Vestens forfald er Vestens valg

Terroren har ramt Europa – igen. Vi er ovre den tid, hvor den rammer som en overraskelse. Vi forventer det og vi ved allerede nu, at det vil ske igen. Terroren rammer os, fordi terrorismen virker. Massakren på Charlie Hebdo har betydet, at ytringsfriheden er blevet indskrænket. De utallige angreb mod jøder i Europa har betydet, at jøder i tusindetal udvandret til Israel. Måske vi vender tilbage til vores dagligdag, sådan som vi får at vide, at vi skal. Men vi tager frygten med os, og vi tager vores forholdsregler.

Terroren virker, fordi vi reagerer på frygt. Der er bare den hage ved det, at vi ikke reagerer ved at vise og vedkende os vores frygt, men derimod ved at fornægte den, fortrænge den – og så sætte ind på det sted, hvor vi kan sætte ind: over for os selv.

Vi stiller spørgsmålet: Hvad har vi gjort for at fremprovokere den situation, der har bragt frygten ind i vores tilværelse? Og dernæst stiller vi spørgsmålet: Hvad kan vi gøre for at undgå situationer, der bringer frygten ind i vores tilværelse?

Hvad vi ikke gør, er at se frygten i øjnene som et resultat af sammenstødet med noget, der er frygteligt, og som vi må bekæmpe netop fordi det er frygteligt.

Vi retter ind. Derfor betyder frygt i vores sammenhæng defaitisme.

Forfatteren Carsten Jensen, der i Information for nyligt gjorde sig til talsmand for den opfattelse, at vi ikke er terrorens uskyldige ofre, men nærmest har fortjent det, på grund af vores interventioner i Afghanistan og Irak, er et eksempel på den defaitisme, der følger i terrorens kølvand. Men han står ikke alene med opfattelsen. Også på højrefløjen eksisterer en udbredt defaitisme, en frygt for omverdenens reaktioner på vestlig magt, når den anvendes til andet end at sikre den indre ro og orden i de vestlige samfund.

Fra overmod til afmagt

Jeg tænkte på det forleden. Hvor meget har ikke forandret sig på de ikke meget mere end 10 år, der er gået siden jeg selv blev politisk vakt. Jeg husker, hvordan vi, der dengang var ganske unge argumenterede indædt for vores krige i Irak og Afghanistan, støttede den danske deltagelse og var fulde af benovelse over, at vi dog endelig gjorde noget og dermed, som Anders Fogh Rasmussen dengang slog fast, gjorde op med den “hvad skal det nytte”-holdning, der har været fædrelandets credo siden Hørups dage.

Dengang var venstrefløjen kritiske over for interventionerne, mens vi, der stod på højrefløjen, hvad enten vi nu var konservative eller liberale, var for. Terrorismen havde erklæret os krig, da tårnene faldt 11. september 2001, men det var en krig, vi var klar til at tage, en konfrontation med fjenden, som vi ikke ville vige uden om – og en kamp vi faktisk troede, at vi kunne vinde.

Det var måske overmod, men måske er det også bedre end indbildt afmagt?

I dag er denne konfrontation ikke mindre en realitet, men vi er tilsyneladende kommet frem til den konklusion, at vi ikke kan vinde den. Ja måske er vi nået dertil, hvor vi heller ikke tror på, at vi skal vinde den, ikke mener, at vi skal gå offensivt ind i den kamp, som vi ikke har valgt, men som er et grundvilkår for os og vores tid.

Som så mange falske guder har defaitismen flere ansigter. På venstrefløjen kommer den i form af post-imperialistiske tømmermænd og et skyldkompleks, der er som skræddersyet til at handlingslamme Vesten. På højrefløjen kommer den i form af en naiv isolationisme, hvor man bilder sig ind, at det ene fornødne er at hejse vindebroen og lade muren og voldgraven holde den faldne verdens problemer på afstand. Desværre fortæller terrorismen os, at dette ikke længere er muligt.

Forfald er et valg

Dette skyldes ikke kun, at fjenden allerede er iblandt os. For selvom dette så afgjort er tilfældet, så har det egentlig noget at gøre med en langt mere almen pointe: Enhver orden – også en international en af slagsen – forudsætter magt og autoritet, der udtrykker sig i lederskab, og dette lederskab er Vestens, først og fremmest Amerikas men også vi, der må stå vores venner bi – fordi det er rigtigt og fordi det er i vores interesse – må bære en del af åget. Der er ikke andre til det, og spørgsmålet er, om vi overhovedet skulle ønske, at andre tog det på sig.

Få civilisationer har godvilligt kastet åget af sig. Tabet af status er så godt som altid påtvunget af ydre og indre omstændigheder. Ja, den eneste undtagelse er måske netop Vesten anno 2016.

Som den konservative udenrigsskribent Charles Krauthammer allerede for nogle år tilbage slog fast i en artikel om Amerikas udfordrede hegemoni, så er forfald et valg. Vi er ikke svage, men har valgt at optræde som om vi var. Og det har konsekvenser.

“So why not? Why not choose ease and bask in the adulation of the world as we serially renounce, withdraw, and concede?

Because, while globalization has produced in some the illusion that human nature has changed, it has not. The international arena remains a Hobbesian state of nature in which countries naturally strive for power. If we voluntarily renounce much of ours, others will not follow suit. They will fill the vacuum. Inevitably, an inversion of power relations will occur.”

I virkelighedens verden er det altid os eller dem.

Men vi har netop valgt at se bort fra virkeligheden, fordi den ikke lever op til de krav, vi har til en verden, vi vil være ved.

Så vi har valgt at kaste åget af os. Vi vil ikke længere. Vi tør ikke længere.

Vi vil bare have fred.

Derfor sprænger bomberne i Bruxelles. Derfor står Mellemøsten i brand. Derfor brøler løverne i Tyrkiet, i Kina og i Rusland. Derfor bløder Europas grænser fra sine åbne sår.

Verdenshistorien har ingen hængekøje.