Efter Europadagen – EU stadig i eksistenskrise

10. maj 2016
8 minutters læsetid

Vi havde i går lejlighed til at glæde os over, at det herhjemme i modsætning til de fleste europæiske lande kun er en dag om året, at offentlige bygninger lader EU-flaget hejse ved siden af Danneborg. Det var med andre ord Europa-dag, en dag Europa, dvs. EU, har indført så vi andre kan blive mindet om, hvor dejligt Europa, dvs. EU, er, og hvor lykkelige vi skal prise os over ikke blot at ligge på kontinentet men også være en del af klubben.

I år har der imidlertid ikke været meget at glæde sig over, heller ikke for unionens indædte støtter. For EU er i krise, og denne krise er så dyb, at man meningsfuldt kan rejse spørgsmålet, om EU vil overleve krisen – og i hvert fald må spørge, i hvilken form EU kan overleve?

Krisens umiddelbare årsager og udtryk er – naturligvis – legio: Den økonomiske krise i mange europæiske lande, der er delvist forskyldt af det økonomisk-monetære samarbejde, den folkelige modstand mod forsøgene på at håndtere krisen, truslen om Grexit, problemerne for de vesteuropæiske arbejderklasser med at konkurrere med billig østeuropæisk arbejdskraft, truslen om Brexit og naturligvis den ukontrollable folkevandring til Europa.

Om det sidste har jeg for nyligt skrevet i magasinet ATLAS:

”Den migrationsstrøm, vi netop nu står i, er vel uden sidestykke i Europas historie. I 2015 kom langt over en million migranter til EU. Og Europas og unionens ydre grænser ligger reelt set helt åbne. I tredje kvartal af 2015 blev kun omkring 33.000 nægtet adgang til EU. Det var kun 2.000 flere end samme periode året før, selvom antallet af migranter i denne periode var vokset fra ca. 112.000 til 617.000.

Menneskesmugling er ikke længere et begreb, der dækker, hvad der går for sig i den folkeflytningsindustri, der er vokset frem i takt med sammenbruddet. Langt den største gruppe migranter ankommer via den østlige middelhavsrute, hvorefter turen går op gennem Balkan og ikke sjældent ender i Tyskland. Man kan ikke smugle en million mennesker noget sted hen, men det behøver man heller ikke. Det er nok med en gummibåd og et kort, der viser vejen til det forjættede land.”

Pointen med min kommentar var ikke så meget at konstatere problemet, som jo efterhånden er åbenbart for alle, også gamle super-europæere som Uffe Østergaard og Uffe Elleman-Jensen, men snarere at henlede opmærksomheden på én væsentlig årsag til EU’s manglende evne til at sikre sine grænser, nemlig at projektet selv er funderet i en ”grænseløshedens utopi”.

Tyskland og Sverige er de klareste eksempler på omkostningerne ved forsøgene på at efterleve denne utopi:

”Da alvoren så smukt begyndte at gå op for Europas regeringschefer i september 2015, var svaret fra Tysklands kansler Merkel bemærkelsesværdigt. Snarere end som kansler i EU’s kerneland at sætte sig i spidsen for bestræbelserne på at sikre grænserne ved Europas bløde underbug, åbnede hun med non challant flothed portene til Tyskland for alverdens migranter, med sit nu ikoniske »Wir schaffen es«.

Resultatet var forudsigeligt. Tyskland var i 2015 det absolut mest fortrukne destinationsland med op imod 500.000 asylansøgere – og dertil en mængde udokumenterede migranter fra særligt Kosovo og Albanien, der har benyttet lejligheden til at sætte sig i bevægelse i søgen efter arbejde.

[…]

»Wir schaffen es« kunne have betydet, at Europas stærkeste stat havde sat sin styrke ind på at sikre Europas grænser. Men sloganet betød kun, at tyskerne nu måtte finde sig i, at deres land blev lagt åbent, og at budskabet om den tyske ”Willkommenskultur” spredte sig langt over lande. Det gjaldt altså blot om at komme dertil.

»Wir schaffen es« blev derved det mest markante udtryk for den grænseløshedens utopi, som synes dybt indgroet i megen europæisk selvforståelse.

[…]

… i Sverige er intet så spændende og dramatisk som nutiden, heller ikke på museet. For historien ender – eller kulminerer om man vil – i et helt hvidt lokale, hvor store pile i en futuristisk installation viser, hvorfra i verden Sveriges mange nye medborgere stammer. Budskabet er klart: Sverige er nu et moderne, postnationalt, multikulturelt samfund. Et land, der har realiseret den grænseløshedens utopi, hvor ethvert skel mellem folkeslag og kulturer ophæves i dette ene faktum, at vi dog alle er mennesker.

Hvad end man nu bifalder denne udvikling eller ej, må man medgive, at den er markant.

Som enhver der har været i Sverige ved, er svensk debatkultur bestemt ikke uden forankring i værdier. Men det er altid tale om eksplicit humanistiske værdier. Det svenske Folkhem er ikke længere hjemland for et folk, men en bestræbelse på at virkeliggøre alment-menneskelige idealer og derfor også åben for enhver, alle folks hjem. Og dette er i virkeligheden grundfortællingen i den grænseløshedens utopi, som overalt i Europa former udviklingen og skubber gamle nationalstater i retning af multietniske samfund. Sverige er blot et af de få steder, hvor den intellektuelle og politiske elite er modige eller skamløse nok til at sætte ord på; og et af de få steder, hvor befolkningen er så tilpas domesticeret, at den har accepteret det.

Hvor der hegnes land, skabes folk. Dette er den nationalstatslige tankes forudsætning og første politiske udtryk. Og dette er netop anstødsstenen for grænseløshedens utopi.”

Hvis Sverige og Tyskland udtrykker en tanke, der kan siges at være bærende for forsøgene på at formulere en europæisk identitet, må konklusionen blive klar:

”Et stærkt Europa må kunne sondre mellem indre og ydre, os og dem, ven og fjende. Alle stater, alle politiske handleenheder er betinget af disse skel. Heri ligger den iboende modsætning i de europæiske samlingsbestræbelser, der effektivt spænder ben for projektet. De grupper, der stærkest ønsker et fælles Europa, er de samme, som tager skarpest afstand fra nationalstaterne, fordi de udtrykker skel og modsætninger.

Men et EU, der ikke enten baserer sig på en fra omverdenen klart afgrænset og i den europæiske historie dybt forankret national identitet, eller forstår sig selv som den institution, som ved at pulje de europæiske folkeslags kræfter sammen til en mægtig opvisning af styrke og beslutsomhed, værner om disse folkeslags eksistens og suverænitet, vil ikke magte andet end at danse på stedet og snuble over egne ben.”

Alt dette magter EU ikke – selvom føderalister søger at bruge krisen til yderligere integration – og det er spørgsmålet om det for alvor er muligt at sikre en løsning af migrationskrisen gennem EU, og om det i hvert fald ikke er sådan, at det må blive nationalstaterne, der vrider armen om på systemet. Ved at stemme med fødderne og lukke de indre grænser tvinger de Unionen til at handle radikalt for at sikre åbenheden indadtil.

Derfor kan såvel glade Europære som bekymrede nationale glæde sig over den beslutsomhed, som f.eks. Ungarns ministerpræsident Orban har lagt for dagen.

Murenes tid – og vores opgave

I Tidehverv har sognepræst Claus Thomas Nielsen givet en karakteristik af vores samtid, der nokg går for langt i sin fatalisme, men samtidig sætter fingeren på det væsentlige: Vi lever ikke længere i en tid, hvor det grænseløse er en mulighed. Vi lever i ”Murernes tid”, et udtryk, der trækker på den historiske parallel mellem vor egen tid og den folkevandringstid, der gjorde en ende på Rom. Læren er, at vi kun overlever bag murene. Nok er mure tegn på svaghed, men netop erkendelsen af vores svaghed er for Nielsen er forudsætning for at vi kan imødegå situationen:

”Den nuværende folkevandring er da også langt mere omfattende, og den foregår langt hurtigere, end i den såkaldte folkevandringstid omkring det romerske imperiums sammenbrud i det fjerde og femte århundrede. Også dengang begyndte det som flygtningestrømme fra omkringliggende områder med opløsning og kaos. Men Romerriget forsøgte i det mindste, med massive grænsebefæstninger og genopbygninger af mure omkring alle større byer, at forhindre eller udsætte ragnarok. Man gjorde, hvad man kunne.

Selv efter det fatale slag ved Adrianopel i året 378: En flok flygtninge bestående af hovedsagelig kvinder, børn og familiefædre, fik allernådigst lov til at krydse Donau på flugt fra hungernød og borgerkrig. De fik tilmed kejserlig nødhjælp. Men de blev utilfredse, og på få år blev den forhutlede flok familier, gennem kædeindvandring over Donau, forvandlet til en veltrænet gotisk hær og røverbande, der hærgede inden for imperiet grænser, og som fik skaffet sig romersk militær udrustning. Kejser Valens måtte haste hjem fra østfronten i Syrien med imperiets hovedhær. Ligemeget hjalp det. Den 9. august 378 udslettede de gotiske ”flygtninge” hele den østromerske hær, inklusiv kejseren.

Men selv efter denne katastrofe, der gav utallige andre ”flygtninge” blod på tanden, forsøgte man at redde, hvad reddes kunne. Det førte blandt andet til Konstantinopels geniale befæstning og det østromerske riges overlevelse, da vesten brød sammen. Konstantinopels mure afskrækkede selv en Attila og modstod endda den muslimske belejring 674-78. Uden disse mure kunne kalifatets dengang uovervindelige hære have vandret uhindret fra Balkan og ind i det forsvarsløse Europa østfra. Ca. 20 gange blev Konstantinopel i de følgende århundreder belejret af kalifatet og dets efterfølgere, og tyve gange frelste dets mure Europa.

Ja, alting har sin tid. Det er en tid til at bygge op og en tid til at rive ned, som Den hellige Skrift lærer os. Der er en tid til at rive mure ned og en tid til at bygge murene op igen. Den rige, der lever i homogen fred og harmoni med sine nærmeste omgivelser, og som er respekteret og frygtet af de fremmede længere borte, han kan trygt ignorere murene omkring sin gård.

Men får han sine nærmeste omgivelser kulturberiget, og er han ikke længere respekteret og frygtet af de fremmede, så er det atter tid at forstærke fæstningsværkerne.

Behovet for mure og hegn er naturligvis altid et tegn på svaghed, men når man nu engang har gjort sig svag, så er mure den eneste mulighed for at overleve, indtil man får sin styrke tilbage.

Således blev blev den romerske kejsertids åbne og ubefæstede villaer i løbet af folkevandringstiden forvandlet til middelalderens befæstede borge, og således kunne man ved fremkomsten af de homogene europæiske nationalstater atter fjerne alle former for private fæstningsværker.”

Er denne parallel problematisk? Måske, men ikke mere problematisk end ikke at ville se forbindelsen mellem vores situation og den Rom stod i fra det 4. århundrede e.kr.

Man kan også sige det samme på en anden og knap så fatalistisk vis: Vi skal gøre det fornødne.

Fred og velstand er muligt, men det bliver en fred, der skal sikres. Ikke blot gennem mure, men også en aktiv indsats i de regioner, der sender sit fødselsoverskud i retning af Europa, som bl.a. Per Stig Møller har argumenteret for.

Det er i sandhed nye tider, og de kalder på alvor og sans for virkeligheden. Europadagen er forbi, nu må vi se i øjnene, at der henstår en enorm opgave for os, eller som jeg skrev i førnævnte artikel i ATLAS:

”Der tegnes igen streger og trækkes grænser i Europa, folkene vender sig indad og henter på ny styrke fra brønde, vi for længst troede udtørrede.
Virkeligheden slår igen og brister drømmetrådene. Illusion erstattes af desillusion, og apati af handling.

Er det godt? Ikke nødvendigvis. Er det skidt? Ikke nødvendigvis.

Men det er noget andet.”

Christian Egander Skov

Christian Egander Skov er historiker og ph.d. i moderne politisk historie fra Aarhus Universitet. Han er forfatter til bogen “Borgerlig Krise” (2022) samt Konservatisme i Mellemkrigstiden (2016). Han forsker i efterkrigstidens centrumhøjre-tænkning og er fast bidragsyder til Berlingske Tidende og Altinget. Desuden modtager af Weekendavisens litteraturpris 2022

Tegn abonnement på Årsskriftet Critique for kun 199,-

CRITIQUE 2023 - Forside

Få Årsskriftet Critique

Tegn abonnement i dag for 199 kr

CRITIQUE 2023 - Forside