Republikkens magt og afmagt

Christian Egander Skov

I skrivende stund er dødstallet 84. Men det stiger stadig, for flere af ofrene for det bestialske terrorangreb i Nice er så hårdt kvæstede, at deres eneste udsigt – og måske eneste håb – er døden.

Sådan er situationen i Frankrig efter angrebet på Bastilledagen.

Ja det er sket igen, og igen er Frankrig målet. Jeg vil ikke svælge i ulykken og i den knugende fornemmelse, billeder af mennesker, der flygter i panik, mænd, kvinder, børn, familier med spædbørn i barnevognen, rammer en, når man ser de samme billeder af den store rædsel om og om igen. Lad os i stedet holdet os til det væsentlige, nemlig dette, at det som nævnt er sket igen.

Terroren har udstillet en afmagt, der er andet og mere end en fornemmelse af afmagt, men er en reel konstaterbar manglende mulighed, evne eller vilje til at forsvare os selv.

I Paris fejres Bastilledagen efter traditionen med en imponerende militærparade, et billede på magt, et imponerende skue, som post-historisk og post-politisk Europa kan have svært ved at opfatte som andet end en reminiscens. Men flot er det og tilsyneladende et sundhedstegn. Men det er form uden indhold. Set i lyset af Nice er opvisningen af Frankrigs militære styrke en potemkinkulisse. Det er en illusion om magt, der dækker over det reelle forhold, som er afmagt.

Sagen er jo den, at Frankrigs magt ikke rækker, allerede i dag er landet i undtagelsestilstand. Politi og militær patruljerer i gaderne, deres efterretningsvæsen er stort, anerkendt og effektivt og holder et vågent øje med islamistiske miljøer. Alligevel skete det igen i Frankrig.

Hvorfor Frankrig? Frankrig er et tolerant land, der har åbnet sine grænser for utallige ulykkelige skæbner fra Nordafrika og Mellemøsten. Frankrig er menneskerettighedernes hjemland og franske politikere er – hvis man ser bort fra det yderste højre – forpligtet på opretholdelsen af disse værdier, der ikke kender til os og dem, men kun menneskeheden. Alligevel skete det igen i Frankrig.

Frankrig er et land, hvis officielle ideologi og dybt forankrede nationale selvforståelse er et opgør med alt det, som vi herhjemme bilder os ind er med til at marginalisere indvandrergrupper. Frankrigs nationale identitet er ikke etnisk, men politisk. Frankrig er værdier, som kan ekspliciteres sættes på formel og antages af alle. De er tænkt som universelle og enhver, der vil honorere dem og er statsborger er franskmand, og ingen kan med hjemmel i fransk tradition og historie nægte ham at være fransk. Hvor f.eks. Danmarks nationale identitet i sit historiske udgangspunkt er etnisk baseret og derfor lukket, er Frankrigs politisk og republikansk og derfor åben. Alligevel skete det igen i Frankrig.

Ingen kan forhindre en mand i at leje en lastbil, ingen kan på forhånd granske hans sind efter motiver. Ingen lov, ingen overvågning, ingen grad af patruljering og forhøjet sikkerhedsberedskab kan stille noget op. Grænserne kan lukkes, Syrien kan bombes. Og måske hjælper det lidt, men såre lidt. Det skete alligevel igen i Frankrig.

Hvad adskiller Frankrig fra andre europæiske lande, udover at landet er stærkere, mere tolerant og åbent? Ja, et forhold. Landet har en større muslimsk befolkningsandel end noget andet vestligt land. I omegnen af ti procent af landets befolkning, og på trods af alle republikanske lovord og formularer er der en voksende afstand mellem Frankrigs muslimske befolkning og republikken. Sociale, kulturelle og politiske spændinger, der altid følger i kølvandet på voldsom indvandring udløses nu i en radikal islamisme, der byder den udsigtsløse muslimske ungdom i de trøstesløse ghettoer at tagen sagen i egen hånd. Derfor skete det igen i Frankrig.

Sådan er det og sådan vil det også være fremover – i Frankrig og ethvert andet sted, hvor de samme forhold gør sig gældende.