Opgør med narcissismen

Præst og debattør Sørine Gotfredsen er aktuel med bogen Løft blikket. Udgivelsen er en diagnosticering af og et opgør med tidens narcissistiske tendenser, hvor mennesket i sin selvoptagethed glemmer at rette blikket ud imod sin næste og op imod Gud.

Af Mikkel Bjørn Sørensen

Begrebet narcissisme har dets oprindelse i den græske mytologis legende om Narcissus. En gudesøn så opslugt i benovelse over sig selv, at han bliver dømt til for evigt at elske sit eget spejlbillede. Løft blikket er en bog om tidens selvkredsende narcissisme og faren ved at leve i en verden, hvor bundetheden til en højere autoritet og hensynet til næsten er blevet erstattet til fordel for en fremherskende optagethed af det indvortes. Gotfredsen analyserer med udgangspunkt i litteratur og anekdoter fra eget liv – og i erkendelse af også selv at være opslugt af narcissisme – et moderne og individualistisk samfund, hvor udfoldelsesmulighederne for selviscenesættelse er flere end nogensinde før, og hvor vi i vores løsrevethed risikerer at miste noget af livets fylde: ”Det ligger i vor tids ånd, at hvis man er bundet, er man i uværdig grad forhindret i at udfolde sin personlighed og selv definere, hvad der skal være af betydning.

Vi lever i en tid, hvor teknologiske fremskridt konstant gør det nemmere og enklere at skabe opmærksomhed omkring sig selv – og hvor det i mange sammenhænge ligefrem er en nødvendighed, hvis man vil begå sig både privat og karrieremæssigt.  Endvidere lever vi i en tid præget af aversion mod alt, der hævder at definere en større virkelighed end den vi selv skaber. Hvor vi bestræber os på ikke at ligge under for det overleverede – og hvor vi i høj grad opfordres til at udvikle os i uafhængighed.

Georg Brandes’ tro på, at mennesket kunne udvikle sig i uafhængighed, uden dybere kulturelle og religiøse rødder, står ifølge Gotfredsen i direkte kontrast til Luthers tænkning, der tager udgangspunkt i erkendelsen af synd – og dermed bundetheden til Gud og fordringen om næstekærlighed.

Modernitet og narcissisme

Det er en gennemgående pointe for Gottfredsen, at især moderniteten har været medvirkende til narcissismens hastige udbredelse. Oplysningstidens fornuftsidealer, og især Georg Brandes’ ønske om menneskets frisættelse, tilskrives en del af skylden for udviklingens hast. Georg Brandes’ tro på, at mennesket kunne udvikle sig i uafhængighed, uden dybere kulturelle og religiøse rødder, står ifølge Gotfredsen i direkte kontrast til Luthers tænkning, der tager udgangspunkt i erkendelsen af synd – og dermed bundetheden til Gud og fordringen om næstekærlighed. Syndefaldet fremhæves dog også som den egentlige og dybereliggende årsag til den selviagttagende position, der i højere grad vinder frem i denne tid. Her vendes blikket definitivt væk fra en uskyldsren betragtning af Gud – og ind mod os selv.

Selviagttagelsen bliver et foruroligende problem, fordi den får os til at glemme vigtigheden af at have blikket rettet mod næsten. Det skaber en risiko for at ende i en tilstand af konstant søgen efter anerkendelse. En tilstand, hvor vi ikke længere ser medmennesket som en person, vi er forpligtede på, men i stedet en person, vi kan bruge som personlig målestok for vores eget ideal. For som Gotfredsen skriver: ”Jo mere, man er beskæftiget med sig selv, desto mindre har man blikket rettet mod den anden.

Den sande moral

Når Gotfredsen kritiserer narcissismen gøres det ikke alene ud fra en opfattelse af et stort fokus på det ydre – men i ligeså høj grad et fokus på det indre. En udvikling, hun især tilskriver 70’ernes opgør med dannelsestænkning og autoriteter. En tid, hvor individet kom i centrum, og hvor tænkningen virkede som en evig kilde til bekræftelse angående dette at være noget særligt. Det store identitetsfokus gjorde sig især bemærket under 1980’ernes store debat om indvandring og flygtningepolitik, hvor navnlig Søren Krarup kritiserede det at indlade sig på følelsernes regimente i forhold til det overordnede politiske ærinde.

Det er Gotfredsens pointe, at mange mennesker i dag fortabes i deres eget narcissistiske selvbillede. Et selvbillede, hvor det handler om at præsentere sig selv som ”det gode menneske”, der er indehaver af den sande moral:

Den dybe trang til at kunne se sig selv i et godt lys afslører nemlig for os, hvordan vor tids narcissisme er blevet forsynet med en moralsk dimension. Det handler ikke kun om selvforelskelse, men også om at vide sig elsket for sit rene sindelag.

Det er en farlig form for farisæisme, for som Krarup – med udgangspunkt i Luther – fremhæver, så er det ikke menneskets opgave af definere sin egen målestok for moral. Vi må forlige os med, at vi er syndige, og i kraft af denne erkendelse håbe på Guds tilgivelse. Gotfredsen ser med beundring på Krarups virke som forsvarer for det givne og hans kritik af personer, der – som Thomas Müntzer – i deres følelsers vold mister blik for sagen.

Vi risikerer, i vores iver for at efterleve den sande moral, at reducere næstekærlighedsfordringen til en kappestrid om, hvem der er det bedste menneske. Ikke alene fjerner det den nødvendige mængde af nøgternhed, der bør være forbundet med enhver problemstilling, men det fjerner værst af alt enhver afskygning af reel kærlighed til næsten. Hvis vi ophøjer næstekærlighedsbregrebet til et generelt princip, som mange dengang og i dag forsøger, så tømmes det for mening.

Mennesker i dag ser sig sjældent placeret i slægtens gang eller historien – og nok endnu sjældnere føler de, at de har en forbundethed til det nære samfund, som de er en del af. Mange opfatter sig selv som frie individer, hvis eneste opgave er at sikre sig selv den størst mulige grad af lykke i dette umiddelbare øjeblik.

Denne udhuling af begrebet ses i bogen som et direkte produkt af den fremherskende narcissisme. Det har nu mere betydning, hvor næstekærlig man præsenterer sig for omverdenen, end det har, om det overhovedet bunder i en reel kærlighed til næsten. Tidehverv og Søren Krarup har derimod, fra især 80’erne og op til i dag, været talerør for en radikalt anden opfattelse af næstekærligheden som en individuel pligt, fordret af Gud: ”At gøre den enkelte bevidst om, at man er bundet til livet, og at bevidstheden om forholdet til Gud er forudsætningen for i alvor at kunne udføre sin opgave i det.

Gotfredsen ser denne moralske narcissisme som et udtryk for, at vi reelt har afskaffet syndsbegrebet. Derfor dyrker vi tanken om, at vi med holdninger og handlinger kan realisere det gode – fordi mennesket har et grundlæggende behov for at møde tilgivelse. En tilgivelse, der tidligere havde sit udgangspunkt i Guds frelse, men som i dag efterspørges, når vi i en forsamling søger accept for vores handlinger. En tilgivelse, man jo selv er ophavsmand til – i kraft af, at man selv bestemmer, hvordan man præsenterer sig for disse mennesker.

Grundtvig vs. Kierkegaard

Løft blikket er en bog, der – udover at være spækket med personlige erfaringer – også drager nytte af både Luther, Kierkegaard og Grundtvig, når den beskæftiger sig med narcissismens væsen. Især forskellen mellem Kierkegaards og Grundtvigs tænkning bliver sat i fokus. To teologer, der til trods for deres enighed om, at mennesket skal forstå, at det står i forhold til noget større, er uenige om præmissen for, hvordan vi skal nå denne erkendelse.

… næstekærlighedsbregrebet bliver reduceret til noget instrumentelt, du kan benytte dig af, når du gerne vil fremhæve indholdet af din egen moral.

For Grundtvig er det afgørende, at bundetheden til Gud er en sandhed, der skal erfares gennem menneskelivet. Det fælles liv, hvor vi ikke blot søger at finde mening i os selv, men i samværet med andre. Grundtvig betoner vigtigheden af, at vi mennesker først og fremmest er mennesker. Mennesker, der ganske vist er skabt i Guds billede, men som skal lære Gud at kende gennem det liv, der udgør hans historie. For Grundtvig er det i høj grad afsondretheden, der kan lokke narcissismen frem i os, fordi vi gennem den foranlediges til at tro, at mennesket er en fri skabning, der kan eksistere på egne præmisser.

Tilbøjeligheden til afsondrethed er en udvikling, som Gottfredsen finder fremherskende i det moderne samfund. Ikke sådan forstået, at man ikke kommer andre mennesker ved. Men i fornægtelsen af det givne. Den vedkommenhed, der er forbundet med fællesskaber i dag, ender ofte uden værdi, fordi denne ikke tager udgangspunkt i en pligt, der gør det muligt for fællesskabet af udvikle sig naturligt. I stedet bliver fællesskabet et redskab for fremkaldelse af oplevelser. Mennesker i dag ser sig sjældent placeret i slægtens gang eller historien – og nok endnu sjældnere føler de, at de har en forbundethed til det nære samfund, som de er en del af. Mange opfatter sig selv som frie individer, hvis eneste opgave er at sikre sig selv den størst mulige grad af lykke i dette umiddelbare øjeblik. Begreberne medmenneskelighed og fællesskab består – men de tømmes for indhold, fordi de personer, der burde have opbygget en erfaringsmæssig forståelse for betydningen af disse, har haft for travlt med at pynte sig med selvsamme. Samtidig bliver næstekærlighedsbregrebet reduceret til noget instrumentelt, du kan benytte dig af, når du gerne vil fremhæve indholdet af din egen moral.

For Kierkegaard er det centralt, at mennesket lærer kærlighed til næsten. En lektie, der skal læres ved frasigelse af hensynet til sig selv – og ved at forlade sig på den styrke, der udspringer fra Gud. Vi må lære at modstå den absolut impulsive, selviske og kortsigtede udfoldelse. Vi må lide afsavn, hvis vi i sidste ende skal kunne få kærligheden og livsglæden tilbage som noget, der giver hele livet fylde – og ikke blot tilfører livet lykke i dette øjeblik. En modstand, der kun lader sig gøre som bevidst åndsmenneske med styrke til at modstå den typiske adspredelse: ”Tænk at være det menneske, der har styrke til at modsige sine umiddelbare behov og ikke falde for fristelsen til i et trængt øjeblik at konstruere en letkøbt retfærdiggørelse af dem.

Fælles for Grundtvig og Søren Kierkegaard er deres enighed om, at blikket skal rettes væk fra det indvortes – og ud mod Gud og næsten. At vi står i forhold til den magt, hvis vilje vi er skabt af.

Troens betydning

Det er et gennemgående tema i bogen, at det er gennem troen på, at vi har betydning i kraft af vores bundethed til Gud, at vi kan besinde os på hans kærlighed – og finde os tilrette i os selv. Uden denne er vi dømt til at leve et liv, hvor vi konstant må måle os med og søge anerkendelse hos vores medmennesker.

Den, der ikke har en højere myndighed at måle sig selv med, kommer nemt til at måle sig med de andre. Selvoptagetheden og den konstante bekymring angående, hvem man er, er ophævet, for i Guds hånd er man kun den, man fra begyndelsen er bestemt til at være.

Den fremherskende selviagttagelse fordrer, ifølge Gotfredsen, kun i endnu højere grad at vi står i forhold til noget større, idet den selvbetragtende adfærd blotlægger vort væsen for os selv og dermed øger behovet for tilgivelse fra – eller mere ophøjet moral overfor – vores medmennesker.

Når mennesket glemmer at rette blikket mod himlen, så er vi for alvor dømt til at fare vild i vores indre.

Problemet er imidlertid, at vi mennesker ikke selv kan udgøre den objektive kerne for god moral. Her er vores gode vilje ganske enkelt ikke stor nok, og vi er i for høj grad præget af narcissistiske tendenser. ”For når mennesket har øje for sig selv, går det fejl af, hvorfra livets kilde strømmer.”

Gotfredsen benytter sig hele bogen igennem af personlige anekdoter, der sætter hendes opfattelse af narcissismen i kontekst og samtidig beskriver, hvordan hun gennem livet har været præget af forskellige former for narcissisme. Bogen giver indtryk af en person – sådan beskriver hun det i øvrigt også selv – der på trods af glæden ved samtidens fremskridt har svært ved at finde sig tilrette i et moderne samfund, hvor man ikke i særlig høj grad bliver født ind i den form for bundethed, som man tidligere gjorde. En bundethed til sin slægt, sin historie, sit folk – og ikke mindst med en ophøjet myndighed som det forpligtende samlingspunkt.

På trods af dette er det alligevel vigtigt at forholde sig til den verden, hvori man er sat, og ikke drømme sig længere væk i utopiske fortidsverdener, end at man hele tiden er tro mod den sammenhæng, hvori man lige nu befinder sig. Sørine Gotfredsen har uden tvivl taget Søren Krarups tale om forpligtelsen på den nære virkelighed til sig. En forpligtelse man bedst kan efterleve, hvis man prøver at undgå konstant at måle sig med det omgivende.

Hvis Gotfredsen drager nogen konklusioner med bogen må det være, at livet er givet fra en dybere kilde end vi kan beskrive, og at vi må forlade os på tilgivelsen fra Gud. At vi må gøre vores for at være vidende om den konkrete kontekst, vi befinder os i, og den historie, der er forbundet hertil. For i mangel på viden om historien, må man i stedet klamre sig til nutiden – med et håb om, at personligheden i sig selv er nok.

For Gotfredsen er det en fordring, at enhver der – på trods af nutidens frigjorthed og modernitet – stadigvæk tror på Gud, måtte blive ved med at hævde, at Han er til.

Som det udtrykkes i bogen: når mennesket glemmer at rette blikket mod himlen, så er vi for alvor dømt til at fare vild i vores indre.

Mikkel Bjørn Sørensen er tidl. formand for Konservativ Ungdom Vejle og medlem af Konservative Studerende.

Sørine Gotfredsen: “Løft Blikket – nåde i narcissismens tid”. Kristeligt Dagblads Forlag, 2015.