Livet som mysterium

I 2014 udgav Lau Sander Ebbesen bogen Thi Livet er stærkere end Loven…, som behandler den fri aborts historie som en kamp imellem et livssyn, der tillægger livet iboende værdi, og et andet livssyn, hvor livets værdi bestemmes af livets indhold. Jon A.P. Gissel anmelder bogen.

Jon A.P. Gissel

Denne bog er vigtig for konservative mennesker. Den er ikke uproblematisk; det skal jeg vende tilbage til. Men den er vigtig i kraft af sit emne, som engang tidligere er taget op i Replique,[1] i kraft af sin opmærksomhed på holdningen til livet. Den er også vigtig ved at vise, at historieskrivning handler om andet og mere end metode, end kildekritik, end forskningssituation, at den nok så meget handler om holdning, hvilket på ingen måde gør pligten til dokumentation mindre vigtig, tværtimod. Endelig er den vigtig ved at give anledning til mange overvejelser om modernitetens væsen.

Godt arbejde

Lau Sander Esbensens bog om Danmarks moderne aborthistorie er en bemærkelsesværdig indsats. Den bygger på solidt arbejde, og den er atypisk og aktuel. Med denne bog har en historiker af faget formået at skrive en fremstilling, der holder den mulighed åben, at man kan forholde sig kritisk til indførelsen af fri abort. At det ikke er et spørgsmål, vi har lagt bag os. Esbensen har ikke sparet nogen anstrengelse i forhold til samlingen og behandlingen af materialet, og han fremfører resultaterne i en tænksom stil. Godt arbejde. Forfatteren præsenteres ikke i bogen, men blev uddannet på Københavns Universitet, på det, som dengang hed Institut for Historie, og forsvarede i 2003 en ph.d-afhandling om samme emne og med samme titel. Han har også vakt opmærksomhed i omskæringsdebatten.

Fremstillingen er i det væsentlige tidsmæssigt fremadskridende, med fire svangerskabslove som omdrejningspunkter. Bogen har intet register, man kan altså ikke søge hverken på personer eller på temaer. Der er heller ingen billeder: Forfatteren har valgt at satse på teksten alene. Bogen slutter, inden noterne, med en liste over kilder og litteratur, men har dog ikke nogen samlet karakteristik af kilderne. Lau Sander Esbensen har kaldt sin bog Thi Livet er stærkere end Loven…. Det er beklageligt, at man ikke klart får at vide, hvor citatet stammer fra. På s. 17 omtales et folketingsmedlem Hans Hansen, som i 1936 talte om en kløft mellem “Livet og Loven”. Titlen omtales direkte s. 304, uden at forklaring gives. Men for forfatteren er holdningen til livet sagens kerne. På s. 304 forklarer han livet som “den måde, mennesket helt konkret forvalter sin tilværelse på, er en afgørende kraft i historien…

Esbensen kan påvise – vistnok til overraskelse for nogle – at de illegale aborter i 1920’erne og 30’erne ikke var særligt livsfarlige, for kvinden altså, og ikke farligere end de legale (s. 69-71). Dette er interessant, fordi den angivelige farlighed har været med til at gøre legaliseringen uafviselig i debatten (s. 247).[2]

I Indledningen henviser Esbensen til teoretikere som Giddens og Friedell. Han omtaler og citerer på s. 10 kulturhistorikeren Egon Friedell uden nærmere at fortælle læseren, hvem han er, eller hvad han står for. Indholdet er ellers interessant nok: Det efterspørger begivenhedens indre liv, dens essens, og dette er værd at mærke sig i vor tid, da postmodernismen har benægtet, at nogen essens findes. På s. 12 omtales Anthony Giddens, også uden nærmere præsentation af denne teoretiker. Samspillet mellem enkeltpersoners handlinger og overordnede træk i samfundslivet fører fra et menneskesyn til et andet.

Det handlende menneske og historien

Dette er vigtigt, da det betyder, at det handlende menneske og dets livssyn har indflydelse på historiens gang. Esbensen udtaler, at Giddens har haft betydning for bogens opbygning, og dermed kommer der først aktørniveau, dernæst strukturniveau i hvert af bogens tre afsnit. Forfatteren er “langt hen ad vejen” enig i Giddens’ samfundsbeskrivelse. Man ville dog gerne vide i rene ord, hvor han overskrider Giddens. På s. 14f vender Esbensen tilbage til Friedell og betoner dennes tanke om vigtigheden af, at man kan lære noget af den historiske forskning, en selverkendelsesmulighed. Som en mindre forskel nævner forfatteren, at erkendelsesmuligheden efter hans opfattelse rækker ud over den enkelte. Friedell og Giddens er de to eneste teoretikere, der nævnes i indledningen; Zygmunt Bauman, der i litteraturlisten omtales med tre bøger, nævnes ikke her. I samme indledning skriver forfatteren, at:

jeg tror, aborthistorien ender knap så lykkeligt, som vi plejer at tro: Den mentale bevægelse, aborthistorien beskriver, fører for mig at se nogle helt grundlæggende problemer og udfordringer med sig, som det moderne menneske på en eller anden måde er nødt til at møde. Mine grunde til at mene det må man til gengæld vente med til senere.

Her lover forfatteren måske lidt mindre, end han opfylder i bogens fjrede del, “Afslutning”. Man kan også spørge, hvem “vi” er? Er det et bevidst forsøg på at nedtone holdningsforskellighederne inden for nutiden?

To livssyn

Bogens afslutning ser ud til at give mere af en holdning, end indledningen lægger op til. Esbensen taler om en etisk forandring i tid, om en meningsbærende inderside, om en skjult idé, som bærer begivenhedsforløbet. Den historiske bevægelse er ikke en uimodståelig strøm, men vore handlinger betyder noget. Denne udtalelse peger i retning af en anerkendelse af menneskets frie vilje. Aborthistorien indfører et grundlæggende forbehold over for liv, en opløsning af forpligtelsen til at anerkende livets værdi i sig selv. Forandringen, som fremstilles, går fra en opfattelse af livet som et grundlæggende gode til livet som et afledt gode. To opfattelser af liv står overfor hinanden; den som i forløbet bliver tabende, og den som vinder i det samme forløb: For den første er livsmuligheden, livet som er, det afgørende, for den anden livslykken, livets værdi efter hvad der lægges i det. Forfatteren taler på s. 293 om “selvvirkeliggørelsens livsform” og henviser til filosoffen Charles Taylors behandling af denne livsform. Ordet “selvstændighedstrang” bringes også frem, “individualisme” nævnes som årsag til bekymring, i forhold til opløsning af livets mening, idet de moralske horisonter forsvinder, men altså ikke som almen betegnelse i forfatterens indkredsning af det moderne. På s. 74f er “individets trang til at være ‘herre i eget hus‘” nævnt som “noget meget moderne“. “Autenticitet” er et yderligere centralt begreb i fremstillingen, et ideal som forfatteren på s. 299 identificerer med selvvirkeliggørelsen.[3] Det ender med, at det overordnede perspektiv går tabt. “Hvis enhver forskel i livsudfoldelse er af (lige) betydning, er ingenting af betydning. Hvis den enkelte er fri til at tillægge alt betydning efter behag, bryder betydningshorisonterne sammen, og det moralske ideal, der skulle holde den moderne livsform oppe kollapser.“ (s. 298)

Historiesyn

Determinismen har været en stærk ingrediens i moderniteten. Dette er forfatteren opmærksom på. Når han s. 10 omtaler menneskets valg og s. 12 det handlende menneske, må det pege på, at han i en eller anden forstand mener, at mennesket har en fri vilje. Det hænger sammen med, at han har en holdning til historien, og han skriver side 304: “Aborten er i realiteten et angreb på det enkelte menneskes mulighed for at leve i overensstemmelse med sig selv, hvilket er præcis det modsatte af, hvad der (i de fleste tilfælde) er meningen med den.“ Og lidt efter: “Historien består af levende menneskers levede liv, og da vi i hver eneste øjeblik lever det i bestemte retninger, er det naturligt, at vi løbende reflekterer over, om den retning, vi er på vej i, også er den rigtige.” Esbensen advarer s. 78f mod en social determinisme, og fastholder, at der er et valg i aborten; at der ligger en livsholdning bag handlingen. Lægen, socialisten og abortforkæmperen Jonathan Leunbach var en udpræget tilhænger af racehygiejne. Darwinisme og udviklingstanke var grundelementet i denne tankegang, livets eneste mening er kampen for herredømmet over naturen (s. 52f).

Den menneskelige vilje forstås alene socialt og økonomisk. Mod dette sætter Leunbach det religiøse standpunkt, og konflikten havde kun en mulig udgang: “Moderniteten ville triumfere. Og når moderniteten triumferede også det menneskesyn, som udelukker enhver forestilling om, at der findes en orden bag den tilsyneladende, at mennesket rummer et element af udødelighed eller transcendens“. Sådan karakteriserer Esbensen Leunbachs standpunkt, og dermed er antydet en forskel på de to. På s. 195 omtales et synspunkt fra Lissie Elsass Fridericia fra Dansk Kvindesamfund, børn skal være valg, ikke skæbne, tanken om, at til livet hører skæbne, skubbes til side. Men det kan jo også være et valg at tage sin skæbne på sig. Hvordan stiller dette synspunkt sig nu overfor determinismen? Spørgsmålet er, om det ender med, at Esbensen selv skildrer holdnings- og lovgivningsforandringen som noget uundgåeligt, sådan at menneskers valg og holdning alligevel bliver uden betydning?

Esbensens syn på etik

Rundt omkring i bogen findes forskellige fingerpeg om, hvordan forfatteren forholder sig til kristendommen, som 1900-tallet igennem stod for en væsentlig del af kritikken af legaliseringen af fosterdrab og stadig gør det. På s. 11 omtales “kirkens og kristendommens vigende indflydelse” som et af de træk, der karakteriserer “det 20. århundredes overordnede bevægelse”. På s. 29 deler han lægerne i to grupper, traditionalister og liberale, som befandt sig “i forskellige faser af det moderne”. De første “var formet af en traditionel, kristent inspireret opfattelse af mennesket” og var f.eks. ikke glade for, at psykiatrien “truede med at erstatte ånd med psyke, altså ‘afkristne‘ mennesket“. Her må man sige, at der sker virkelig et skred, hvis ånd erstattes med et materielt-abstrakt begreb. Så hersker determinismen.

I bogens fjerde afsnit drøfter forfatteren den lægelige antropologi. På s. 87 omtaler han den kristne tanke om livets ukrænkelighed, det enkelte menneske som unikt, men også at de fleste traditionelt indstillede læger argumenterede biologisk. Dr. med. R. Kjer-Petersen nævnes dog som eksempel på en læge, der nævnte Gud i debatten. Alt i alt virker det, som om betydningen af den kristne holdning nedtones.

Kristendommens betydning

Hvordan vurderer Esbensen så kristne indlæg? På s. 112-14 nævnes nogle kristne indlæg, dog i et hovedsageligt afstandtagende tonefald (“dogmatisk“), mens ytringer fra modsat hold ikke kommenteres på samme måde. Kun et indlæg af biskop Valdemar Ammundsen omtales mere positivt. Når det ellers hedder, at “Den slags ideer vandt ingen genklang i samfundets bredeste kredse”, hvor godt stemmer det så egentlig med, at 173.000 skrev under på en adresse i 1932 for at fastholde at fosterdrab var ulovligt og strafbart? Og at underskriftsindsamlingen var iværksat af “en kreds af indremissionske kvinder” tyder vel også på, at en del kvinder har haft en anden opfattelse, end de, som bogen ellers lægger vægt på? Endelig stilles ikke noget spørgsmål om, hvorvidt den radikale dominans i kulturlivet har haft betydning for debattens rammer. Dette kunne være relevant, når forfatteren bemærker, at den nævnte adresse “trods sit omfang hengik i relativ ubemærkethed“. Denne dominans har jeg beskrevet i bogen Konservatisme og Kulturkamp, som også udkom i 2014, og som Esbensen ikke har kunnet kende da han skrev. På s. 195 udtales et angreb på kristendommen, idet lægen Agnethe Bræstrup citeres, seksualiteten gøres til det eneste givne (slutningen af 1940‘erne).

På s. 244f, på et senere tidspunkt i historien, i 1960’erne, sættes to standpunkter virkningsfuldt op mod hinanden: På den ene side børnepsykiateren Svend Heinild, der repræsenterer en verdslig frigørelsesideologi og taler om “religionens afskaffelse”, som om den er en uimodsigelig kendsgerning. I forbindelse med udlægningen af ham, er det ikke helt klart, om det er ham eller Esbensen, der bruger ordet rationel til at gøre indførelsen af fri abort til den eneste mulige vej frem. På den anden side lægen Jacob Christensen, der senere blev formand for Kristeligt Folkeparti, og som ud fra et kristent livssyn betoner, at vi fra undfangelsesøjeblikket står med et nyt menneskeligt liv. Det afgørende er, at vi kan tage ansvar for livet.

Kirkehistorikeren Kurt E. Larsens bøger om Danmarks kirkehistorie i netop den omhandlede periode er ikke nævnt i litteraturlisten, og jeg har heller ikke ellers fundet spor af, at de er blevet brugt.[4] Denne mangel bidrager til en slagside i bogens behandling af det kristne og af kirkehistoriske perspektiv. I forbindelse med autenticitetsidealet omtales s. 297 det enkelte menneskes uerstattelighed med citat af Peter Kemp. I den tilhørende note 682, som står s. 369, hedder det:

Skulle man spore autenticitetsidealet længere tilbage i historien, ender man – med Kemp – i en religiøs (kristen) forestilling om et enkelte menneskes liv som helligt, fordi det er givet af Gud, og dermed som noget i absolut forstand værdifuldt. Denne forestilling, introduceres, siger Kemp, i den vestlige kultur af Jesus (lignelsen om det forsvundne får, lignelsen om den fortabte søn) og udtrykker netop idéen om, at livet har værdi i sig selv, dvs., at livet fundamentalt er et gode.

Her er det påfaldende, at den kristne tankegang er henvist til en note og ikke står i hovedteksten, hvis den er så grundlæggende, som teksten i sig selv lægger op til. Er denne kristne holdning ikke netop et nødvendigt grundlag for en kritik af den modernitet, som har ført til, at et menneskeliv kan fravælges?

Modernitetens problem

Bogen er en grundig og saglig redegørelse for en historisk emne, en bestemt tematisk linje gennem 1900-tallets brogede og samtidig ensidige historie. Det er en bog, som viser, at moderniteten er en dybt problematisk størrelse. Ved siden af de store materielle fordele åndeligt og etisk dybt problematisk. Anmelderen må også erklære sig enig med forfatteren i, at holdningen til livet er kernepunktet. Man får ikke et stort etisk problem til at gå væk ved at benægte, at det findes.

Ved sit forsvar i 2003 sagde Lau Sander Esbensen, at debatten stadig er hos os, og årene siden har bekræftet dette. Medlemmer af Det Etiske Råd har ønsket at drøfte abortgrænsen.[5] Det bliver påpeget, at når den gravide kvinde i dag teknisk set kan blive undersøgt for alt muligt vedrørende fosteret, bliver det stadig lettere at fravælge menneskelige liv, der har en eller anden sygdom; lettere teknisk set, men valgene bliver stadig sværere; også dette har bekymret Etisk Råd.[6] Der er blevet talt om en mulig lighed mellem fosterscreening og de socialdarwinistiske og eugeniske idéer, som forfægtedes i mellemkrigsårene.[7] Der er vedblivende debattører, som peger på det problematiske i situationen; det gælder således behovet for støttesamtaler.[8] Det gælder også, når man går ind på selve holdningen til livet, som Esbensen så stærkt har trukket frem i sin bog: ”Ingen har rettigheder, der vejer tungere end et andet menneskes liv”.[9] Det gælder, når man går ind på spørgsmålet om egoisme over for næstekærlighed set i forhold til det ufødte barn.[10] Det gælder udsagn om, at kandidater fra en del partier viser betydelige nuancer, når de bliver spurgt om sagen, mens visse partier er påfaldende tavse.[11] Det gælder forældre, der fravælger abort, som lægerne har anbefalet på en sådan måde, at det virker som et pres – og det viser sig, at barnet er levedygtigt.[12] Etikken ser ud til at have vundet frem i debatten og overvejelserne.[13]

Sagen og forløbet kan belyses yderligere gennem en udtalelse, som Esbensen ikke nævner eller citerer.[14]

Livet som mysterium

8.3.1934 talte Alfred Bindslev i Folketinget mod loven om sterilisation af åndssvage. Han var konservativt medlem og havde været sognepræst. Han hævdede i debatten, at vi endnu stod på for vaklende grund i forhold til arvelighedsforskningen til et så drastisk indgreb.[15] Hans betragtninger er så væsentlige, både ved det lys de kaster tilbage på den periode, der hovedsagelig behandles i denne bog, og ved det lys de kaster frem på nutiden, at jeg vil citere et ret langt afsnit:

Den højtærede Socialminister talte om det religiøse Livssyn og mente, at jeg ikke havde talt ud fra et religiøst Livssyn, som er saa vidtgaaende, at det vilde forbyde ethvert menneskeligt Indgreb overfor Tilværelsen. Nej, saa vidt gaar jeg ganske vist ikke, idet jeg bl. a. mener, at ogsaa ud fra et religiøst Livssyn er det en af Menneskelivets Opgaver at udføre en vis Funktion, med andre Ord at øve en vis Indflydelse paa Tilværelsen i den ene eller anden Form. Men ganske vist tilsiger mit religiøse Livssyn mig en ganske særlig Varsomhed, hvor det drejer sig om at gribe ind i Liv og Død; det paakalder en særlig Varsomhed over for det enkelte Menneske med hensyn til, hvorvidt Samfundet har Ret til at berøve det Livet, hvad enten det nu er paa et tidligt eller paa et senere Stadium af den menneskelige Tilværelsesform.

Derfor ligger disse Spørgsmaal meget nær op ad dette Lovforslag, og man har fuld Ret til at jævnføre dette med Spørgsmaalet om Fosterdrab og Spørgsmaalet om at dræbe mindreværdige Individer, altsaa aandsvage Børn, hvis Nytte i og for Tilværelsen man ikke kan se, og at give gamle Mennesker, om jeg saa maa sige den sidste Naadesindsprøjtning for at spare dem for de sidste Lidelser; dette ligger ganske nøje paa Linie hermed. Men jeg siger, at lige saa betænkelig man maa være ved at gribe ind i Liv og Død over for det enkelte Menneske, lige saa betænkelig, eller meget mere, maa man være, hvor det drejer sig om at gribe ind over for Slægten som saadan og for en Række af Individer at ophæve Forplantningsevnen. Det er nemlig et Indgreb i selve Livet som Mysterium, som jeg ikke mener os berettigede til. [16]

Alfred Bindslev taler både om slægten og individet og holder dermed på en karakteristisk konservativ sammenhæng, og har her i forhold til et særligt tilspidset emne samme ærinde som den samtidige forfatter Jacob Paludan, at advare mod statens og samfundets ubegrænsede indgriben overfor den enkelte og en række af individer. Bindslev sætter fosterdrab, i Esbensens sprogbrug abortindgrebet, ind i en sammenhæng med andre moderne indgreb i livet. Nøgleudtrykket ”Livet som Mysterium” må sammenfatte hele den konservative opfattelse, herunder af grænserne for viden og videnskab, og det forekommer mig karakteristisk, at David Gress i 1978 lod sin bog Demokrati eller?, der for en stor del handler om opfattelsen af videnskab, munde ud i en appel om en menneskeforståelse, der anerkender livets mystik.[17]

Også andre har været inde på denne sammenhæng: Anne Lise Madsen, formand for Danske Bioanalytikere, skrev i 2002 om alt det der gøres for at skaffe barnløse par børn, mens livet for de gamle nedprioriteres, så det kommer til at virke, som om man vil tilskynde til aktiv dødshjælp. Hun spørger, ”hvad blev der så af retten til den sidste del af livet?” og: ”Har vi mistet ydmygheden over for livet og dets naturlige grænser? Meget tyder desværre på det.

Der går en lige linie fra Bindslevs bekymring og advarsel til Anne Lise Madsens, skønt intet tyder på, at hun har kendt hans udsagn. Også andre har været inde på muligheden for et pres, at der kan blive både tvungen abort og tvungen dødshjælp.[18] Det er blevet fremført, at tilhængerne af aktiv dødshjælp alene tilgodeser selvbestemmelsesretten, og at det giver en ensidig vinkel.[19] Dette er meget parallelt i forhold til situationen med hensyn til abort. Heri indeholdes nu den væsentlige forudsætning for situationen i dag, at man ikke længere anerkender, at livet som sådant er et mysterium. Esbensen er inde på noget lignende, når han taler om, at det moderne samfund kæmper for orden og forudsigelighed, og han har i en kronik brugt udtrykket: ”At overgive sig til den rationelle tænknings enevælde for at fastholde tilværelsens forudsigelighed…”.[20] Vi har sat os ud over taknemmeligheden. Det tager livet af livet.

Jon A.P. Gissel er historiker, dr.phil. og forfatter til bl.a. bogen ”Konservatisme og Kulturkamp”.


 

[1] Kuzma Pavlov: Det kunne være Dem i Replique, 5. årgang, s. 135-137.

[2] Lau Sander Esbensen giver eksempler på dette i sin kronik Myterne trives om abortens Historie i Kristeligt Dagblad 8.11.2008.

[3] Bemærk Jørgen Carlsens kritik af tanken om autenticitet i Kristeligt Dagblad 13.4.2015.

[4] Kurt E. Larsen: En bevægelse i bevægelse. Indre Mission i Danmark 1861-2011, 2011, og Fra Christensen til Krarup – Dansk Kirkeliv i det 20. Århundrede, 372 sider, 2007 ville begge være oplagte til at give emnet en kirkehistorisk sammenhæng.

[5] Karin Dahl Hansen: Det Etiske Råd vil drøfte Abortgrænsen i Kristeligt Dagblad 29.7.2004.

[6] Mette-Line Thorup: Den frie abort bliver en stadig tungere Byrde i Information 23.10.2009.

[7] Ole J. Hartling: Det uperfekte Barn i Kristeligt Dagblad 4.10.2008.

[8] Tove Videbæk: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? i Kristeligt Dagblad 20.4.2015.

[9] Frederik Berggren Smidt og Ellen Højlund Wibe i Kristeligt Dagblad 6.10.2012.

[10] Elisabeth Lysholm Christensen og Morten Lynge Kjær: Dansk egoisme og moralsk Fordærv i Kristeligt Dagblad 3.4.2015.

[11] Ellen Højlund Wibe og Per Damgaard Pedersen i Kristeligt Dagblad 6.5.2015.

[12] Lars Dinesen: Trodsede lægers Råd om Abort i MetroExpres 7.1.2015.

[13] Freia Bech-Jessen: Abortkulturen er under Forandring i Kristeligt Dagblad 21.3.2015.

[14] Bindslevs formulering blev citeret af historikeren Inga Floto, da hun opponerede ved Lene Kochs disputats 15.9.2000 (Racehygiejne i Danmark 1920-56 + Tvangssterilisation i Danmark 1929-67, København 1996).

[15]Rigsdagstidende. Forhandlinger i Folketinget. 86de ordentlige Samling 1933-34. II, 1934, sp. 3328.

[16] Ibid., sp. 3335.

[17] David Gress: Demokrati eller? København 1978, s. 256.

[18] Johannes Østerlund Nielsen: Fri os for tvungen abort og tvungen Dødshjælp i Jyllands-Posten 27.12.2014.

[19] Claus Moe: Aktiv dødshjælp er den fattigste Løsning i Berlingske Tidende 4.11.2009.

[20] Lau Sander Esbensen: En abort ændrer også vores Liv i Politiken 25.4.2004.