Et alvorligt troværdighedsproblem: Den angivelige ”verdensklasse” på Aarhus Universitet

På danske universiteter taler man om verdensklasse, men sandheden er en anden. Niveauet er lavt, fagligheden undergravet af postmodernistisk kritik af fagtraditioner. Og endelig er det universitære miljø uimodtagelig for kritik. Vi bringer her tidl. professor Linda Maria Koldaus artikel fra Årsskriftet Critique V (2012)

af Linda Maria Koldau

Aarhus Universitet har et alvorligt troværdighedsproblem. På websiden og i sine dyre reklamebrochurer annoncerer universitetet stolt sin ”verdensklasse” – både i forskning og i de uddannelser, som universitetet udbyder. Man fremfører sine to nobelprismodtagere, nogle studerende, der modtog priser, og internationale forskere, der blev trukket til universitetet. Sjovt nok sidder de alle på naturvidenskab – og her kan man ikke snakke sig fra, at ”en trekant stadig er en trekant”, som en kritisk professor en gang sagde til mig i en samtale. På humaniora ser det meget anderledes ud – der er al den snak om ”verdensklasse” den rene parodi, som slører et ”universitet”, der har givet afkald på de mest grundlæggende principper for akademisk forskning og undervisning.

Min kritik af det humanistiske uddannelsessystem er gået igennem pressen, og det er også kendt, at jeg blev udsat for så mange chikaner og urimeligheder, at jeg til sidst gav afkald på det professorat i musikvidenskab, som jeg med stor glæde havde accepteret, da dekan Bodil Due kaldte mig til universitetet i 2009.[1] Det professorat, som dekanen tilbød mig, var den berømte musikforsker Knud Jeppesens professorat, og derfor havde jeg god grund til at mene, at universitetets tale om ”verdensklasse” havde nogen troværdighed.

Realiteten på Aarhus Universitet ser imidlertid anderledes ud. Jeg har i min artikel i Politiken d. 11. juni 2011 fremlagt, hvordan det humanistiske uddannelsessystem er blevet udhulet gennem en forfejlet ledelsesstruktur og forfejlede faglige og pædagogiske strategier. Som professor oplever jeg hver dag, hvordan ledelsens topstyring med meningsløse kontrolmekanismer begrænser min undervisning og blokerer mine muligheder for at kunne uddanne de studerende til selvstændige, kritiske og kreative unge mennesker.

Forskning derimod – jeg taler kun for de humanistiske fag, som jeg oplever dem på mit universitet – bliver mere og mere til en planøkomomisk organiseret leg med standardiserede formuleringer. Mangfoldigheden er blevet ødelagt og dermed kreativiteten. Det eneste, det gælder om, er at skaffe eksterne midler, og alle videnskabelige ansatte presses for at indtjene disse. Uanset om de forskergrupper som dekanen tvinger os i, giver mening og overhovedet har en chance for at opnå målet. Verdensklasse? Det lyder som bitter ironi.

I dette bidrag vil jeg først fremlægge fem aspekter, som på Aarhus Universitet forhindrer verdensklasse. Så følger en detaljeret analyse af et fag, som en gang virkelig havde verdensklasse, men nu byder et eksemplarisk billede af humanioras forfald i de seneste 30 år på Aarhus Universitet. Det er det fag, som jeg selv er ekspert i, nemlig musikvidenskab – men mange avisartikler i Danmarks ledende aviser ligesom bekræftelser og veritable skrækhistorier fra kollegaer fra andre fag viser, at musikvidenskab kun er ét af mange humanistiske fag inden for humaniora, som har givet afkald på alt, der kunne betegnes som ”verdensklasse”.

1. Typiske aspekter på Aarhus Universitet som forhindrer verdensklasse

Princippet ”alt til alle uden forudsætninger” præger mange studiefag inden for humaniora på Aarhus Universitet. Der skal ikke stilles nogen som helst krav til de studerende, fordi universitetet– pga. taxameter-systemet – er afhængigt af at tiltrække så mange studerende som muligt. For at sikre sig, at man får penge, sætter man standarderne ned – eller taler slet ikke om standarder. Det er blevet kendt, at man kan forlade Aarhus Universitet med en kandidatgrad i ”musikvidenskab” uden at kunne læse noder. Der findes lignende mangel på faglighed inden for andre fag.

Men problemet er ikke kun fagligheden. Problemet er primært strukturelt, og medfører, at fagligheden til sidst styrtdykker. Netop fordi den systematiske ødelæggelse af det faglige niveau faktisk er konsekvensen af en politisk beslutning, der ingenting har med de nødvendige processer og krav på en akademisk institution at gøre.

Jeg vil fremlægge fem principper, der faktisk sikrer, at Aarhus Universitet drejer sig om sig selv, og forhindrer, at international kvalitet har en chance inden for forskellige humanistiske fag. Mine udsagn bygger på de erfaringer, som jeg har gjort på ”Institut for Æstetiske Fag”, som i 2011 blev fusioneret – under samme institutleder, Niels Lehmann – med tre andre institutter (Medievidenskab; Nordisk?; Sprog, Kultur og Litteratur) er blevet til ”Institut for Æstetik og Kommunikation”. Jeg taler ikke for de andre delinstitutter – men mange frustrerede meldinger fra kollegaer, der arbejder på netop disse institutter samt på andre institutter inden for fakultetet (eller som allerede har forladt universitetet i vrede og frustration), viser, at problematikken ikke er begrænset til Niels Lehmanns oprindelige institut, selvom den måske har været særlig udpræget dér.[2]

Jeg er klar over, at min fremlæggelse er generaliserende – og jeg er klar over, at der findes fremragende arbejde af individuelle kollegaer eller endda på hele afdelinger. Alligevel giver utallige kritiske artikler ligesom utallige samtaler med kollegaer i hele Danmark mig vished om, at en generel kritik er nødvendig og berettiget.

1.1 Ingen faglig debat

På Aarhus Universitet bliver ”den faglige debat” igen og igen fremhævet som afgørende for udvikling og forbedring. Problemet er bare, at der faktisk ikke findes en virkelig faglig debat.

Uanset om der eksisterer den nødvendige vilje og kvalifikation for overhovedet at kunne føre en sådan debat, findes der slet ikke det nødvendige forum. Lærermøderne er administrative foranstaltninger, som udelukkende omhandler administrative spørgsmål, såsom terminer, organisering af arrangementer, undervisning, evaluering, akkreditering. Da jeg d. 8. december 2009, i sammenhæng med den begyndende diskussion om den nye bachelor-studieordning, fremlagde et overblik over faget Musikvidenskab og en vurdering af, hvordan faget står i Danmark, blev det fulgt af en virkelig faglig debat, midt på lærermødet. Efter lærermødet kom to kollegaer til mig og sagde: ”Tak for dette udspil. Vi har aldrig haft sådan en debat på et lærermøde.” Denne kommentar er sigende: Faget har bestået i flere årtier, og der har været afgørende ændringer i fagets tilrettelæggelse i de seneste 20 år. Men de kollegaer, som har været der i alle disse år, siger, at de faktisk aldrig har haft en rigtig faglig debat på lærermøderne.

Hvornår bliver der altså diskuteret forskningstilgange, fagets placering i den nationale og internationale sammenhæng samt velfunderede beslutninger om kursusindhold på lærermøderne? Jeg har ikke oplevet det en eneste gang ud over den nævnte diskussion d. 8. december 2009.

Men problemet er ikke kun det manglende forum, men også magtstrukturen og den måde, hvorpå modargumenter bliver mødt. Når der diskuteres studieordninger, fremlægger faglederen og vicefaglederen et udkast og nogle artikler ”til orientering” – der er kun få, som tør ytre kritik (jf. nedenfor, punkt 2.3), og når det sker, lærer man snart, at man hellere skulle tie stille.[3] For man bliver ikke populær, når man prøver at argumentere med internationalt anerkendte standarder og differentieringer. Til sidst kan man endda få en advarsel, hvor denne form for argumentation bliver nedgjort som ”ukonstruktiv” og farlig for ”fagets udvikling”.

Sådan har jeg oplevet det på min afdeling. Kollegaer på andre afdelinger taler ligeledes om resignation, om top-down-styring, om beslutninger, der er blevet truffet på forhånd og så skal bekræftes igennem skindebatter. Samme mønster findes også på større møder på institut- eller fakultetsniveau – det er allerede flere gange blevet kritiseret i aviserne.[4]

1.2 Niveauet

Internationalt niveau bliver umuliggjort, fordi alt skal gå ”på tværs” både i forskningen og i undervisningen. Det fører til, at en uddannet musikforsker helst også skal inddrage litteratur, arkitektur og forskellige kunstarter i sin undervisning – samt de passende teorier. Niveauet i denne ”tværfaglige tilgang” bliver presset så meget ned, at man slet ikke længere behøver faglitteratur for at forberede undervisningen. De studerende er alligevel begejstrede, hvis underviseren altså har sådan en bred almendannelse, at hun eller han er i stand til at fremhæve fællestræk og forskelle i de forskellige kunstarter i hvilken som helst periode.

Men hvem er i stand til det? Jeg har oplevet, hvordan en kollega, der har en uddannelse i musikvidenskab og nu arbejder på et andet fag som lektor, gennem flere årtier bedyrede over for de studerende, at ”stereofonien har bragt den rumlige dimension ind i musikken”. Den uddannede musikvidenskabslektor – som i international kontekst endda ville kalde sig for ”associate professor” – har åbenbart aldrig hørt noget om barokmusik og dens æstetik. En anden lektor – ”associate professor” – i musikvidenskab bedyrer, at hun aldrig ville være i stand til at undervise i musikhistorie, det er hun ”ikke kvalificeret til”. Vi taler nu om musikhistorie på laveste niveau, der er jo slet ikke plads til mere end de mest basale data i fagets studieordning.

Det, som jeg ellers har oplevet i den undervisning, hvor jeg sad som gæst – jeg skulle jo som nyansat professor lære, ”hvordan man underviser på danske universiteter” – har mindet mig om en gymnasieskole. De studerende skal aktiveres – og så skal de skrive wiki’er og små kommentarer til hinanden, ved hjælp af e-læringsplatformer, som underviseren så skal kontrollere. Angiveligt fremmer disse aktiviteter de studerendes læringsproces. Men desværre er det på bekostning af den viden, som de egentligt skulle få formidlet af de højtbetalte lektorer og professorer.

Skræmmende mangel på faglige og administrative evner og dermed skræmmende mangel på niveau findes ligeledes – og det er fatalt – på ledelsesniveau. Jeg henviser til et eksempel, som bliver fremlagt i bidraget ”Nye studiefag – en kreativ leg” på bloggen Forskningsfrihed?. [5] Skal det her være universitetets fremtid? Så kan man som seriøs forsker og underviser bare forlade universitetet.

1.3 Argumentationsstrategier, som ødelægger enhver debat

Jeg har oplevet flere argumentationsstrategier på Aarhus Universitet, som er helt ødelæggende og intet har med en akademisk debat at gøre.

På den ene side har vi ledelsesargumentationen. Dens strategier har jeg fremlagt i Berlingske Tidende d. 21. februar 2012:

Der bruges ”Totschlagargumenter”: argumenter, der slår modparten – som oftest ikke har nogen ledelsesmagt – ihjel. Ekspertise, erfaring, indsigter fra den internationale kontekst gælder for ingenting.

”Jeg kan slet ikke genkende det billede, som du tegner” – eftersom det er en leder eller mellemleder, der siger det, gælder naturligvis kun det billede, som lederen har. Og det bliver ikke diskuteret. Det er morsomt at iagttage, hvordan denne stereotype formel ”jeg kan slet ikke genkende” bliver brugt af alle mulige personer på mit institut – mens der findes så mange, der i al hemmelighed, men nu også offentligt bekræfter mit billede.

”Det er ikke sådan som du siger”: Så er det altså kun sådan, som lederen mener.

”Det har du misforstået” – en oplevelse, som jeg deler med mange andre, der tør ytre sig kritisk. Det undrer mig faktisk, hvor mange lektorer og professorer der findes på de danske universiteter, der ”misforstår” så meget.

”Det har jeg aldrig sagt” – og så er vi tilbage hos ansvarsproblemet. Det er altid nemmest at ikke have sagt noget som helst, så kan man der heller ikke drages til ansvar for det, som man faktisk har sagt.

Men jeg har også oplevet ødelæggende argumentation, når der var tale om uddannelsen og fagligheden. Citat fra en samtale med faglederen d. 13. januar 2011:

LMK: Jeg har altså store problemer i at undervise kandidat-kurset ”Musik, lyd og betydning”, hvis jeg ikke skal bruge tekster der indeholder nodeeksempler. Det kan næsten ikke undgås at musikvidenskabelige artikler, som de studerende skal læse, indeholder nogle musikeksempler.

Fagl.: Hvis der findes ét eller andet nodeeksempel i de tekster, de skal læse, så skal de simpelthen gå hjem, sidde ned en eftermiddag og lære noderne!

Hvis man overdrager denne argumentation til et andet fag, ville det sige, at litteraturstuderende, der er analfabeter, lige skal gå hjem og lære alfabetet på en eftermiddag, så vil de nok være i stand til at læse og forstå en Kierkegaard-tekst.

Samme argumentation, som undviger at tage de egentlige problemer op, har jeg mødt i en samtale med rektor Lauritz Holm-Nielsen d. 9. august 2010:

LMK:            4-plus-4 systemet er et problem for at kunne tiltrække internationale ph.d.-studerende til Aarhus Universitet. Det er jo normalt at de afslutter deres master i hjemlandet og så søger et ph.d.-stipendium et andet sted. Men så har de jo ingen chance for at komme ind på AU, når det næsten udelukkende er 4-plus-4-stipendier som uddeles.

Sådan en argumentation har på Aarhus Universitet gentagne gange efterladt mig målløs. Kaldes det her for seriøst? Hvordan skal der ske en faglig udvikling, hvordan skal man komme på internationalt niveau, hvis debatterne minder om den rene tegneserie-komik?

Under sådanne forudsætninger er ambitionen om en faglig debat håbløs.

Eftersom jeg aldrig har fået svar på min faglige kritik fra sommeren 2011, kan jeg kun formode, at der simpelthen mangler fagligt begrundede modargumenter. Den respons, som man får, er meningsløse replikker – eller personlige angreb.

1.4 Selv-isolation og den ”lykkelige familie”

Det er netop de personlige angreb, som kommer mest overraskende for en person, som er vant til internationale normer på en akademisk institution. Jeg har været professor på Frankfurts Universitet, og som medlem i det akademiske råd kunne jeg godt se, at der fandtes nogle alvorlige problemer på andre afdelinger. Ville jeg nogensinde have ytret mig om dem, endda offentligt? Sådan en tåbelig adfærd kan en international professor slet ikke forestille sig. Hvis jeg havde gjort det, ville jeg have tabt ansigt – både inden for universitetet og i offentligheden: Hvordan kan en professor, der ingenting kender til en anden afdeling, dens faglige problemer og dens kollegiale stridigheder, blotlægge sig selv ved offentligt at udtale sig om denne afdelings konflikter?

De avisartikler, som to af mine ”kollegaer” på Niels Lehmanns gamle Institut for Æstetiske Fag har skrevet om mig, har skabt stor forundring, både i Danmark og internationalt. ”Hvem er han – en professor??” – internationalt var dette den typiske reaktion. En anden kollega har ligeledes ytret sig offentligt om konflikten i aviserne. Da jeg senere spurgte ham, hvad han egentlig kendte til de handlinger, som lå til grund for man anklage om mobning, og hvad han kendte til den konflikt, der har udviklet sig over mere end ét år, måtte han indrømme, at han faktisk ingenting vidste om det. ”Jeg har jo ikke været meget på afdelingen i denne tid.” Men alligevel tør han ytre sig ”objektivt” om sagen i medierne?

Man forstår imidlertid sagen bedre, når man kender til strukturen på mit institut. Vi er alle en familie – eller skulle i hvert fald forholde os sådan. Uanset afdelingsgrænser, uanset fagligheden, uanset kvalifikation og international standing. Og så bliver et nyt familiemedlem, der skulle være ydmyg og indordne sig under forholdene, selvfølgeligt afstraffet, når hun går imod familiens skik og brug og tør ytre sig kritisk – endda i offentligheden. Afstraffelsen sker gerne på tværs af afdelingsgrænser, for det omhandler jo ikke afdelingens faglighed, det omhandler ikke en afdelings interne konflikter: Det omhandler vores store familie på instituttet.

Denne familie-tænkning er en del af en strategi, som er typisk for mit institut – jeg taler om selv-isolation og en udpræget lukkethed, der bliver udvist over for folk, som kommer udefra.

Jeg taler ikke om gæsteforskere. Gæster er altid velkomne. De hjælper på instituttets image – man kalder det for ”synlighed” – de får præsenteret chokoladesiden, og de kan nyde det at være den ærede gæst i nogle uger. Med deres kvalifikationer er de ingen trussel for kollegiet, for de forsvinder jo igen efter kort tid.

Situationen er derimod helt anderledes ud, hvis man bliver. Faste kollegaer udefra er faktisk ikke særligt velkomne på dette institut. Undtagen en eneste person er alle kollegaer på min afdeling ”vokset op” på Aarhus Universitet. De har samarbejdet over årtier, og en gang imellem sværmer de om ”de gode gamle tider”. Det er kendt, at den ene kollega, som kom fra Københavns Universitet, har haft det rigtig svært, da hun blev ansat. Man skal igennem en ”renselsesproces” for at blive accepteret. Ingen fortalte mig, den nye kollega fra udlandet, noget om det. Og ingen fortalte mig, at jeg faktisk skulle give afkald på min faglighed, min identitet og mit niveau for eventuelt at få en chance for at blive accepteret. Der findes en knivskarp analyse af Janteloven på danske universiteter, skrevet af en tysk forsker i København, som desværre aldrig er blevet publiceret. Jeg håber, at den en dag vil blive kendt i Danmark.

Helt generelt er udefrakommende ikke ønsket på instituttet. Jeg har oplevet, hvordan en dansk musikforsker, som oprindeligt kom fra Aarhus, men fik sin uddannelse i England og USA og i 2010 søgte tilknytning til Instituttet for Æstetiske Fag, blev afvist af institutleder Niels Lehmann, selvom hendes projekt ville have passet perfekt til instituttets forskningsstrategi. Institutlederen ønskede ikke at mødes med hende, og da hun endelig fik mulighed for det, fik hun en klar afvisning – uden begrundelse. En ny, veluddannet kollega var slet ikke velkommen på instituttet, på trods af de vigtige impulser, som hun, med udsigt til et post.doc.-stipendium fra Forskningsrådet (altså eksterne midler!), kunne have tilført instituttet, uden nogen som helst omkostning for universitetet.

Men når det nu er sket, når en udefrakommende er blevet ansat – i mit tilfælde igennem et magtord fra dekanens side – starter vanskelighederne for alvor. På trods af institutlederens fine ord – ”Tag godt imod hende”, som det hedder i institutlederens nyhedsbrev – får en nytilkommen kollega nemlig ingen introduktion til arbejdsforholdene og de mange skrevne og uskrevne regler på instituttet og afdelingen. Så bliver man irettesat for ”fejltrin”, som man ikke selv kan opfatte som ”fejl”: Man kender jo slet ikke til de uskrevne regler på instituttet, der laver en helt normal og professionel adfærd om til ”fejl” i instituttets lukkede verden.[6]

Disse uskrevne regler bliver brugt som et magtinstrument: Ansatte, der ikke er vokset op i den ”trygge familie” og ikke har internaliseret dens adfærdsmønstre over mange år, bliver holdt i en stadig usikkerhed om de mest dagligdags spørgsmål. Det skaber en konstant usikkerhed og en konstant frygt for igen at begå ”fejl”. Man bevæger sig i et minefelt, hvor ethvert skridt kan føre til nye irettesættelser fra faglederens eller kollegaernes side. Denne oplevelse har jeg delt med andre, der blev ansat udefra.

Det har ingenting med ”universitet” at gøre. Og det kvæler enhver mulighed for akademisk arbejde i ”verdensklasse”.

Men problemet har endnu en dimension. ”Sådan gør vi her” er ét af de ”totenschlaeger”-argumenter, som jeg har fremhævet i ledelsens argumentationsstrategi. Det er bemærkelsesværdigt, hvor resistent dette argument har været, da jeg i mere end to år prøvede at argumentere mig frem til nogle duelige arbejdsvilkår. Hvor mange gange er dette modargument ikke blevet brugt i debatten, både i de svar, som jeg har fået på AU – krav om at jeg skal indordne mig, anklagerne om, at jeg ikke har forstået de danske særlige forhold, henvisning til danske regler for undervisningstilrettelæggelse osv. – samt i medierne.

”Sådan gør vi her – og kom du ikke her med standarder fra andre steder” er en strategi, som også bliver brugt politisk. For eksempel i Kina. Eller i Sydafrika. I lande, hvor rettigheder bliver slettet til fordel for lokale regler og ”rets”-konstruktioner. Man afviger fra internationale standarder, danner egne lokale regler og regimer og afviser enhver kritik og diskussion med, at ”omverdenen ikke forstår vores helt særlige indretning. Uanset om Aarhus Universitet bestræber sig på verdensklasse eller ej, er argumentet ”sådan gør vi altså her hos os” dybt problematisk.

1.5 Lukkethed over for internationale normer

Der undervises næsten udelukkende på dansk. Strukturer for internationalisering har blokeringsmekanismer indbygget, der ødelægger alle initiativer.[7] Internationale normer og standarder, både i forskningen og undervisningen, bliver ignoreret. Den, der kommer til Aarhus Universitet, skal”indordne sig i de givne vilkår”, som det hedder i dekan Mette Thunøs advarsel til mig.

Der findes faktisk en række kulturforskelle mellem danske og andre europæiske universiteter, der skaber afgørende blokader for den internationalisering, som Aarhus Universitet ønsker. Jeg kan fremlægge de vigtigste kulturforskelle i sammenligning med tyske universiteter; de tyske normer gælder imidlertid også – og endnu – i mange andre lande, som jeg har oplevet dem på universiteter i England, Italien, Holland, Irland, USA og Sydkorea:

  • En professors rolle på en afdeling: definerende for fagligheden, i det mindste med friheden til at undervise i overensstemmelse med sin kvalifikation
  • Frihed i forskning og undervisning:
    – Det er utænkeligt, at en professor ikke selv kan tilrettelægge sin undervisning.
    – Det er ligeledes utænkeligt, at en universitetsansat bliver tvunget til at undervise i noget som han/hun slet ikke er kvalificeret til.
    – Det er ligeledes utænkeligt, at man bliver tvunget til at bruge en pædagogik, som man slet ikke kan stå inde for.
  • Diskussionskultur: Ingen konsensus-tvang på internationale universiteter – uenighed opfattes som en vigtig del af den akademiske debat.
  • Kommunikation og debat: Det er en selvfølge, at man argumenterer analytisk og sætter klare ord på sine konklusioner. Det bliver ikke opfattet som ”krænkende” eller ”respektløst”.
  • Akademisk selvstyre: De akademisk ansatte har ansvar for administrationen og dermed en meget større frihed i tilrettelæggelsen af faget og undervisningen.
  • Respekt: Det er utænkeligt, at en nyansat medarbejder generelt bliver behandlet på en respektløs og ydmygende måde.[8]

 

En nyansat lektor eller professor på Aarhus Universitet – i det mindste på de institutter, som jeg kender – bliver ikke informeret om de alvorlige forskelle, som findes mellem universitetssystemerne. Man bliver ikke informeret om, at de normer, som gælder på universiteter i Europa og USA, ikke gælder på Aarhus Universitet. Det kan føre til krænkelser og alvorlige konflikter – og til mobning, advarsler og fyringer.

AU ønsker internationalisering, men man er i det mindste på mit institut (det gamle ”Institut for Æstetiske Fag”) slet ikke forberedt og heller ikke beredt på at integrere en udefrakommende ansat. Der bliver ikke talt om kulturforskelle, men der bliver stiltiende og udelukkende forudsat den danske universitetskultur.

Kulturforskelle med alvorlige konsekvenser for den person, som kommer udefra, gælder endda sproget. Det var meget overraskende for mig at opleve, at visse ord, som man også bruger i andre sprog, har en helt anden betydning i Danmark. Jeg taler nu ikke om ”DJØF-dansk” – tomme gloser, der generelt ingen ekspertise og indhold bærer (såsom ”innovativ”, ”synergi”, ”dybe sammenhænge”), findes ligeledes i andre lande, denne sygdom er ikke kun dansk. Jeg taler imidlertid om ord, som ifølge international konsensus har en klar betydning – og så viser det sig, at de betyder noget helt andet i den danske akademiske hverdag. For eksempel:

Kultur: nutidens populærkultur, nobiliteret ved hjælp af kulturteorier (for det meste franske og fra 1960’erne og 70’erne).

Kreativitet: kombination af absurde ideer i håbet om, at deres forbindelse kunne føre til noget, der giver lidt mening.

Tværfaglighed: ukoordineret dans fra én faglighed til den næste, uden at man lærer nogen som helst af de individuelle fagligheder at kende; altså en leg om hvor mange overfladiske forbindelser, man kan opdage uden at behøve at dykke ned i en bestemt faglighed.

Debat: terapeutisk foranstaltning, hvor man kan lufte sine ideer og argumenter, uden at det har nogen effekt; sker primært på baggrund af beslutninger, der allerede er blevet taget.

Empiri: nedsættende udtryk for historisk funderet forskning.

Respektløs tone: analytisk og ærlig sprogbrug.

Og så videre. Når man kommer udefra og forbinder disse ord med faglig og akademisk ekspertise, er det en slags chok-oplevelse at opdage, at de faktisk betyder noget helt andet på et dansk universitet. Og det bliver slet ikke debatteret. For målestokken er jo den danske akademiske måde at tale og handle på.

Under disse forudsætninger er internationalisering, internationalt niveau og dermed ”verdensklasse” slet ikke mulig. Med sin ”branding” som et ”universitet i verdensklasse” har Aarhus Universitet et alvorligt troværdighedsproblem, i det mindste med hensyn til store dele af humaniora.

2. Faget musikvidenskab: Fra verdensklasse til et musikalsk potpourri[9]

Når man i Aarhus Universitetets bygning 1580, Langelandsgade 139 (den såkaldte ”Kaserne”), tager elevatoren, så kan man læse: ”4. sal: Afdeling for Musik”. En ukendt person har så med filtpen forandret afdelingens navn: ”Musikvidenskab”. Personen har faktisk sat fokus på et afgørende problem.

I afdelingens og universitetets dokumenter kan man se, at der, også i selve kollegiet, hersker tvivl, om hvorvidt man nu hedder ”Musik” eller ”Musikvidenskab”. For offentligheden virker det ligegyldigt. Men faktisk ligger hele afdelingens grundlæggende problem her.

For man drøfter aldrig, hvad faget nu egentlig går ud på. Fagbeskrivelsen på websiden samt studieordningen giver det indtryk, at man byder på lidt af alt. Musikpraksis, musikteori, noget som kaldes for ”musikkultur” (uden videre definition), musikhistorie, musikalsk produktion på computeren. Når man kommer udefra og kender lidt til musikuddannelsen og dets mange forskellige fagligheder, undrer man sig over, hvordan alt det her kan passes ind i en eneste bachelor-uddannelse, som kun fylder to år. Men de, som har ansvaret for denne studieordning, har jo arbejdet længe på universitetet: De vil nok vide, hvad de gør. Det troede jeg, da jeg blev ansat som den nye professor.

Min analyse efter to og et halvt år på afdelingen når til et andet resultat.

Faktisk repræsenterer faget musikvidenskab – eller ”musik” – prototypen for den forfaldshistorie, som ifølge mange kollegaers udsagn i de seneste fire årtier har ramt store dele af det Humanistiske Fakultet på Aarhus Universitet.[10]

Den aarhusianske musikvidenskab varen gang international. Knud Jeppesen, den første professor på fagets professorat, er kendt som en af Europas berømteste musikforskere. Hans efterfølger Søren Sørensen var præsident for det Internationale Selskab for Musikvidenskab. Efterfølgeren Bo Marschner (pensioneret i 2008) er internationalt kendt som Bruckner-forsker. Men, som Bo Marschner selv konstaterer, var afdelingens professor i sin tid allerede blevet til ”en kransekagefigur”.[11] Afdelingens internationale betydning er siden 1970erne skrumpet til ingenting, fordi der slet ikke længere bliver arbejdet på internationalt niveau.

Musikvidenskab på internationalt niveau er faktisk ikke ønsket, for den bliver slet ikke brugt i undervisningen – og undervisningen er det eneste, som er genstand for debatter på de mange lærermøder. Der er ingen plads for fordybelse og næsten ingen plads til klassisk kultur.

Men problemet er ikke kun et indholdsmæssigt problem. Det er frem for alt strukturelt, fordi man slet ikke definerer hvad man egentligt gør på afdelingen – musikvidenskab eller musik?

Når man undgår klare analyser og definitioner, når man taler om ”synergier” uden at kende til de dele af faget, der angiveligt skal udfolde en højere kvalitet ved at blive ført sammen, når alle forsøg at sætte navn på det, der sker, bliver stemplet som ”grøftegravning” – så bliver resultatet et rodet potpourri. Det har ingenting med videnskab og ingenting med akademisk niveau at gøre. Og det er de studerende, der til sidst betaler prisen.

2.1 De tre fagligheder inden for faget Musikvidenskab

Det akademiske fag Musikvidenskab er internationalt et komplekst – og i sin nyere udvikling et i høj grad problematisk – fag. Siden sin oprindelse i 1800-tallet har faget internationalt været opdelt i tre fagligheder:

  1. Historisk musikvidenskab (dominerende)
  2. Systematisk musikvidenskab
  3. Musiketnologi

Den historiske musikvidenskab, altså musikhistorie med forbindelser til kulturhistorie og for­skellige historiske discipliner, har traditio­nelt domineret faget først i Europa og så også i USA. Den omhandler hele musikhistorien, fra antikken til nutiden, med fokus på den vestlige tradition. Musikhistorie i sin brede forstand betyder: musikalsk repertoire (med dybdegående analysefærdigheder); kulturel, social og politisk kontekst i alle perioder; vekselvirkning med andre områder som f.eks. kunst, litteratur, religion, filosofi, film; musikkens rolle i samfundet igennem historien op til nutiden. Det er et komplekst fag med uendelige muligheder, men med primært fokus på historiske processer og metoder.

Systematisk musikvidenskab arbejder derimod kun sjældent med historisk kontekstualisering. Den arbejder delvist på naturvidenskabeligt og medicinsk grundlag (akustik, psykologi, i den nyere tid hjerneforskning og neurologi), delvist med tilgange og metoder fra sociologi, kommunikationsvidenskab, æstetik, filosofi, semiotik. I nyere tid er systematisk musikvidenskab blevet mere og mere dominerende, idet den har inddraget populærmusik og teorier om populærkultur. Alligevel har enhver ekspert i den internationale systematiske musikvidenskab selvfølgelig en grundig uddannelse i musikteori, analyse og musikhistorie: Man er nødt til at kende til musikvidenskabens fundamenter for også at kunne forstå samtidens musikfænomener.

Musiketnologi beskæftiger sig med musik i andre kulturer, men også med europæisk folkemusik. Den bygger igen på samme fundament, men er så nødt til at inddrage ekspertviden om andre kulturer, deres musiksystem og deres musikforståelse. Ud over en fremragende kandidat-eksamensopgave om balinesisk musik har jeg ikke mødt musiketnologi på Aarhus Universitet siden min ansættelse i 2009. I studieordningerne spiller denne særlige gren ingen rolle – hvis ikke man vælger at betegne visse områder inden for populærmusik som musiketnologi.

Grænserne mellem disse tre fagligheder er selvfølgelig ikke absolutte. Faglighederne bygger på samme grundlag, nemlig grundigt kendskab til musikalsk repertoire og musikalsk analyse samt et vist fundament inden for musikhistorie. Så findes der også fælles interesser og fælles tilgange i visse områder: Musiksociologi for eksempel, altså spørgsmålet om musikkens rolle i samfundet og samfundets rolle for musikkens udvikling, spiller også en afgørende rolle i den historiske musikvidenskab. Musiketnologi arbejder ligeledes med historiske undersøgelser, mens den historiske musikvidenskab selvfølgelig også inddrager populærmusikalske fænomener både fra fortiden og nutiden i sit arbejde.

Alligevel er det nødvendigt at kende til forskellene. De tre fagligheder inden for musikvidenskab bygger på et fælles fundament af node- og repertoirekendskab samt færdigheder i musikalsk analyse. Men ellers bruger forskerne i disse tre fagligheder helt forskellige metoder og har forskel­lige, uforenelige forskningsinteres­ser og -tilgange. Forskellene omhandler ikke forskellige ”synsvinkler” på faget, som det så ofte bliver hævdet på Aarhus Universitet. De omhandler ikke simpelthen forskellige forskningsinteresser – de omhandler rent ud forskellige kvalifikationer.

Og det har konsekvenser for de studerende, som bliver undervist inden for disse kvalifikationer: Forskellene er lige så store som i de forskellige medicinske fagligheder på en klinik. Ingen ville drømme om at tilkalde en tandlæge, når der er brug for en urolog. Ingen ville tvinge en gynækolog at arbejde som øjenlæge. Ingen patient ville være glad at få en blindtarmsoperation af en læge, som slet ikke er uddannet kirurg.

Disse forskelle skal man kende for at komme frem til en kvalificeret faglig debat og fagudvikling, når man har en afdeling, som forener disse fagligheder i sin studieordning.

2.2 Musikvidenskabens generelle udvikling i de seneste 30 år

Den historiske musikvidenskab har traditio­nelt domineret faget både i Europa og USA. Siden 80’erne har den amerikanske musikvidenskab alligevel revet sig løs fra den europæiske tradition, for det meste under slagordet ”New Musicology”. I denne sammenhæng blev populærmusik (rytmisk musik) og – for at forklare denne musikgrens betydning – kultur­teorier fra sociologi, kommunikationsforskning og kønsforskning en vigtig del af faget. Disse nye emner falder under systematisk musikvidenskab, fordi de for det meste ignorerer den historiske dimension og fokuserer på nutidens musiksociologiske spørgsmål.

I de seneste ti år er populærmusik og kulturteori så begyndt at dominere faget. Det kan iagttages, at den historiske musikvidenskab, dvs. kendskab til musikhistorie og den klassiske vestlige musik, bliver nedprioriteret på mange universiteter. Professorater, der engang gjaldt som de fornemmeste inden for den europæiske musikvidenskab med en klar historisk profil, bliver nu opslået med nøgleord som ”music cognition”, ”world music” eller ”music production”.

Det er intet problem, hvis man sætter navn på det, som man gør. Og hvis det, som man gør, stadig har det fundament, der skal til for at kunne forstå musikfænomenet i hele sin historiske og nutidige kompleksitet.

Desværre har jeg oplevet, at man på Aarhus Universitet netop ikke sætter navn på det, som man gør. Differentiering og diskussion af de eksisterende forskelle i tilgang og metode bliver udtrykkeligt afvist.

Det professorat, som dekan Bodil Due tilbød mig i maj 2009, var oprindeligt blevet indrettet til Knud Jeppesen, én af det 20. århundredes mest betydnings­fulde musikhistorikere. Også hans efterfølgere regnes for internationalt kendte musikhistorikere. Eftersom Aarhus Universitet kaldte mig i fuld bevidsthed om mine musik- og kulturhistoriske kvalifikationer, kunne jeg kun gå ud fra, at jeg skulle videreføre denne tradition.

Det var en fejltagelse, som bygger på faglederens og institutlederens manglende bevidsthed om, at man er nødt til at sætte navn på det produkt, som man sælger. En udefrakommende har ingen chance for at vide, hvad faget går ud på – før det er for sent.

2.3 Yderligere musikfagligheder og deres blanding på Aarhus Universitet

Men afdelingen kaldes jo ikke bare for ”musikvidenskab”. De fleste siger simpelt­hen ”musik”. Denne ubevidste mangel på differentiering har sin begrundelse.

Musik som uddannelsesfag er meget større end kun musikvidenskab. Ud over de nævnte fagligheder inden for faget musikvidenskab findes der faget musikpædagogik samt musiklæreruddannelsen (som ikke er samme sag). Disse fag har traditionelt ingenting med faget musikvidenskab at gøre, ud over et fælles fundament i musikhistorisk og musikanalytisk kendskab samt reper­toirekendskab i klassisk musik.[12] Ellers fokuserer disse fag på musikpraksis og musikalsk pæda­gogik. De er fuldkommen adskilt fra faget musikvidenskab og udbydes i mange europæiske lande næsten udeluk­kende på musikkonservatorier.

På Aarhus Universitet bliver derimod alle disse forskellige fagligheder inden for det store felt ”musik” presset sammen i en to-årig bachelor-uddannelse: historisk og systematisk musikvidenskab (musiketnologi spiller ingen rolle i studieordningen), læreruddannelse med praksisfag i klaver, sang og evt. andre instrumenter, rytmisk musik, siden 2011 også musikalsk produktion (dvs. computer-komposition). Alt udbydes til alle – med meget ringe krav til forudsætninger.

De studerende føler sig overbelastede og er frustrerede, fordi ”man som musikstuderende aldrig kan nå det hele”.[13] Til ”aflastning” foreslår en kollega så stresshåndteringskurser – altså en yderligere forpligtelse, uden at der bliver kastet lys på det egentlige problem, nemlig en alt for overfragtet studieordning med alt for mange disparate fagligheder.

Underviserne er ligeledes under enormt pres, fordi enhver ønsker at tilbyde i det mindste det væsentlige fundament i sin faglighed – som slet ikke er muligt i sådan en studieordning.

Næsten hvert andet år bliver afdelingen presset til at udarbejde en ny studieordning, hvor musikfagets fagligheder bliver reduceret mere og mere til fordel for ”tværfaglige” udbud strikket sammen af ledere – altså administratorer – der ingenting kender til de enkelte fagligheder og nødvendigheden af at formidle et fagligt fundament, før de studerende kan starte med at arbejde tværfagligt.

For enhver underviser betyder en ny studieordning en eksistentiel kamp. Det gælder om at sikre sin egen fagandel i diskussionen om den nye studieordning, ellers kan man nemlig blive tvunget til at undervise i noget, man slet ikke er kvalificeret til. På et dansk universitet har ingen underviser ret til at undervise inden for sin egen kvalifikation.

Kollegaerne på afdelingen er meget bevidste om denne eksistentielle kamp. I den begyndende diskussion om den nye bachelor-studieordning i november 2009 skrev én af de historisk arbejdende kollegaer til hele kollegiet:

”Ikke desto mindre virkede fremlæggelsen af det nye papir [udkastet til den nye studieordning, fremlagt af faglederen og vicefaglederen] stærkt overrumplende på mig og tydeligvis også på en del andre kolleger, hvis ansigtsudtryk afspejlede afmagt, desperation eller apati. Man kunne sagtens udlægge det som manipulation eller ’lovjaskeri’, men det tror jeg slet ikke var hensigten (dette sagt i kærlighed og respekt). […] Det lader sig ikke bortforklare at den nævnte fokusering på musik som kunst og æstetik får stadig trangere vilkår efterhånden som ’kulturvinklen’ og ikke mindst de tværæstetiske vinkler breder sig ud. ’Det musikhistoriske overblik’, som vi kalder det, bliver mere og mere stroboskopisk og skal dele opmærksomhed med andre vinklinger. Det ser jeg som et problem – og jeg er noget sikker på at det er det, vi mærker ved ’regnskabets time’ (opgaveskrivning ved periodestudier 3) og ved den iøjnefaldende kendsgerning at der ikke længere skrives specialer der handler om ’musik’.”[14]

Selve studieordningsdiskussionen i januar 2010 viste mig, en person med tilstrækkelig universitetspolitisk erfaring, at personlige interesser begyndte at dominere det fælles faglige anliggende at finde frem til ”et kompromis, der giver plads til alle”. Det har jeg faktisk fremlagt for faglederen og vicefaglederen i en diskussionsanalyse den 10. januar 2010. Resultatet, efter hårde diskussioner, blev noget, som kunne minde om et kompromis – men når man så oplever, hvordan studieordningen udmøntes i virkeligheden og hvordan der ellers bliver talt om den musikhistoriske faglighed, som tre kollegaer i kollegiet opfatter som truet, kan man spørge sig, om det ikke bare er en skøn facade.

Som afdelingens professor har jeg sat spørgsmålstegn ved det niveau, som de musikvidenskabelige kurser, altså de kurser som man internationalt ville betegne som historisk og systematisk musikvidenskab, tilbyder de studerende. Jeg bliver ved med at sætte dette spørgsmålstegn.

2.4 Ingen balance – musikhistorie som ”gammeldags” stråmand

De forskellige fagandele er ikke afbalancerede i den aarhusianske musikvidenskab. Faget bliver domineret af populærmusikkultur og kulturteori. For at nobilitere denne tilgang bliver den historiske musikvidenskab gjort til en stråmand, som angiveligt står for en ”forældet” tilgang til musikstudiet.

Resultatet er en form for systematisk musikvidenskab på laveste niveau. De kandidatstuderende behøver ikke nødvendigvis kunne læse noder (som bliver gjort til målestok for undervisningen i kandidatlinjen ”Musik, lyd, kommunikation”De forlader faget med en kandidatgrad i ”Musikvidenskab” uden at kende til selv de mest populære klassikere som Vivaldis Fire årstider eller Beethovens symfonier.

Universitetets krav om ”uddannelse i verdensklasse” er dermed blevet til den rene parodi.

Jeg har hurtigt måttet erkende, at jeg, den udtrykkeligt tilkaldte professor, med mine mangfoldige historiske kvalifikationer  ingen plads har i denne form for ”musikvidenskab”. Jeg har i flere debatter og mange skriftlige situationsanalyser prøvet at sætte navn på de forskellige fagligheder og problematikken ved deres ureflekterede blanding. Selvom jeg har fundet bevis for, at den internationalt gyldige differentiering i historisk og systematisk musikvidenskab også bliver brugt i Danmark (jf. http://www.kb.dk/da/kb/nb/mta/dym.html), havde min fagleder og flere kollegaer på afdelingen (som delvist har været ansat som lektorer i flere årtier) ingen kendskab til den.

Jeg har forsøgt at forklare min identitet og min uddannelse som historisk forsker til mine kollegaer. Til sidst blev jeg bebrejdet for ”grøftegravning” og kaldt for en ”fare for faget”, fordi jeg med denne differentiering angiveligt sætter ”den faglige udvikling” på spil.[16]

Ifølge dekanens påbud har jeg ikke længere lov til at bruge denne internationalt gyldige differentiering. Dermed har jeg heller ikke lov til at sætte navn på min egen identitet. Men frem for alt forhindrer dekanens påbud en funderet faglig debat – fagets udvikling på internationalt niveau er faktisk ikke ønsket ifølge dekan Mette Thunøs krav.

2.5 Det mest konfliktfyldte fag

Det er ikke et tilfælde, at der er opstået alvorlige problemer på Afdelingen for Musikvidenskab i den senere tid – det var på høje tid, at de konflikter, som har fået lov til at ulme igennem omtrent 30 år, endelig er kommet op til overfladen.

Kollegaer, som har arbejdet på Aarhus Universitet og på Statsbiblioteket i flere årtier har bekræftet, at faget musikvidenskab på Aarhus Universitet har været et af de mest konfliktfyldte fag siden 80’erne.[17] Det er blevet bekræftet, at der har været en kamp uden ende, og at historikerne har tabt mere og mere af deres territorium og dermed deres muligheder for at yde undervisning, som er baseret på deres egne kvalifikationer inden for musikfeltet.

Den tidligere professor Bo Marschner, en musikhistoriker, som er internationalt kendt og som gik på pension 2008, konstaterede i et offentligt interview i 2009, at han tydeligvis ikke følte sig tilpas med den generelle udvikling, som ramte musikfaget hårdt, og at han faktisk var glad for at forlade universitetet.[18] Han nævnte også, at han så sig nødsaget til at arbejde bag lukkede døre – noget som på mit institut opfattes som problematisk, fordi det opfattes latent ukollegialt. Der er dertil ligeledes kommet bekræftelser på en konfliktfyldt afdeling fra to kollegaer, der endnu arbejder på afdelingen som lektorer, endda bekræftet skriftligt i varslende mails til hele kollegiet i november 2009. De skriver i deres mails – og har også antydet det mundtligt – at de er blevet nedgjort i deres faglighed og anset som ”gammeldags” på grund af deres historiske tilgang.

Det er klart, at i et sådant miljø er der slet ikke plads til arbejde på internationalt niveau. Hvis der findes en internationalt anerkendt faglighed, som bliver stemplet som ”forældet” – samme fænomen findes der i øvrigt også på andre afdelinger af det tidligere ”Institut for Æstetiske Fag” – bliver miljøet præget på en måde, som er hæmmende. Hverken samarbejde eller internationale initiativer er mulige – det har været min egen erfaring, at den faglighed og det niveau, som mine samarbejdspartnere på forskellige europæiske og amerikanske universiteter kunne have tilføjet det århusianske institut, slet ikke var ønsket. Ægte ”verdensklasse” bliver udelukket eller tiet ihjel. Det er et helt igennem usundt miljø.

2.6 Musikvidenskabens fremtid?

Selve ”musik”-faget på Aarhus Universitet bliver mere og mere reduceret til populærmusik med kulturteori – plus praksisandelene i læreruddannelsen, som i hvert fald bliver bibeholdt, fordi de ifølge faglederen er livsforsikringen for faget på Aarhus Universitet (mundtligt udsagn fra foråret 2010). Musikhistorie beholder ligeledes sin figenbladsfunktion: De få og alt for overlæssede musikhistoriekurser i bachelor-uddannelsen (hvor repertoirekendskabet skrumper til næsten ingenting) vil forblive, fordi så kan man jo hævde, at man bibeholder ”den historiske dimension”. Det har bare ingenting at gøre med en musikvidenskabelig uddannelse på internationalt niveau.

Hvad er så fagets fremtid, som jeg, den internationalt uddannede professor, angiveligt har bragt i fare?

Faget bliver fortsat solgt under navnet ”musikvidenskab”, selvom det næsten ikke udbyder det, som man internationalt forstår ved musikvidenskab. Det er tydeligt, at fagets musikvidenskabelige andele er gået i opløsning, til fordel for noget som kaldes for ”lydkultur”. Jævnfør et manifest fra en lektor, der for længe siden er flyttet til en anden afdeling på Kasernen, men alligevel er meget engageret i musikfagets såkaldte ”udvikling”:

Musik har udviklet sig til et felt, der hedder lyd.
Lydfænomenet har overtaget musikfænomenet.

(manifest på et offentligt arrangement, 3. juni 2010)

Det er åbenbart tiltrækkende både for forskerne og de studerende på Aarhus Universitet at smide musikken ud og fokusere på lyd: Så behøver man ikke længere slås med musikalsk analyse og musikalske strukturer. Og den ”historiske dimension” er også blevet ekstremt reduceret – de største udfordringer, som musikstudiet byder, er altså blevet elimineret.

Man kunne nu sige, at denne udvikling også findes på universiteter i USA og forskellige europæiske lande. Men der skal de studerende stadig have et fundament i musikalsk analyse, musikhistorie og musikalsk repertoire. Ellers mister faget sin mening.

For en professor i historisk musikvidenskab, med yderligere kvalifikationer i litteratur­historie, teologi, almen historie og flere andre akademiske områder – altså al den tværfaglighed, som universitetet angiveligt ønsker – findes der ingen plads i sådant et fag. Som professor med 20 års international universitetserfaring kan jeg forudse, at faget ”musik­videnskab” på Aarhus Universitet er ved at blive forvandlet til et fag, som omhand­ler ”lydkultur” og populærmusik. Kulturteorierne tjener til at nobilitere denne tilgang og sløre den grund­læggende mangel på fagviden. Hvad der er blevet af Knud Jeppesens professorat, er en trist parodi.

Den 8. december 2011 afsluttede jeg mit Musikhistorie-kursus for bachelor-uddannelsens første årgang med en debat om den klassiske musiks betydning i nutidens samfund. I debatten blev de studerende, som ytrede sig, mere eller mindre enige om, at det faktisk er et spild af penge fortsat at subventionere den klassiske musikkultur. Det stemmer overens med det faktum, at DR har lukket sit klassiske radioprogram i 2011. Det svarer til de tendenser, som vi ellers kan iagttage i det danske kulturliv.

For mig som professor, der snart vil forlade Aarhus Universitet, kan det være lige meget. Jeg har en international kulturhorisont, og jeg ved, hvor der stadig er brug for klassisk musik og klassisk dannelse. Men én af de studerende sagde i løbet af debatten: ”Når vi nu afskaffer klassisk musik, og én af os rejser til udlandet – ville det da ikke være pinligt, hvis folk lægger mærke til, at danskerne slet ikke kender til klassisk musik?”

Det bliver spændende, hvad der vil ske med Knud Jeppesens professorat i 2013. Mon afdelingen har lært sin lektie og endelig vil sætte navn på det, som de laver, og på det, som de tilsvarende kræver af deres nye kollega?

Hvor vil ”den lykkelige familie” mon finde den passende brud for at kunne fortsætte sit harmoniske liv under skræppeskoven? Jeg vil afslutte min analyse med en vision, som jeg tager fra én af H. C. Andersens mest charmerende eventyr, fremstillet i en rigtig sød børneudgave:[19]

Og så blev den lille sneglefrøken hentet. Det varede otte dage, før hun kom. Men det var det gode ved det, for så kunne de se, at hun var af arten. Og så blev de gift. Seks sankthans-orme lyste for dem, men ellers gik det stille af. De gamle kunne ikke tåle så meget, sneglemor holdt en dejlig tale, for sneglefar var alt for rørt.

De unge arvede hele skoven. Det bedste sted i verden, mente de gamle. Så hvis de unge levede ærligt og fredeligt, ville de og deres børn engang komme på herregården. Her ville de blive kogt sorte og lagt på sølvfad.

Efter festen krøb de gamle ind i deres hus, og de kom aldrig ud mere. Det unge par levede i skoven og fik en masse små snegle. Men de blev aldrig kogt sorte, og de blev aldrig lagt på sølvfad. Parret var sikre på, at herregården var faldet sammen, og at alle mennesker i verden var uddøde, og da ingen sagde dem imod, så var det jo sandt.

Regnen trommede på skræppebladene for deres skyld, og solen satte farve på skoven for deres skyld. Og de var meget lykkelige. Hele familien.

Verdensklasse ser anderledes ud.

Linda Maria Koldau (f. 1971) er dr. phil. og professor i musikvidenskab ved Aarhus Universitet til udgangen af 2012, hvor hun har opsagt sin stilling som følge af en meget omtalt kontrovers med universitets ledelse.

Noter

[1] Jf. mine kronikker i aviserne Politiken, Berlingske Tidende og Information fra 12. juni 2011 og 9. januar 2012 (Politiken), 21. februar 2012 (Berlingske Tidende) og 24. februar og 26. marts 2012 (Dagbladet Information), som er tilgængelige via Infomedia eller på avisernes websider.

[2] Noget af denne kritik er nu også blevet ytret i offentligheden med kritiske kronikker og læserbreve i mediedebatten siden februar 2012.

[3] D. 9. januar 2011 turde jeg skrive til lærerkollegiet som reaktion på nogle artikler, vi fik som orientering til studieordningsdiskussionen: ”Jeg vil tilføje, at jeg fra min faglighed ikke kan støtte de fremlagte orienteringstekster, og at jeg mener, det er problematisk at bruge en tekst til orientering for vores musikvidenskabelige kandidatuddannelse, der er skrevet af en forsker, som først og fremmest er sociolog, rockmusik-kritiker og medieforsker”. Samme dag fik jeg et svar fra en kollega – sendt til hele kollegiet – som faktisk var formuleret på en så krænkende måde, at mailen blev udgangspunkt for min mobningsklage imod samme kollega. Selvom AU’s konsulent Per Bøjlund er kommet til det – tvivlsomme, fordi det er fremlagt med en uoverbevisende og forudindtaget argumentation – resultat, at der ikke er foregået mobning på min afdeling, var konsulenten enig i, at netop denne mail, altså svaret på min kritiske ytring, gik ”lige på græsen til mobning” (mundtligt udsagn d. 8. december 2011, dokumenteret i en båndoptagelse af samtalen). Man skal derfor tænke sig godt om på Aarhus Universitet, inden man ytrer berettiget kritik med hensyn til faglederens faglige kurs og de papirer, som skal støtte den.

[4] Jf. blandt andet Bent Ørsted, ”Enevælde, propaganda, bureaukrati…”, Politiken 3. august 2011, s. 3-4.

[5] http://professorvaelde.blogspot.de/2012/02/nye-studiefag-en-kreativ-leg.html

[6] Jf. min fremlæggelse af denne onde cirkel i Dagbladet Information: Kronik ”Lad os kalde det for ansvarsforflygtigelse og uskrevne regler”, 24. februar 2012, http://www.information.dk/294464.

[7] Jf. de meget ønskede internationale ”Summer Schools”, hvor institutlederen fremlægger, at den videnskabelige ansatte, som gerne vil tilbyde sådan et sommerkursus sammen med en international kollega, på en eller anden måde skal indtjene de penge, som universitetet senere skal bruge for at betale den undervisningsvikar, der skal overtage undervisningen i det følgende semester, fordi den ansatte lektor eller professor har arbejdet om sommeren og nu har krav på en lettelse af sine undervisningsforpligtelser (i alt nogle 50.000 kr). Desuden opstår der problemet, at Summer Schools skal tiltrække internationale studerende – men hvordan skal man så finansiere deres undervisning? Eftersom der også findes danske studerende på kurset, og eftersom danske studerende per lovgivning ikke må betale for deres undervisning, må de udenlandske studerende ligeledes få gratis undervisning – der skal jo herske ligebehandling i kurset. Og hvordan skal det finansieres? ”Kan din udenlandske kollega så ikke medbringe både studerende og de nødvendige penge for at kunne gennemføre jeres Summer School?”, blev jeg spurgt af min institutleder d. 1. april 2011. Jeg er faktisk i tvivl, om hans fremlæggelse virkelig kan tages alvorligt. Det ville minsandten være absurditetens topmål. I mit tilfælde har institutlederens forklaring om, hvordan de meget ønskede ”Summer Schools” fungerer, ført til, at jeg har opgivet mit initiativ til at udarbejde sådan et internationalt tilbud. Min internationale kollega har blot grinet højt, da jeg orienterede ham om de betingelser, som min institutleder havde fremlagt for mig.

[8] Jf. derimod konsulent Marie Kochs ord til mig, som d. 10. januar 2012 blev bekræftet af dekan Mette Thunø: ”Som nyansat har du intet krav på respekt. Det skal fortjenes over mange år.”

[9] Denne del er, i lidt anden form, blevet publiceret på bloggen ”Forskningsfrihed?” d. 22. april 2012 (http://professorvaelde.blogspot.de/2012/04/faget-musikvidenskab-og-dets-srlige.html).

[10] Nota bene: Min kritik gælder faget ”musikvidenskab” og dets udvikling på Aarhus Universitet, ikke praksis-delene af faget, hvis kvalitet jeg som professor i musikvidenskab ikke ønsker at bedømme. For at danne sig et billede om uddannelsen i sang, diverse instrumenter og korledelse på AU tilsvarer akademisk niveau (eller endda verdensklasse), kræver det at uddannelsen bliver bedømt af praksis-eksperter fra konservatorier. Jeg ytrer mig udelukkende om faget musikvidenskab. Forskellene mellem dette fag og de musikalske praksis-fag bliver forklaret nedenfor under punkt 2.3.

[11] Citat fra Dorrit Saietz’ artikel „Professoren, der er sat i kontorarrest”, Politiken, 1. april 2012, s. 10f.

[12] Disse forskelle kender man godt til i den skandinaviske musikvidenskab. Jf. beskrivelsen af Afdelingen for Musikvidenskab på Gøteborgs Universitet: ”Musikvetenskap är en teoretisk utbildning och rymmer ingen praktisk musikundervisning.” (http://www.kultur.gu.se/amnen/Musikvetenskap/, 15.5.2012).

[13] Udsagn i de studerendes fælles evaluering for året 2011 ifølge faglederens rapport.

[14] Dette er en mail, som lektoren sendte til hele kollegiet i november 2009. Det er ikke en ”fortrolig” mail, som indeholder personfølsomme oplysninger, men en arbejdsrelateret tekst, som ikke er underlagt fortrolighed.

[15] Ud over denne linje findes der også ”underviserlinjen” med en dediceret praksisandel. De studerende i denne linje kan altså læse noder. Min kritik gælder først og fremmest kandidatlinjen ”Musik, lyd, kommunikation”, altså den kandidatlinje i ”Musikvidenskab”, hvor nodekendskab er muligt, men ikke nødvendigt, så at underviserne ikke skal forudsætte det i undervisningen. Det gør en egentligt musikvidenskabelig funderet undervisning umulig.

[16] Bebrejdelser udtrykt i den advarsel, som dekan Mette Thunø tildelte mig d. 14. februar 2012, jf. Lise Richter & Emil Rottbøll, ”En fare for faget”, Dagbladet Information, 12. februar 2012, http://www.information.dk/293304.

[17] Det hænger blandt andet sammen med afdelingens stærkt marxistiske retning i 70’erne og 80’erne, jf. udsagnet af en person, som har været i tæt samarbejde med den århusianske musikvidenskab siden 70erne: ”Instituttet var et af de mest marxistisk prægede institutter på AU i halvfjerdserne. Deraf kom drejningen væk fra den klassiske musik og kultur og retningen imod den folkelige populærkultur. Faglederen er barn af denne historie, og AU har været det sted, hvor hun allermest frit har haft mulighed for at udfolde sin glæde ved den side af musikken. En professor er en person, som får lidt mere i løn for at undervise. Punktum! Og en professor skal et institut have for at kunne bestå som en selvstændig enhed. Punktum. En professor er ikke andet! Dette er det aldeles rædselsfuldt afgrænsede område, som Koldau får at udfolde sig på. Aldeles uhørt for hende, aldeles besynderligt, fordi denne konstruktion ikke findes ret mange andre steder, og slet ikke udenfor Danmarks grænse. Men efterhånden som tiden flytter sig væk fra halvfjerdserne bliver dette forhold enten ligeså stille ændret, eller, hvad der er tilfældet her, det består, og nu med den ret, at det har bestået historiens prøve.” Udsagnet er citeret i bidraget ”Århus Universitet truer Koldau med mundkurv og fyring” på bloggen Forskningsfrihed? (http://professorvaelde.blogspot.de/2012/02/arhus-universitet-truer-koldau-med.html).

[18] Peter Ellerman, ”Et Mozart-liv på Musikvidenskab”, interview med Bo Marschner, i: Visir – Kasernebladet, nr. 53, 2009, s. 22–26.

[19] Citeret fra: H.C. Andersen: Vanddråben – og tre andre eventyr, illustreret Charlotte Pardi, Dorte Karrebræk, Pia Thaulov og Lilian Brøgger, København: Carlsen, 2005, s. 9-10.