Nationalkonservatisme og islamismekritik

1. juni 2016
3 minutters læsetid

Forholdet til islam og islamismen splitter de borgerligt sindede, og gør fronterne utydelige. Kun konservatismen – måske mere nøjagtigt nationalkonservatismen – tør skære igennem og rette den nødvendige kritik, både mod de indre og ydre kræfter, der truer med at opløse Danmarks kernekultur.

Af Jesper H. Frederiksen og Caspar Stefani

I den seneste tid har flere liberale debattører udtrykt bekymring for, hvordan islamkritikere og EU-modstandere dominerer debatten, og hvordan nationalkonservative holdninger presser nominelt liberale partier, hovedsageligt forstået som værende Liberal Alliance, men i visse tilfælde også regeringspartiet Venstre, i den fortsatte debat omkring flygtninge og migrantkrisen. Senest har Amalie Lyhne i sit Berlingske-blogindlæg Hvid Fløj, sorte holdninger (31. marts) kastet sig ud i at drage konklusioner, der tydeligt viser en – lad os kalde det – liberal forståelse af, hvad det vil sige at være nationalkonservativ. Den ungliberale debattør Rasmus Brygger har for nylig meldt sig ud af Liberal Alliance med den begrundelse, at han mente partiet havde bevæget sig for meget i, hvad han betegner som en nationalkonservativ retning.

 

De to liberale har naturligvis ret i, at man som nationalkonservativ – eller slet og ret bare som konservativ – af indlysende årsager må kritisere den totalitære ideologi og trussel for samfundet som islamisme udgør, lige som alle andre totalitære ideologier i øvrigt. Der hvor Lyhne, Brygger m.fl. går galt i byen er når de konkluderer, at alle, der bedriver islamkritik, åbenbart er nationalkonservatisme. Derved udelukker de, at andre ideologiske strømninger kan repræsentere disse synspunkter og samtidig reducerer de konservatisme til alene at omhandle islamkritik og modstand mod masseindvandring og EU.

Islamismekritik på forskellige præmisser

Begge påstande er forkerte og bør behandles trinvist. Lad os begynde med antagelsen om, at islamismekritikere per definition må defineres som nationalkonservative. Ud fra den opfattelse skulle f.eks. satiremagasinet Charlie Hebdo være nationalkonservativt; journalisten Søren K. Villemoes og socialdemokraten Mattias Tesfaye ligeledes. De er alle tre aktører, der har markeret sig tydeligt ved, både markant og intelligent, at kritisere den totalitære islamisme, men de er også alle tre aktører, der næppe ville definere sig som som repræsentanter for nationalkonservatismen. Charlie Hebdo er et selverklæret socialistisk og dermed ateistisk satiremagasin, og magasinet bedriver deres islamismekritik udfra den klassiske marxistiske tradition, der ønsker at frigøre mennesket fra bl.a. religiøse bånd og vildfarelser, der ifølge dem bruges til at fastholde folket i armod og undertryggende strukturer. En socialist, der har forstået sin egen ideologi, vil skulle anfægte enhver religion, kristendom såvel som islam.

I Liberal Alliance kender vi de to folketingsmedlemmer Merete Riisager og Henrik Dahl som skarpe og saglige islamismekritikere. De ville formentlig også benægte at være nationalkonservative, men begrunde deres islamismekritik, dels ud fra ren og skær entydig historisk evidens, dels ud fra det liberale standpunkt, at hvorend man ser at islamismen har gjort sit indtog i den vestlige verden, er den personlige frihed blevet krænket. Riisager og Dahl vil som liberale naturligvis mene, at personlig frihed skal værdsættes og forsvares og de ytrer sig dermed fuldstændigt i overensstemmelse med den liberale tradition, der rækker tilbage til før liberalismen blev perveret til grænseløs utopisme.

De konservative kendetegn

De rækker tilbage til den klassiske politiske liberalisme, der opstod i nationalstaternes tid og hvor frihedsrettigheder blev beskyttet af loven, som i sagens natur galdt indenfor statsmagtens jurisdiktion. Når en stærk gruppering – som f.eks. voldelige islamister og deres parrallelle shariaretssystemer – truer statens voldsmonol, og dermed garanten for borgernes frihedsrettigheder, må man altså som liberal reagere imod denne voldelige gruppering. Den anden fejlslutning, der begås, er antagelsen om, at for nationalkonservatismen er islamismekritik og modstand mod islamisering det centrale. Sådan forholder det sig ikke. Men modstand mod islamisering er en naturlig konsekvens af det, der netop er det centrale for konservatismen: at bevare Danmark som nation og forsvare den danske, evangelisk-lutherske kernekultur. Følgelig må man altså som konservativ naturligvis reagere imod konsekvenserne ved overdreven masseindvandring fra tredjeverdenslande.

Vi ser denne reaktion fra de konservative folketingsmedlemmer Rasmus Jarlov og Naser Khader, og her er det helt tydeligt, at de gang på gang gør opmærksom på, hvordan masseindvandring og islamisme eroderer den tillidskultur, der har eksisteret i Danmark igennem århundreder. For dem som konservative er det altså det kulturelle aspekt, der er det afgørende. Derfor vil en konservativ ikke alene markere sig med modstand mod islamisering, men han vil ligeså påpege risiciene ved et kulturelt forfald i almindelighed og ved det multikulturelle samfund. Dette forfald kan komme fra kulturradikalisme, erosionen af traditionelle myndigheders autoritet, det være sig politi, retsvæsen eller kernefamilien, der tømmes for funktioner. Disse trusler mod den danske kernekultur er alle at betragte som så alvorlige som – omend ikke så presserende – stigende islamisering. Deri adskiller den nationalkonservative islamismekritik sig fra de øvrige ideologiers kritik, og dette lader tilsyneladende til at være gået Lyhne, Brygger med fleres næse forbi.

Jesper Holm Frederiksen og Caspar Stefani er hhv. formand for Konservativ Ungdom i Randers og fhv. formand for Konservativ Ungdom i København.

 

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside