Danmark er en regional stormagt

Som følge af radikal historieskrivning forstår Danmark sig selv som en småstat. Denne opfattelse harmonerer dog ikke med virkeligheden, påpeger Alexander Søndergaard, som opfordrer til, at vi besinder os på Danmarks vilkår som en regional stormagt, og samtidig påtager os det medfølgende ansvar, ikke mindst i form af en styrkelse af Rigsfællesskabet.

Af Alexander Søndergaard

I forbindelse med den udenrigs- og sikkerhedspolitiske udredning, som ambassadør Peter Taksøe-Jensen afleverede til den danske regering i foråret, udtalte ambassadøren i et interview til Politiken, at ”Danmark er sammen med Grønland og Rigsfællesskabet en arktisk stormagt”. I selve udredningen står der blandt andet: ”Vi skal udnytte vores position som arktisk stormagt til at påvirke udviklingen i Arktis”. Tanken om Danmark som en arktisk, og dermed regional, stormagt afspejler en væsentlig anderledes forståelse af Danmarks plads i verden end den danske småstatsselvforståelse, som har hersket i 150 år. Ikke overraskende affødte udtalelsen fra Taksøe-Jensen om Danmark som en regional stormagt da også hovedrysten i blandt flere radikale iagttagere. Taksøe-Jensens udmelding blev desværre også blandt borgerlige mødt med skepsis. På trods af den udvikling, der er sket i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i gennem de sidste 25 år, så er den radikale forståelse af Danmark som en småstat, der bedst sejler rundt i det internationale farvand med dukket nakke, altså dybt indlejret i den borgerlige opfattelse af Danmarks plads i verden.

 

Taksøe-Jensens beskrivelse af Kongeriget Danmark som en regional stormagt er dog ganske ædruelig. Vi består af tre nationer, Danmark, Færøerne og Grønland, som tilsammen udgør et areal på mere end 2 millioner km2. Det gør Rigsfællesskabet til verdens 12. største stat. Altså større end eksempelvis Frankrig og Tyskland, som de fleste vel næppe vil tøve med at betegne som regionale stormagter. I takt med klimaforandringernes ændring af miljøet i og omkring Grønland skabes der blandt andet øgede muligheder for sejlads, der vil få stor indflydelse på den globale transport af varer. Med de nye kommercielle muligheder vil det sikkerheds- og udenrigspolitiske fokus på denne del af verden kun blive forøget. De arktiske kyststater, herunder Norge og Rusland, gennemfører allerede større militære oprustninger, og flere af verdens stormagter øger deres politiske fokus på regionen, hvilket blandt andet er eksemplificeret ved den amerikanske udenrigsministers besøg i Danmark og Grønland i juni og den øgede opmærksomhed, som kinesiske investeringer i Grønland har fået de senere år.

Forandringen af selve tanken om Danmark fra et land med et regionalt ansvar til den nærmest selvudslettende småstatsmentalitet skete som en del af et gennemgribende nedbrydningsarbejde af alt, hvad der higede efter det storslåede og grandiose – både i kunsten, litteraturen og arkitekturen.

Danmarks regionale stormagtsrolle kommer også til udtryk i den sydlige del af Kongeriget, hvor Danmark har en unik geografisk placering med vores bælter og sund, der udgør indgangen fra verdenshavene til Østersøen. Talrige gange i vores lands historie har netop dette faktum spillet en afgørende rolle under kriser og i konflikter med vores naboer. Set i lyset af den tilspidsede sikkerhedspolitiske situation med Rusland er betydningen af Østersøen, og dermed også farvandene omkring Danmark, blevet aktualiseret på en måde, som det ikke har været tilfældet siden Den Kolde Krig.

Cirka 10 % af verdenshandlen til søs transporteres under dansk flag. Danmarks globale maritime interesser er dermed ikke meget anderledes end de var, da Niels Juel udførte sin heltedåd til søs i 1600-tallet eller op til Englandskrigene i begyndelsen af det 19. århundrede. Danmarks maritime interesser kommer da også fortsat til udtryk ved den måde, hvorpå Søværnet i vore dage anvendes til pirateribekæmpelse fjernt fra danske kyster, og det store arbejde danske diplomater har investeret i at skabe og håndhævde en international retsorden til søs.

Den danske selvforståelse

Den danske selvforståelse harmonerer dog i ringe grad med Kongerigets plads i det internationale samfund som beskrevet ovenfor. Den radikale lære af vores nederlag i 1864 blev, at dansk storhedsvanvid og hovmod var de primære årsager til katastrofen. Denne logik blev af radikale historikere og meningsdannere applikeret på hele Danmarkshistorien. De militære nederlag mod svenskerne i 1600-tallet og i Englandskrigene blev inkorporeret i ét, langt narrativ om gentagne danske nederlag, der kunne forklares med dårligt lederskab og manglende dansk evne til at acceptere vores rolle som en småstat, der har bedst af ikke at have et militært forsvar for unødigt at komme til at provokere vores nabolande. De radikale historikere foretog naturligvis selektive nedslagspunkter i den danske historie og undgik bekvemt at tillægge storhedstiderne som for eksempel under Valdemarerne eller Margrethe d. I nogen synderlig værdi i deres fortælling.

Den radikale forståelse af Danmarks plads i verden, og det afledte ønske om at minimere dansk forsvar, førte til de store vanskeligheder, som var forbundet med de politiske forhandlinger om et troværdigt militært forsvar op til udbruddet af 1. verdenskrig, som kunne afskrække tyskerne fra at anvende kostbare ressourcer på at besætte landet. Konservativ forsvarsvilje sikrede dog, at dansk forsvar og befæstning blev stærkt nok til at afholde tyskerne fra at besætte Danmark. Blandt danske politikere styrkedes i mellemkrigsårene den radikale opfattelse af Danmark som en småstat og førte til katastrofen den 9. april, hvor et afmilitariseret og stærkt svækket dansk forsvar ingen nævneværdig modstand kunne yde, da tysk ekspansionspolitik nok engang førte til et militært angreb på Danmark. Småstatsmentaliteten kulminerede efterfølgende i den velkendte samarbejdspolitik med Nazityskland.

Der er behov for, at det borgerlige Danmark, i tråd med Peter Taksøe-Jensens udredning, forandrer tanken og talen om Danmark som en småstat til det, som vi er – en regional stormagt.

Der skete en drastisk forandring i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter Sovjetunionens opløsning på baggrund af de nye rammebetingelser denne begivenhed afstedkom. Danmarks deltagelse i militære operationer i 90’erne og frem til i dag blev da også af daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, beskrevet som et opgør med den radikale forståelse af Danmarks plads i verden. På trods af et øget dansk engagement i militære operationer, og en dertil stærkere dansk selvbevidsthed, er et endeligt opgør med småstatsmentaliteten dog ikke indtruffet. Det er stadigvæk i vid udstrækning den herskende tanke langt ind i borgerlige rækker, hvilket ikke er underligt, når man tænker på den kontekst, hvori småstatsmentaliteten opstod.

Småstatsmentaliteten fremkom nemlig ikke som en isoleret udenrigspolitisk idé, men som en del af en reel kulturrevolution i Danmark i forbindelse med det såkaldte Moderne Gennembrud, og blev dermed en integreret del af dansk kultur og samfundsliv. Forandringen af selve tanken om Danmark fra et land med et regionalt ansvar til den nærmest selvudslettende småstatsmentalitet skete som en del af et gennemgribende nedbrydningsarbejde af alt, hvad der higede efter det storslåede og grandiose – både i kunsten, litteraturen og arkitekturen.

Det er dog værd at erindre i en større historisk sammenhæng, at den danske småstatsmentalitet er en anormalitet. I gennem 800 år før småstatsnarrativet blev den herskende tanke her til lands har de mennesker, der har beboet de danske øer, set sig selv som et folk, der skulle udfylde deres retmæssige plads i regionen og i verden. Det er dermed en tankegang, som ingen naturlove skulle kunne umuliggøre en tilbagevenden til.

Ansvaret som regional stormagt

Diskrepansen mellem virkeligheden, hvor Kongeriget Danmark udgør en regional stormagt, og den herskende danske selvforståelse ændrer dog ikke på det ansvar, som realiteterne fordrer af Danmark. Klimaforandringerne accentuerer behovet for, at Kongeriget allokerer de nødvendige ressourcer til det arktiske område, herunder militære, som følger af det konfliktpotentiale, der ligger i, at andre arktiske kyststater ikke vil acceptere dansk overhøjhed over de territorier, som Kongeriget har gjort juridisk krav på i gennem FN. Øget skibsfart i Arktis vil synliggøre behovet for kystredningskapaciteter og overvågning. Den geopolitiske realitet er, at disse udfordringer for Danmark ikke vil forsvinde ved mindre Kongeriget disintegrerer.

Det er ikke i nogen af nationerne i Kongerigets interesse, at Rigsfællesskabet går i opløsning og enhver form for korrosion af fællesskabet vil kun svække Kongerigets evne til at forfølge vores interesser. Det er derfor nødvendigt, at vi inden for alle tre dele af riget arbejder på at styrke Rigsfællesskabet for at kunne leve op til ansvaret som en arktisk stormagt. Fra politisk side og i civilsamfundet på tværs af nationerne er der inden for de senere år sket en vældig positiv udvikling. Senest symboliseret ved beslutningen om at flage med de færøske og grønlandske flag fra officielle danske bygninger på nationernes respektive nationaldage. Det er en udvikling, som vi forhåbentlig kun vil se fortsætte i årene fremover.

Handling hviler på erkendelse. Den nødvendige forandring af den danske selvforståelse til virkelighedens realiteter, at Danmark er en regional stormagt, vil have en positiv effekt på Kongerigets evne til at forfølge vores interesser i samarbejde og konkurrence med andre lande. Dertil vil tanken have indflydelse på dansk kultur- og åndsliv. Mentalitetsændringen vil kunne bidrage til at fjerne den skæppe, der har skærmet dansk ånd og kultur alt for længe. Der er behov for, at det borgerlige Danmark, i tråd med Peter Taksøe-Jensens udredning, forandrer tanken og talen om Danmark som en småstat til det, som vi er – en regional stormagt.

Alexander Søndergaard er fuldmægtig, premierløjtnant af reserven i Hæren og har en kandidat i international sikkerhed og folkeret fra Syddansk Universitet.