Et opgør med udenrigspolitisk idealisme

Der er lagt op til en justering af Danmarks udenrigspolitik, et opgør med en planløs idealisme og en bevægelse i retning af et realistisk forsvar for danske interesser i Taksøe-Jensens udredning. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at regeringen vil følge rapportens anbefalinger.

Af Hans-Christian Bruus

15. september 2015, blev ambassadør Peter Taksøe-Jensen bedt om at stå i spidsen for en udredning vedrørende Danmarks internationale engagement, herunder at give bud på Danmarks strategiske interesser, samt styrke samtænkning og koordinering af udenrigspolitiske kerneopgaver frem mod 2030. Rapporten blev afleveret 1. maj 2016 og blev overordnet modtaget positivt af Statsministeren.

Vurderet ud fra rapportens hovedformål – at skabe bred folkelig og politisk debat – er det til gengæld bemærkelsesværdigt, at et så veludført, perspektivrigt og nyskabende stykke embedsmandsarbejde modtages så overfladisk og lunkent hos både øvrige politikere og pressen i almindelighed.

Det er trist, for Taksøe-Jensens rapport må ud fra en generel betragtning vurderes at tilbyde et fundamentalt opgør med Danmarks relativt retningsløs og ukoordineret udenrigs – og sikkerhedspolitik, og genetableringen af en kobling mellem Danmark og danske interesser. Danske i kursiv, fordi det herved understreges at udenrigs – og sikkerhedspolitik først og fremmest skal være til gavn for Danmark, før en sådan politik kan være til gavn for andre. Det kan altså anføres, at her er tale om intet mindre end et dansk udenrigs – og sikkerhedspolitisk paradigmeskifte.

En strategisk udenrigspolitik

Strategi er generelt en proces, hvor denne proces er en kombination af retninger, mål og midler. Det er disse tre aspekter som udgør strategien, og som let oversat kan forstås som ressourcer, koncepter og mål. Alle disse ting tjener til nationalstatens interesser. Ud fra en klassisk betragtning må nationalstaten dermed forstås som rammen for strategi, hvor strategier er styringsredskaber for at understøtte strategiske målsætninger. En ubalance mellem de tre strategiske delkoncepter, udgør dermed en risiko. Det er særligt interessant for Danmark, fordi vores begrænsede udenrigspolitiske ressourcer, kræver at vi i højere grad prioriterer vores udenrigspolitiske målsætninger, for at opnå den størst mulige strategiske effekt.

I Taksøe-rapporten fremhæves det særligt, at Danmark som søfarts – og handelsnation med en lille og åben økonomi, trives i et miljø med en høj grad af international orden. Derfor fremhæves NATO og dernæst EU som væsentlige interessesfærer for Danmark, både i forhold til Danmarks udenrigshandel, og i forhold til Danmarks sikkerhedspolitik, fordi Danmark som arktisk nation besidder verdens 12. største område. Det fremhæves bl.a., at Danmark er en arktisk stormagt, med særlige interesser og forpligtelser. Når jeg her fremhæver, at der er tale om et paradigmeskifte, skyldes det, at Taksøe-rapportens udgangspunkt netop er en interessebaseret definition af udenrigspolitik:

”Danmarks grundlæggende interesse er at bevare og videreudvikle et sikkert, frit og velstående Danmark med et dansk værdigrundlag til gavn for befolkningen” (p. 4).

Denne grunddefinition suppleres af begreberne vitale interesser og meget vigtige interesser.

…vores begrænsede udenrigspolitiske ressourcer, kræver at vi i højere grad prioriterer vores udenrigspolitiske målsætninger, for at opnå den størst mulige strategiske effekt

De vitale interesser udgør forhold, der er afgørende for at bevare og videreudvikle et sikkert, frit og velstående Danmark med et dansk værdigrundlag til gavn for befolkningen. Meget vigtige interesser er forhold som har stor betydning, eller kan påvirke muligheden for at bevare og videreudvikle det danske samfund og værdigrundlag. Her er altså en meget væsentlig sondring, fordi disse to væsensforskellige prioriteter tvinger politikerne til at prioritere: Vitale interesser er afgørende for landets opretholdelse, mens de meget vigtige interesser i sidste ende må prioriteres ud fra politiske hensyn.

Desuden suppleres den strategiske grunddefinition af et strategisk prioriteringsværktøj, som kan rangordnes efter interesser, partnerskaber og indflydelse. Det betyder, at en strategisk målsætning eller et politisk behov kan prioriteres efter, hvorvidt de er hensigtsmæssige ud fra den strategiske grundsætning: Er de bydende nødvendige eller er de blot opportune?

Rapportens blinde punkt: EU

Rapporten redegør for de globale udviklingstendenser mod 2030. Jeg skal ikke redegøre for dem alle her, men vil blot kommentere to meget væsentlige tendenser for de kommende 14 år.

Den første udviklingstendens vedrører Den Europæiske Union.  Rapporten anfører en række svagheder vedrørende grundlaget for den Europæiske Union, herunder den politiske beslutningsevne samt evnen til at projicere sin indflydelse uden for EU’s interessesfære. Desuden anføres også det forhold, at EU28 forventes at generere signifikant mindre økonomisk vækst frem mod 2030 sammenlignet med vækstmotorerne i Asien og til dels Afrika.

Det er interessant, at Taksøe-rapporten, når det kommer til Danmarks forhold til EU forlader den realisme, der ellers er rammen om rapporten, til fordel for en udtalt idealisme. Eksempelvis anføres det,  at ”…i takt med.. at Lissabon-traktaten har trådt i kraft, har magtstrukturerne ændret sig. Vejen til indflydelse på en række områder af stor betydning for Danmark, er blevet mere kompliceret.” (p. 48). Rapporten anbefaler altså, at Danmark prioriterer sin indsats i EU-samarbejdet. Idealismen spores også i det forhold, at rapporten forholder sig til EU’s udfordringer ud fra nogle konstruktivistiske løsningsmuligheder – altså ud fra hvad EU måtte forventes eller kunne gøre – og ikke ud fra retrospektive institutionelle løsningsmekanismer – altså hvad vi kan erfare, at EU har gjort. Endelig forholder rapporten sig heller ikke konsekvent til et muligt Brexit, altså at Storbritannien forlader EU, samt hvilke strategiske implikationer det kan medføre for Danmark.

Det er interessant, at Taksøe-rapporten, når det kommer til Danmarks forhold til EU forlader den realisme, der ellers er rammen om rapporten, til fordel for en udtalt idealisme.

Denne bevægelse væk fra realismen, er særligt interessant i relation til Taksøe-rapportens indledende afsnit, som fortæller om de globale vækstskøn mod 2030. For i rapporten (p. 11) anføres bl.a., at Asien og Oceaniens vækst forventes at overgå Europa og Nordamerika i 2030, mens BNP pr. capita i den vestlige verden markant vil overstige den øvrige verden. Den relativt begrænsede vækst, kombineret med eurozonens ringe fremtidige vækstskøn, betyder at Danmark kan blive tvunget til at genoverveje sine eksportmæssige prioriteringer, fordi Danmarks eksport udgør 53% af BNP. Det betyder samtidig, at Danmark risikerer at befinde sig i et spændingsfelt, fordi Danmarks muligheder for at fastholde sin rolle som lille men åben økonomi, vanskeliggøres ved på den ene side en stadigt fremadskridende politisk centralisering i EU, som er en konsekvens af EU’s manglende beslutningsevne, og på den anden side især Indien og Asiens vækstrater.

Det kan ikke afvises, at EU på sigt vil virke som en hindring snarere end en forudsætning for, at Danmark kan fastholde eller endsige udbygge sin eksport.

Vor opgaver i Arktis

Den næste udviklingstendens vedrører forholdet i Arktis, hvor rapporten anfører, at Danmark bør lede et bilateralt dialogforum for politiske løsninger i Arktis for at sikre, at forholdet mellem Danmark og Rusland i relation til Arktis, gennemføres ad diplomatiske bilaterale kanaler. Danmark er som anført en arktisk stormagt, og Havretskommissionen bør sætte rammerne for yderligere dialog med Rusland og øvrige Arktis-interessenter.

Der er gode takter og konturerne af en nødvendig justering af dansk udenrigspolitik i realistisk retning i Taksøe-rapporten. Derfor er også begrædeligt, at Løkke-regeringen på centrale punkter på forhånd har afvist, at følge rapportens anbefalingerne. F.eks. har regeringen afvist at finde de fornødne ekstra milliarder til en signifikant styrkelse af Forsvaret, som Taksøe-rapporten ellers anbefaler. Løkke-regeringen har også afvist, at udpege en National Sikkerhedsrådgiver, som sammen med sin stab, kunne rådgive politikere og embedsmænd om væsentlige udfordringer, prioriteringer og retninger for Danmarks udenrigspolitik, således at der netop kunne sikres en balance mellem prioriteter, mål og midler – således at vi rent faktisk erkender, forstår og forfølger sine udenrigspolitiske ambitioner og kan vide, hvorledes Kongeriget høster flest mulige gevinster ud af sin udenrigspolitik.

Når det er sagt, er Taksøe-rapporten en signifikant nyskabelse i dansk udenrigs – og sikkerhedspolitik, og vi må derfor håbe, at den vil blive et anvendt styringsværktøj i kommende udenrigspolitiske tiltag i de kommende årtier.

 

Hans Christian Bruus er premierløjtnant af reserven og stud.soc.

Hele rapporten samt et forkortet uddrag kan hentes her:

http://um.dk/da/udenrigspolitik/aktuelle-emner/dansk-diplomati-og-forsvar-i-en-brydningstid

Støt kulturkampen!

Tak fordi du læser vores artikler. Hos Årsskriftet Critique ønsker vi at udfordre samfundsdebatten og særligt udvikle den borgerlige og konservative samfundskritik. Derfor kræver vi heller ikke betaling for vores online-stof og har ikke tænkt os at gøre det.

Men vi har ingen reklameindtægter, ingen rige onkler og ingen adgang til offentlig støtte. Derfor er vi afhængige af dit økonomiske bidrag for at holde gryden i gang. Vi tager med glæde imod bidrag af alle størrelser.

Ved at støtte os, støtter du en fremtid for en velfunderet, nuanceret borgerlig idé- og samfundsdebat og er med til at brede den borgerlige samfundskritik ud til flere. Ved brug af Paypal kan du sågar oprette en fast månedlig donation. Vi takker for dit bidrag.

Støt Årsskriftet Critique via MobilePay!