Kontrast-ideologen Hans Hertel

Hans Hertel har anmeldt Manden, der overlevede sin skæbne i Politiken og er i den forbindelse fremkommet med urigtige oplysninger. Hertel har i avisen afvist vores kritik. Vi har desværre ikke fået lov til at svare Hertel i avisen, men her følger et svar fra bogens forlagsredaktør Christian E. Skov.

[opdatering: Avisen har per 3/6 bragt en kortere udgave af det nedenstående svar.]

Hans Hertel har svaret på min kritik af hans anmeldelse af ”Manden, der overlevede sin skæbne”. Jeg havde håbet, at det kunne på blive begyndelsen på en reel debat om Harald Nielsen, men jeg må nok indstille mig på, at det ikke kommer til.

Hertels svar har både skuffet og chokeret mig. I stedet for at trække sin absurde beskyldning om vores heltedyrkelse af Harald Nielsen – herunder hans antisemitisme – tilbage, fremturer Hertel hæmningsløst. Han vil slet ikke acceptere vores kategoriske afvisning af hans motivanalyse, men lader som om, at han ikke har hørt den. Nuvel, der er ingen grund til at gentage sig selv, derfor skal jeg kun sige, at vi helt afviser at skulle have behov for at retfærdiggøre os over for hans insinuationer. De er det rent ud sagt ikke værd. Med andre ord, når vi engang har afvist, at dyrke Harald Nielsen som helt eller idol, så er det meningsløst at blive ved med at spørge os, hvordan vi dog kan finde på at dyrke ham som helt eller idol, ligesom det er meningsløst at efterlyse en slags afhandling om, hvilke sider af Harald Nielsen, vi – dvs. forlaget – mener kan bjærges og bruges i dag.

Når jeg alligevel svarer den tungnemme litterat, skyldes det alene, at Hertels duplik, ligesom hans oprindelige essay, indeholder en mængde graverende fejl og fordrejninger, som det er nødvendig at påpege.

sjusk, uvidenhed og lånte fjer

Et af de mest åbenlyse eksempler på, at Hertels forsøg på at bedrive en mistankens hermeneutik køres ud over afgrunden, fordi han har for meget fart og for lidt retningssans, er passagen: ” Nu modificerer Skov det med, at manden også var en »problematisk« skikkelse og endte i »galoperende antisemitisme«. Det tør siges. Det er en indrømmelse – tak…”

Her postulerer Hertel altså, at det skulle være et udslag af en pludselig – og man tænker taktisk – moderation af vores Nielsen-begejstring (altså den Hertel har drømt frem), når jeg i mit svar til ham skriver, at Nielsen var galloperende antisemit. Hertel vil gerne lade det fremgå, at vi har forsøgt at feje Nielsens antisemitisme ind under gulvtæppet, og at det er hans – dvs. Hertels – essay, der nu har fået undertegnede til i hændervridende fortvivlelse at moderere vores begejstring med en indrømmelse til Hertel.

Men det er en påstand, hvis tåbelighed kun overgås af dens uforskammethed.
For det første omtalte vi allerede – i modsætning til hvad Hertel vedholdende hævder – Harald Nielsens antisemitisme, da vi annoncerede vores udgivelse af bogen. For det andet har vi flere gange i Årsskriftet Critique og Replique behandlet Nielsen – og hver gang med en kritik af hans antisemitisme. Endelig har jeg personligt kritiseret Nielsens antisemitisme i et interview i Weekendavisen i forbindelse med bogens lancering, hvor jeg sagde stort set det samme, som jeg gør i den indrømmelse, Hertel bilder sig ind at have trukket ud af mig. Interviewet kan læses her.

Kan det være uvidenhed, når Hertel glemmer at nævne dette. Næppe, for Hertel henviser flere gange til den artikel, som interviewet er en del af. Hertel har altså læst det, men vælger at se bort fra det. Han fortier dette ubekvemme forhold, og denne fortielse er ganske alvorlig. For i interviewet identificerede jeg præcis samme udvikling i Nielsens antisemitisme, som Hertel hævder at have opdaget i Politiken flere måneder senere. Nemlig den, at Nielsens antisemitisme lå latent i den form for biologiseret organisk nationalisme, der var omdrejningspunktet for den antiliberale konservatisme i begyndelsen af det 20. århundrede.

Fortielsen peger på et andet og mere principielt  problem i Hertels essay: Selvom han puster sig op som en vældig påfugl, står det klart for enhver, der har beskæftiget sig med emnet, at han pynter sig med lånte fjer. Hertel gør således et stort nummer ud af at have fundet antisemitiske træk i Nielsens tidlige forfatterskab. Men det er ikke noget nyt. Idéhistorikeren Mikkel Thorup har for år tilbage identificeret de præcis samme træk, historikeren Lene Sofie Bak har beskæftiget sig indgående med Nielsen antisemitisme, og så kan jeg da i al beskedenhed nævne, at jeg selv har behandlet spørgsmålet om Nielsen og den antiliberale konservatismes antisemitisme i min egen ph.d.-afhandling fra 2013, ligesom jeg i en lang række forskningsartikler i danske og internationale publikationer har beskæftiget mig med den antiliberale konservatisme problemer.

Enten fortier Hertel sit kendskab til de nævnte kilder, eller måske kender han slet ikke til forskningssituationen. Jeg ved ikke, hvad der er mest alvorligt. Under alle omstændigheder kaster det et mærkeligt skær over den domfældende autoritet, Hertel forsøger at gestalte.

Hertels tendens

Det mest problematiske er imidlertid, at Hertel end ikke magter at skelne mellem det at dokumentere Nielsens historiske betydning for senere konservatisme og det at fejre den eller advokere for, at han skal have en betydning. Det kan også være, at Hertel, der jo trods alt er velmeriteret forsker, faktisk magter denne skelnen, men så er sagen så meget desto værre, for så er det et bevidst valg at fordreje sagen og skyde os et dystert motiv i skoene.

Motivanalyse er en disciplin, man skal holde sig fra, men jeg tillader mig at gætte på, at det sidste er tilfældet, for ingen får tvivle om Hertels evner.

Hertels anmeldelse og duplik afslører sig da som tendentiøs. Hertel fremstår som den skråsikre dommer, der på forhånd har besluttet, at den anklagede, dvs. os, i hvert fald skal kendes skyldig i et eller andet. Kan det ikke blive for at advokere for Harald Nielsen, må det blive noget andet. Derfor glider Hertel i løbet af sit svar over i det absurde synspunkt, at forlaget Munch & Lorenzen på en eller anden vis skal stå til regnskab for – eller afgive forklaring på vegne af – den samlede danske nationalkonservatisme, ligesom denne nationalkonservatisme skal stå til regnskab for den ældre Harald Nielsens bitre jødehad.

Det hele er ifølge Hertel en tilståelsessag, for når vi hævder Nielsen historiske betydning for moderne nationalkonservatisme, medgiver vi samtidig, at moderne nationalkonservatisme er bestemt af den røde tråd fra Nielsen, i form af en kontrast-nationalisme, der hos Hertel forbindes til antisemitisme; og fordi vi, ifølge Hertel, er nykonservative, og fordi nykonservatismen, ifølge Hertel, er nationalkonservatisme, så må vi alligevel stå til ansvar for Harald Nielsens antisemitisme.

Her er der kun et at sige: Vi vil ikke gå ind i en debat mellem Hans Hertel og den dansk nationalkonservatisme. Hvis Hertel vil bekæmpe nationalkonservatismen, står det ham frit for. Han kunne jo begynde med at dokumentere sin påstand om, at Harald Nielsens jødehad genfindes hos moderne nationalkonservative. Men det er ikke en debat, som Munch & Lorenzen spiller en rolle i. Vi har ikke tænkt os at agere stand-in for Hertels ideologiske fjendebillede.

Vores udgangspunkt er konservativt i bred forstand, men vi er ikke et snævert nationalkonservativt foretagende. Vi er ikke et ideologisk forlag, men et forlag, der arbejder på baggrund af en vision, der har sin udspring i grundanskuelse. Vi er ikke et forlag, der vil prædike konservatisme, men et forlag, der har gjort konservatismens idéhistorie til en af vores nicher.

Vores mål er at udgive gode bøger med relevans for en kritisk borgerlig offentlighed. Så simpelt er det i virkeligheden.

Mit råd til Hertel

Det forstår Hertel måske ikke. Eller også gør han, og så mærker man jo hensigten og så videre. Så drejer Hertels mange ord sig nemlig kun om et: at søle sine ideologiske modstandere til, at kujonere dem ved at associere dem til antisemtisme. Men denne bestræbelse er både uhæderlig og uværdig.

Jeg kan for mit vedkommende kun give Hans Hertel ét råd: “se dig selv dybt i øjnene og overvej, hvad du finder, overvej om det ikke er dig, der er forblændet af en ”kontrast-ideologi”, at det i virkeligheden er dig, der lever af at ”udpege fjender, de fremmede og de forkerte.”