske uddybende vis, hvordan mellemkrigstidens socialkonservative (ikke at forveksle med nutidens såkaldt socialkonservative) reelt set grundlagde det parti, vi har kendt lige siden. Partiet i midten. Borgerlige stemmer, der arbejder. Men han betonede tydeligt, hvordan John Christmas Møller, Aksel Møller og deres ligesindede ikke blot advokerede for en ny forhandlingsteknisk platform, som man ellers kan foranlediges til at tro, hvis man læser de to førnævnte mottoer isoleret.

De havde en stærk politisk ambition. Her er det værd at notere sig, at denne ambition havde et nationalt og kulturelt omdrejningspunkt. Hvis man – som visse, heriblandt undertegnede, vil påstå, at Det Konservative Folkeparti til tider har gjort – ikke tager netop dette nationale og folkeligt kulturelle udgangspunkt for sit politiske virke, risikerer man at stå med en tandløs, fuldstændig harmløs, og dermed irrelevant, konservativ position. Christian Skovs oplæg bidrog i meget høj grad til at belyse, hvordan den konservative bevægelse skal søge at finde tilbage til sit partis fædres ideologiske position og herfra arbejde i det politiske virke i dag.

16 konservative teser

Hvert år til Konservativ Konsensus vedtager forsamlingen et produkt, der opsummerer den pågældende konferences konklusion ovenpå taler, oplæg og debat. Disse produkter kan variere i form (og indhold, naturligvis), og i år var produktet at formulere en række teser for et konservativt parti i 2016. Baggrunden for dette er, at man i forbindelse med partiets stiftelse for 100 år siden formulerede en række teser, der skulle udgøre fundamentet for det nye partis overordnede politiske prioriteringer. I 1974 vurderedes det, at tiden var inde til en revurdering, og den daværende landsretssagfører Kristian Mogensen formulerede derfor 11 nye teser, der passede til partiets ambitioner i midten af 70’erne. Det var altså med dette udgangspunkt, at årets deltagere skulle forfatte i alt 16 teser for partiet i 2016, og uden yderligere præsentation af teserne, vil jeg i stedet overlade det til Dem selv, kære læser, at nyde resultatet:

  1. Vi vil værne om æstetikken og naturens skønhed. Vi mener, at god æstetik gør folket bedre, derfor er det vigtigt at bevare den skønne danske natur.
  2. Vi tror på at bekæmpe individets frigørelse fra hinanden, samfundets normer og samfundets institutioner. Det moderne frigørelsesprojekt kaster os ud i eksistentiel tomhed og meningsløshed.
  3. Ingen anden lovgivning kan overgå dansk lovgivning på suverænitetsområder, herunder social og indvandringspolitik. Enhver tilknytning til fælles europæiske samarbejder skal ske under respekt for dette.
  4. Vi må kæmpe for en total afvikling af den formynderiske velfærdsstat, der i dag har gjort store grupper af befolkningen til klienter i et uigennemskueligt og ineffektivt system. Derimod vil vi etablere en socialsikringsstat, som bygger på princippet om koncentreret hjælp til de svageste i samfundet frem for en spredt hjælp til alle. Det er dermed et opgør med lighedstanken om at alle borgere er lige svage.
  5. Vi værner aktivt om de værdier og institutioner der er opbygget gennem generationer og forankret i Gud, konge og fædreland.
  6. Vi må føre en skolepolitik der respekterer forældrenes ret og pligt til at opdrage deres børn. Undervisningen bør tage udgangspunkt i den enkelte elevs evner og udfordringer. Det danske skolesystem bør bygge på vores kulturelle fundament og fremelske almen dannelse.
  7. Et dansk statsborgerskab såvel som permanent ophold gives udelukkende til personer på baggrund af en længerevarende tilknytning med respekt for det danske arbejds- og velfærdssystem, hvor det er nødvendigt at kunne forsørge sig selv. Ikke-vestlig indvandring bør holdes på et minimum i forhold til evnen til integration. Konventioner skal om nødvendigt underlægges en genforhandling.
  8. Vi må kæmpe for en socialpolitik, som udrydder den omfordelingspolitik, der har præget systemet de sidste mange årtier og i stedet fokusere på mennesker. Vi mener, at socialpolitikken skal bygge på princippet om hjælp til selvhjælp, og at der i langt højere grad skal indføres et skæl mellem værdigt og uværdigt trængende.
  9. Vi skal kæmpe for bevarelsen af vores nationale demokrati og bekæmpe overstatslig indblanding i dansk lovgivning, men søge indflydelse internationalt på mellemstatsligt niveau, igennem frihandel og fælles interesser. Vi skal om nødvendigt genforhandle eller udtræde af internationale konventioner, hvis de har negativ indflydelse på dansk lovgivning og folkestyre.
  10. Vi skal værne om vores bærende institutioner, i særdeleshed den danske folkekirke, vores monarki og den danske familie.
  11. Man kan kun betale skat når man tjener eller forbruger. Fast ejendom og formue kan således ikke beskattes.
  12. Det danske samfund har med sin relativt homogene befolkning, det kristen reformerede værdigrundlag, sprog og historie en hel unik rolle og værdi som skal værnes og styrkes.
  13. Det er nødvendigt, at vi værner om vores unikke sprog, kultur og historie gennem en aktiv støtte af kulturbevarende og –berigende virke for at bibeholde og udvikle vores nationale identitet og kulturelle fællesskab. Herunder hører støtte til det danske kongehus samt den evangelisk-lutherske folkekirke.
  14. Det er nødvendigt at tage et opgør med de på nuværende tidspunkt gældende internationale konventioner på flygtninge og immigrationsområdet. Det er ikke nødvendigvis gavnligt at modtage asylanter og immigranter her til lands. Vi må søge de på længere sigt mest holdbare løsninger, når det gælder internationale konflikter. Det er bydende nødvendigt, at vi kontrollerer egne grænser.
  15. Kirken er en kulturbærende institution, som er den åndelige sammenhængskraft og spiller en afgærende rolle i at påtage sig civilsamfundets opgaver.
  16. Alle danskere skal have en grundlovssikret ret til at beholde minimum halvdelen af, hvad de tjener.

Jesper Holm Frederiksen er formand for Konservativ Ungdom i Randers og deltager ved årets Konservativ Konsensus.