Fløjtespil og klagesang

Valgmenighedspræst Johan Christian Nord har på denne 10. søndag efter Trinitatis delt sin prædiken med tidsskriftet Replique efter terrorangrebet mod den katolske kirke i Frankrig.

Af Johan Christian Nord

Herrens ord kom til mig: Du, menneske, dine landsmænd sidder langs murene og i døråbningerne og taler om dig. De siger til hinanden: »Kom dog og hør det ord, der udgår fra Herren!« Så stimler de sammen hos dig, og mit folk sætter sig foran dig; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem, for de handler efter deres egne elskovsord; de jager efter vinding. For dem er du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik; de hører på dine ord, men de handler ikke efter dem. Når det kommer – og det vil komme – skal de forstå, at der er kommet en profet blandt dem.

  • Ez 33,23.30-33

 

Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder »i dag«, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen.

  • Hebr 3,12-14

 

Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!« Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

  • Matt 11,16-24

 

Guds ord er dyre for os vundet
ved Guds trofaste vidners blod;
det var som tabt, men er genfundet,
vi har den skat og perle god,
for hvilken de gav alting hen,
Gud, lad os vel forvare den!

Vi lever i opløsningens og gæringens tid. Omkring os smuldrer alt for meget af det, der var vores virkelighed; alt det, der bandt os til hinanden og gjorde dagen lys og livet langt. For vi lever i glemslens tid, hvor alt for meget af det, der før var så selvfølgeligt i efterhånden er blevet vindens bytte. Her står og sidder vi forblæste af tidens storme og forvirrede af de gradvise udskridninger i den verden, vi troede, at vi kendte så godt.

Ja, vores tid er en ond tid. En tid, hvor vi høster storm, fordi både vi selv og dem, der var her før os, har sået vind. I alt det, der sker omkring os og i os brydes selve vores grundlag om. Alt det gode, som vi regnede for evigt vundet, viser sig som det, dét hele tiden har været: Skrøbelige frugter af den lyse kristentro og faste folkevilje, som hævede Vesterlandet ud af dyriskheden og op til dét, vi med rette kalder menneskelighed.

At denne følelse af en fælles menneske-lighed har levet så stærkt og virkeligt i os, er en af de skjulte, men, for troens øje, åbenlyse følger af, at der her hos os har været ører, der kunne høre, og hjerter, der kunne huse det glædelige budskab, som har lydt i Vesterlandets kirker i snart 2000 år. For vores menneskelighed kommer fra vores gudbilledlighed.

Det var fordi mennesker havde hørt Ordet om deres egen himmelske herkomst og adel, at de – som tiden gik sin gode gang – også fik sans for det andet menneske og dette menneskes evige værdi.

I dag er denne menneske-lighed under stormløb – fra flere fronter.

(Jeg havde egentlig ikke tænkt mig, at jeg nu i dag igen, igen skulle bruge menighedens prædikestol til at tale om den uhygge, der er særlig for vores tid. Jeg havde håbet at vende mere rent tilbage til det, der jo er prædikantens opgave, altså at være tro mod dagens Bibeltekst og udlægge dem her fra stolen, så deres glæde kan høres af alle, der vil lytte, og så både kirkegængerne og præsten selv kan få noget godt at tænke over, som på samme tid er alment og helt personligt. Men det bliver ikke i dag, jeg vender tilbage til den rent fortællende og ikke tidsbundne prædiken. Det er jeg simpelthen ikke i stand til.)

For i tirsdags trængte to islamiske mordere ind i en fransk kirke og nedslagtede præsten foran alteret. Det var en ganske almindelig morgenmesse i en ganske almindelig provinsby, hvor kun ganske få kirkegængere var tilstede. Målet var åbenlyst at angribe selve vestens hjerte, selve den kristne kirke.

Den dræbte præst havde et navn. Han hed Jacques Hamel, og det navn skal vi huske. For han er nu en martyr for kristentroen, et blodvidne, som døde ved det alter, der er indviet til vores Gud.

Blandt vore fjender – og blandt de uforstandige i vores midte – kaldes de to mænd, som gennemførte angrebet ved det samme ord, som jeg nu har brugt om Jacques Hamel; de kaldes martyrer. Men en kristen martyr og en islamisk martyr er ikke det samme. Ja, en islamisk martyr er slet ikke en martyr. For når islamisten dør for sin tro, gør han det jo, mens han myrder for sin blodgud.

Den kristne martyr er noget ganske, ganske andet. For den kristne martyr er det menneske, der bevidner Himlens kærlighed midt i denne verdens had. Han er det menneske, der dør uskyldigt og våbenløst for troen – og som beder for sine mordere, mens de dræber ham.

Det er kun Guds trofaste vidner, der kan bede for deres mordere, og det er deres dyre blod, som har vædet den jordbund, hvorfra kirken er vokset op og altid har hentet sin sande næring. For det var sådan, den kristne kirke knuste Romermagten. Det var gennem sagtmodige menneskers afvisning af denne verdens overmagt: Mennesker, som var villige til at dø for deres tro på den Gud, som de kaldte deres – og alle andres – far. Uden de døende vidners milde bønner ville der ikke have været nogen kirke, og der ville ikke have været nogen frodig blomsterhave her i Nord, som vi kan kalde vores jordiske hjem.

I dag er dette hjem truet, for selve det vesterlandske hjemland er truet. Det er truet af mennesker, som de to, der udgød martyrblod over Herrens alter, og af de fjendtligtsindede magter, som allerede nu befinder sig i Vesten og ønsker at omskabe vores frie fællesliv efter den slavelov, som de selv kalder guddommelig, men som er Mørkets syge frugt.

Dette er den ene af tidens trusler mod vores liv og fred – og mod selve vores menneskelighed. Der er også en anden trussel, og den er lige så nærværende – og måske endda endnu mere uhyggelig.

For den anden trussel kommer fra os selv og fra vores indre mørke. Ja, den kommer fra selve den onde Fjende, Mørkets Fyrste, som længes efter at kvæle vores samvittighed og sluge vores liv.

For under alt det, der sker omkring os, bugter Fristeren sig frem imod os og hvisler i os: ”Bliv selv som den fjende, der angriber dig. Kun sådan kan du overvinde ham. Bliv hård, som han er hård, og udgyd blod, som han udgyder blod. Kun sådan kan du bevare dit liv.”

Denne indre hvisken vil blive mere og mere hørlig i alt det, der kommer. For angrebene vil tage til – og de fjendtligtsindede i vore lande vil blive flere og flere. Mens det sker, vil forhærdelsen stille og roligt arbejde omkring os og i os, og nogle af os vil blive fristede – fristede til selv at gribe til den slags våben, som vores fjende betjener sig af.

For alt for mange af os har jo glemt, hvor de kommer fra, og hvem de skal være. Alt for mange af os har glemt, at det er den Menneskesøn, vi hører om her i kirken, som ved at give os sit liv og sin glæde, har kaldt os ud af det dyriske og ind i det menneskelige.

I dagens evangelielæsning har vi hørt ham fælde sin dom og kalde på sine brødre og søstre. Fortællingen kommer til os fra en fortid, der er langt borte, men ordene lyder ind i den virkelighed, der er vores – lige her og lige nu:

Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.

 Hvem er denne slægt, der udpeges i evangeliefortællingen? Hvem er disse børn, der spiller glade fløjteklange og lægger læber til sorgens klagesange? Det er jo kirken. Det er kirken, som sidder dér midt i travlheden og denne verdens jagt efter vinding. Som den sidder dér midt i snavset og spiller og synger, ligner den en flok pjaltede gadebørn, som længes efter de forbipasserendes opmærksomhed, men ikke får den. Og det er jo sandt. I det ydre er kirken netop en flok pjaltede børn, som ikke ejer andet end deres glædesdans og sørgesang – deres glæde over Menneskesønnens rige indbydelse og deres sorg over denne verdens forhærdede hjerter, som hverken vil lytte til det ene eller det andet.

I den trængselstid, vi nu går ind i, vil kirkens børn se mere og pjaltede ud i denne verdens dystre øjne. For mange vil mene, ja, mange mener allerede, at kirkens mildhed er én af hovedgrundene til vores svaghed – og de vil længes efter et anderledes hårdhjertet syn på alt det, der sker omkring os.

Men børnene vil blive siddende dér, hvor de først har sat sig. Dag efter dag vil de byde os op til dans og lærer os at sørge over det mørke, der også bor i os selv.

Hvis vi ikke danser til deres klang og sørger over deres sang, vil det gå os ilde. Ja, det vil gå os, som de byer, hvor Menneskesønnen havde gjort sine mægtigste gerninger, men hvor man glemte ham og gik sine egne onde veje. For hvis vi hverken kender glædens dans eller sorgens klage, har vi i sandhed intet at leve for – og intet at dø på.

Vores vilkår og virkelighed er således tvedelt: Vi skal værne om alt det, der er vort; vi skal danne en skjold- og sværdvagt om det lyse Vesterland, hvis blomstervæld er frugter af martyrernes blod. Men vi skal også – ja, vi skal frem for alt – åbne både vore ører og hjerter for den dybe livsglæde og den angerfulde sorg, som lever og ånder i kirkens gamle ord til alle faldne gudebørn på denne gammel-unge jord. Kun hvis vi gør det; kun hvis vi forstår, at alting har sin tid – og at denne kamptid ikke kun kalder på vore væbnede viljer, men også på vores dans og klage, kan vi gøre os håb om at bevare det menneskeliv, som Gud har givet os ved sin Søn, Vor Herre, Jesus Kristus. Kun i Ham er der fred fra denne verdens død.

Det vidste vor egen kirkefader, Grundtvig, mere om end folk flest. Han kendte både til kampens knusende vilkår og fredens milde glæde – og han kendte til den rimkunst, der både stemmer hjertet til sorg og glæde. Derfor er det hans klang, vi som danske skal lytte til i alt det, der nu skal ske, og derfor er det ham, der nu får det sidste ord – inden Vorherre selv indbyder os ved sit bord:

 

Kamp er livets Kaar herneden,
altid midt i Dødens Lejr;
Livets Lyst det er dog Freden,
Frugt af Kjærlighedens sejr.
Hjærtedybet, Livets Kilde,
Alle Storværks Moderskjød,
derfor altid i det stille
nynner Fred! med Tone sød.

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.