Sofisme for de let øvede

En nyudgivet antologi ser nærmere på ytringsfrihedens begrænsninger. Men er antologien selv styret af begrænsninger, f.eks. af evnen til at forstå begreber og til at ræsonnere sammenhængende, dvs. intellektuelle begrænsninger? Det ser en anmelder nærmere på.  

Af Rasmus Pedersen

Ytringsfriheden til forhandling er en antologi om ytringsfrihed. Den har – som titlen antyder – til formål at nytænke ytringsfrihedens problemstillinger og få rusket op i en faglig diskussion af ytringsfriheden. En diskussion af ytringsfriheden kan aldrig stoppe ved blot at konstatere, at ytringsfriheden er hellig og dermed skal være ubegrænset, for der findes altid grænser for ytringsfriheden. Formuleringen kommer fra indledningen, hvor der også står hvilke skjulte grænser findes der? Vi skal have blik for ytringsfrihedens grænser – både de formelle og de uformelle. Her kan man roligt sige, at der er tale om et “vi”, der betyder “I”, og at “I” her refererer til de, der mener, danske aviser som udgangspunkt har lov til at trykke de satiretegninger, de vil. Da undertegnede falder i den kategori, skal jeg her forsøge at gengive nogle af bogens pointer – og ikke mindst forklare, hvorfor de er problematiske.

Begrebet ytringsfrihed

Overordnet kan man sige, at der i bogen generelt anvendes en enormt bred fortolkning af begrebet ytringsfrihed. Eksempelvis handler en af artiklerne (Lisa Villadsens) om, hvorvidt Marlene Wind fik begrænset sin ytringsfrihed da hun mødte stor politisk modvind efter at have udtalt sig som ekspert om grænsebomme. Flere opfordrede efterfølgende medier til ikke at anvende Marlene Wind som ekspert, og dette, også opfordringen i sig selv, må forstås i hvert fald som en mulig begrænsning af Marlene Winds ytringsfrihed. Retfærdigvis fælder artiklen ikke nogen dom i den anledning, men fremhæver det alligevel som et eksempel på, at ytringsfriheden er en bøjelig og pragmatisk størrelse. I en anden artikel – Michael Ejstrups – findes en længere passage med eksempler på ytringer, der ikke har været bredt accepterede i det offentlige rum, blandt andet et eksempel hvor en pakke med jødekager blev markedsført med teksten “Jødekager, bagt i gasovn” og under den efterfølgende debat fjernet af butikken. Her er igen tale om en begrænsning af ytringsfriheden, må man som læser forstå.

Men hvis begrebet ytringsfrihed bruges på en måde, så det må forstås at det er en begrænsning af virksomheders ytringsfrihed at de ikke kan skrive “jødekager, bagt i gasovn” på deres produkter, er ytringsfrihedsbegrebet efter min opfattelse så bredt, at det dækker absolut alle situationer, hvor vi af den ene eller anden grund afholder os fra at ytre os. Det vil eksempelvis sige, at det må forstås som en begrænsning af min ytringsfrihed, når jeg undlader at sige nogle ting på min arbejdsplads fordi det ikke ville være passende. Jeg tror også, forfatterne ville være nødt til at indrømme, at det principielt set er en begrænsning af min ytringsfrihed i deres forstand, hvis jeg for eksempel ringer til tv-avisen og beder om at få lov til at komme og fortælle om min nyeste opfindelse, som jeg gerne vil reklamere for på landsdækkende tv, men så afvises.

Det kan virke latterligt, men ikke desto mindre er det altså sådan, ytringsfrihed forstås i bogen: Enhver tænkelig situation, hvor der på en eller anden måde er en afstand mellem min lyst til at ytre mig og min mulighed for at nå en modtager, er en begrænsning af min ytringsfrihed. Men som eksemplerne oven for antyder, må en opfattelse af ytringsfriheden være enormt bred, når den skal rumme det, at enhver følelse af, at jeg ikke har lyst til eller mulighed for at udtale mig om noget, er nok til at tælle som en begrænsning af min ytringsfrihed. Angående denne enormt brede fortolkning af ytringsfriheden er der ikke meget andet at sige, end at den gør bogens hovedpointe helt enormt simpel, og gør det meget let at argumentere for, at ytringsfriheden ikke er hellig, som det udtrykkes. Argumentet lyder simpelthen, at det umuligt kan være sandt at ytringsfriheden er hellig, for vi kan finde så mange situationer, hvori den krænkes, som eksempelvis når der er visse ting, det ikke er socialt acceptabelt at sige i arbejdsmæssige sammenhænge.

Forenklet argumentation

Det ville være mere præcist at opstille argumentet således: I en meget bred forstand af ytringsfriheden er ytringsfriheden ikke hellig, for vi kan finde mange situationer, hvori den krænkes. Dette er for mig at se bogens hovedargument, og det argument, der skal overbevise os om det, der står i indledningen og på bogens bagside (at ytringsfriheden ikke kan være hellig, for der findes altid grænser for ytringsfriheden). Hvis det er rigtigt forstået, er det for det første en helt enormt indlysende pointe, som enhver er klar over. Vi véd alle, at vi indimellem begrænser vores ytringer af forskellige hensyn. Det er simpelthen at gøre sine modstandere helt exceptionelt dumme at fremføre det som en interessant pointe, de nok ikke havde tænkt over. Men når en politiker siger, at ytringsfriheden er hellig, er det selvindlysende, at vedkommende ikke samtidig mener, at vi aldrig begrænser vores ytringer. Mener forfatterne virkelig, at det blot er en form for kognitiv dissonans hos deres modstandere, som ikke har tænkt sine egne synspunkter igennem? Det er at fordumme sine modstandere, snarere end at prøve at forstå deres position.

For det andet er det argument komplet irrelevant for den diskussion af ytringsfrihed, der med jævne mellemrum har været ført i den danske offentlighed siden Muhammedtegningerne. Denne debat handler om ytringsfrihed i en langt snævrere forstand, hvor begrebet bruges om juridiske begrænsninger af ytringer. Men så er argumentet om, at ytringsfriheden altid har grænser faktisk slet ikke så let at gennemføre, fordi det slet ikke er så indlysende at den juridiske ytringsfrihed har grænser – med nogle enkelte undtagelser, vi alle kender, i form af opfordringer til vold o. lign. Det ses blandt andet ved, hvor besværligt det er at begynde at føre eksemplerne fra bogen over i den faktiske diskussion omkring Muhammedtegningerne; kan det faktum, at Marlene Wind stod i fare for at miste sin lette adgang til nationale medier som EU-ekspert på nogen måde fungere som et argument for, at det var en dårlig idé at trykke Muhammedtegningerne? Det er meget svært at se.

Begrebsforvirring

Kort sagt bygger bogens væsentligste argument altså på en kortslutning af to begreber – en snæver og bred forståelse af ytringsfrihed – som gør, at fortalerne for det synspunkt, bogen er skrevet imod, umuligt kan føle sig ramte. Det, man her savner i bogen, er en klar definition af hvad, man egentlig forstår ved ytringsfrihed. Det er påfaldende, at der ikke reflekteres over dette hverken i indledning eller i artiklerne. For nu at give læseren et eksempel på, hvordan denne argumentatoriske kortslutning i praksis fungerer i bogen, følger her et citat, også fra indledningen:

Hvad er der, [sic] der gør, at nogle har lettere ved at komme til orde end andre, når grundloven – og senere også Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – nu så fint garanterer ytringsfriheden?

Det er vel det faktum, at det på ingen måde er impliceret af hverken Grundloven eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions garantier af ytringsfriheden, at alle skal have lige let ved at komme til orde. De to ting har faktisk absolut intet med hinanden at gøre. Men hvis man anlægger den meget brede forståelse af ytringsfriheden, at den skal garantere at alle kan komme til orde i alle sammenhænge når de gerne vil, er det rigtigt, at det er mærkeligt. Oprigtigt talt er det svært ikke at blive lidt provokeret som læser af, at en så ulogisk slutning (Grundloven garanterer ytringsfriheden -> alle har lige let ved at komme til orde i alle sammenhænge) forsøges maskeret, uden at det overhovedet forklares, hvad denne slutning baserer sig på, ikke mindst når det ironisk-kække så fint indsættes for at understrege, hvor meningsløs Grundloven er i den sammenhæng. Det er dog tydeligvis forfatteren selv, der har misforstået sammenhængen mellem de to.

Ytringsfrihed og magt

Hermed nok om bogens mangler. For selv om bogens brede forståelse af ytringsfrihed ikke fungerer som argument for, at ytringsfriheden altid har grænser, argumenterer den rigtigt nok for, at ytringsfrihed ikke er nogen garanti for hverken en god eller tilgængelig offentlig debat. Som bogen flere steder påpeger, er den offentlige debat domineret af magtstrukturer, der klart begrænser hvilke typer af ytringer, der er legitime, og hvilke personer og samfundsgrupper, der får mest taletid. Af den grund kan man også sagtens have formel ytringsfrihed uden at føle at ens synspunkt bliver hørt og taget alvorligt. Det skyldes – efter undertegnedes opfattelse – blandt andet, at de grupper, der dominerer medieinstitutionerne naturligt nok påvirker, hvem der dominerer mediebilledet.

Problemet med antologien er således ikke den anden pointe, at mediebilledet i praksis er en kampplads, der indeholder sine egne magtstrukturer. Problemet er, at dette bruges som et argument for, at ytringsfriheden altid har grænser – og vel værre endnu: antyder hermed, at den juridiske ytringsfrihed bør begrænses. Jeg tror snarere, det er omvendt: at en høj grad af ytringsfrihed udjævner den magt, det offentlige rum placerer hos medier og politikere.

Ejvind Hansen (red.): Ytringsfriheden til forhandling. Hans Reitzels forlag, 2013. 

Rasmus Pedersen er cand.mag. i filosofi og redaktør ved nærværende tidsskrift.