Dannelsesbegrebets disfiguration

Siden regeringen lancerede sit udspil til en reform af de gymnasiale uddannelser, har der været rejst en del kritik af udspillet. En væsentlig del af debatten har drejet sig om adgangskravet på 4, som naturligvis er uspiseligt for den venstrefløj, der helst ser gymnasiet omdannet til en slags udvidet 10. klasse.

Men i virkeligheden er denne debat langt mindre afgørende end debatten om den almene dannelses fremtid i gymnasiet (ja, i hele vores uddannelsessystem).

Eller for nu at sige det på en anden måde, hvis båden alligevel synker, så er det faktisk lige meget om billetten koster 200 eller 400 kr. Hvis gymnasiet alligevel mister sit formål, er der intet formål i kæmpe for nogen slags adgangsskranker (Det skulle da lige være for at sikre at så få som muligt indløste billet til denne åndelige druknedød)

Heldigvis har der været en del debat om den ødelæggelse af historie, religion og oldtidskundskab gennem sammenlægningen af fagene, som regeringen har lagt op til. Det er i den forbindelse positivt, at også borgerlige debattører skarpt har angrebet regeringens planer – ligesom samtlige borgerlige partier har vendt sig imod denne del af reformen. Jeg tror, at vi kan have et begrundet håb om, at vi også i fremtidens gymnasium vil have selvstændige humanistiske fag med egne præmisser, mål og eksamener. Hvis altså de borgerlige partier står fast!

Der er imidlertid ingen grund til optimisme. For selvom det skulle lykkes at hugge hovedet af ormen, så vil det hurtigt vise sig, at det slet ikke er hovedet, vi har hugget af men blot en tentakel ud af mange. Sammenlægningen af historie, religion og oldtidskundskab er ikke en løsrevet idé, der tilfældigvis er til stede i regeringens reformudspil, men et udtryk for den disfiguration af dannelsesbegrebet, som er udspillets ledende idé.

hudfletning af den “dynamiske dannelse”

Lektor ved DPU, Thomas Aastrup Rømer – som jeg også nævnte i mit forrige indlæg om reformen – har på Facebook hudflettet den bærende idé i udspillet.

Jeg citerer her næsten in extenso, fordi det er frygteligt væsentligt – og fordi så få egentlig har blik for det, Rømer her skriver om. Det er ikke læsning, der gør dig glad, men læs det alligevel:

1. Det “traditionelle” dannelsesbegreb

Vidste I, at ”den traditionelle dannelsestænkning er udfordret af samfundsudviklingen”? Det står der i ”Fra elev til studerende”, altså regeringens nye gymnasieopløsningsskriv.

Men hvad er den ”traditionelle dannelsestænkning”? Aner det ikke. Men står det ikke et sted i skriftet? Nej, det står ingen steder. Men er der ingen reference? Fx til noget pædagogisk teori eller sådan noget? Der er alligevel skrevet mange “bøger”, undskyld jeg bander, om emnet. Men så bare til OECD….? please, bare noget….

Da skolen skulle læringsrevolutioneres var der da fyldt med OECD-referencer.
Men nej, der er ingenting. Det eneste spor, jeg kan finde, er, at der står, at sprogfagene skal have mindre litteratur og mere kommunikation. Så ”litteratur” er åbenbart noget ”traditionelt”? Ud med den. Den er nok farlig for gennemførselsprocenten? Den er i al fald farlig for “samfundsudviklingen”, må man forstå?

2. Det “moderniserede” dannelsesbegreb

Nå, men hvad er det så, der skal i stedet for det, som ingen ved hvad er? Ja, det er en såkaldt ”opdateret og moderniseret almendannelse”.

Hvad er et ”optimeret dannelsesbegreb”. Ja, først og fremmest er det noget, som er helt uden rester af det traditionelle, som vi jo ikke ved, hvad er.

I stedet får vi fire kompetencer, som ungdommen skal have, så de kan acceptere og klare “udfordringer” på en “robust” måde, hvis de vil være almendannede. Der er godt nok nogle, der mener at kompetence- og dannelsesbegrebet ikke uden videre går hånd i hånd. Men det er nok de ”traditionelle”, så dem glemmer vi.
Her er de fire kompetencer, som udgør den optimerede og moderne almendannelse.

Kompetence 1: Innovative kompetencer:

Hvad er det? Jo, det er ikke andet end at ”anvende fag til at undersøge og løse konkrete problemer”. Ja, det må jeg nok sige, der er sørme ikke meget ”traditionelt” ved det. Der er ikke den mindste rest af kreativitet og fantasi. Magen til småborgerlig konkurrencestatsjargon skal man da lede længe efter.

Kompetence 2: Digitale kompetencer:

Hvad er det? det er at lave digitale produkter, at kaste et kritisk og etisk blik på digitale medier og at indgå i digitale fællesskaber. Ja, så bliver det vist heller ikke mere jævnt i den omegn. Det lyder jo som et læringsmål for et afgrænset forløb helt nede i en konkret klasse.

Kompetence 3: Globale kompetencer:

Hvad er det? Det er at anvende sprog og at bidrage til løsning af globale problemstillinger. Helt ærligt, det lyder næsten ligesom en piece fra KL. Folk skriver tykke bøger om “verdensborgeren”. Desværre bygger bøgerne, ligesom vores retssystem, menneskerettigheder mm på “traditionel dannelse”. Man smækker sig inde i et bur på den måde.

Kompetence 4: Karrierekompetencer:

Hvad er det? Ja, det giver jo sig selv. Men hvis det skal til at være almendannelse, så….. snøft..
Alle fire kompetencer fører på mystisk vis til noget, der hedder ”demokratisk medborgerskab”, som er noget med at være klar til at blive ”arbejdstager, iværksætter og medborger”. Man bliver også klar til at blive ”studerende”, men det er bare lig med en læringsmåls-selvmonitorerings-agent, så det skal man bestemt ikke lægge noget positivt i.

Det hele fylder 20 linjer og der er ingen reference OVERHOVEDET TIL HVERKEN NY ELLER GAMMEL DANNELSESTEORI ELLER PÆDAGOGISK TEORI ELLER NOGET HELT TREDJE. Skriftet har naturligvis heller ingen forfatter, så ingen har ansvar for det.
Men er det ikke lige meget, hvad der står? Nej, det er det ikke, fordi ”målene skal indgå i kernestoffet i alle gymnasiale fag tilpasset den enkelte uddannelsesprofil”, og igen: ”De nye mål skal forankres i uddannelsen som helhed og i de enkelte fag”.

[…] Men hvordan %&/() kan denne fuldstændige tomhed dog være i nogen som politikers interesse, altså uanset hvilket parti, han kommer fra? Det forstår jeg ikke. Man må jo huske på, at f.eks. både Karl Marx og PH er en del af almendannelsen, fordi de er meddefinerende for, hvem vi er og kan blive.
Med mindre de andre uddannelsespolitiske ordførere vågner op nu, så pådrager de sig efter min opfattelse et kæmpe ansvar for denne optimerede tomhed.”

Fremhævelserne med fed er mine. Det afgørende er nemlig, at denne demontering af dannelsen skal gennemsive alle fag og undervisningen som helhed. Kobler man det sammen med den læringsmålsstyring og den systematiserede evalueringsindsats, forankret i national dataindsamling og lokale evalueringskulturer (læs udskamning af dissidenter), som udspillet skitserer, ja så bliver det klart, at der lægges op til et meget hårdt regime, der vil slå hårdt ned på dannelsen.

Gymnasiernes eget opgør med dannelsen

Kan regeringen og undervisningsministeriet – hvor disse tanker uden tvivl er fostret – så gennemføre det?

Ja, det kan de. Hvorfor? Fordi partiernes uddannelsesordfører selv kun i ringe grad har blik for dannelse. Faktisk tror jeg, at mange borgerlige i virkeligheden deler opfattelsen af, at uddanelsen først og fremmest har instrumentel betydning for at skabe fremtidens arbejdskraft.

Men – endnu vigtigtere – opgøret kan gennemføres, fordi disse tanker stortrives inden for Det Almene Gymnasium selv. Således har formanden for Danske Gymnasier, Anne-Birgitte Rasmussen, givet lige præcis disse elementer af udspillet sin varmeste opbakning:

“Regeringen er på trapperne med en reform af gymnasiet. Undervisningsminister Ellen Trane Nørby understreger, at der ikke er tale om et eftersyn, men om en reel reform. Det hilser vi velkommen. Gymnasiernes indhold skal løbende tilpasses, så studenter opnår færdigheder, der matcher samfundets og arbejdsmarkedets omskiftelige behov. Vi skal sikre, at de unge uddannes til fremtiden og ikke fortiden. Svaret på gymnasiets udfordringer er derfor ikke at indføre et gymnasium, som det så ud for 30 år siden. Bare fordi noget fungerede for 30-40 år siden skal vi ikke tro, det vil fungere i dag.”

Anne-Birgitte Rasmussen taler henført om noget hun kalder et “moderne og dynamisk dannelsesbegreb” – det som Rømer har hudflettet oven for, dvs. en dannelse, der ikke er dannelse men karriereegnethedsoptimering. Ja, faktisk et dannelsesbegreb, der er det præcist modsatte af dannelse, fordi det som lektor, dr.phil. ved Aarhus Universitet Hans Hauge har gjort opmærksom på vender sig radikalt mod fagenes “traditionelle indhold”.

Det er faktisk karakteristisk for denne tænkning, at den ikke alene ophæver begrebet dannelse men også undergraver begrebet skole, som alene gøres til et spejl for omverdenen:

“Hvordan opfatter Anne-Grethe Ramussen gymnasieskolen? Den er et passivt spejl af noget udenfor. Skolen har end ikke relativ autonomi. Og den er altid bagefter. Verden uden for skolen består af to størrelser. Den ene hedder samfundet, den anden arbejds­markedet. Der er en tredje størrelse, som hun ikke nævner, og det er staten. Det er, som om den slet ikke findes.”

I det nye gymnasium, der uden tvivl venter, er uddannelse og dannelse ikke noget, der skal sikre, at mennesket kan knytte an til en identitet – og dermed finde frem til sig selv. Det handler heller ikke opretholde sin person gennem en sådan forankring i en situation, hvor stat og marked river i ham fra hver sin side og hvor han kun alt for nemt reduceres til hhv. kunde, klient eller produkt alt efter i hvilke sfære, han befinder sig.

Det nye Gymnasium – det nye uddannelsessystem i det hele taget – er ikke længere skole, dvs. en samling om det at vinde indsigt og erkendelse, det er et pizzeria, hvor bureaukratiet og erhvervslivet ringer ind, afgiver bestilling og så venter på resultatet.