Republikansk nedsmeltning

Der er ikke godt nyt for konservative kræfter, at Trump nu bliver Republikanernes præsidentkandidat.

Der er ingen tvivl nu. Trump bliver det republikanske partis præsidentkandidat efter hans primære modstander, den konservative Texas-senator Ted Cruz har trukket sig oven på sit forsmædelige nederlag i Indiana i går.

Det er ikke godt nyt for Det republikanske parti eller for konservative kræfter, heller ikke herhjemme. For Trump er ikke konservativ, men konservatismens banemand.

Det er lykkedes Trump at knække modstanden fra Republikanernes NeverTrump-fløj, hvis kerne er den konservative bevægelse, som siden 1960’erne har været en central del af partiets intellektuelle og politiske bagland. Deres sidste håb består i at mane en konservativ kandidat frem og lade ham opstille uden om de to partier. Selvom denne løsning har en stærk fortaler i Bill Kristol, redaktør for det konservative tidsskrift The Weekly Standard, er det næppe en plan, der har sin gang på jord.

Trump vinder i stigende grad støtte fra Det Republikanske partis etablerede kræfter, der har set, hvad vej vinden blæser. Selv Marco Rubio er blevet blød i knæene. Støtten til en uafhængig konservativ kandidat vil blot tjene marginalisere partiets trængte konservative kræfter yderligere.

Dystre udsigter med Trump

Hvad betyder Trumps sejr?

For det første er der ikke noget, der tyder på, at han kan slå Hillary Clinton. Alle meningsmålinger (undtagen en enkelt) har vist, at han halter langt bag efter Clinton i vælgeropbakning.

Der er ingen grund til at tro, at det ændrer sig markant.

I sit opgør med Det Republikanske partis konservative har han nydt godt af støtte fra de store landsdækkende medier, hvis sympati ligger ved centrum-venstre. Men hvad vil det betyde for Trump, når de vender sig imod ham og slår ring om Clinton?

Og hvad vil det betyde for Trump, at flertallet af republikanske vælgere gerne havde set en anden præsidentkandidat end Trump? Selvom ”The Donald”s sejr kan slå os som overvældende, er det værd at bide mærke i, at Trump aldrig har formået at samle et flertal af de republikanske stemmer. Mange republikanere vil blive hjemme eller endog stemme demokratisk med Trump som partiets kandidat.

Det republikanske partis popularitet i befolkningen er også for nedadgående med Trumps sejr. Mens det er sandt, at han har formået at trække nye vælgere til partiet og aktivere en ulmende utilfredshed blandt USA’s aldrende, hvide arbejderklasse, så skræmmer han endnu flere væk.

Republikanernes demografiske problem

En undersøgelse fra Pew har vist, at kun 33 procent af vælgerne har en positiv opfattelse af Republikanerne, mens hele 62 har en decideret negativ opfattelse. (De tilsvarende tal for det demokratiske parti er 50 og 45). Også blandt partiets egne vælgere er tendensen klar. Stadig færre har en positiv opfattelse af partiet. Trumps succes har forværret et allerede alvorligt problem drastisk.

Republikanerne er i forvejen et parti med store demografiske udfordringer, fordi de står til at tabe stadig flere vælgergrupper.

Kvinder hælder mod Demokraterne, særligt de ugifte, som der bliver stadig flere af. Unge hælder mod Demokraterne, og den unge generation, de såkaldte “Millennials” er nu den mest talrige gruppe i den amerikanske befolkning – heldigvis for Republikanerne stemmer de ikke. Højtuddannede hælder mod Demokraterne og dem bliver der også stadig flere af.

Og så er der minoriteterne, hvis antal allerede er stort og vil blive drastisk større som følge af det, demografer har kaldt ”the browning of America”. Også de støtter demokraterne. Sorte stemmer næsten En bloc demokratisk. Latinamerikanere hælder kraftig mod Demokraterne, og Trump er med sin hårdkogte anti-immigrationspolitik næppe manden, der kan bringe dem ind i folden. Tværtimod.

Republikansk selvdestruktion

Trump er udtryk for en konservativ reaktion på den økonomiske, kulturelle og demografiske udvikling i USA, som det ikke er vanskelig at forstå. Hans succes er også udtryk for, at Republikanerne og den konservative bevægelse har sovet i timen.

Men Trump er ikke et redningsbælte for USA’s konservative.
Trump er et bombebælte: en farlig populist, der tager fat om reelle problemer men ikke afgiver reelle svar. Nu har de Republikanske vælgere så taget bæltet på, når de til November hiver i snoren bliver det spændende at se, hvad der sker.

Den anerkendte konservative skribent George Will har givet sit bud i Washington Post:

“Trump would be the most unpopular nominee ever, unable to even come close to Mitt Romney’s insufficient support among women, minorities and young people.

In losing disastrously, Trump probably would create down-ballot carnage sufficient to end even Republican control of the House. Ticket splitting is becoming rare in polarized America: In 2012, only 5.7 percent of voters supported a presidential candidate and a congressional candidate of opposite parties.

At least half a dozen Republican senators seeking reelection and Senate aspirants can hope to win if the person at the top of the Republican ticket loses their state by, say, only four points, but not if he loses by 10.

A Democratic Senate probably would guarantee a Supreme Court with a liberal cast for a generation. If Clinton is inaugurated next Jan. 20, Merrick Garland probably will already be on the court — confirmed in a lame-duck Senate session — and Justices Ruth Bader Ginsburg, Anthony M. Kennedy and Stephen G. Breyer will be 83, 80 and 78, respectively.”’

Resultatet af Trumps sejr kan meget vel blive marginaliseringen af den konservative bevægelse i Det republikanske parti, sejr til en upopulær demokratisk præsidentkandidat, tabet af det republikanske flertal i kongressen og en venstreorienteret, aktivistisk højesteret, der i generationer vil bruge sin magt på at føre kulturkamp mod de værdier, konservative står vagt om.