Et opgør med forsvarsnihilismen eller en taktisk brøler?

10. juni 2016
4 minutters læsetid

Redaktør Christian E. Skov skriver om kampflyaftalen og kritikken af Det Konservative Folkeparti.

Gårsdagens nyhedsstrøm var fuld af det. Morgenens aviser er fulde af det. Det politiske kommentariat har sat summen af sin opmærksomhed ind på beslutningen om at købe 21 – ikke 27 – nye kampfly. Men mere interessant end selve aftalen er for kommentariatet Det Konservative Folkepartis historiske beslutning om ikke at underskrive aftalen.

Ifølge Berlingske Tidendes politiske kommentator, der kalder sig Thomas Larsen, er her tale om et “konservativt selvmål, ”

Ifølge Hans Engell, der kalder sig politisk kommentator, er det “en skæbnesvanger beslutning” at træde ud af forsvarsforliget. Og den bekymrede forhenværende politiske leder for partiet sætter trumf på ved at slå fast: “Det er en historisk beslutning, der er truffet i dag, for det er første gang nogensinde, at Det Konservative Folkeparti ikke er med i en forsvarsaftale”.

Endnu mere opsigtsvækkende er historien ifølge TV2, der præsenterede sine 22-nyheder med den korte konstatering, at De Konservative ikke længere var et forsvarsvenligt parti.

Ja, det er i sandhed en historisk dag. Hvis altså alt dette var andet end Venstre-spin.

Det substantielle argument

Sagen er i virkeligheden enkel. Der er indgået en aftale om køb af nye kampfly. Denne aftale vil drastisk forringe Danmarks operationelle kapacitet i luften. Forsvaret får godt nok nye kampfly – og det er bestemt nødvendigt – men samtidig får de færre, end de har i dag. Altså er der tale om en begrænsning af vores muligheder for at forsvare dansk luftrum og deltage i internationale missioner.

Samtidig skal indkøbet finansieres inden for rammerne af det gældende forsvarsforlig. Det vil sige, at forsvarets øvrige budgetter skal slagtes for at finansiere en drastisk forringelse af luftvåbenets kapacitet.

Og for at føje spot til skade er der alvorlig tvivl om, hvorvidt købet af flyene overhovedet kan holdes inden for budgettet.

Aftalen om indkøb af nye kampfly er altså ikke et udtryk for forsvarsvilje og politisk ansvar, men forsvarsnihilisme og politisk uansvarlighed. Alene derfor bør et forsvarsvenligt parti holde sig på lang afstand og lade scavenidernes slægt bære ansvaret for denne historiske fejltagelse.

Det historiske argument

Hvad med det historiske argument? Er det sandt, at det er første gang nogensinde, at De Konservative er sat uden for døren i dansk forsvarspolitik?

Nej, det er faktuelt forkert. Og ikke alene det, faktisk er der historiske fortilfælde for partiets stilling i denne sag.

I 1932 stod partiet således udenfor, da Stauning-Munch og Venstre ødelagde ethvert håb om et virksomt dansk eksistensforsvar – hvad vi kom til at betale prisen for mindre end 8 år senere. 3 år forinden, i 1929, havde De Konservative væltet en Venstre-regering pga. strid om tillægsbevillinger til forsvaret. Vurderingen fra partiets formand John Christmas Møller var, at partiet – og Danmark – ikke havde råd til at gå på kompromis. Forsvarssagen var livssagen, og partiets eksistensberettigelse lå i ikke at gøre knæfald på lige netop dette område.

Når De Konservative siden har været en fast del af forsvarspolitikken skyldes det først og fremmest, at erfaringerne fra Besættelsen og Den kolde krigs hårde realiteter tilsammen skabte et nyt forsvarspolitisk klima, hvor der var bred enighed om, at landet måtte have et stærkt forsvar.

Siden Den kolde krigs afslutning er denne enighed smuldret. Det vil sige, enigheden er bestået, men den var ikke længere en enighed om et stærkt forsvar men enighed imod et stærkt forsvar. Mon ikke også De Konservative i mange år under globalismens fanfarer havde skudt forsvarssagen i baggrunden og glemt, at fædrelandskærlighed udtrykker sig i viljen til at værne om fædrelandet i en farlig verden?

Snarere end et brud med partiets historie er kritikken af kampfly-aftalen et udtryk for, at partiet måske er ved at søge tilbage til sit udgangspunkt: kravet om et stærkt dansk forsvar.

Det taktiske argument

Er det så taktisk fornuftigt? Har Thomas Larsen ret i, at dette føjer sig ind i fortællingen om partiets nedtur?

Jeg tror – og min tro er nok ligeså kvalificeret som Larsens “analyse” – at forsvarssagen i den danske befolkning er en død sild. Derfor kan det meget vel være, at De Konservative ikke vinder på kort sigt ved at stå fast. Særligt ikke nu hvor det i høj grad er lykkedes for Venstres spin-maskine at gøre dette til en historie om en taktisk brøler snarere end en historie om Danmarks muligheder for at forsvare sig selv.

Men Thomas Larsens analyse baserer sig på den problematiske præmis, at Det Konservative Folkeparti skal være “borgerlige stemmer, der arbejder”. Denne selvforståelse, som bestemt findes i partiet og har rødder i partiets historie, er imidlertid en del af partiets problem, for det var en selvforståelse, der stammer fra en tid, hvor partiet rutinemæssigt fik 15-20 procent af stemmerne.

Nu har De Konservative i omegnen af 3 procent og de bliver nødt til at understrege deres relevans. Hvorfor skal der være et konservativt parti, hvis ikke det vil føre konservativ politik? Partiet har slet og ret brug for at vise kant og opretholde en selvstændig profil. Derfor har De Konservative ikke råd til at indgå i politiske forlig, der binder partiet til en politik, det ud fra sit udgangspunkt ikke kan støtte.

Og derfor er partiets ageren i denne sag ikke udtryk for en taktisk brøler, men et led i en nødvendig bevægelse fra teknokratisk systemparti til konservativt idéparti.

Kort sagt: Det Konservative Folkeparti har langt om længe lært at sige “nej” og med dette “nej” har partiet understreget, hvorfor det er til.

På længere sigt kan det kun være en fordel.

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside