Den nødvendige krig

Et stort flertal i Folketinget har i dag besluttet at optrappe Danmarks indsats i kampen mod terrorismen. 7 kampfly, et Herkules-transportfly og op imod 400 mand, heriblandt specialstyrker fra Jægerkorpset og Frømandskorpset, det bliver Danmarks bidrag til krigen mod ISIS i Syrien og Irak. Danmark bliver dermed et af de lande, der målt i forhold til indbyggertal går forrest i kampen – ikke ringe her i Hørups, Munchs og Scavenius’ fædreland.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Den danske defaitisme og hele den forlorne ”hvad-skal-det-nytte”-holdning har stadig sine støtter herhjemme. SF, Enhedslisten og Alternativet stemte (naturligvis) imod. Elbæks tropper afslørede ved den lejlighed, at de stædigt fastholder ikke bare en alternativ politik, men troen på at leve i et alternativt univers, hvor krig og konflikt er noget man slet og ret kan vælge fra.

SF og Enhedslisten derimod har tidligere vist en vis forståelse for situationen i levanten, ikke mindst kurdernes trængsler under slaget om Kobane. Men på trods af den gryende erkendelse på venstrefløjen om nødvendigheden af at kæmpe imod det, mange i partiet opfatter som en genfødt fascisme, så stak den gamle Adam I ved ham med pagehår, islandsk Sweater og fredsbadge, hovedet frem og mindede revolutionens arrieregarde om, at det er vigtigere at obstruere en imaginær USA-imperialisme end bekæmpe en reelt eksisterende fjende.

Og fjenden er reel.

ISIS er ikke blot en regional trussel i en strategisk vigtig region, men en global trussel, der lever på at bekæmpe alt vestligt. ISIS er i dag den væsentligste inspirerende kraft for global jihadisme. Siden ISIS begyndte at vinde terræn har organisationen været som et basunstød, der har mobiliseret den muslimske utilfredshed i Mellemøsten og i Vesten. Adskillige terrorangreb foretaget af ”enlige ulve” har været dedikeret organisationen. Dette turde være velkendt, for det var netop tilfældet med terrorangrebet i København. Men ISIS’ inspirerende kraft går dybere. Unge radikaliserede muslimer deler begejstret videoer med organisationens henrettelser af vantro og drages ind i stadig mere radikale miljøer, indtil de står med riflen i hånden i Syrien eller i Danmark. Endelig har ISIS vist sig at være direkte engageret i terrorangreb i Europa, som de seneste angreb i Frankrig og Belgien minder os om.

Så længe ISIS eksisterer som en statslignende organisation, der råder over territorium, ressourcer og væsentlige indtægtskilder har vi et alvorligt problem. Ikke alene har ISIS viljen og muligheden for at træne, udruste og udsende et næsten ubegrænset antal terrorister til Europa, organisationens succes er i sig selv med til at radikalisere muslimske miljøer i Europa, fordi ISIS har vist, at det tilsyneladende er muligt for jihadister at trodse, bekæmpe og ydmyge ikke blot Vesten, men også de sekulære regimer i Mellemøsten. ISIS har samme effekt på yderligtgående muslimer og potentielt voldsparate islamister som Den russiske revolution og den nazistiske magtovertagelse havde på hhv. yderligtgående socialister og højreradikale i 1917 og 1933.

”Kalifatet” er en revolutionær idé omsat i form og til virkelighed. Ved at knuse formen, udrydder vi måske ikke idéen. Men vi kommer et væsentligt stykke ad en lang og kroget vej. Her er ingen nemme løsninger. Ingen muligheder for at sætte sig på hænderne og nyde freden bag voldgrave og grænsehegn. Der er kun en mulighed, én nødvendighed: den stadige og fortsatte kamp, der overalt, hvor islamismen truer os, påfører den nederlag på nederlag, indtil den ikke er længere.

Det er den kamp, Danmark nu går ind i. Det er ikke et øjeblik for tidligt, men heller ikke for sent. Det er en kamp, hvor sejren ikke er i sigte, og hvor den vankelmodige nemt taber troen. Men det er ikke en udsigtsløs kamp. Tværtimod, kun overgivelsen, eftergivenheden og opgivenheden er udsigtsløs, når virkeligheden trænger sig på og erklærer, at krigen er vores nye vilkår.