Frihed i fællesskab

Kulturminister Bertel Haarders ønske om at udvikle en Danmarkskanon bør nyde bred politisk opbakning, fordi en sådan vil tydeliggøre den værdipluralisme, som er afgørende i et multikulturelt samfund. Kun således kan vi opnå den rette balance imellem statens sikring af den enkeltes rettigheder og statens forpligtigelser overfor fællesskabet.

Michael Böss

Jeg betragter processen omkring Danmarkskanonen for at være et folkeoplysningsprojekt. Derved ligger det i forlængelse af en 150 år gammel dansk tradition for, at samfundets borgere gennem oplysende aktiviteter og fællesskaber udvikler og tilegner sig de evner og kundskaber, som gør dem i stand til at deltage i demokratiet og samfundslivet.

 

Folkeoplysning kan således ske gennem formel og uformel uddannelse, deltagelse i foreningslivet eller deltagelse i samtaler og debat om væsentlige fælles anliggender. I dette tilfælde sker oplysningen gennem en offentlig debat.

Det er derfor et projekt, der bør kunne nyde bred politisk opbakning og folkelig deltagelse. Selv om der er tale om en sag foreslået af Venstres kulturminister, er det altså ikke nogen venstre-sag, men en sag af folkelig interesse. Projektet blev skudt i gang med et ”hulemøde” i ministeriet 8. februar i år. Derefter blev der afholdt et idéseminar 15. marts, hvor der deltog 30 kulturpersonligheder, mediefolk og akademikere, som var bredt repræsentative for den danske befolkning – også politisk og etnisk. Der var ikke tale om ministerens “venner”.

De øvrige borgerlige partier har givet projektet deres støtte. Men også Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen har givet det sin opbakning og selv stillet forslag til, hvad der bør komme med i en kanon. Derimod har de radikales Marianne Jelved afvist ideen om en kanon. Det bør undre, eftersom hun jo som kulturminister gjorde folkeoplysningen til sin hovedsag.

Hvis projektet kan forekomme problematisk, skyldes det nok, at det fra begyndelsen ikke står ganske klart, hvad der skal lægges i ”værdikanon”. Begrebet værdi er således ikke blev defineret på forhånd. Derfor udtaler nogle sig, som om der tale om en kanon for en autoriseret danskhed. Andre udtaler sig, som om der er tale om personlige værdier og egenskaber – som f.eks. at værdsætte hygge eller være tillidsfuld over for andre. Det er efter min opfattelse en misforståelse.

Personlige værdier er udtryk for, hvad en person opfatter som det mest ønskværdige i livet og derfor stræber mest efter at realisere gennem sine handlinger. Men sådanne præferencer er i praksis ofte modstridende og kan derfor ikke gøres fælles for alle. En variant af denne opfattelse har professor emeritus Ove Korsgaard givet udtryk for ved at sige, at en Danmarkskanon rettelig burde have handlet om ”borgerdyder”, snarere end om værdier. Dermed mener han de egenskaber, man bør tilegne sig som borger i et samfund, som f.eks. at udvise tolerance, offervilje, moderation o.lign.

Men selv om jeg personligt har stor sympati for den republikansk-patriotiske tradition, som begrebet borgerdyd stammer fra, og desuden ikke vil afvise, at der kan indgå ”dyder” i en kanon, mener jeg, at man ved at tale udelukkende om dyder, kommer til at fokusere for meget på holdninger og normer i stedet for værdier. Værdier er mere basale, generelle og stabile end holdninger og normer.

Det begreb, der efter min opfattelse bør lægges til grund for en værdikanon, er derfor ”samfundsværdier”. Værdidebatten bør handle om, hvilke sociale institutioner og regler, som bør betragtes som fælles værdier og grundlæggende for samfundet derfor må stå over den enkeltes egne ønsker, holdninger, normer og vurderinger.

Samfundsværdier er værdier, som kun kan realiseres som en fælles opgave. Eksempelvis er værdier som lighed, frihed, fællesskab og retfærdighed ikke noget, der kan opnås af det enkelte individ, men kun inden for et socialt fællesskab; som et fælles projekt. I anden omgang fører disse fælles værdier og de institutioner og forestillinger, som de er indlejret i, dog naturligvis til dannelse af normer, holdninger og ”borgerdyder”.

Ved “danske værdier” forstår jeg således institutioner – herunder love og uskrevne sociale normer – forestillinger, traditioner og idealer, som har betydning for det almene vel og er en nødvendig forudsætning for demokratiet, skabelsen af “det gode samfund” og udviklingen af social tillid.

Af ”pædagogiske” grunde synes jeg, det er vigtigt at udstyre en liste over sådanne værdier med historiske og kulturelle referencer til den sammenhæng, disse værdier er opstået i. De behøver dog ikke være mere historiske, end at samtiden tages med.

Desuden er det vigtigt ikke at sætte noget skel mellem ”nationale” og ”universelle” værdier. Mange af de værdier, vi regner for nationale, er oprindeligt en del af en fælleseuropæisk kulturarv, og de bedste nationale værdier er universelle. For derved bidrager de til social sammenhængskraft. Men selvfølgelig har hvert lands historie betydet, at der findes lige så mange versioner af universelle værdier, som der findes lande.

Jeg er godt tilfreds med, at det er kommet til at hedde en “Danmarkskanon” og ikke “danskhedskanon”. Derved understreges det, at det vil blive en liste med værdier, der kan ses som bærende for samfundet, snarere end som kriterier på en personlig dansk identitet. Men selvfølgelig hører de to ting sammen: Identitet er jo noget, der opstår, når man identificerer sig med sit samfund, sit folk og sin stat og de værdier, der understøtter dem.

Jeg vil i dette essay diskutere på et overordnet filosofisk plan nogle af de værdier, som jeg selv betragter som grundlæggende, og som tilmed må anses for afgørende i en tid, hvor det ikke længere er givet, at de nyder tilslutning i befolkningen.

Jeg vil begynde med nogle overvejelser over forholdet mellem frihed, fællesskab og stat hos to af de vigtigste tænkere inden for den vestlige tradition, Alexis de Tocqueville og John Stuart Mill. Jeg vil argumentere for, at to af de vigtigste frihedstænkere, Alexis de Tocqueville og John Stuart Mill, ikke anså frihedens værdi for at være spørgsmål om at tilkende individet autonomi. Den enkeltes frihed kunne nemlig kun udfolde sig inden for et fællesskab. Tocqueville mente, at individualisme uden et medborgerskabsideal ville føre til samfundets opløsning. Også i John Stuart Mills klassiske syn på frihed spillede fællesskabet en vigtig rolle. Han mente desuden, at staten var et nødvendigt værn mod den individuelle frihed.

Derefter vil jeg diskutere forholdet mellem frihed, fællesskab og retfærdighed ud fra en nyrepublikanistisk position, som definerer frihed som ”frihed i sikkerhed”. Jeg vil argumentere for, at frisind, retfærdighed og værdipluralisme nødvendigvis må ses som værdier, der følger af det syn på frihed, man møder hos Tocqueville og Mill. Desuden vil jeg overveje de problemer, hvis hensynet til sikkerhed overtrumfer hensynet til friheden. Endvidere vil jeg diskutere, hvorfor forestillingen om universelle menneskerettigheder er forenelig med værdipluralisme.

Min konklusion vil være, at staten har pligt at sørge for, at det enkelte individ ikke bliver forhindret i at nyde sine rettigheder ved at sikre det mod vilkårlig magt, hvad enten den udøves af dets egen sociale eller kulturelle grupper eller andre grupper, institutioner eller magtinstanser. Men det er også statens pligt at sikre fællesskabet, fordi det er betingelsen for, at individet kan opnå lykke, udfolde sin frihed i sikkerhed, indgå i projekter til fælles gavn og deltage i styret af sit samfund. Derfor må frihed, lighed, retfærdighed, frisind, pluralisme, rettigheder og pligter forstås i lyset af hinanden og anses for grundlæggende samfundsværdier i en demokratisk retsstat.

En stor del af mit essay bygger på mine bøger ”Forsvar for Nationen” (2006) og ”Republikken Danmark” (2011). Her og der vil der derfor forekomme en mindre grad af ”selvplagiat”.

Alexis de Tocqueville og fællesskabets nødvendighed

Da den franske jurist og politiker Alexis de Tocqueville (1805-59) rejste rundt i USA i begyndelsen af 1830’erne, bemærkede han en ”individualisme” blandt amerikanerne. Individualisme definerede han som ”en rolig og velovervejet følelse, som får enhver borger til at isolere sig fra massen af sine medborgere og trække sig ind i en cirkel, som består af familie og venner.”

Borgeren kunne frit forme sit liv inden for sin private kreds ud fra sin egen smag, mens han med glæde lod sine medborgere passe sig selv. Et sådant individ skyldte ikke andre mennesker noget og forventede ikke meget af andre. Det fik derfor for vane udelukkende at tænke på sig selv sig og forestille sig, at hele dets skæbne lå i dets egne hænder.

Den individualisme, Tocqueville iagttog og beskrev, havde rødder i den klassiske liberale filosofis idealer om frihed og lighed. Men hvor Locke først og fremmest opfattede disse idealer som politiske, blev de i USA tolket som nogle, der skulle gøres gældende overalt i samfundet, ikke mindst på markedet. Den individualistiske indstilling til livet i samfundet blev skrevet ind i forfatningen, der strukturerede det politiske system således, at staten greb mindst muligt ind i den enkelte borgers liv.

Tocqueville mente, at det amerikanske demokrati repræsenterede en form for social organisering, som alle moderne samfund med tiden ville efterligne. Men han var betænkelig ved de mulige konsekvenser af individualismen. Den ville nemlig på længere sigt kunne underminere samfundet, idet den kunne degenerere og blive til ”egoisme”. Egoisme var for Tocqueville en tilstand, der fik en person til ”at se alting ud fra sig selv og sætte sig selv over alle andre”. Tocqueville mente, at ”egoistiske” borgere havde mistet sansen for deres fælles interesser. De ville derfor afstå fra at tage del i og medansvar for det offentlige liv. På den måde ville demokratiet med tiden gå til grunde, og staten i stedet overtage magten. Men derved ville borgernes frihed også gå tabt.

Når Tocqueville alligevel var optimistisk, når han betragtede det liberale demokratis fremtid i USA, skyldtes det, at han også så tegn på, at det alligevel ikke behøvede at gå så galt. De mennesker, han mødte under sin lange rejse, syntes nemlig langtfra at være bukket under for en ”radikal individualisme”, altså egoisme. Tocqueville konstaterede, at borgerne tog ivrigt del i både det lokale styre og det civile samfunds mange frivillige foreninger. Han overværede åbne møder i New Englands små byer, hvor de lokale indbyggere mødte frem for sammen at beslutte, hvor der skulle bygges dæmninger, repareres veje og opføres skoler. Desuden så han, hvordan folk involverede sig frivilligt i driften af deres skoler og kirker og organiserede festivaler, velgørende foreninger og meget andet. De opførte sig altså i virkeligheden ikke som egoister og fritstående individer, men var socialt bevidste og ansvarlige. De agerede reelt set som medborgere.

Al denne medborgerlige aktivitet i ”det civile samfund” – som han kaldte det – skabte de ”hjertevaner”, som Tocqueville anså for at være nødvendige for et funktionsdueligt demokratisk samfund. Med ”hjertevaner” mente han ubevidste følelser og holdninger, som styrer et menneskes adfærd. I et individualistisk samfund var det afgørende, at der blandt folks hjertevaner fandtes en sans for medborgerlig pligt og samhørighed. Ellers ville samfundet bryde sammen. Det ville, med en nutidig sprogbrug, miste sin sammenhængskraft.

John Stuart Mill og statens nødvendighed

John Locke (1632-1704) anså som bekendt reguleringen af de sociale relationer gennem staten for at være en ordning, individerne i naturtilstanden selv havde givet deres samtykke til, fordi de ønskede at leve i sikkerhed og frihed. Kun i et ordnet samfund ville de kunne forfølge deres egne interesser uden at udløse det kaos, som livet i naturtilstanden havde indebåret. Loven blev derfor opfattet som et udtryk for selve fornuften. Den stod over borgernes “partikulære” interesser og værdier, idet den repræsenterede de ”universelle” principper, der skulle sikre det almene vel. Det var således statens rolle at afbalancere de forskellige samfundsgruppers interesser i forhold til hinanden gennem sine love.

Så længe staten på den måde varetog det almene vel, gjorde den sig fortjent til at blive anerkendt af det civile samfund som en legitim autoritet. Hvis den derimod forfordelte bestemte grupper og favoriserede sociale særinteresser, ville den bryde den sociale kontrakt, den var part i. Dermed ville forholdet mellem borgere og stat blive forvandlet til et tvangsforhold.

Fra begyndelsen lå der således i sondringen mellem staten og det civile samfund en forestilling om, at der fandtes en ideel helhed. I praksis var denne helhed dog spændingsfyldt: Varetagelsen af det almene vel medførte nemlig, at staten undertiden måtte udøve sin magt på en sådan måde, at visse grupper kunne opleve det, som om deres frihed blev krænket. Desuden forudsatte forestillingen om det almene vel, at der fandtes en bred konsensus om grundlæggende kulturelle, sociale og politiske værdier.

Spørgsmålet var da: Hvad skal staten så stille op i et samfund med stærkt divergerende opfattelser af det gode og det retfærdige?

Det er på den baggrund, man skal forstå udviklingen af den liberale samfundsfilosofi i 1800-tallet. Dens formål var at fastlægge nogle principper for, hvordan staten burde forholde sig til pluralismens problem. Da mange liberale endte med at konkludere, at pluralisme burde anses som en samfundsværdi, bruger man i dag ofte ordene ”liberal” og ”pluralistisk” som synonymer.

De liberale filosoffer gik dog ud fra, at der eksisterede en tilstrækkelig fællesmængde af værdier i samfundet til at det kunne opretholdes som et fællesskab. De første engelske liberale var socialt og kulturelt så ”konservative”, at de mente fællesskabet blev opretholdt af ”traditionen”. Traditionen udgjorde grundlaget for, hvad man i Storbritannien forstod ved ”nationen” (selv om man ikke brugte det begreb). Nationen var således i en britisk sammenhæng at betragte som et både historisk, kulturelt og konstitutionelt grundlagt værdifællesskab.

De første engelske whigger – hvis miljø fostrede den senere liberalisme – betragtede staten med betydelig skepsis. Historisk set stod de jo for et opgør med forskellige former for absolutistisk, tyrannisk eller oligarkisk styre, som havde blandet sig i, hvad folk skulle mene, tænke og tro, og hvem de måtte handle med. De senere britiske liberale tålte da også kun staten som en form for nødvendigt onde. Statens rolle var at opretholde social orden, så borgerne kunne leve uden at skulle opleve vilkårlig indblanding i deres gøren og laden.

Men op gennem 1800-tallet betød de store samfundsændringer, som industrialiseringen og markedsøkonomien førte med sig, at denne orden blev stadig sværere at opretholde, hvis ikke staten trådte til og regulerede samfundet gennem love. Det førte til en reformorienteret liberal politisk filosofi, der byggede på det nyttefilosofiske princip om, at det største samfundsgode består i at skabe størst mulig lykke for flest mulige mennesker.

Dette utilitaristiske princip var slægt med det klassisk-republikanske begreb om ”det almene vel”. Men der er dog ikke tale om helt det samme, idet nyttefilosofien var en konsekvensetik, der definerede det almene vel ud fra hensynet til flertallet. I den republikanske tradition blev der derimod traditionelt lagt vægt på hensynet til mindretallet. Det skete ud fra en betragtning om, at et flertalstyranni kunne true samfundshelheden og den fællesskabsfølelse, som enhver stat havde brug for, hvis den skulle kunne fungere som værn for befolkningen.

Denne ”republikanisme” møder man dog hos John Stuart Mill (1806-1873). Mill videreudviklede den utilitarisme, som Jeremy Bentham (1748-1832) havde grundlagt. Han udvidede forståelsen af, hvad der gør et menneske lykkeligt og tilfreds: Et lykkeligt menneske var et frit menneske, mente Mill. Men da alle mennesker havde krav på at opleve lykke, måtte Mill overveje, hvordan man kunne maksimere den enkeltes frihed uden, at individets handlinger begrænsede andres frihed og derved skadede borgernes fælles interesser. Det var her, at staten fik en vigtig rolle at spille i hans samfundstænkning.

I sin berømte bog Om friheden (1859) diskuterer Mill, om man kan tænke sig nogle principper for, hvornår staten må begrænse den enkelte borgers frihed. Han når frem til et grundprincip om, at individet selv kunne råde frit i alle de sager, hvor dets personlige interesser er på spil, mens staten til gengæld skal kunne gribe ind, hvor det drejede sig om vigtige samfundsinteresser – altså flertallets interesser.

Mill betragtede ikke samfundet som grundlagt på en kontrakt mellem stat og borgere, og han mente ikke, at der kunne komme noget godt ud af at lægge et sådant kontraktforhold til grund for borgerens forpligtelser eller rettigheder. I republikansk tradition mente han, at individet, alene ved at leve i et samfund, var pålagt visse forpligtelser. Disse forpligtelser hang dog sammen med dets frihedsrettigheder. Først og fremmest gjaldt det en forpligtelse til ikke at skade de rettigheder, som samfundets skrevne og uskrevne love sikrede hans medborgere. Desuden mente Mill, at den enkelte borger havde pligt til at yde en rimelig indsats, ja, endog ofre sig, for at forsvare samfundet og sine medborgere.

Til gengæld angav han tre områder, inden for hvilke individet kunne nyde fuld frihed: (1) i spørgsmål, der vedrørte dets personlige bevidsthed (dvs. tanke-, tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed), (2) i spørgsmål vedrørende personlig smag og interesser og (3) i retten til at organisere sig sammen med andre med et hvilket som helst formål for øje, så længe det var frivilligt og ikke var til skade for andre. Mill mente, at disse tre frihedsområder ville yde individer og samfundets mindretal tilstrækkelig beskyttelse i forhold til staten og andre grupper i samfundet.

Mill forestillede sig derefter, hvordan det ville være at leve under et despotisk styre eller i en stat, som regulerede samfundet i en sådan grad, at de enkelte borgere kunne forholde sig passivt, fordi alle deres behov for sikkerhed og andre fornødenheder ville være dækket af staten. Men dette ville ikke være nogen ideel stat, mente Mill. Ethvert politisk system, som berøvede individet retten til at øve indflydelse på sin egen skæbne, underminerede nemlig grundlaget for den enkelte borgers menneskelige værdighed, truede den sociale retfærdighed og fratog den enkelte mulighed for at nyde de gode konsekvenser af sine egne handlinger og aktiviteter. Mill afviste derfor formynderstaten, som, populært sagt, vidste bedst, hvad borgerne havde brug for.

Som Mill formulerede frihedsbegrebet, var det således ikke absolut. Det var begrænset af hensynet til andre, af hensynet til fællesskabet. Desuden anså han ikke staten som frihedens fjende. Det var nemlig dens opgave at skride ind, når det gjaldt om varetagelsen af det samlede samfunds interesser, som overordnet set også var i overensstemmelse med individets egne.

Mills frihedsbegreb var altså ikke et forsvar for en asocial, radikal individualisme – for det, Tocqueville kaldte egoisme – fordi friheden ikke måtte indebære, at borgerne tillod sig at være sig selv nok og var ligeglade med andres ve og vel: ”Tværtimod trænger vi til mere (og ikke mindre) uselvisk interesse for at hjælpe andre; blot findes der efter min mening andre midler til at overbevise folk om deres eget bedste end pisk og vold – både i bogstavelig og i overført forstand.” De sociale forpligtelser var således lige så vigtige som forpligtelserne over for én selv, konkluderede Mill og tilføjede: ”[O]g vi bør under alle omstændigheder opdrages til dem begge.

Men selv om Mill mente, at det ville være en god idé at ”opdrage” borgerne til at blive bevidste om deres sociale forpligtelser, så fastholdt han, at ethvert individ burde have ret til og mulighed for at leve sit liv, sådan som han eller hun selv ønskede det. Regeringen havde hverken autoritet til eller interesse i at tvinge borgeren til at indrette sit liv efter bestemte normer og værdier. Det eneste, som kunne skabe bedre borgere, var at give dem frihed. Kun i en tilstand af frihed ville de kunne forstå, hvad der var sandt og godt. Hermed gav Mill udtryk for den ”anti-perfektionisme”, som har været et nøgleprincip for den liberale tradition lige siden.

For Mill var friheden altså en samfundsnyttig tilstand snarere end en abstrakt, individuel ret, sådan som den var det for John Locke og mange andre oplysningsfilosoffer. Mill havde således – trods sin individualisme – en moralsk begrundelse for sin frihedsfilosofi: Friheden skulle bruges til gavn for samfundet som helhed. Han så altså ikke nogen modsigelse mellem hensynet til det enkelte menneskes værdighed og krav på frihed og hensynet til det almene vel og fællesskabet.

Frihed i sikkerhed gennem folkestyre

Mikael Jalving og Lars Hedegaard skriver i indledningen til deres antologi Frihedens væsen (2009), at det liberale frihedsbegreb fokuserer det på det enkelte menneskes fysiske og åndelige frihed fra tvang i forhold til både staten og religiøse og sekulære autoriteter. De begrunder denne opfattelse i et bestemt menneskesyn, som siger, at mennesket er ”et dobbelt væsen”, der i modsætning til dyret ikke alene lever med sin stamme, flok eller kultur, men ”tillige imod sin kultur, altså i konflikt med sit ophav og sin sociale dannelse”.

Det er for så vidt en rigtig betragtning. Men det er også udtryk for et syn på staten og fællesskabet, som ikke harmonerer, med den frihedsforståelse, jeg netop har beskrevet. Selv mener jeg ikke, at den enkeltes frihed uden videre kan siges at være truet af staten og autoriteter som sådan. Den reelle trussel udgøres derimod af alle former for vilkårlig magtanvendelse, der finder sted; fra private eller offentlige kræfters side, såvel som fra ydre indre. Da udøvelse af statsmagt kan ske på vilkårlig vis, må staten selvfølgelig se sin magt begrænset af en forfatning, der skal forhindre, at det sker. Ja, for at den enkelte kan leve i frihed, kræver det netop, at borgerne går sammen i et demokratisk fællesskab for at skabe en retfærdig stat grundlagt på love, der beskytter dem mod vilkårlige overgreb og sikrer dem deres ret til at bestemme over deres eget liv.

Men frihed kan kun udfolde sig i sikkerhed, som Philip Pettit argumenterer i sine bøger, bl.a. Republicanism: A Theory of Freedom and Government (1997). Dette syn på frihed har fået uhørt relevans i lyset af den globale islamisme, både i form af terrorisme og i form af et ønske om at omdanne samfundet, så det følger islamiske principper og love.

Pettit og andre nyrepublikanister mener, at borgernes personlige frihed afhænger af deres evne til og mulighed for at styre det politiske fællesskab, de er en del af. Det kræver ”medborgerskab” (citizenship) og besiddelse af ”borgerdyder”, eller på nudansk: ”samfundssind”.

Samfundssind og retfærdighed

Ordet ”borgerdyd” dukkede i en dansk sammenhæng første gang op i slutningen af 1700-tallet. Det skete på et tidspunkt, hvor oplysningens optimistiske tro på, at mennesket kunne forbedre sine livsvilkår ved at tilegne sig viden og bruge sin fornuft, bredte sig fra Frankrig. I Danmark gik denne tro op i en højere enhed med de enevældige kongers forsøg på at udvikle en fælles patriotisk ideologi blandt borgerne i den danske helstat. Den nye borgerlige patriotisme skyldtes, at borgerne følte sig ”retfærdigt” behandlet af kongen, fordi han tog dem med på råd og derved gav dem anledning til at føle, at de havde fået andel i rigets styre. Derved gav forestillingen om politisk retfærdighed med tiden næring til krav om frihed og folkestyre inden for en retsstat. Et nøglebegreb i en sådan stat var derfor ”retfærdighed”.

Ifølge liberalismens frihedstradition er et retfærdigt samfund et samfund, hvor der findes størst mulig valgfrihed. Altså et samfund, hvor borgerne kan foretage valg på et frit marked – eller hvor de i princippet vil kunne gøre det, hvis de havde lige adgang til det. Her er retfærdighed en rettighed, som skal kræves og respekteres. Men liberalismen siger ikke noget om, hvilke valg den enkelte bør foretage. Den udtaler sig således ikke om, hvorvidt visse valg er mere eller mindre fortjenstfulde end andre i forhold til den enkelte selv eller samfundet.

Men lige så lidt som frihed kun kan forstås uden at blive sat i forhold til det fællesskab, der garanterer den, kan man heller ikke tale om retfærdighed uden at tage hensyn til fælleskabets behov og interesser. Og de forskellige værdier, dets medlemmer hylder. Et retfærdigt samfund kræver derfor, at der bliver skabt rum for uundgåelige forskelle og uenigheder. Alligevel er det – af hensyn til det almene vel – nødvendigt, at staten udstikker regler for, hvordan uenigheder skal håndteres. Den må også sætte grænser for graden af forskelle med henvisning til, at der må findes en række fælles, grundlæggende værdier, hvis samfundslivet og demokratiet skal kunne fungere.

Der er liberale, der mener, at de grundlæggende værdier for et demokrati består i at sikre frie og regelmæssige valg og respekt for den enkelte borgers ”frihedsrettigheder”. Men liberalismens fiksering på individets rettigheder frem for dets pligter kan let ende med at skade samfundet og fratage borgerne deres samfundsmæssige engagement, sådan som Tocqueville frygtede. Det er derfor vigtigt at afbalancere borgernes frihedsrettigheder med en indskærpelse af deres pligter over for samfundsfællesskabet. Kun derved kan de sikres deres frihed i sikkerhed. Sådan ville en republikanistisk i hver fald lyde.

Det må dog straks indrømmes, at der I dag er en tendens til at sikkerhedshensynet bliver vigtigere end hensynet til friheden. Kravet om sikkerhed kan gå så vidt, at selv det at leve på en anden måde end flertallet, bliver anset som en sikkerhedsrisiko for samfundet. Ideen om frihed i sikkerhed kan derfor i praksis føre til begrænsninger af den enkeltes frihed i form af øget overvågning, en begrænsning af ytrings- og trosfriheden og en manglende respekt for den enkeltes ret til sin egen kulturelle identitet. Derfor må frisind og pluralisme som lige så grundlæggende samfundsværdier som frihed i sikkerhed.

Frisind og pluralisme

At udvise frisind betyder, at man har pligt til at acceptere at leve i samfund med mennesker, der er anderledes end én selv. Pligten er indskrevet i nationale og internationale love, der forbyder diskrimination og forfølgelse af andre på grund af deres religion, etnicitet, seksuelle orientering, hudfarve, køn og fysiske og psykiske handicap. Men pligten til frisind rækker ud over loven. Det er også en forpligtelse, som det påhviler hjemmet, skolen og andre af samfundets institutioner at indskærpe. Målet med den er at sikre borgernes fredelige sameksistens og samarbejde trods deres indbyrdes forskelle.

Frisind medfører ikke, at man skal anlægge en værdirelativistisk holdning til rigtigt og forkert, godt og dårligt, sandt og falsk. Frisind er derimod udtryk for en tro på, at det gode liv kan realiseres i et pluralistisk samfund; en tro på, at mennesker kan være fælles om det gode liv uden at være ens eller have de samme værdier.

Men frisind betyder som sagt ikke, at alle værdier kan anses for at være lige gode. Og ingen stat kan fungere uden, at bestemte værdier regnes for grundlæggende for dens eksistens og for fællesskabets trivsel, frihed og sikkerhed. Forestillingen om den værdineutrale stat er derfor forkert og illusorisk. Liberale stater har længe bygget videre på 1800-tallets forestilling om en naturlig konsensus om samfundets værdier og tradition. Selv i samfund, der er officielt multikulturelle, som f.eks. Canada og Australien, tillader staten og lovgivningen ikke alle former for levevis, normer og kulturelle former, som f.eks. flerkoneri, kvindelig omskæring eller undertrykkelse af børn. Men denne ”naturlige” forståelse bliver der i dag sat spørgsmålstegn ved af en værdirelativistisk multikulturalisme.

Selv om det legitimt for staten at fremme bestemte værdier, så må den dog ikke diskriminere borgere med afvigende værdier og levevis, så længe de ikke udgør en trussel mod det fælles vel og strider mod ”den offentlige orden”, som det hedder. Staten har ligefrem pligt til at sikre værdipluralisme og kulturel mangfoldighed i civilsamfundet ved at værne om den enkelte borgers tænke-, tros- og forsamlingsfrihed, om end inden for det ovenfor anførte forbehold.

Med ”værdipluralisme” mener jeg tre ting.

For det første, at vi som borgere i et demokratisk samfund må respektere, at vi ikke er fælles om alle værdier. Ja, vi må tilmed anerkende dette som et gode for samfundet; som et såkaldt offentligt gode.

For det andet må vi erkende, at vi på det personlige plan ofte kommer i konflikter mellem de forskellige værdier, vi hylder. I disse tilfælde er vi nødt til at afveje dem mod hinanden, inden vi handler. Sådanne afvejninger foretages også, når der opstår værdikollisioner i et samfund.

Det er bl.a. det, en fri og åben offentlig debat tjener til. Den offentlige debat er derfor også nødvendig i en situation, som den vi befinder os i i dag, hvor samfundsværdier, som hidtil har været betragtet som selvfølgelige og indforståede, ikke længere bliver betragtet som sådan. Det kan ske, hvis nytilkomne grupper (indvandrere og flygtninge) afviser dem eller blot uvidende om gældende værdier og normer. Men det kan også ske, hvis der i den indfødte befolkning er opstået splittelser i spørgsmålet om den samfundsmodel, man lever under.

I disse situationer kan det være en vældig god ide at sætte gang i en bred offentlig debat om, hvilke værdier og etiske principper der skal gøres grundlæggende for samfundet. Det i det lys, jeg selv ser kulturminister Bertel Haarders ønske om at lade befolkningen deltage i en diskussion, som kan føre frem til en Danmarkskanon.

For det tredje er det vigtigt at erkende, at samfundets individer og grupper i visse tilfælde lever efter værdier, der er uforenelige, og at selv en nok så inkluderende debat og dialog nogle gange ikke kan føre til enighed eller bør ende med et kompromis. Konsensus er ikke altid målet for dialog, samtale og debat, da det kan betyde at gå på kompromis med grundlæggende samfundsværdier.

Det er derfor værdipluralisme må ses som noget andet end værdirelativisme. Værdirelativisme står for den opfattelse, for det første, at alle værdier er lige gode; for det andet, at der ikke findes universelle værdier; og for det tredje, at alle kulturer i et samfund bør nyde lige fremme og anerkendelse i lovgivningen. Værdipluralisme indebærer derimod, at den værdimæssige mangfoldighed i samfundet bør begrænses af liberale principper, herunder anerkendelsen af det enkelte individs frihed og ret til selv at bestemme over sit eget liv.

Værdipluralismen går imidlertid også ud fra en forestilling om, at der på tværs af kulturer findes fællesmenneskelige erfaringer og derfor en mulighed for gensidig forståelse mellem mennesker med forskellig kulturel baggrund. Denne opfattelse bygger også på den nye antropologis kulturbegreb, hvor kulturer ikke bliver betragtede som lukkede universer, men som fleksible, dynamiske og porøse.

Den fælles etiske horisont

I sin radikale form ser multikulturalister – ligesom mange kulturkonservative – det enkelte menneskes identitet og evne til at agere som ”bestemt” af dets kultur. De mener derfor, at det er nødvendigt at ligestille alle kulturer og skabe et samfund, hvor flertallet ikke har forrettigheder i forhold til mindretal.

En moderat værdipluralisme drager ikke denne konklusion. Og den deler ikke multikulturalismens kultur- og menneskesyn. Den går ud fra den opfattelse, at alle mennesker er fælles om deres ønske om at realisere ”det gode liv”. ”Universelle værdier” er endvidere i vidt omfang udtryk for de fælles erfaringer, mennesker har med deres tilværelses grundvilkår: liv, død, lidelse, glæde, ensomhed, fællesskab, forældreskab, barndom, modning og alderdom osv.

Da disse erfaringer en fælles, er det muligt for mennesker med forskellig kulturel baggrund af føre samtale med hinanden og nå til gensidig forståelse om mange spørgsmål i livet. Af samme grund overlapper kulturer hinanden på mange områder. Vi er således til en vis grad i stand til at forstå hinandens levevis og tankegang. Selv når vi er uenige.

Det skyldes også, at vi som mennesker er udstyret med bevidsthed og refleksionsevne. De egenskaber betyder, at vi som individer ikke er determineret af den kulturelle livsverden, vi er indflettet i. I kraft af vores bevidsthed er vi i stand til at træde uden for os selv og vores kultur og forholde os – også kritisk – til den livsverden, vi er rundet af. Det betyder, at vi på én gang er bundet og frie af vores kulturelle miljø.

Da kulturer desuden sjældent er homogene, men sammensatte og komplekse betydningsuniverser, er det tilmed muligt at føle sig fremmed over for dele af ens egen kultur og føle sig bedre tilpas i et samfund, hvis værdier er bedre i overensstemmelse med ens egen. Det har været en motivation for mange udvandrere gennem tiderne. De har hurtigt vænnet sig til at foretage et ”kulturskift”. Ja, mange har ligefrem ønsket det.

Dette forhold ligger bag tanken om ”universelle menneskerettigheder”. Selv om disse rettigheder først blev ”opdaget” og defineret i en bestemt historisk kontekst i Europa og USA, er der sider ved dem, man kan genkende fra den historie, der gik forud, såvel som fra andre kulturer.

Ideen om fællesmenneskelige rettigheder, der gælder på tværs af kulturer, betyder, at kultur og kulturel identitet ikke kan bruges som et argument for at legitimere krænkelse af det enkelte menneskes ret til selvbestemmelse og frihed. Det er statens opgave at sørge for, at dette ikke sker. Dermed er jeg nået frem til min konklusion.

Konklusion

Det er en liberal og demokratisk stats pligt at sørge for, at det enkelte individ ikke bliver forhindret i at nyde sine rettigheder ved at sikre det mod vilkårlig magt, hvad enten den udøves af dets egen sociale eller kulturelle grupper eller andre grupper, institutioner eller instanser. Men det er også statens pligt at sikre fællesskabet, fordi det er betingelsen for, at individet kan opnå lykke, udfolde sin frihed i sikkerhed, indgå i projekter til fælles gavn og deltage i styret af sit samfund. Derfor må frihed, lighed, retfærdighed, frisind, pluralisme, rettigheder og pligter forstås i lyset af hinanden og anses for være grundlæggende samfundsværdier i en demokratisk retsstat.

Michael Böss er historiker og samfundsforsker ved Aarhus Universitet.

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!