Mads Holger in memoriam

Christian Egander Skov

Den triste sommer har bragt nyheden. Mads Holger er død. Danmark har mistet en af sine skarpeste, mest vittige og relevante konservative skribenter. Det er ikke tiden at give en fyldestgørende vurdering af Mads Holgers indsats i kulturkampen, til at vurdere hans idéer og overveje nøjere, hvad vi kan bære videre. Ej heller er dette lejligheden for en personlig beretning om mine møder med Mads Holger. For nok kom vi i nogle af de samme konservative kredse – Han selv som konservativ debattør i den danske superliga, jeg som indskiftningsspiller i Jyllandsserien – og nok er der historier at fortælle og sælsomme indtryk at give videre, men det er ikke sagen her og nu.

Den nøgterne konstatering, at han var til stede i kampen, er nok. For netop hans tilstedeværelse var det for mig mest bemærkelsesværdige ved Mads Holger. Ved sin egen facon, ved sin insisterende elitisme og ved det forhold, at hans personlighed knyttede ellers uforenelige elementer – udsvævende libertiner og konservativ kulturkritiker – sammen, kastede han for en stund et gyldent skær over den konservative modernitetskritik. Han var en gudsbenådet formidler af en væsentlig idétradition.

Mads Holger var konservativ med stort K og i en periode også med stort C. Det sidste endte ikke lykkeligt for nogen af parterne, men sigende om Mads Holgers engagement og evne til, selv når han syntes at kredse om sin egen navle, at sige noget afgørende, blev dette tilsyneladende nederlag ansatsen til noget nyt, en forrygende debat om forholdet mellem konservatismen og Det Konservative Folkeparti. Her havde jeg selv den ære at deltage og selvom jeg ikke var enig med Mads Holger i hans vurdering, slog det mig, hvor konsistent han var i sin analyse. Her var ikke en overfladisk flanør, men en mand med et ærinde.

Måske dette ærinde forklarer den friskhed, der var i hans udtryk. Det var arkaiserende og nostalgisk men aldrig jordslået eller hengemt. Det var en sang både om dagen, der var gået, og dagen, der skulle komme. Og så var det en sang til os nu, her i dag. Selvom Mads Holger kaldte sig den sidste romantiker, kaldte han sig også den unge dansker. Hans konservatisme hang ikke med mundvigen, den var et kækt smil, et håb til fremtiden.

Det var et tilbagevendende element i hans skriverier, at han netop ikke kæmpede en tabt kamp, men derimod stod i pagt med morgendagen. Normopløsningen, dorskheden, slapheden, den naive emancipationstro var ikke fremtiden, men et allerede overstået kapitel. Ja, hans politiske og kulturelle grundidé var håb og optimisme, ikke på trods men fordi: Fordi Danmark ikke var reglen men undtagelsen. Fordi Danmark var verdens Christiania. Fordi Mads Holger havde levet og havde rejst og indåndet en rigere verdens virkelighed, han nu ville forkynde for det forknytte folk, som ikke havde set, hvad han havde set. Han forsøgte at gøre sig selv til beviset på og garanten for sandheden i sin analyse af vores tids tidehverv.

Mads Holger blæste i basunen og ville indvarsle en ny tid, han ville skrive den frem, mane den op af jorden, ved sin person og facon selv levendegøre den. Derfor mødte man hos ham den ihærdige bestræbelse på at gøre budskab, form og person til ét. Det var forargelsen. For det matte blik var Mads Holger ren overfladeglans, men det hele hang sammen: Fra det til tider kringlede, til tider letflydende, men altid noget opulente sprog i hans artikler, til den muntre og velformulerede skarpsindighed i et fornøjeligt affekteret talesprog, der for enhver, der forstod at lytte, vældede af indsigt og trang til at skabe klarhed for tanken. Hans skabte sit eget sprog, ligesom han skabte sin egen fortælling. På den måde var han foruroligende moderne, men hans fortælling, den fortælling, der var ham, var en fortælling om pligt, sammenhæng – om Gud i en gudløs tid.

Nu er han død, og de spørger om det var en rolle. Nej, ikke mere end, at vi mennesker altid indtager en rolle. Men det var vilje. Det var en person, der gjorde sig selv til i et udsagn i og imod sin tid. Det var kompromisløst, opslidende men også værdifuldt.

Vi skylder ham stor tak.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!