Amerikas bedste håb: Donald Trump

Donald Trump er Amerikas bedste håb. I en situation, hvor Republikanerne og de konservative intellektuelle har svigtet og ladet USA udvikle sig i retning af en demografisk revolution, er han den eneste politiker, der har turdet trodse kravet om politisk korrekthed og tage et åbent opgør med venstrefløjens vision for landet.

Af Thomas Gress

D

onald Trump står til at blive nomineret som republikanernes præsidentkandidat, og det har affødt en forudsigelig strøm af dommedagsprognoser: På den ene side har Trump ingen chancer for at vinde præsidentvalget til november; på den anden er han uegnet til opgaven som præsident for verdens endnu mægtigste nation.


Denne artikel kommer ikke ind på Trumps valgchancer, der fortjener sit eget indlæg. Med det seneste års begivenheder for øje, så lad os nøjes med at sige, at intet er sikkert.

Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser. Endvidere mener han, at disse interesser bør veje tungere end urealistiske løfter om social retfærdighed – hvad enten disse løfter ønskes fuldbragte i amerikanske ghettoer eller på Mellemøstens slagmarker.

Den amerikanske konservatismes overfladiskhed

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

Hvis det er rigtigt, som Poul Schlüter observerede, at de fleste mennesker egentlig er konservative i deres udsyn, hvorfor er USA’s konservative parti, Republikanerne, ude af stand til at udnytte denne naturregel? Tog Schlüter fejl, eller er Republikanerne inkompetente?

…det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser

Mens det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. Tilbage står et betydeligt antal vælgere, som republikanerne om muligt har vundet, men som man har været ude af stand til at mobilisere i et tilpas stort antal til at afgøre et præsidentvalg. I USA er det nemlig ikke kun flertallet, der afgør valgudfaldet, men i høj grad også deltagelsesprocenten.

Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Når Obama ønsker at fjerne helten og præsidenten Andrew Jackson fra tyvedollarsedlen, var Republikanernes modsvar ikke at kæmpe imod historieomskrivningen og heltens forvandling til skurk, men i stedet på ynkelig vis at forsøge at gøre Jacksons erstatning, Harriet Tubman, til ur-Republikaner. Og i South Carolina krævede den republikanske guvernør Sydstatsflaget fjernet fra parlamentsbygningen, det seneste led i en udvikling, hvor sydstaterne ikke må hylde deres forfædres tapperhed under borgerkrigen. De skal vige pladsen for den nye selvforståelse, som magthaverne, såvel Republikanerne som Demokraterne, har valgt at omfavne, der gør historieforståelsen til en moralsk prædiken om samfundets rejse fra primitiv barbarisme til oplyst progressivisme.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraternes forfald

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. Der var engang, hvor partiforskellene ikke hindrede samarbejde. I USA’s lange historie har det være reglen snarere end undtagelsen, at kongressen var styret af et andet parti end præsidentens. Det er kun under Obama, at vi har været vidner til en stedse mere lammende polarisering. Nogle vil mene, at de skyldes republikansk ekstremisme, illustreret ved Tea Party bevægelsen. Andre vil pege på demokraternes egen udvikling.

Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Multikulturalismens USA

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem (og viste, at der var tale om et overfald fra ”offerets” side.) Hvor den borgerlige reaktion er at forlange, at alle, uanset hudfarve, udviser anstændig adfærd, undskyldes kriminalitet og stedse mere uacceptabel adfærd i offentligheden i dag med henvisning til uromagernes offerstatus, især på baggrund af etnicitet.

Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

Hvorfor har demokraterne afvist at appellere til grundlæggende dyder som offentlig lov og orden? Frem for at kræve, at optøjerne i Ferguson og Baltimore øjeblikkelig ophørte, mistænkeliggjorde man i stedet politibetjente, der udførte deres opgave. Konsekvensen har været en kraftig stigning i volden i amerikanske storbyer, da politibetjente af frygt for politiske repressalier ikke tør håndhæve loven over for ”sårbare” grupper.

Den nye demokratiske koalition

Ifølge progressive nages USA af en arvesynd, der kræver et opgør med fortiden. Én måde at råde bod på den synd er at fremskynde en demografisk forandring, således at USA ej længere fremstår som en homogen nationalstat med et europæisk flertal, men i stedet bliver det sagnomspundne multikulturelle paradis, hvor etnisk mangfoldighed sættes lig med social harmoni og gøres til et gode i sig selv.

I overensstemmelse med denne opfattelse ser Obama – og Hillary – helst, at de ca. 12 mio. illegale indvandrere benådes, og at landet åbner sig endnu mere for indvandring fra ulandene, uagtet den veldokumenterede og voldsomme pris, som amerikanske ufaglærte betaler for denne politik.

Hvorfor har demokraterne afvist at appellere til grundlæggende dyder som offentlig lov og orden? Frem for at kræve, at optøjerne i Ferguson og Baltimore øjeblikkelig ophørte, mistænkeliggjorde man i stedet politibetjente, der udførte deres opgave. Konsekvensen har været en kraftig stigning i volden i amerikanske storbyer, da politibetjente af frygt for politiske repressalier ikke tør håndhæve loven over for ”sårbare” grupper.

For 20 år siden var det ellers Demokraterne, der var fortalere for stærkere grænsekontrol og forsvarede arbejderklassens interesser.

De tider er imidlertid forbi, for demokraterne har luret, at de nye medborgere udgør kernen i Obamas – og snart Hillarys koalition – der ud over mindretal består af unge og enlige forsørgere. Demokraterne lover større omfordeling, og de, som har gavn af omfordeling, er nettomodtagerne: nemlig latinamerikanere, sorte, enlige forsørgere og unge, ført an af en snæver, selvretfærdig elite, en ”ruling class”, der selv segregerer sig i etnisk homogene kvarterer og lever borgerlige tilværelser.

Demokraternes holdning under Obama og Hillary illustrerer fint den stedse mere ekstreme progressivisme, der kendetegner venstrefløjen, for man har ingen skrupler med hensyn til, at det bliver middelklassen, der skal betale regningen for værdiødelæggelserne, herunder ejendomsværdiforringelser og øget skattepres, ved den progressive politik.

Demokraternes koalition består ikke længere af moderate, der ønsker økonomisk sikkerhed og offentlig orden for den brede middelklasse. I stedet mobiliseres vælgerne med et væld af løfter og patos om at råde bod på historiske uretfærdigheder gennem øget omfordeling, oplyst klimapolitik, åbne grænser, socialbetinget retfærdighed, og udskamning af dem, som står fast ved, at USA’s kulturelle arv, trods alt, er værd at beskytte og bevare, ikke at forandre og forbedre.

Republikanernes svigt

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ”obduktionsrapporten” efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

I samme ånd forsøgte en gruppe Republikanerne, anført af den højt besungne Marco Rubio, i 2014 at gennemføre en ny amnesti til illegale indvandrere. Kun et oprør fra den republikanske base forhindrede, at den blev gennemført. Da Obama alligevel, uden om kongressen, begyndte at udstede dekreter, som de facto gav amnesti til unge illegale, undlod Republikanerne at stille ham for en rigsrets, hvilket ellers havde været det bedste modtræk. Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.

Trumps opgør med den republikanske elite

Slutteligt er det vigtigt at tilføje, at de nyligt overståede primærvalg har været en totalafvisning af Bush-klanens arv og et nederlag for den progressive og neokonservative fløj i Det republikanske Parti, som havde købt Francis Fukuyamas fortælling om de vestlige værdiers universelle appel, og ført USA ud i nederlagene i Irak og Afghanistan.

Læg hertil en finanskrise forårsaget af en politisk manipuleret kreditboble, en utopisk uddannelsespolitik, de ufinansierede velfærdsløfters himmelflugt samt ambitionen om at gennemføre en ny amnesti for de illegale indvandrere, så har du den republikanske elites synderegister.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdte loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af samme republikanere og konservative, med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Bush var ikke personlig idémand til alle disse ulykker, men ansvaret var hans. Intet af ovenstående kan opfattes som borgerlige prioriteringer, og sammenlignet med denne katastrofepolitik er Trumps forslag snusfornuftige.

Trump er den første republikanske præsidentkandidat, der har sat det nødvendige opgør med arven fra Bush på dagsordenen.

Det bemærkelsesværdige i Bush-regeringens katastrofale prioriteringer var, hvor meget de havde og stadig har tilfælles med den grundlæggende præmis for progressiv politik. De deler troen på menneskets grænseløse formbarhed, der i sidste ende gør, at selv en vanvittig politik som åbne grænser, kan omfavnes som rationel. Denne tro leder i sidste ende til konklusionen, at gode hensigter er nok i sig selv, og empiri bliver en unødvendig lyseslukker.

Ingen kan sige, om Trump vinder, men borgerlige kan med god samvittighed bakke ham op, for såfremt Trump vinder, er der en reel chance for, at den politiske korrektheds overherredømme vil lide et sviende nederlag. Selvom jeg ikke tror, at det i sig selv vil redde USA, og selvom Trump endnu kan vende på en tallerken og holde os alle for nar, så har Trumps togt mod Det republikanske parti og konservative intellektuelle vist, at der stadig er mange amerikanere, der agter at slås for et Amerika bygget på en europæisk kernekultur frem for en vag tanke om et land bygget på én abstrakt idé.

Thomas Gress er cand.polit. fra Københavns Universitet.